Afsløring: Den hemmelige EU-rapport om Østjerusalem

DPV

Afsløring: Den hemmelige EU-rapport

Her er den kritiske rapport om Israel, som ikke må komme ud til offentligheden. Rapporten er lavet af en EU-delegation selv, men er blevet dysset ned umiddelbart efter, den kom frem.

Det vil skade EU`s indflydelse, sagde EU’s udenrigstalsmand, Xavier Solana i december 2005.

Som denne oversættelse af rapporten til dansk afslører, anser EU-delegationen Israels aktiviteter i Jerusalem som både i strid med Køreplanens forpligtelser og international lov.

Rapporten anklager Israel for at føre en bevidst politik for at annektere hele Østjerusalem, som historisk og juridisk tilhører palæstinenserne. Diplomaterne mener, at Israel er i færd med at underminere en levedygtig palæstinensisk stat og en endelig fredsaftale med palæstinenserne.

For www.danpal.dk –

Anders Fenger.

Rapporten er oversat fra engelsk af Jørgen Nyeng.

________________________________________________________________________

EU-delegationsledere i Jerusalem og Ramallah – rapport om Østjerusalem, mandag den 28. november 2005

RESUMÉ

1. Østjerusalem er af central vigtighed for palæstinenserne i politiske, økonomiske, sociale og religiøse henseender. Flere med hinanden forbundne israelske politikker reducerer muligheden for at nå til en endelig statusaftale om Jerusalem og demonstrerer en klar israelsk hensigt om at gøre anneksionen af Østjerusalem til et konkret faktum:

– den nære fuldførelse af barrieren omkring Østjerusalem, langt fra den grønne linje;

– bygningen og udvidelsen af ulovlige bosættelser foretaget af private enheder og den israelske regering i og omkring Østjerusalem;

– nedrivningen af palæstinensiske hjem bygget uden tilladelser (som er nærmest uopnåelige);

– strengere håndhævelse af regler som adskiller palæstinensere boende i Østjerusalem fra dem som bor i Vestbredden, herunder en reduktion af arbejdstilladelser;

– og diskriminerende beskatnings-, udgifts- og byggetilladelsespolitik fra Jerusalems bystyre.

2.Planen om at udvide bosættelsen “Ma’aleh Adumim” ind i det såkaldte “E1”-område øst for Jerusalem truer med at fuldføre omringningen af byen med jødiske bosættelser og opdele Vestbredden i to separate geografiske områder. Den foreslåede udvidelse af af barrieren fra Østjerusalem til at danne en boble omkring bosættelsen “Ma’aleh Adumim” ville have den samme virkning. 2004 så næsten en tredobling af antallet af palæstinensiske bygninger som blev nedrevet i Østjerusalem. Vi forventer et lignende antal nedrivninger i 2005. 88 hjem i Silwan-kvarteret med nedrivningsordrer stående mod dem tiltrak sig megen opmærksomhed i juni.

3. Når barrieren er blevet fuldført, vil Israel kontrollere adgangen til og fra Østjerusalem og afskære bydelen fra dens palæstinensiske satellitbyer Betlehem og Ramallah, og fra resten af Vestbredden udenfor. Dette vil have alvorlige økonomiske, sociale og humanitære konsekvenser for palæstinenserne. Ved kraftigt at anvende politikker mht. opholdstilladelse og ID-status vil Israel være i stand til endeligt at fuldføre isoleringen af Østjerusalem det politiske, sociale, kommercielle og infrastrukturelle center for palæstinensisk liv.

4. Israels aktiviteter i Jerusalem er i modstrid med såvel dets Køreplan-forpligtelser som international lov. Vi og andre i det internationale samfund har gjort vore betænkeligheder klare ved talrige lejligheder, med varierende effekt.

Palæstinenserne er, uden undtagelse, dybt alarmeret omkring Østjerusalem. De frygter at Israel vil “slippe af sted med det” under dække af tilbagetrækningen (fra Gaza, ovs. bem.). Israels handlinger risikerer også at radikalisere den hidtil relativt rolige palæstinensiske befolkning i Østjerusalem. Det ville være på tide med klare erklæringer af Den Europæiske Union og Kvartetten om, at Jerusalem forbliver et emne for forhandling mellem de to sider, og at Israel bør afstå fra alle foranstaltninger beregnet på at foruddiskontere sådanne forhandlinger. Vi bør også støtte palæstinensiske kulturelle, politiske og økonomiske aktiviteter i Østjerusalem.

ANBEFALINGER

På det politiske niveau

– Klare erklæringer fra Den Europæiske Union og Kvartetten om, at Jerusalem forbliver et emne for forhandling mellem de to sider, og at Israel bør afstå fra alle foranstaltninger beregnet på at foruddiskontere sådanne forhandlinger.

– Vi kunne overveje at udsende en erklæring fokuseret på emnet Jerusalem ved GAERC i november. Vi kunne også presse på for at en lignende erklæring udsendes fra Kvartetten.

– Fase 1 i Køreplanen opfordrer til genåbning af palæstinensiske institutioner i Østjerusalem, og især Handelskammeret. Genåbningen af disse institutioner ville sende et signal til palæstinenserne om at det internationale samfund tager deres betænkeligheder alvorligt og vil gøre noget. Vi kunne inkludere en opfordring til deres genåbning i de ovenfor omtalte erklæringer og undersøge med de to parter hvordan og hvornår deres genåbning kunne gennemføres.

– Forlange at den israelske regering standser diskriminerende behandling af palæstinensere i Østjerusalem, især hvad angår arbejdstilladelser, byggetilladelser, husnedrivninger, beskatning og offentlige udgifter.

– EU kunne overveje og bedømme implikationerne og gennemførbarheden af at udelukke Østjerusalem fra visse EU/Israel-samarbejdsaktiviteter.

På et operationelt niveau

– Organisere politiske møder med PA (Den Palæstinensiske Administration) i Østjerusalem, herunder møder på ministerniveau.

– Initiativer (erklæringsbreve, kontakter, møder osv.) fokuseret på emner som adgang, byggetilladelser, konsekvenser af barrieren osv.

– Med henblik på valgene til den palæstinensiske lovgivende forsamling planlagt til den 25. januar 2006, tilskynde parterne til at blive enige om betingelserne for og indholdet af deres koordinering for at tillade tilfredsstillende valg at finde sted i Østjerusalem, under henvisning til parternes forpligtelser i henhold til de midlertidige aftaler og Køreplanen (PA til at afholde valg og Israel til at lette dem) og under hensyntagen til de anbefalinger der er formuleret i Rocard-rapporten fra EUEOM. Om nødvendigt og passende, tilbyde tredjeparts teknisk assistance og kontrolkapacitet.

– Jerusalem-hovedplanen, som for tiden er i godkendelsesprocessen, bør undergå en teknisk bedømmelse efterfulgt af en beslutning om hvordan man skal evaluere planen mht. lovlige implikationer, offentlig forståelse osv. Planen eksisterer for tiden kun på hebræisk (den bør oversættes til arabisk og engelsk).

– Alle medlemsstater (MS) og Europakommissionen (EC) skal forøge projektaktivitet i Østjerusalem med en balance mellem serviceydelse, hjælp, udvikling og politiske projekter (idet man tager Multisektorundersøgelsen i betragtning. Støtte til civilsamfundet er vigtig. En opgørelse over nuværende EC- og MS-aktivitet i Østjerusalem ville være et nyttigt første skridt.

– Hvad angår husnedrivninger pga. manglende byggetilladelser i Østjerusalem kunne EU forfølge forskellige muligheder:

– støtte lovmæssige projekter beregnet til at støtte palæstinensere som er truet af husnedrivninger og dem der har været ofre for dem;

– fremme initiativer til at lovliggøre “ulovlige” huse (fx ved at indføre tilbagevirkende alternative byplaner);

– lette en løsning for opnåelse af byggetilladelser;

– EU-projekter med en palæstinensisk NGO om juridisk rådgivning vedrørende byggetilladelser og husnedrivninger;

– EU-projekt om udvikling af en hovedplan for byplanlægning og lovlig beboelse for palæstinensiske bykvarterer i Østjerusalem.

– Lette en løsning på adgangsspørgsmålet. Dette ville omfatte en række politiske og operationelle foranstaltninger, både på kort og langt sigt.

– Støtte lokale og internationale organisationer i deres informationsbestræbelser om Østjerusalem.

– Forøge EU-hjælp til palæstinensiske institutioner i Østjerusalem, herunder kulturelle aktiviteter og lokalsamfundsbeføjelser.

JERUSALEM OG RAMALLAH GESANDTSKABSLEDERE

RAPPORT OM ØSTJERUSALEM

DETALJERET

1. Jerusalem er allerede et af de vanskeligste spørgsmål på vejen til opnåelse af en endelig statusaftale mellem Israel og palæstinenserne. Men flere indbyrdes sammenhængende israelske politikker er ved at reducere muligheden for at opnå en endelig statusaftale om Jerusalem som nogen palæstinenser kunne acceptere. Vi bedømmer det således at dette er en bevidst israelsk politik fuldførelsen af anneksionen af Østjerusalem. Israelske foranstaltninger risikerer også at radikalisere den hidtil relativt rolige palæstinensiske befolkning i Østjerusalem.

EU’S POLITIK VEDRØRENDE ØSTJERUSALEM

2. EU’s politik vedrørende Jerusalem er baseret på de principper der er angivet i FN’s Sikkerhedsråds Resolution 242, især umuligheden af at tilegne sig territorium med magt. Som følge heraf har EU aldrig anerkendt anneksionen af Østjerusalem i henhold til den israelske grundlov af 1980 (Basic Law Jerusalem Capital of Israel) som gjorde Jerusalem til “den hele og forenede” hovedstad i Israel. EU’s medlemsstater har derfor placeret deres akkrediterede udsendinge i Tel Aviv. EU modsætter sig foranstaltninger som ville foruddiskontere resultatet af Forhandlinger om Permanent Status, der er overladt til den tredje fase af Køreplanen, såsom handlinger med sigte på at ændre Østjerusalems status.

3. Ved konferencer afholdt i 1999 og 2001 bekræftede de Høje Kontraherende Parter anvendeligheden af den Fjerde Geneve-konvention på det besatte palæstinensiske territorium, herunder Østjerusalem, og fastslog igen behovet for fuld respekt for bestemmelserne i den konvention i det territorium.

4. I juli 2004 anerkendte EU den vejledende meningstilkendegivelse fra den Internationale Domstol om de “juridiske konsekvenser af bygningen af en mur i de besatte palæstinensiske territorier inklusive i og omkring Østjerusalem” og stemte for den generalforsamlingsresolution som anerkendte den. Selv om EU anerkender Israels sikkerhedsovervejelser og dets ret til at handle i selvforsvar, stemmer EU’s position vedrørende lovligheden af adskillelsesbarrieren stort set overens med den Internationale Domstols Vejledende Meningstilkendegivelse.

BOSÆTTELSER

5. Israel forøger dets bosættelsesaktivitet i tre østvendte hesteskoformede bånd i og omkring Østjerusalem, forbundet af nye veje:

– først via nye bosættelser i selve den gamle by og i de palæstinensiske boligkvarterer der umiddelbart omgiver den gamle by (Silwan, Ras al Amud, At Tur, Wadi al Joz, Sheikh Jarrah);

– derpå i de eksisterende hovedbosættelsesblokke i Østjerusalem (der løber med uret fra Ramot, Rekhes Shu’afat, French Hill igennem de nye bosættelser i det første bånd, ovenfor, til Øst-Talpiot, Har Homa og Gilo);

– og endelig i Storjerusalem idet de forbinder byen Jerusalem med bosættelsesblokkene Givat Ze’ev mod nord, Ma’aleh Adumim mod øst (inklusive E1-området, se nedenfor) og Etzion-blokken mod syd.

Bosættelsesaktivitet og byggeri foregår i hvert af disse tre bånd, i modsætning til Israels forpligtelser i henhold til international lov og Køreplanen.

“E1” og Ma’aleh Adumim

6. E1 (afledt af ‘East 1’) er den betegnelse der anvendes af det israelske boligministerium om et planlagt nyt byområde inden for kommunegrænserne for den store israelske bosættelse Ma’aleh Adumim (mere end 30 000 beboere) der forbinder den med kommunegrænsen for Jerusalem (en ensidig israelsk linje et godt stykke øst for den Grønne Linje. E1 ville sammen med en ekstra høj barriere omkring Ma’aleh Adumim fuldføre omringningen af Østjerusalem og skære Vestbredden i to dele, og yderligere begrænse adgangen ind i og ud af Jerusalem. De økonomiske udsigter for Vestbredden (hvor BNP/indbygger er under 1000 US-dollar pr. år) er stærkt afhængige af adgang til Østjerusalem (hvor BNP/indbygger er omkring 3500 US-dollar pr. år). Bedømmelser af Østjerusalems medvirken til den palæstinensiske økonomi som helhed varierer mellem en fjerdedel og en tredjedel. Fra et økonomisk perspektiv afhænger levedygtigheden for en palæstinensisk stat i stor udstrækning af bevarelsen af organiske forbindelser mellem Østjerusalem, Ramallah og Betlehem.

7. E1 er en gammel plan som blev udarbejdet af Rabins regering i 1994, men aldrig gennemført. Planen blev genoplivet af boligministeriet i 2003, og byggemodning i E1-området begyndte i 2004. Siden hans tilbagetræden fra regeringen har Netanyahu forsøgt at gøre E1 til et kampagneemne.

Udviklingsplanerne for E1 inkluderer:

– opførelsen af mindst 3500 boligenheder (for ca. 15 000 beboere);

– en økonomisk udviklingszone;

– bygning af politihovedkvarteret for Vestbredden der skal flyttes fra Raz al-Amud;

– handelsområder, hoteller og “specialbeboelse”, universiteter og “specialprojekter”, en begravelsesplads og en losseplads;

– ca. 75 % af planens totale areal er øremærket til en park som skal omgive alle disse komponenter.

– Indtil videre har kun planerne for den økonomiske udviklingszone fået de nødvendige autorisationer for start af byggeriet. Planerne mht. beboelsesområder og bygningen af Politihovedkvarteret er blevet godkendt af Ma’aleh Adumim, men endnu ikke af Civiladministrationens Planlægningsråd.

8. Det for nuværende udbyggede område af Ma’aleh Adumim dækker kun 15 % af det planlagte område. Den samlede plan for Ma’aleh Adumim, inklusive E1, dækker et areal på mindst 53 kvadratkilometer (større end Tel Aviv) der strækker sig fra Jerusalem til Jericho (bemærkning: Israels forsvar for udvidelse af bosættelse “inden for eksisterende bosættelsesgrænser” dækker derfor et potentielt uhyre område). I august 2005 offentliggjorde Israel jordbeslaglæggelsesordrer for bygning af barrieren omkring den sydlige kant af Adumim-blokken som følger den rute der blev godkendt af den israelske regering den 20. februar 2005 (inkluderende det meste af Ma’aleh Adumims kommuneområde).

9. E1-projektet ville skære tværs over den centrale hovedtrafikrute for palæstinenserne der rejser fra Betlehem til Ramallah. Denne rute er faktisk et alternativ til rute 60 som indtil 2001 var hovedmotorvejen nord-syd som forbinder de største palæstinensiske byer (Jenin, Nablus, Ramallah, Jerusalem, Betlehem og Hebron) på bjergkammen i Vestbredden. Og palæstinenserne har for nuværende kun begrænset adgang til rute 60 (enten kræves tilladelser for visse segmenter eller vejene er blokerede), især fra/til Jerusalem-området.

10. Siden 2003 har der fundet noget forberedende arbejde sted. I den nordlige sektor af E1, hvor der er planlagt beboelseshuse, er toppen af en høj blevet planeret for at muliggøre byggeri. I den sydlige sektion, hvor der er planlagt en politistation og hoteller, er der blevet bygget en vej uden belægning. Men der er ikke blevet udført yderligere arbejde i over et år. Den 25. august 2005 bekendtgjorde Israel planer om at bygge det nye politihovedkvarter for Vestbredden i E1, hvortil det skal overføres fra dets nuværende placering i Østjerusalem. Mange forudgående bosættelser er startet med en politistation, og vi er klare over fra israelske NGO’er at Israel har planer om at omdanne det eksisterende Vestbreds-politihovedkvarter i Ras al-Amud til yderligere bosættelseshuse.

Byggeri af bosættelser inde i Østjerusalem

11. Byggeri af bosættelser inde i Østjerusalem fortsætter i hurtigt tempo. Der er for tiden 190 000 israelske bosættere i Østjerusalem, hovedparten i store bosættelsesblokke såsom Pisgat Ze’ev. Det fremherskende israelske synspunkt er at de såkaldte israelske “lokalsamfund” i Østjerusalem ikke er bosættelser fordi de ligger inden for grænserne af Jerusalem-kommunen. Sammen med det meste af det internationale samfund anerkender EU ikke Israels ensidige anneksion af Østjerusalem og betragter Østjerusalem-“lokalsamfundene” som ulovlige bosættelser lige som alle andre men dette afholder ikke Israel fra at udvide dem. Nogle af disse bosættelser ekspanderer nu ud over endog den af Israel selv definerede kommunegrænse for Jerusalem, videre ind i Vestbredden. Jerusalem kommune har også været aktiv omkring Rachels Grav, udenfor kommunegrænserne.

12. Mindre i antal men lige så betænkelige er bosættelser der plantes ind i hjertet af eksisterende palæstinensiske lokalsamfund, med skjult og åben regeringsassistance. Ekstremistiske jødiske bosættergrupper, ofte med udenlandsk finansiering, anvender en række forskellige midler for at overtage palæstinensisk ejendom og jord. De retter enten tilbud til palæstinensere der lider finansiel nød eller besætter simpelthen ejendomme med magt og sætter deres lid til de israelske domstoles lejlighedsvise sendrægtighed og/eller manglende påtale. Sådanne grupper har fortalt os at de også presser de israelske myndigheder til at nedrive palæstinensiske hjem bygget uden byggetilladelse. Israel har tidligere brugt “Loven om fraværendes ejendom” (der almindeligvis kun anvendes inden for Israel bag den Grønne Linje) til at konfiskere ejendom og jord. Statsadvokaten erklærede at dette var “juridisk uforsvarligt” i Betlehem-området tidligere i år, og den praksis er stoppet, men loven forbliver anvendelig på Østjerusalem og kan genoptages når som helst den israelske regering finder det formålstjenligt.

13. Nogle af de jødiske bosættelser mangler byggetilladelser, men ingen er blevet nedrevet i bemærkelsesværdig modsætning til situationen for palæstinensere. Der er også planer om at bygge en stor ny jødisk bosættelse inde i det Muslimske Kvarter i Den Gamle By, et skridt som ville være særlig opflammende og kunne føre til yderligere “Hebronisering” af Jerusalem. Målet for disse bosættere, og bosættelser, er at udstrække den jødisk-israelske tilstedeværelse til nye områder. Som resultat heraf vil Præsident Clintons formel for Jerusalem (“hvad der er jødisk bliver Israel, og hvad der er palæstinensisk bliver Palæstina”) enten ikke kunne anvendes eller Israel vil få mere.

ADSKILLELSESBARRIERE/-MUR

14. Israel har stort set ignoreret Den Internationale Domstols Vejledende Meningstilkendegivelse af 9. juli 2004 angående barrieren. Den 20. februar 2005 godkendte den israelske regering den reviderede rute for adskillelsesbarrieren. Denne rute lukker det meste af Østjerusalem, med dens 230 000 palæstinensiske indbyggere, af fra Vestbredden (dvs. den deler palæstinensere fra palæstinensere, snarere end palæstinensere fra israelere). Barrieren er ikke kun motiveret af sikkerhedshensyn. Den 21. juni 2005 bestemte Den Israelske Højesteret at det var lovligt at tage politiske hensyn i betragtning foruden sikkerhedshensyn for ruteføringen af barrieren i Østjerusalem fordi Østjerusalem havde været israelsk territorium siden dens anneksion i 1967 (dvs. politiske hensyn er ikke lovlige i Vestbredden som ikke er blevet annekteret til Israel). Den 10. juli besluttede den israelske regering at ruteføre Jerusalem-barrieren således at ca. 55 000 Østjerusalem-palæstinensere, hovedsageligt i Shu’afat-flygtningelejren, holdes uden for barrieren. Kendsgerningen er at regeringsbeslutningen ikke kun inkluderede foranstaltninger på kort sigt, men også langsigtede tilpasninger til den nye situation skabt af barrieren fx bygning af nye uddannelsesinstitutioner og tilskyndelse af hospitaler til at åbne afdelinger “uden for hegnet” hvilket synes at modsige forestillingen om at barrieren skulle være en midlertidig snarere end en permanent struktur. Og hvis Israel skulle tilvejebringe tilstrækkelige kommunale tjenester for de udelukkede områder (som det lover at gøre) ville dette være i modsætning til den hidtil ringe tjenesteydelse i resten af Østjerusalem. Israelske NGO’er der arbejder med Jerusalem-spørgsmålet har kigget på israelske forslag om at sikre at de berørte mennesker ikke “afskæres” fra byen, og har bedømt dem til at være mangelfulde.

15. Barrieren strækker sig som et kløverblad mod nordvest, sydvest og øst, ud over endog den af Israel definerede kommunegrænse for Jerusalem, og efterlader 164 kvadratkilometer Vestbredsland på den “israelske” (vestlige) side. Kombineret med bosættelsesaktivitet i disse områder vil denne de-facto anneksion af palæstinensisk land være irreversibel uden tvungne evakueringer af bosættere i meget stor skala og omlægning af barrieren som efter rapporterne koster 800 000 Euro pr. kilometer. Den vil også blokere den alternative Betlehem-Ramallah-rute for palæstinensere og tvinge dem til at rejse via tunneler eller Jericho

16. Vi bør sikre at al støtte som vi giver Østjerusalem ikke simpelthen er et forsøg på at reducere de negative konsekvenser af bygningen af adskillelsesbarrieren. Den Internationale Domstols kendelse angående barrieren, accepteret af EU med begrænsede forbehold, anfører: “alle stater er underlagt en forpligtelse til ikke at anerkende den ulovlige situation der bliver resultatet af byggeriet af muren i det besatte palæstinensiske territorium, herunder i og omkring Østjerusalem. De er også underlagt en forpligtelse til ikke at yde hjælp eller assistance til opretholdelse af den situation der skabes af et sådant byggeri”.

RESTRIKTIONER PÅ/NEDRIVNINGER AF PALÆSTINENSISKE HUSE

17. De israelske myndigheder lægger strenge restriktioner på bygningen af palæstinensiske huse i Østjerusalem. De israelske myndigheder vil kun udstede byggetilladelser for områder der har zoneinddelte “hovedplaner”. Kommunen frembringer sådanne planer for områder der er udpeget til bosættelsesudvikling, men ikke for palæstinensiske områder kun palæstinensere forventes at udarbejde deres egne planer, med stor (almindeligvis uoverkommelig) udgift. Så hvert år modtager palæstinenserne mindre end 100 byggetilladelser, og selv disse kræver en ventetid på flere år. Samtidig har regler som kræver at palæstinensere med Jerusalem-opholdsstatus enten skal bo i byen eller risikere at miste den status, tvunget tusinder af palæstinensere i denne situation til at flytte fra andre områder af Vestbredden tilbage til Jerusalem, hvilket øger det alvorlige pres på boliger. Som resultat heraf bygges de fleste nye palæstinensiske boliger uden tilladelser og betragtes derfor som “ulovlige” af de israelske myndigheder (selv om besættelsesmagter i henhold til Den Fjerde Geneve-konvention ikke må udstrække deres jurisdiktion til besat territorium). Restriktionerne og nedrivningerne efterlader også ikke-udviklet (men palæstinensisk ejet) land til rådighed for nye bosættelser eller udvidelse af eksisterende bosættelser.

18. I 2004 blev mindst 152 bygninger (de fleste af dem til beboelse) nedrevet i Østjerusalem, en skarp forøgelse i forhold til de foregående år (66 i 2003, 36 i 2002, 32 i 2001 og 9 i 2000). I maj 2005 blev Jerusalem kommunes hensigt om at ødelægge 88 huse i Silwan-boligkvarteret offentligt kendt. Efter boring fra medierne og internationalt pres har de sat disse nedrivninger i bero, men fremtiden for Silwan er stadig uvis, med nedrivningsordrerne på plads. I mellemtiden fortsætter nedrivningen af hjem på regelmæssig basis i andre palæstinensiske boligkvarterer. Ifølge Den Israelske Komité Mod Husnedrivninger er 52 bygninger (herunder en syvetages bygning og otte benzinstationer) revet ned i Østjerusalem i år indtil nu. Kommunens budget for husnedrivninger (vedtaget sent, i marts 2005) står på 4 mio. nye israelske shekels (ca. 800 000 Euro), et tal som er lidt højere end sidste år. Vore kontakter anslår at dette vil gøre det muligt for kommunen at nedrive 150-170 bygninger. I tilfælde hvor kommunen skønnes ikke at opfylde sin pligt til at nedrive ulovlige bygninger (hvad enten det er pga. manglende vilje eller budgetbegrænsninger) kan Indenrigsministeriet nedrive bygninger, og gør det (14 i 2004, 6 indtil videre i 2005). Husnedrivninger er ulovlige i henhold til international lov (se ovenfor), tjener ikke noget sikkerhedsformål (men angår snarere bosættelsesudvidelse), har katastrofal humanitær virkning, og opflammer bitterhed og ekstremisme. Palæstinenserne fortsætter med at bygge ulovligt fordi de ikke har noget alternativ, og fordi kommunen og Indenrigsministeriet tilsammen kun kan nedrive en brøkdel af de ca. 12 000 eksisterende “illegale” hjem. Palæstinenserne beskriver det for os som “et lotteri”.

ID-KORT OG OPHOLDSSTATUS

19. Nogle palæstinensere har blå israelske ID-kort der giver dem “ret” til at bo i Israel (i praksis, i Østjerusalem), men ikke til at stemme ved israelske nationale valg eller få udstedt et israelsk pas. Fornyelsen af disse Blå ID-kort er en langvarig, besværlig og nogle gange ydmygende proces som skal udføres hvert år i Det Israelske Indenrigsministeriums Østjerusalem-kontor. Resten har grønne Vestbreds-ID-kort eller orange Gaza-ID-kort og må sige om en adgangstilladelse til Østjerusalem. Selv for de Vestbreds- og Gaza-indbyggere som er regulært ansat i Østjerusalem må disse adgangstilladelser fornys hver tredje måned. Mellem 1996 og 1999 indførte Israel en “levecenter”-politik som betød at dem med blå ID der blev fundet at bo eller arbejde uden for Østjerusalem, fx i Ramallah; ville miste deres ID. En bølge af Blå ID-kort-indehavere flyttede derfor hurtigt tilbage til Østjerusalem. Opholdstilladelsen for hundreder af palæstinensere der boede i en længere periode uden for Israel og de besatte territorier blev tilbagekaldt, en politik der fortsætter. Fornyet anvendelse af denne regel og byggeriet af barrieren omkring Jerusalem har ført til en anden bølge af “immigration” af Blå ID-kort-indehavere til byen. Israel har også meddelt at det planlægger at indføre biometriske, maskinaflæselige ID-kort. Dette er meget betænkeligt for palæstinenserne fordi det ville sætte Israel i stand til at kontrollere om Blå-ID-kort-indehavere virkelig bor og arbejder i byen, og hvis ikke, udvise flere af dem.

20. Israels hovedmotivation er næsten sikkert demografisk at reducere Jerusalems palæstinensiske befolkning, mens de gør sig anstrengelser for at øge antallet af jødiske israelere der bor i byen Øst og Vest. Jerusalems overordnede plan har som et udtrykkeligt mål at holde andelen af palæstinensiske jerusalemitter på højst 30 % af det totale indbyggertal. Men politikken har alvorlige humanitære konsekvenser par hvor den ene ægtefælle har en Blå ID og den anden en Grøn ID, vil blive tvunget til at forlade Jerusalem (Israel tillader overførsel af blå ID-status til ægtefæller og børn i teorien, men meget sjældent i praksis). Palæstinensere med israelske ID-kort lever allerede i noget af et identitetstomrum hverken israelske arabere eller forbundet med Den Palæstinensiske Myndighed og disse foranstaltninger kan kun forværre deres situation. Adskillelsen af Østjerusalem fra resten af Vestbredden forkrøbler begge områder økonomisk, og indstrømningen af tilbagevendende Blå ID-kort-indehavere skærper boligkrisen ejendomspriser og huslejer skyder i vejret.

KOMMUNEPOLITIKKER

21. Jerusalem-kommunen er ansvarlig for hovedparten af de husnedrivninger der er udført i Østjerusalem (se ovenfor). Den medvirker også til den økonomiske og sociale stagnation i Østjerusalem gennem andre politikker. Den Israelske Komité Mod Husnedrivninger hævder at mens palæstinensere bidrager med 33 % af kommunens skatter, bruger den til gengæld kun 8 % af sit budget i palæstinensiske områder. De eksakte tal er svære at bedømme, men diskriminering mht. udgifter er åbenlys. Palæstinensiske områder i byen er karakteriseret ved dårlige veje, lidt eller ingen gaderengøring, og et fravær af velholdte offentlige rum, i skarp kontrast til områder hvor israelere bor (i både Vestjerusalem og bosættelser i Østjerusalem). Selv jødiske ultraortodokse boligkvarterer (der bidrager meget lidt i skatter, af forskellige grunde) er meget bedre forsynet af kommunen. Tilvejebringelsen af tjenesteydelser i hvad der ifølge israelske definitioner er en enkelt kommune, er derfor underkastet diskriminerende praksis. Palæstinensere betragter kommuneskatter som en skat på deres opholdsrettigheder snarere end en modydelse for kommunale tjenester. Det høje beskatningsniveau (under den forudsætning at palæstinensiske indkomster typisk er meget lavere) og diskriminerende lovhåndhævelse, der synes at målrette palæstinensere for bøder for en række forskellige lovovertrædelser (trafikovertrædelser, parkeringsforseelser, manglende TV-licens osv.) forværrer yderligere palæstinensernes økonomiske situation. Dette gør det sværere for dem at bevare deres opholdsret i byen og gør dem mere sårbare for bosættergrupper eller palæstinensiske kollaboratører der tilbyder dem gode penge for deres ejendom eller jord.

HUMANITÆRE OG POLITISKE KONSEKVENSER

22. Overskæring af forbindelsen mellem Østjerusalem og Vestbredden: Det palæstinensiske Østjerusalem har traditionelt været centret for politiske, kommercielle, religiøse og kulturelle aktiviteter for Vestbredden hvor palæstinenserne arbejdede som én sammenhængende social og økonomisk enhed. Adskillelse fra resten af Vestbredden påvirker økonomien og svækker det sociale netværk. Siden Israels besættelse af den østlige del af Jerusalem i 1967 er palæstinensisk adgang til Jerusalem fra Vestbredden blevet stadig mere begrænset. Under Oslo-processen, i 1993, forbød den israelske regering indrejse for alle palæstinensere fra Vestbredden og Gaza uden en adgangstilladelse. Bosættelser sammen med omkørselsveje har yderligere indskrænket adgang til Jerusalem. Og Barrieren har yderligere skærpet situationen.

23. Trusler mod opholdsrettighedsstatus: Palæstinensiske Blå ID-kort-indehavere uden for barrieren er i stigende grad ude af stand til at få adgang til Østjerusalem hvilket tvinger dem til søge adgang til uddannelsesmæssige, medicinske og religiøse tjenester i resten af Vestbredden. Dette sætter deres Jerusalem-opholdsrettigheder på spil, ifølge den israelske “levecenter”-politik.

24. Indvirkning på uddannelses- og sundhedssektoren: Vestbredbeboere står også over for stigende vanskeligheder med at få adgang til palæstinensiske hovedcentre for sundhed og uddannelse i Østjerusalem. Skoler i Østjerusalem der er afhængige af personale fra Vestbredden, er i alvorlig risiko for lukning. Det samme gælder hospitaler: foruden det svindende antal patienter fra Vestbredden på grund af adgangsproblemer kræver nogle israelske forsikringsselskaber at personalet skal have israelske professionelle kvalifikationer og registrering. Ifølge PA’s Minister for Jerusalem-anliggender bor ca. 68 % af det medicinske personale der arbejder på hospitaler i Østjerusalem uden for dens kommunegrænser. Manglen på patienter og personale vil forårsage et fald i antallet og og rækken af tjenester, som ofte ikke er tilgængelige i Vestbredden.

25. Indskrænkning af religiøs frihed: Kristne og muslimer der bor øst for barrieren, har allerede begrænset adgang til deres hellige steder. Vestbredbeboere finder det stadig vanskeligere at nå til Haram al Sharif/Tempelbjerg-komplekset pga. det bredere system af adgangstilladelser for at komme ind i Jerusalem, og barrieren. Ingen mænd under 45 år får lov at komme ind på komplekset. Direktøren for Awqaf, som styrer moskeerne, har klaget især over forøgede israelske foranstaltninger for at dominere og kontrollere komplekset. Politiet har regelmæssigt patruljeret komplekset i et år. Israelerne siger at dette er for at sikre god bosætteropførsel, men virkningen er at det intimiderer de bedende. Israelerne har også indført nye foranstaltninger i løbet af de seneste få uger der blevet placeret kameraer ved hver port, uden for Haram-komplekset men pegende ind. Således er hver indgang tæt kontrolleret. Israelerne er også begyndt at oprette hegn på de bygninger der omgiver Haram-komplekset. Muslimske overvejelser mht. adgang til (og trusler mod) Haram al Sharif-moskeerne har både sikkerhedsmæssige og politiske implikationer. Opfattede “trusler” mod moskeerne fra jødiske grupper og nægtelse af adgang for muslimer antænder regelmæssigt konfrontationer, og motiverer palæstinensiske ekstremister.

26. De bredere politiske konsekvenser af de ovennævnte foranstaltninger giver anledning til endnu større uro. Som skitseret ovenfor er udsigterne for en to-stats-løsning med Østjerusalem som hovedstaden i Palæstina vigende. Jo større niveauet af bosættelsesaktivitet i og omkring Østjerusalem er, jo sværere vil det blive at sige, hvad der er palæstinensisk og at forbinde dette med resten af Vestbredden. Israelsk aktivitet i E1 og indhegningen af et bredt område rundt om Ma’aleh Adumim er særlig betænkelig i denne henseende. De israelske politikker i Østjerusalem gør det vanskeligere at opnå forslag til løsning af konflikten i retning af det der er udviklet af Geneve-initiativet i 2003, et civilsamfundsinitiativ som blev budt velkommen af EU.

27. Arrangementerne for at lette PA-præsidentvalget i Østjerusalem i januar 2005 var utilfredsstillende Israel lukkede vælgerregistreringscentre, kandidater kunne ikke føre kampagne frit i byen, og begrænsninger på antallet af valgsteder førte til kaos på valgdagen. Rapporten fra tidligere premierminister Rocards valgobservationsdelegation beskriver problemerne klart, sammen med anbefalinger til forbedringer forud for valgene til Det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC), planlagt til den 25. januar 2006.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.