”De ydmyger os som var vi dyr” – Beretninger fra det ny checkpoint i Qalandiya

Anti-Apartheid Wall Campaign

– De ydmyger os som var vi dyr

– beretninger fra det ny checkpoint i Qalandiya

Community Voice, Palestinian Grassroot Anti-Apartheid Wall Campaign, 5. januar 2006

Det enorme og monumentale checkpoint, der af besættelsesstyrkerne er blevet bygget ved Qalandiya er et af de vigtigste checkpoints for kontrollen af palæstinensisk trafik og bevægelser.

Det blev åbnet i december 2005 og skabte elendighed, frustration og mest af alt ydmygelse af de tusinder af palæstinensere, som hver dag kommer igennem på vej til arbejde, uddannelsesinsitutioner, basale tjenesteydelser og familiebesøg.

Et bredt udsnit af palæstinensere, der er nødt til at komme gennem checkpointet, fortalte om deres oplevelser og forklarede hvorledes den skærpede besættelse gør livet uudholdeligt.

Deema Abu Hyaia, Sabreen Abu Hyala, Dalal al Halawani og Siham al Halwani, gymnasieelever fra Ahed-skolen i al-Ram, er alle 12 – 13 år gamle.

”Nu ankommer vi til checkpointet kl. 6 om morgenen og sommetider kl. 5:3o am. Der er altid mange mennesker om morgenen. De lader os vente en time på at komme ind i den første række svingdøre. Disse døre er blokerede og vi kan ikke komme igennem med mindre der er grønt lys”.

”Når vi starter kontrolproceduren, er vi nødt til at gå gennem porte med røngten-apparater. Vi skal anbringe vores tasker på et bord til røngten-kontrol. Det er lige som, når man skal til Jordan. Først giver vi dem dåbsattesten. Så råber de til os, at vi skal komme ud til den næste kontrolprocedure. Vi er for unge og har endnu ikke ID-kort, så vi kan ikke komme igennem uden dåbsattesten. En gang havde Sabreen, så de sendte hende tilbage. De er løgnere. Hver gang bekendtgør de, at de nye installationer, der er blevet bygget, vil gøre det lettere at rejse, men de gør livet mere besværligt”.

En af pigerne fortsatte:

”Jeg er altid meget bange, når jeg er i gang med kontrolproceduren. Jeg er bange for, at nogle af mine ting vil få alarmen til at ringe, især efter at jeg så en dreng blive tvunget til at tage sine underbukser af.

Mens han var i røngten-porten, ringede det mange gange, så soldaterne sagde til ham, at han skulle tage sin jakke og underbukser af. Til sidst viste det sig, at det var noget på hans underbukser, der fik sensorerne til at slå alarmen til. Det er meget ydmygende.

Jeg kan ikke tage mit tøj af foran folk og soldaterne.

Muhammed Maher, 20 år, student ved al-Quds Open University i Ramallah, fortæller: ”Hver dag kommer jeg igennem ved Qlandiya og venter hver dag mindst 2 timer, før det bliver min tur. Mange gange vælger de ikke den kø, hvor jeg står og venter. Der er i alt 5 køer og man kan være heldig at stille sig i den klø, de først går i gang med. Det er som om man er på rejse til et andet land eller fra en havn. Det er virkelig en frygtelig oplevelse. Kontrolproceduren varer 15 – 20 minutter. Først putter jeg mit ID-kort ind i et lille hul, så råber de til mig, at jeg skal gå hen til kropsvisitation. Jeg skal tage min jakke og livrem af og putte alle metalgenstande og min taske til side og gå et andet sted hen for at blive scannet med røngten-stråler”.

”Det er den samme slags maskineri, som de bruger på broen ved grænseovergangen til Jordan, hvis du nogen siden har set det. En gang ringede maskinen mens jeg var ved at blive undersøgt. Det var skrækkeligt at skulle igennem en gang til. Jeg spørger mig selv, hvad liver er værd, når jeg hver dag skal gennemgå dette. Sommetider prøver jeg at komme igennem ved Surda (et checkpoint nord for Ramallah halvanden times kørsel fra Qlandiya og som snart ikke længere vil være tilgængeligt fra Qalandiya). Men det er tre til fire gange dyrere end at komme igennem ved Qalandiya og det kræver meget lang tid”.

”Besættelsesmagten anbringer en rose uden for checkpointet. Det er noget underligt noget, jeg ved ikke Hvad det skal symbolisere. Man ved ikke hvad man skal gøre, når man ser den. Jeg kunne godt tænke mig at flå den i stykker. De tvinger dig ud i denne elendighed og ydmygende situation og så konfronterer de dig med denne rode. Den er ikke udtryk for vores håb – den står for alt det, der er til skade for vores forhåbninger”.

Ahmed Ayyesh, 27 år og fra Biddu: ”Jeg arbejder i Ramallah. Jeg er tvunget til at passere gennem det ny checkpoint hver dag. Siden starten på den anden Intifada begyndte jeg at komme meget sent på arbejde, så jeg besluttede jeg mig for at bo i Ramallah, så jeg ikke risikerede at miste mit job. Hver tredje dag tager jeg hjem for at besøge min familie og vaske mit tøj”.

”Til slut skete der det, at den palæstinensiske modstandsbevægelse dræbte en af soldaterne ved checkpointet ved Qalandiya. De lukkede det helt ned og jeg kunne ikke se min familie i tre uger. I går besluttede jeg at besøge dem. Da jeg kom til det ny befæstede checkpoint i Qalandiya fik jeg et chok”.

”Det er lige som at skulle til et andet land, det er lige som Broen (til Jordan). Der er mange mennesker, der står og venter, soldater råber over højtalere. Det skaber en frygtelig atmosfære. De lukkede for alle linierne og 600 personer ventede på, at der skulle blive grønt lys. Til sidst var de en boks, der fungerede mens de andre forblev lukkede. Jeg ventede i over en time på, at det skulle blive min tur – men forgæves. Man kan høre soldater der bruger højtalere og taler i munden på hinanden. Man kan ikke forstå, hvad de siger. Dertil kommer, at du ikke kan se dem. Det larmer og er til at blive syg af”.

”Pludselig blev soldaterne irriterede og begyndte at råbe til os at vi skulle forlade kløerne og gå hen i ventesalen. Jeg ventede endnu 40 minutter og tog så tilbage til Ramallah. Hvad der er en endnu mere afskyelig provokation er den rose, de planter ved siden af det befæstede checkpoint. De behandler os som dyr og så viser de os roser!”.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.