Dagbog “Live fra Palæstina” – 8

Chamila Sten, DPV

 Dagbog “Live fra Palæstina” – 8

  Chamila Sten AfChamila StenBirzeit

Fredag den 2. december

Kære Alle sammen!

Så er der ikke længe til jul. Men jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at komme i julestemning. Ikke fordi jeg savner dansk overdreven julestemning med nisser i vinduet og juletilbud allerede i begyndelsen af november, men mere fordi der de sidste par dage her i Bir Zeit har været en dagstemperatur på godt 27-28 grader! Det er dejligt med sådanne temperaturer, men ikke let at tænke på frostvejr og røde næser, andesteg og gaveræs i sådanne omgivelser.

Julesolnedgang set fra mit vindue

Nogle gange er man bare heldig. Det har jeg været i denne uge. Ved et tilfælde fortalte en pige på universitetet mig, at Juliano Mer Khamis, instruktøren til filmen ”Arnas børn”, ville komme til universitetet. Man ville vise hans film og derefter ville der være åben diskussion om filmen og alt hvad der måtte komme op.

Jeg købte 2 billetter og inviterede min veninde Khawla med. Først så vi filmen. Det var første gang jeg så filmen, selvom jeg var bekendt med dens eksistens. I kender sikkert filmen, men kort fortalt handler filmen om Arna’s børn. Arna, som er israeler og gift med en palæstinenser, og hendes søn Juliano opretter en teatergruppe i Jenin Camp. Vi følger børnene, der alle er lovende skuespillere. Teatergruppen er succesfuld, men da den anden intifada starter, bliver dens eksistens umulig. Jenin Camp udsat for utallige angreb og teatergruppens værested bliver ødelagt. I 2001 bliver Arnas første barn dræbt, da han vælger at begå selvmord i Israel.  I 2002 kommer Juliano så tilbage for at se, hvordan det er gået Arnas børn.

Filmen efterlod et kæmpe indtryk, og jeg kan varmt anbefale den. Den er et af de bedste våben i kampen mod uvidenhed, fordi den klart og enkelt viser hvordan mennesker på kanten af livet bliver skubbet ud i umenneskelig desperation og frustration. Den viser også ekstremt godt, hvordan børn bliver uskyldige ofre i konflikt og krig.

Juliano under diskussionen om hans film “Arnas børn”

Efter filmen oversatte min veninde den følgende diskussion og forklaring og fortolkning af filmen som Juliano tilbød, men jeg fik desværre ikke det hele med. Jeg ærgrede mig og ønskede, at jeg kunne komme til at interviewe ham alene på engelsk. Jeg blev efter diskussionen var slut og på en eller anden måde endte det hele med at jeg bliver inviteret med til Bir Zeit hvor Juiliano skulle spise, inden han skulle videre tilbage til Haifa, hvor han bor.

Vi spiste på en lille restaurant i Bir Zeit. Organisatorerne var til stede og de havde medbragt nogle venner. Vennerne var ivrige for at diskutere med Juliano og før jeg vidste af det, var vi færdige med at spise og Juliano var på vej til at gå. Men heldigvis fik jeg ham overtalt til at blive 5 minutter ekstra så jeg lige kunne få spurgt ham om et par ting. Følgende er det korte interview med Juliano:

Hvad er formået med filmen?

”Først og fremmest lavede jeg filmen fordi den er en del af min livsfilosofi, min frihedskamp imod den zionistiske okkupation. For det andet lavede jeg filmen fordi jeg ønskede, at vise en anden side af den ensformige amerikanske propaganda, der kun viser martyrerne som martyrer og ikke som mennesker. Jeg ønskede at vise at familierne til martyrerne ikke er kolde og ligeglade med, at deres sønner og døtre ofre deres liv. For eksempel ser du i filmen, at Yusefs mor kort og kontant siger, at hun ønsker, at hendes søn skal kæmpe med alt hvad han har også hvis det indebærer, at han må lade livet. Derefter klipper jeg til scenen, hvor Yusef er død og hvor vi ser hans mor, der grædende siger, at hun ønsker han skal leve forevigt. At hun ikke ønsker at han skal lade livet. Altså et er at hun har en politisk holdning, men det afskærer hende ikke fra at være et menneske ligesom du og jeg”

Filmen er en dokumenter der går meget tæt på de implicerede. Kameraet føler konstant drengene og vi er med når de er i kamp mod israelerne. Jeg spørger Juliano om hvorvidt kameraets tilstedeværelse havde nogen indflydelse på drengenes handlinger?

”Det er det ultimative spørgsmål vedrørende dokumentarfilm. Hvor meget er folk påvirket. I min situation brugte jeg meget tid på at snakke med drengene om kameraet. Vi havde mange diskussioner omkring hvorvidt de gjorde tingene for mig eller for kameraet. Ydermere var drengene vant til kameraet, fordi jeg var så meget sammen med dem. Kameraet blev en del af deres liv”

Juliano udveksler meninger med en flok palestinensiske studenter i en lille restaurant i Birzeit

Mit sidste spørgsmål er vedrørende konflikten. Hvad er vejen frem?

”Lige nu er der en form for selvisk attitude i den palæstinensiske samfund. Arbejdet mod okkupationen er efterladt til nogle grupper af samfundet, der ikke repræsenterer os alle. Islam er heller ikke løsningen, vi kan ikke bruge religion til at kæmpe for frihed og vi skal heller ikke tage fjendes militante løsninger i brug. Jeg ønsker, at vi kan bruge alle kræfter på at skabe et palæstinensisk samfund, der står sammen og ikke er delt indbyrdes. Israelerne ønsker, at vi skal kæmpe indbyrdes og det er det, vi gør nu. Den palæstinensiske ungdom reflekterer samfundet, der er usammenhængigt. Vi skal tilbage til vores stærke moralske principper, som vi havde under den første Intifada og derefter kan vi mobilisere os i den rigtige retning. Først tror jeg, at vi skal stræbe efter en to-stats løsning. Men derefter om nogle årtier tror jeg, der vil komme en naturlig diffusion og vi vil alle leve i et samfund. Det tror jeg er muligt og det ønsker jeg. Et samfund hvor der er plads til alle.

Jeg nåede lige at sige ”tusind tak” inden han er ude af døren. 

På gensyn!

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Nyhedsbreve. Bogmærk permalinket.