Hvordan det mislykkedes for PA
Af Amira Hass, Haaretz, d. 2. November 2005
En nyligt afsluttet undersøgelse placerede det Palæstinensiske Selvstyre på en tvivlsom 107-plads på en liste over korrupte lande, med nr.159 som det mest korrupte.
Undersøgelsen, som var lavet af NGO International Gennemsigtighed ( IT ) med hovedkvarter i Berlin, analyserer forskellige stadier af korruption, iflg. hvilke offentlige hverv bliver brugt til personlig vinding.
Dette er i sandhed en fejltagelse, der giver genlyd for det Palæstinensiske Selvstyre , til hvem så mange internationale penge og så mange rådgivere, instruktører og analytikere fra Verdensbanken og den Internationale Valutafond – genre er tilknyttet, siden det blev oprettet i 1994.
Men en endnu alvorligere fejltagelse fra det Palæstinensiske Selvstyres side er, at en så fornuftig og veloplyst institution som TI fandt det passende at medregne PA på en liste over “ lande “, som alle har afsluttede grænser, og hvis befolkninger bestemmer i deres eget land. PA er i modsætning til Island eller Bangladesh hverken et land eller en stat.
Det er et bureaukratisk- politisk system med begrænset og styremæssigt autoritet over en befolkning på o. tre og en halv million mennesker. Det har ingen myndighed eller kontrol over centrale elementer, som kan definere folks medbestemmelse.
Jord, vand, mineraler, grænser, bevægelsesfrihed og frihed til at tage bestemmelse over adresseforandring samt bopælsret for folk uden statsborgerskab, tilkendelse af statsborgerskab, og adgang for turister. En israelsk soldat i forsvars-styrkerne på et overgangssted langt af vejen har mere at sige i disse ting end PA.
F. eks, så skete der det sidste søndag, at IDF-soldater ved Beit Furiq overgangen øst for Nablus hindrede passagen af palæstinensere i alderen mellem 16 og 30 indtil videre. Det var ordren, gjorde soldaterne det klart. Blandt dem, som ikke fik lov til at passere, var skolebørn, studerende og folk på vej til arbejde i Nablus. IDF definerer ikke arbejde og studier som “ humanitære behov “, som kunne give soldaterne fleksibilitet i fortolkningen af deres ordrer.
Blandt dem, der blev forment adgang, var også en fire – fem kvinder med små børn på vej til lægen. Der var også et ungt par med deres baby. Faderen og babyen fik lov at passere, da han var over 30, og babyen kun nogle få måneder gammel. Men den ammende moder fik ikke lov til at gå over – hun var under 30.
Det er rimeligt at antage, at der er nogle senior PA-embedsmænd i Nablus, som i årevis har draget personlig fordel af deres position. Et væsentligt element i denne fortjeneste er, at mange af dem, i Nablus, såvel som i Gaza og Hebron og særligt blandt seniorerne, modtager “discount – ydelser “ fra de israelske besættelsesstyrker og undgår de strenge rejsebegrænsninger, som Israel pålægger deres folk.
Man må formode, at denne fremgangsmåde med “personlig vinding “- fri passage ved Hawara eller Beit Furiq overgangen – ikke blev medtaget i TI analyserne.
Heller ikke det faktum, at palæstinensiske senior embedsmænd, som har direkte forbindelses-
kanaler til israelske embedsmænd, er i stand til at arrangere adgang for deres bekendte.
Hvis disse beregninger om korruption var blevet medtaget, ville forfatterne til undersøgelsen have været nødt til at konkludere, at PA ikke kan måles som en organisation adskilt fra besættelsens bureaukrati og israelsk kolonialisme. Dette er et tilfælde af to identiske korrupte systemer, gennem hvilke Israel klart skulle skubbes ned under et passende nr. 28 , som det nu bestrider på den samme liste.
Ikke kun pga. de israelske senior ministre og embedsmænd, som har hjemme i bosættelserne, dvs. på jord, der ikke er deres egen, men fordi de grunder deres position og deres politiske og personlige avancement på bestikkelse, som de har fordelt i masser af år til den israelske offentlighed i form af jord og vand, som de har røvet fra palæstinenserne.
Selvom TI – undersøgelsen havde besluttet kun at sammenligne “regeringer”, ville PA stadig have fejlet. Godt nok betragter de sig selv som en regering med al dens ydre, tilhørende pynt , men de glemmer og får andre til at glemme, at de styrer et folk, der er besat, ikke et, der bestemmer over sig selv.
Mahmoud Abbas har hverken autoriteten eller magten til at sikre, at studerende fra Gaza og Øst Jerusalem kan komme til deres studier i Nablus eller Tul Karm. Han kan ikke forhindre eksproprieringen af jord til veje for kun jøder på Vestbredden. Men verden ser ham som ansvarlig for opførslen af forskellige militante grupper, som foragter ham, fordi han ikke kan sørge for, at en ammende mor kan komme til lægen.
Som ledere af et besat folk, er PA ikke fritaget for hæderlighed. Modsat : Det moralske krav, at børn af senior embedsmænd ikke bliver rige, takket være deres forældres position, er endnu større. Men PA skulle være opstillet på en helt anden slags liste – over nationale befrielsesorganisationer. Og undersøgelsen heraf bliver nødt til at se på spørgsmålet om, hvor meget dets taktik og dets strategi bringer det nærmere til befrielsen af åget fra en fremmed besættelse.
Med lederskabet af et besat folk har det retten og den moralske forpligtelse til at stoppe den vilde opførsel fra de bevæbnede bander, som kappes om at se , hvem der har de største våben uden hensyn til konsekvenserne. Men dets evne til at gøre dette er blevet svækket, fordi i fremstillingen af en almindelig “regering “overfor verden og overfor dets folk, bliver det i bedste forstand opfattet som en korrupt og svigtende organisation, og i værste som medleverandør af bureaukratiet fra en besættelse.
Oversat fra engelsk for DPV af Birthe H.Christensen