Dagbog “Live fra Palæstina” – 4

Chamila Sten, DPV

Dagbog “Live fra Palæstina” – 4

Af Chamila Sten, Birzeit

Fredag den 4. november        

Kære Alle sammen!

Glædelig Ramadan og Eed her fra Palæstina! Denne Eed, slutningen af Ramadanen fejrer jeg i Jenin sammen med min veninde Lisa fra Japan, som jeg bor sammen med i Bir Zeit og vores fælles nabo og meget nære ven Mohammad Fuad fra Jenin. Mohammads familie har inviteret Lisa og jeg til Kuf Rai for, at fejre Eed. Kuf Rai er en lille landsby med ca. 13.000 indbyggere, ca. 15 minutters kørsel fra Jenin.

Muren deler en nærliggende landsby til Jenin i to

Som I alle sikkert ved, er Ramadanen den helligste måned for muslimer i hele verden. Dette er selvfølgelig også gældende for muslimer her i Palæstina og hvis jeg skal sammenligne det med noget fra vores danske verden, må det vare julen, der kommer nærmest. Ligesom til jul bruger folk her alt for mange penge og bruger samtidig også helligdagene til at komme hinanden ved. Børnene og Allah er i centrum. Det er helt fantastisk for mig, at få et så omfangende indblik i denne begivenhed, der betyder så meget for muslimerne. Pga. den venlighed og åbenhed jeg møder hernede fra det palæstinensiske folk og især fra mine palæstinensiske venner, føler jeg virkelig, at denne Ramadan og Eed også har plads til mig. Akkurat den samme glæde, som jeg føler i julen, føler jeg denne Ramadan og jeg kan jo kun glæde mig over, at vare så beæret, at få lov til, at opleve en sådan glæde to gange om året.

Lækker traditionel palæstinensisk mad – ris, kylling og kød – serveret og lavet af Mohammads mor

Men her i Jenin har fejringen af Eed ikke varet helt så glædelig, som man kunne have ønsket sig. I dag, torsdag, i de tidlige morgentimer kom israelerne til Jenin for at lede efter medlemmer af Jihad Islamia. De fandt hvad de søgte, men i forbifarten dræbte de en kun trettenårig dreng i en flygtningelejr i en nærliggende landsby til Jenin. Det er i situationer som disse, jeg savner ord og føler mig fuldstændig magtesløs. Det er under sådanne omstændigheder, at jeg føler hele verden falde ned i hovedet på mig. Jeg prøver, at forestille mig hvordan jøderne ville reagere, hvis en lille uskyldig dreng blev dræbt i Jerusalem under Jom Kippur. Jeg ved hvordan verden ville reagere. Ramaskrig fra Washington via London til Paris. Men hvor verden var henne denne Eed, det ved jeg bare ikke?

Mohammads familie har modtaget Lisa og jeg med åbne arme. Vi bor hos Mohammads anden ældste bror og hans familie. Mohammads familie består hovedsageligt af mor, far, tre sønner og to døtre samt 20 børnebørn og en på vej. Min ven Mohammad er den yngste på 23 og han har ikke nogle børn. De grinede lidt, da jeg spurgte, hvor mange de var, hvis de samlede hele familien, og Mohammads bror sagde med et glimt i øjet: ”Ja så er vi ca. 750”. Jeg prøvede at forstille mig and, rødkal og risalamande til 750 personer, men jeg opgav hurtigt, ikke kun fordi jeg er elendig til matematik.

Mohammad og hans forældre

Mohammads far er et godt eksempel på en gennemsnitlig palæstinensisk mand i Palæstina. Efter den 2. Intifada forbød israelerne ham at arbejde i Israel, som han ellers plejede. Derefter mistede familien den eneste indtægt og livet blev endnu sværere end før. Pga. gentagne fængslinger af familien ældste søn, politisk medlem af Fatah, opbrugte Mohammads far på kort tid familiens opsparing til advokathjalp. Derefter var der ingenting tilbage. Så han startede fra nulpunktet og ejer i dag to små købmandsforetninger i landsbyen. Mohammads far får det sidste ord i denne omgang: ”Min forretningspolitik er ikke baseret på overskud. Jeg sælger tingene i min butik meget billigt fordi jeg ved, at folk her ikke har mange penge til rådighed. Overskuddet går til min familie og til Mohammads uddannelse, for jeg tror på, at uddannelse er den eneste vej frem. Jeg er ikke rig på penge, men jeg er rig indeni, fordi jeg respekterer mig selv, min familie og fordi jeg arbejder for, at fortælle sandheden om det palæstinensiske folk og deres kamp for frihed” .

På gensyn.

PS! Min veninde, lærerinden fra børnehaven i flygtningelejren Al Amari har endelig født. Da jeg ringede til hende for at ønske tillykke var jeg så spændt og ivrig, at jeg glemte alt om korrekt engelsk. Jeg spurgte hende nysgerrigt på mit ukorrekte engelsk: ”What did you get?” Til det svarede hun ”I got a baby”. Der var lidt stilhed og så sagde hun grinende: ”…a boy”

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.