Intet under at udsendinge er frustrerede
Af Amira Hass, Haaretz.d. 26. oktober 2005
Vil James Wolfensohn have heldet, hvor andre har fejlet og få Israel til at løsne grebet om den palæstinensiske fredsbevægelse?
Kvartettens særlige udsending om frigørelsesforholdene stod med blandede følelser i sidste uge, da han udtrykte sin frustration og skuffelse over forhalingen i samtalerne om knudepunkterne og den palæstinensiske bevægelse.
“Hvor palæstinenserne var ivrige efter at nå til en aftale, foretrak den israelske regering at overlade vanskelige spørgsmål til komiteer, der ikke skal mødes før efter de jødiske helligdage, ” skrev Wolfensohn i et brev og en periodisk rapport, udsendt sidste uge til FN´s generalsekrætær og Kvartettens udenrigsministre.
Man kan forstå af brevet, at Wolfensohn ikke forventede, at Gazastriben skulle blive en endnu tættere lukket tilbageholdelses – lejr, end den havde været, før evakueringen blev fuldført d.12.september.
“Vi kan ikke tkillade os at godkende en sådan afslappet holdning, ” skrev Wolfensohn om den israelske fodslæben i samtalerne om forbindelsen mellem Vestbredden og Gazastriben.
Han lod der ikke være tvivl om, at han vill blive glad, hvis israelerne, “som havde lovet en større følelse for nødvendighed, ” efter helligdagene og inden udgangen af oktober burde gøre dette inden da og ikke forplumre tingene, f.eks. det forslag, som han og Verdensbanken havde lagt frem, nemlig, indtil en permanent løsning var fundet, at opretholde en fortløbende og ordentlig forbindelse mellem Vestbredden og Gaza ved hjælp af regulære buslinjer.
Brevet og rapporten var krydret med de nøvendige afklaringer om Israels behov for sikkerhed. “Vi må også erkende, at sikkerhed er en vigtig ting for Israel og at bekostelige ulykker, som indvolverer menneskeliv, vil være en vanskelig hindring for fremskridtet,” noterede Wolfensohn.
Han udtalte sig ikke om palæstinensernes behov for beskyttelse mod de israelske besættelsesstyrker, skønt man kan håbe, at han husker, at det ikke kun er jøder, der bliver dræbt, men også palæstinensiske civile.
Men de to tekster fra Kvartettens amerikanske repræsentant gjorde ingen tvivl mulig : Skylden for den næsten totale lammelse i strømmen af mennesker og varer (fra og til Gaza) blev lagt på den israelske regering.
Wolfensohn, tidligere præsident i Verdensbanken, understregede gentagne gange, at økonomisk genrejsning er grundlaget for sikkerhed og diplomatisk fremgang
(målet for hvilket, skrev han, er to stater), og at økonomisk genrejsning ikke vil være mulig, med mindre strømmen af mennesker og varer bliver sikret:
Til og fra Gazastriben, mellem Gaza og Vestbredden og indenfor Vestbredden.
Lignende og grovere formuleringer kan findes i de tusindvis af breve og rapporter, der er blevetskrevet siden 1994 af de fleste af de udsendinge og repræsentanter, som er kommet for at sætte skub i forhandlingsprocessen.
Nået så langt, er de ikke blevet omsat til nogen effektiv international diplomatisk handling, der kunne tvinge Israel til at sætte en stopper for dets fordrejede og mere brutale version af pas-systemet fra apartheid regimet i Sydafrika.
I det forløbne år har misbilligelsen fra nogle af de vestlige lande overfor det israelske adskillelsessystem strakt sig til at afslå Israels ansøgning om støtte til udbyggelsen og opgraderingen af et separat vejsystem.
Men den orandrede ikke eksistensen af separate veje, som udviklede sig, efter at Israel begyndte at bygge omfartsveje på palæstinensisk jord med det sigte at
bringe de jødiske bosættelser tættere på den.
Den israelske politik med at forbyde frihed for alle palæstinensere og udstede den som et privilegium for nogle få, begyndte i 1991 ( længe før selvmordsangrebene).
Israel har altid forstået, hvordan de skulle præsentere denne politik som et sikkerheds “svar.” Imidlertid går denne politik godt i spand med den israelske plan om at affolke det palæstinensiske område, som internationale resolutioner ar planlagt som en palæstinensisk stat. Dvs.Vestbredden og Gazastriben, på grænserne fra d.4. juni 1967.
Den israelske plan, som den er blevet sat i værk siden 1994, er effektivt at afskære Gaza fra Vestbredden og tillade palæstinenserne på Vestbredden at bo ind imellem de ekspanderende jødiske bosættelsesblokke, i nogle få enklaver, mellem hvilke transport – forbindelsen er underkastet Israels nåde.
Forsinkelserne, som Israel udviser i samtalerne, og som Wolfensohn har klaget over, er en del af den metode, som viser dens effektivitet gennem Oslo årene.
Vi vil strække staus guo, vi vil fryse situationen og bevægelsen, og vi vil anrette skade på deres økonomi, indtil de er gået med til den politiske” løsning “, som vi tilbyder dem.
Afskæringspolitikken og den tiltagende kolonisationspolitik griber perfekt ind i hinanden. Den ene er ikke mulig uden den anden. Måske vil Wolfensohns frustration fremskynde samtalerne om Rafah-overgangen, forøge antallet af lastbiler, der forlader Gaza og fjerne et antal jordvolde på Vestbredden.
Imidlertid er logikken i det jødiske overherredømme, som viser sig i udvidelsen af flere og bosættelser, den, der har fremkaldt de ekstreme bevægelses-restriktioner, som Wolfensohn advarede mod.
Sandt nok vil økonomisk fremgang hjælpe på den diplomatiske proces. Men en diplomatisk proces under international vejledning , som ikke vil tvinge Israel til at afvkle alle dets bosættelser, vil eksplodere i ansigtet på os igen og igen.
Oversat fra engelsk for DPV af Birthe H.Christensen