Ariks rædselsshow

Gush Shalom

Ariks rædselsshow

Gush Shalom, Uri Avnery 2. juli 2005

Hele verden så rædslen på TV: En palæstinensisk dreng lå på jorden, bevidstløs. En israelsk soldat stod bøjet over ham og vidste ikke hvad han skulle gøre. En bosætter kom bagfra og smed en sten i hovedet på den sårede palæstinenser. En anden bosætter smed en stor sten mod ham på nært hold.

En skægget læge, også bosætter, nærmer sig den sårede dreng, tøver og fjerner sig så uden at behandle ham, fulgt af et kor af sang fra bosætterdrenge og –piger:”Lad ham dø! Lad ham dø!”

Forud for denne scene besatte bosætterne et palæstinensisk hus på Gaza-stribens kyst og oprettede en ”udpost” der. Det var en nydelig tre-etagers bygning, hvis ejere endnu ikke var flyttet ind.

På ydermuren var der med kæmpestore bogstaver malet et slogan:”Muhammed er et svin!”. Det var en reference til profeten.

Efterfølgende kom det til kamp og stenkastning mellem besætterne og palæstinenserne i de tilstødende huse. Nogle soldater kom i klemme midt mellem de to grupper og foretog sig intet over for uromagerne.

To dage tidligere var bulldozere fra hæren blevet sat ind for at ødelægge nogle tomme, forladte bygninger, som langt tilbage i tiden var blevet bygget af ægypterne.

En gruppe ekstremt højreorienterede drenge og piger klatrede op på bulldozerne, brækkede nogle dele løs og sparkede soldaterne i hovedet, forbandede og hånede soldaterne, som stod hjælpeløse. (For to år siden blev den 23-årige amerikanske fredsaktivist Rachel Corrie knust til døde af en sådan bulldozer, da hun prøvede at forhindre den i at ødelægge en palæstinensisk bolig).

Raseriet nåede sit klimax sidste onsdag, da bosættere igen blokerede Israels hovedfærdselsårer. Aftenen før kom en af de ledende uromagere, en Shabtai Shiran, der præsenterede sig selv som bøllernes ”Chef for Nordstaben”, på TV.

Han blev interviewet direkte og langvarigt som en respekteret gæst og gav ordrer til at paralysere landet, som var han talsmand for regeringen.

Han blev ikke ved udgangen fra studiet arresteret for terrorisme, tilskyndelse til og meddelagtighed i at begå en forbrydelse, men blev tværtimod inviteret til at komme på TV igen den næste aften for at prale med sin ”sejr”.

Om morgenen på vejblokade-dagen, gjorde politiet en opdagelse på vej nr. 1 (Hovedfærdselsåren mellem Tel Aviv og Jerusalem): Pøler af olie og metalsøm udformet til at punktere bildæk. På denne vej er hastighedsgrænsen 110 km/t og mange bilister kører hurtigere.

Mirakuløst kom det ikke til nogen katastrofe. Men hele landet gav efter over for teroroismen: De fleste bilister udskød bilkørsel, trafikken på vejene var beskeden, som på en shabbat.

I løbet af dagen blokerede bosættere vejene mange steder. Politiet fjernede dem med de bare næver. Kun et sted blev der anvendt en vandkanon, men vandstrykket var for svagt til at vaske en eneste uromager bort. Det tog sig stadig godt ud på TV.

Ikke ved en eneste af disse uroligheder brugte politiet de midler, der rutinemæssigt tages i anvendelse mod ikke-voldelige venstrefløjs-demonstranter: Køller, tåregas, gummiindkapslede kugler og, på det seneste, saltkugler. Jeg kan ud fra min egen erfaring med demonstrastioner bevidne, at ingen forbliver, hvor de er, når der fyres tåregasgranater af mod dem.

Blot en reminder: For fem år siden prøvede en gruppe arabiske borgere at blokere nogle veje i det nordlige Israel under en spontan reaktion mod drab på palæstinensere på Tempelbjerget. For ”at beskytte trafikfriheden på vejene” åbnede politiet ild med skarp ammunition og 13 borgere blev dræbt.

Men de var, naturligvis, arabere.

Det ville have været ret let at sætte en stopper for alle urolighederne i denne weekend. I de få tilfælde, hvor myndighederne besluttede at fjerne uromagerne, blev det gjort uden problemer. For eksempel, dagen efter forsøget på at lynche den palæstinensiske dreng (der nu er i bedring), fjernede politiet bøllerne fra det nærliggende hotel.

Uromagerne havde svoret at kæmpe til døden. De blev fjernet i løbet af 30 minutter uden at en eneste person blev skadet. Deres storpralende ledere var forsvundet før det hele startede.

Hvorfor blev der ikke sat en stopper for urolighederne alle steder? Det er ikke til at komme uden om den enkle konklusion: Det ønskede Ariel Sharon ikke. Tværtimod: Han er interesseret i, at TV-skærmene i Israel og over hele verden viser scenerne med frygtelige uroligheder.

Det er sådan han i hovderne på TV-seerne planter det naturlige spørgsmål, som en taxichauffør i Tel Aviv stillede mig og som blev gentaget af alle de journalister, der har interviewed mig i løbet af ugen: ”Hvis evakueringen af nogle få små bosættelser bevirker et så enormt postyr – hvordan kan man så blot drømme om at fjerne de store bosættelser på Vestbredden?”

Det samme spørgsmål rejses i forbindelse med de økonomiske omkostninger i forbindelse med ”tilbagetrækningen”. Finansministeren taler nu om ”8 – 10 milliarder (8-10.000.000.000. red) Shekel?.Det vil sige 5 mio. Shekel – eller omkring $ 1.100.000 pr. familie.

Næsten hver dag stiger den affindelsessum som kræves af de evakueringsramte bosættere. Et stykke jord. En ny villa. Indtil da en ”mobil villa”, som vil forblive deres ejendom. Kompensation for mistet udkomme.

Deres andel i omkostningerne ved flytningen: Mere land til agerbrugere, to eller tre gange mere end den jord de forlader. Ud fra enhver beregning, hvis bosæterne blot fik tilbage, hvad de har investeret, endog ti gange mere, så ville det kun nå op på en lille del af disse summer.

Alt dette lover man de bosættere, der skal evakueres og slå sig ned inde i Israel ca. 30 kilometer fra deres nuværende hjem. I denne uge fik de løfte om et separat regionalråd. Det vil ikke blot være det eneste regionalråd, der er oprettet ud fra ideologiske retningdlinjer, men også sikre ansættelser uden arbejdspligt for dusinvis af bosættere, der bliver ansatte i dette råd.

På Vestbredden lever mange hundreder bosættere, og næsten alle deres ledere, på vores bekostning og i fiktive jobs i regionalrådene. Også i denne sammenhæng må den sagesløse borger spørge: ”Hvis overflytningen af 1.700 bosætterfamilier koster os 8.000.000.000 Shekel, hvor meget vil det så koste at overflytte 40.000 familier fra bosættelserne på Vestbredden? Denne uges tildragelser er blot en generalprøve på det store Rædselsshow, som planlægges til om syv uger, når evakueringen er fastsat til at skulle finde sted.

Det er allerede blevet bekendtgjort, at meget store styrker vil tage del i operationen. 3.000 mediefolk fra hele verden vil sørge for det internationale ekko. Begivenheden vil blive præsenteret som en gigantisk operation, Ariel Sharon vil fremstå som en af historiens store helte, Hercules og Samson i en og samme figur.

Efter en så enorm kraftpræstation, hvem vil så kræve, at han påtager sig det umulige hverv at fjerne bosættelserne på Vestbredden?

Sharon selv lægger ikke skjul på sine hensigter. Tværtimod råber han højlydt op om dem. I to politiske taler i denne uge forklarede han dem med helt de samme ord, men de overfladiske medier var så fascinerede af hans undsigelse af bøllerne, at de ikke var opmærksomme på den vigtigste sætning.

Sharon sagde, at tilbagetrækningen gta Gaza er nødverndig for at vi kan koncentrere os om den største opgave, at sikre israelsk herredømme ”i Galilæa og Negev, Storjereusalem, bosætterblokkene og sikkerhedszonerne”.

Man må sætte 8 hebræiske ord på landkortet for at danne sig et klart billede. ”Galilæa og Negev” nævnte han kun af dekorative hensyn.

De har været en del af Israel siden dets oprettelse og en kampagne for deres ”judæisering” har kørt i årtier. Omkring halvdelen af Galilæas indbyggere er arabere og i Negev er situationen meget lig Galilæas.

Betegnelsen ”Storjerusalem” bruges om ikke blot de arabiske bydele i byens østlige del, men også Ma’aleh-Adumim bosættelsen og de områder, der er beliggende mellem den og selve Jerusalem, der går under betegnelsen E-1.

”Bosætterblokkene” omfatter ikke kun de udvidede Gush Etzion-, Ariel-, Upper Midi’in- og Ma’aleh-Adumim-blokke, men også ethvert område, som i fremtiden måtte defineres som hørende hjemme i denne sammenhæng, så som Kiryat Arba og syd-Hebron-området.

Men det vigitigste ord i Sharons taler var ”sikkerhedszoner”. I Sharons leksikon omfatter disse sikkerhedszoner ikke blot hele Jordandalen og ”bjergenes bagside” (de østlige bjergskråninger i den centrale palæstinensiske bjergkæde) men også de øst-vest og nord-syd akser langs hvilke han selv har ladet bygge bosættelser op gennem årene.

Denne sætning bekræfter endnu en gang hvad Sharon tidligere har sagt tit nok: At han har til hensigt at annektere 58% af Vestbredsden, således at den palæstinensiske stat, hvis oprettelse han kan være enig eller uenig i, vil komme til at omfatte 10% af det palæstinensike område, som det eksisterede før 1948.

Ariks pågående Rædselsshow tager sigte på at fremme denne vision, som han opfatter som sit livsværk. De bosættere, som forbander ham og truer ham på livet, spiller blot den rolle som han hat tildelt dem. Lige fra begyndelsen af sin karriere har han været overbevist om, at Gud (eller skæbnen) har valgt ham til denne historiske opgave.

Den opgave, som den israerlske fredslejr står over for, er at abortere denne vision ved at udnytte krisens dynamik til at åbne vejen frem mod en løsning af konflikten . Bosættelserne er den største hindring for at nå frem til et kompromis mellem de to nationer.

Uden at det er Sharons hensigt, får hans Rædselsshow den israelske offentlighed til at vende sig mod bosætterne, med det resultat, at hele bosættersamfundet bliver isoleret. Vi skal sikre, at denne konjunktur ikke løber ud i sandet, efter at tilbagetrækningen fra Gaza er gennemført, men tværtimod kan vokse i styrke og omfang indtil det punkt, hvor den kan fjerne hele besættelsens infrfastruktur på Vestbredden og i Jerusalem.

Hvis det sker vil det store Rædselsshow sluttelig bære positiv frugt og slet ikke den frugt Sharon forventer.

* ”Arik” er et øgenavn, som i folkemunde anvendes om Sharon

Redigeret og oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.