Troens magt og den israelsk-palæstinensiske konflikt

The Electronic Intifada

Troens magt og den israelsk-palæstinensiske konflikt

Avigail Abarbanel, The Electronic Intifada 29. juni 2005

Israels apologeter føler en dyb lettelse, når de kan finde et svagt punkt hos hvem som helst, der kritiserer Israel. Hvis man er ikke-jøde må man nødvendigvis være anti-semit, argumenterer de med. Hvis man er jøde må man nødvendigvis være gal eller en ’selvhadende jøde’. Som forhenværende israeler med en jødisk baggrund og tilhænger af en en-statsløsning i Israel/Palestina modtager jeg regelmæssigt hade-mails fra zionistiske fanatikere*, som fortæller mig, at jeg har psykologiske problemer, som får mig til at kritisere Israel og zionismen. Den idé, at selve Israels adfærd kunne retfærdiggøre kritik er ufattelig og uacceptabel for disse mennesker.

Antisemitisme opfattes af mange jøder som en unik form for racisme, forskellig fra enhver anden form for racisme. Mange jøder vil argumentere med, at det er en slags genetisk ’mental lidelse’, som mange ikke-jøder lider af og viderebringer fra generation til generation. Jeg kan huske, at vi fik det at vide i underskolen i Israel i forbindelse med undervisningen om Holocaust. Så helt grundlæggende, for fanatiske zionistiske jøder er man jøde eller ikke-jøde, hvis man kritiserer Israel er man mentalt syg.

Som en der voksede op i Israel og boede der i 27 år, er jeg helt på det rene med disse affærdigende

taktikker. Mange jødiske israelere og zionistiske jøder uden for Isreael tror stadig, at de er det evige og højeste offer og at jøder overalt står over for en faktisk fare for at blive forfulgt og udryddet. Det er grunden til at mange zionistiske jøder ikke kan forholde sig til nogen som helst

antydning af at israelske jøder selv er misdædere; at de er direkte ansvarlige for en systematisk og etnisk udrensning, for racediskrimination, for en ekstremt brutal militær besættelse og for generationer af palæstinensiske mænds, kvinders og børns lidelser. De opfatter kritik af Israel som værende farlig for staten Israels overleven, fordi de frygter, at Israel ikke vil kunne overleve, hvis det mister opbakningen fra det internationale samfund.

Endvidere ønsker jøder, der mener de lever i en usikker verden, at opretholde Israel for enhver pris, så de kan have et tilflugtssted, når verden påny bliver fjendtligt stemt over for jøderne. Som de ser det, er der ingen tvivl om, at det vil ske – det eneste spørgsmål er hvornår. Med udgangspunkt i jødernes oplevelser under Holocaust, tror mange jøder, at når den næste Hitler kommer, vil Israel være det eneste land, som vil være rede til at acceptere et ubegrænset antal jødiske flygtninge.

De bekymrer sig ikke så meget om hvad det er, der gør en jøde til jøde, fordi Hitlers ideologi var racemæssigt baseret og han var besluttet på at udrydde endog dem, der kun var delvist jødiske.

Han var ligeglad med om man var sekulær eller religiøs eller endog med hvorvidt man anså sig selv for jøde. Hvis man var ottendedels-blodet jøde, var man bestemt til udryddelse.

Evnen til at kunne redde jøder på et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden, var den oprindelige hensigt med Israels ’Lov on Tilbagevenden’, en lov der garanterer øjeblikkelig modtagelse af enhver jøde i staten Israel. Israel eksisterer ikke kun for sine borgere. Det eksisterer for at være et sikkert tilflugtssted for alle jøder. Det er derfor Israel i så høj grad insisterer på at forblive en rent jødisk stat; og også derfor zionistiske jøder overalt i verden er så fanatiske i deres forsvar af Israel.

De mener ikke, at de kan leve med, at Israel ikke længere eksisterer eller ikke længere er en rent jødisk stat. Hvis Israel ikke længere er rent jødisk, falder deres drøm om et sikkert tilflugtssted til jorden. Som de ser det, er fx en en-statsløsning ensbetydende med Israels –og dermed også deres egen- ødelæggelse.

I tidligere artikler og papirer har jeg diskuteret dynamikken i det trauma og den frygtpsykologi som fører til denne slags synspunkter og har opfordret til en ny dagsorden for helbredelse i den jødiske kultur generelt og i Israel i særdeleshed. Imidtertid er det at forstå den psykologi af jødisk frygt, som er grundlaget for dynamikken i konflikten mellem Israel og palæstinenserne også af fundamental betydning for den politiske håndtering af denne konflikt.

Det er på tide, at det internationale samfund forstår, at Israel ikke kan betros den opgave at forhandle sig frem til nogen som helst rimelig aftale med palæstinenserne. Det har israelerne ingen grund til. Deres eneste dagsorden er at opretholde sig selv som en rent jødisk stat på så meget land som muligt, afventende den næste Holocaust. Hvis palæstinenserne står i vejen, må man tackle dem, så de ikke udgør nogen trussel mod denne drøm. Det vi her snakker om er psykologi, ikke politik.

Overleven er det isoleret set vigtigste princip i hovedstrømningen i jødisk kultur og i israelsk kultur. En stat, der mener sig konstant truet på sin eksistens og som mener, at den ikke har nogle virkelige venner og at den kun kan stole på sig selv, vil gøre hvad som helst for at overleve og ser ingen grund til at indgå kompromisser. Hvis Israel virkeligt bliver udsat for pression, vil det åbenlyst blive en slyngelstat.

Lige nu opfører Israel sig som en slyngelstat – Israel afviser international lov og krænker den Internationale Deklaration om Menneskerettigheder såvel som talrige FN-resolutioiner – men gør hvad der overhovedet er muligt for at dække over det eller fremkommer med efterrationaliseringer,

hvor svage de end er, for at forklare sin adfærd (fx at Muren er nødvendig af hensyn til både israeleres og palæstinenseres sikkerhed).

Men hvis Israel bliver yderligere afsløret, kan det blive endnu farligere; og hvem ved så hvad der kan blive det palæstinensiske folks skæbne i de besatte områder og inde i selve Israel? Måske i løbet af et århundrede vil frygtsomme jøder komme sig lidt over deres frygt. Men har det palæstinensiske folk råd til at vente så længe? Har verden råd til at vente så længe? Selv hvis hele verden kunne garantere sikkerheden for jøder overalt og kan garantere at der aldrig igen vil komme en Hitler eller andre pogromer eller folkemord på jøder, tror jeg ikke, at det ville ændre noget som helst ret meget.

Det frygt- og overlevelsesbaserede trossystem er for dybt forankret. Hvis man ser på Israels udenrigspolitiske historie, er det ikke svært at se, hvorledes agressionens vej altid har været den foretrukne. Der hersker i Israel en stedsevarende følelse af, at intet mindre end fuldstændig militær op politisk overmagt vil være tilstrækkeligt til at sikre Israels sikkerhed og overleven.

Det eneste, der kan redde det palæstinensiske folk er internationale sanktioner ligesom i tilfældet Sydafrika. Vi har ikke megen tid til at træffe noget andet valg.

Avigail Abarbanel er forhenværende jødisk statsborger i Israel og tidligere stabssergent i den israelske hær. Idag er hun psykoterapeut med priva tpraksis i Canberra i Australien. Hun er aktiv i bevægelsen for palæstinenserrnes rettigheder og leder af den internatioinale menneskerettighedsorganisation Deir Yassin Remembered.

* Vær venligst opmærksom på, at jeg skelner skarpt mellem zionistiske og ikke-zionistiske jøder. Der er mange jøder i hele verden og i Israel, som ikke identificerer sig med det zionistiske program for en rent jødisk stat på bekostning af det palæstinensiske folk. Der er også mange jøder, som nu begynder at sætte spørgsmålstegn ved zionismen, ofte med store personlige omkostninger til følge.

Redigeret og oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.