Når kampen for rettigheder frembringer ’terrorister’

Jordan Times

Når kampen for rettigheder frembringer “terrorister”

Af Hasan Abu Nimah, The Jordan Times 22. juni 2005

I nogen tid har palæstinenserne været delte på spørgsmålet om, hvorledes de skal fremme deres sag.

Deres valg, lader det til, står mellem på den ene side at vinde det internationale samfunds støtte og sympati og på den anden side faktisk slås for deres sag, men ikke begge dele.

Problemet er, at udviklingen i regionen, oveni den intensive og vildledende propaganda, har skabt en polarisering, en ”enten eller”-situation. Ej heller står palæstinensernes valg simpelthen mellem vold og ikke-vold.

Det ser ud som om deres valg faktisk står mellem helt at forblive tavse om deres rettigheder og blive belønnet af det internationale samfund med et diplom for god opførsel på den ene side, eller på den anden side kæmpe for deres frastjålne rettigheder (uden dog nødvendigvis at ty til vold) og blive rubriceret som fredløse, fjender af fred og terrorister.

Jeg blev forbløffet engang, da jeg så en debat på en amerikansk tv-kanal. Da studieværten omtalte den arabiske deltager i programmet som en ”velkendt moderat” blev den anden deltager, en amerikansk Israel-sympatisør, rasende og protesterede mod dette ordvalg.

Han spurgte hvordan en person som til stadighed går i brechen for de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem – hvilket efter hans mening er ensbetydende med ødelæggelse af staten Israel – kunne omtales som en moderat, og ikke en ren og skær terrorist.

Så betydningen af ”terrorisme” er blevet gjort så bred, at den ikke længere refererer til handling, men til hensigt og holdning; ikke til hensigten om at foretage sig noget som helst forkert, men blot til det at kræve retfærdighed og reetablering af legitime rettigheder i overensstemmelse med loven.

Indtil for nylig kunne kun det at have begået en faktisk forbrydelse have gjort gerningsmanden hjemfalden til retsforfølgelse og sanktion.

Nu om dage er blot det at kræve genindførelse af frastjålne rettigheder – hvis det er Israel, der har krænket disse rettigheder – tilstrækkeligt til at man kan blive anklaget for at være ”opvigler”; og således bliver det at tale om rettigheder en meget risikabel sag.

I stedet skal man blot tale om ”reform” og ”demokrati” og kun bebrejde sig selv for fraværet af demokrati, aldrig besætteren, som gennem årtier har ødelagt, undertrykt og plyndret.

At yde finansiel støtte til en organisation eller en enkeltperson ville under normale forhold være en positiv og humanitær handling. Nu til dags kan en sådan støtte, i særdeleshed hvis modtageren er araber eller muslim, udgøre en alvorlig risiko for giveren, hvis der nogen sinde skulle blive rejst nogen som helst mistanke om modtagerens forhold til det elastiske ”terrorisme”-begreb.

Dette gælder naturligvis ikke for adskillige organisationer, som åbenlyst i USA indsamler penge til støtte for den israelske hær, som dagligt begår krigsforbrydelser; ej heller gælder det for de racistiske bosættere, som beundrer og fejrer morderen Baruch Goldstein alt imens de begår nye forbrydelser mod uskyldige palæstinensere.

Den palæstinensiske ledelse, i særdeleshed præsidenten for den Palæstinensiske Myndighed, Mahmoud Abbas, har gjort det meget klart, at dens strategi er at undgå alle former for vold mod besætterne.

Denne strategi bliver stort set accepteret og kraftigt støttet af det internationale samfund og af flertallet, hvis ikke alle, af de arabiske stater og, allervigtigst, af Washington.

Synspunktet hos fortalerne for en sådan strategi er, at ved at anvende vold gav palæstinenserne Israel en undskyldning for at øve gengæld med brutal magt over for den dårligt udrustede palæstinensiske modstandsbevægelse og, nok så hyppigt, over for uskyldige civile.

Med andre ord er palæstinenserne ansvarlige ikke kun for deres egne gerninger men også for Israels.

Israel bliver i praksis frikendt for ethvert ansvar og bliver aldrig stillet til regnskab, om end det nu og da bliver udsat for en mild kritik fra de hærskarer af diplomater og politiske ledere, der fortsætter med at strømme til Jerusalem for at blive fotograferet med den smilende Ariel Sharon i det besatte Jerusalem.

Det at forkaste enhver form for vold lyder progressivt og fredselskende, men når det går hånd i hånd med en adfærd der ikke retter op på den skæve magtbalance på andre måder, bliver det faktiske resultat en støtte til status quo og den stærkeste part.

I enhver situation, hvor der herskede et mindstemål af fairness, ville Israel blive udsat for sanktioner for alle dets overtrædelser af international lov.

De, som går ind for fortsat modstand fremfører et modargument, som fortjener nøje overvejelse.

Som de ser det, har det internationale samfund aldrig, trods en overvældende offentlig opinion og det massive antal af retslige beslutninger til støtte for palæstinensernes rettigheder, gjort noget for at støtte palæstinenserne i at genvinde deres rettigheder og fremkommer simpelthen med nytteløse belæringer mens Israel fortsætter med at dræbe, ødelægge og kolonisere.

Tilhængerne af væbnet modstand argumenterer også med, at mens vold aldrig bør blive et mål i sig selv eller det første middel man griber til for at løse en konflikt når der foreligger andre muligheder, så er voldsanvendelse ikke blevet erklæret ulovlig af det internationale samfund; og har været det eneste effektive middel til at rette op på den skæve magtbalance mellem Israel og palæstinenserne.

Faktisk opfordrer international lov og FN-charteret udtrykkeligt til voldsanvendelse i visse situationer, hvor der foreligger en trussel mod den internationale fred og sikkerhed. I 1990-91 godkendte FN magtanvendelse for at gøre en ende på Iraks besættelse af Kuwait.

I vore dage er USA og Storbritannien kolde over for formaliteter så som bemyndigelse fra FN. De godkender udtrykkeligt, men naturligvis kun for deres eget vedkommende, voldsanvendelse mod hvem de finder for godt, på ethvert tidspunkt og hvor som helst i verden; og de alene afgør, hvornår dette er berettiget.

De gør sig end ikke den ulejlighed at optælle de uskyldige ofre, som de slår ihjel. De argumenterer med, at ofrene af uskyldige liv er en tragisk nødvendighed for det større gode.

Til trods for sådanne ekstreme krænkelser er magtanvendelse immervæk en legal valgmulighed og dette princip omfatter retten til at yde modstand mod fremmed militær besættelse.

Men palæstinenserne er undtagelsen. PLO måtte afskrive voldsanvendelse i abstrakte og absolutte vendinger før Washington indvilligede i at indgå i drøftelser med PLO’s ledere i sen-1980’erne. PLO måtte gøre det igen som en forudsætning blive lukket ind i de hemmelige forhandlinger, som førte til Oslo-aftalerne. Og præsident Yasser Arafat måtte gentage det igen og igen for at undgå på ny af blive hængt ud som ”terrorist”.

Realistisk set, med rette eller urette, er den internationale stemning lidet tolerant over for en hvilken som helst palæstinensisk magtanvendelse, uanset hvor beskedne mulighederne for at gøre fremskridt ad politisk vej måtte være og uanset hvor voldeligt Israel fører sig frem.

Den fremherskende tendens (for nyligt udtrykt af den britiske udenrigsminister under hans besøg i regionen) er, at det langt fra er tilstrækkeligt for palæstinenserne blot at overholde en våbenhvile og beskytte besætterne mod den berettigede vrede fra besættelsens ofre; de skal også afvæbne sig ubetinget og ensidigt. Det accepterer den palæstinensiske ledelse.

Faren består i at stille palæstinenserne over for et valg på ulige vilkår: Afskrive volden, ikke for at nå frem til en rimelig afgørelse men kun for at slippe for belæringer fra det internationale samfund; eller kæmpe for deres rettigheder og blive behandlet som pariaer.

Der er naturligvis en mellemvej, men den kræver en anden strategi. Palæstinenserne skal, mens de bekræfter deres fastholden af ikke-volden, undlade at indgå i nogen form for forhandling, så længe Israel bliver ved med at frembringe ”nye territoriale kendsgerninger” med det erklærede formål at tiltage sig hele landet.

Palæstinenserne burde samle sig omkring en ledelse som afskriver volden men samtidig afskriver den nytteløse og svindelagtige ”fredsproces” hvis eneste konkrete resultat er, at den har givet Israel ubegrænset tid til at fuldføre sine planer for koloniseringen.

Den palæstinensiske ledelse burde afskrive fredsplanens bondefangeri og andre tvangsforanstaltninger og insistere på, at alle internationale bestræbelser skal fokusere på Israels ulovligheder og tilbagetrækningen straks af alle dets soldater til bag linien fra før 4. juni 1967 som det første skridt frem mod en hel og retfærdig fred.

Hvis Israel ikke er villig til at gå ind på dette, burde den palæstinensiske ledelse erklære alle bestræbelser på at nå frem til en to-statsløsning for afsluttede. Men en sådan strategi kræver en palæstinensisk ledelse, der er indstillet på at kræve og kæmpe for sit folks rettigheder og noget sådant er intetsteds til at få øje på.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.