I anledning af Arafats død

Danpal, Århus, DPV

11.11.2004

I anledning af Arafats død

opfordrer herboende palæstinensere og palæstina-aktive til en spontan mindehøjtidelighed for den folkevalgte leder fra kl. 15.00 på Rådhuspladsen i Århus. For at mindes Arafat vil man samles i stilhed, lægge blomster og tænde lys.

Meddelelsen om Arafats død kommer ikke som en overraskelse. Arafat blev et symbol på den palæstinensisk frihedskamp og det palæstinensiske folks historie. Arafat er blevet et ikon for det palæstinensiske folk, deres håb og kamp for en selvstændig stat.

Arafat har selv oplevet livet  exil og har de sidste 3 år på egen krop følt konsekvenserne af den israelske belejring af et helt folk, idet han reelt sad i husarrest i hovedkvarteret i Ramallah uden mulighed for at regere sit folk.

Den palæstinensiske befolknings opbakning har været forudsætningen for den legitimitet, der gjorde Arafat i stand til at indgå forhandlinger med Israel. De seneste år har Israels genbesættelse forhindret et frit og demokratisk valg. Det er nu det internationale samfund må sikre palæstinensernes demokratiske rettigheder og ønske om selv at vælge deres leder. Forudsætningerne for at en ny leder kan indgå nye fredsforhandlinger med Israel og USA er at han har det palæstinensiske folks opbakning!

Det palæstinensiske folk er spredt ud over hele verden, men står sammen i håbet om en selvstændig stat. Palæstinenserne har de menneskelige og politiske ressourcer til at oprette en demokratisk stat. Men i disse dage samles palæstinensere og palæstina-aktive verden over for at mindes Arafat og vise sympati med hele det palæstinensisk folk!

 

yderligere informationer – kontakt: Rabih Azad-Ahmad rabih@stofanet.dk  eller Iben Baadsgaard ib1@webspeed.dk 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Andet, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.