Palæstina – faglig støtte til nye arbejdspladser
– Solidariteten skal skal styrke fagbevægelsen og på den måde give et demokratisk Palæstina flere ben at stå på og gå på, understreger Jan Mathisen.
27/7-2004 – Palæstinenserne er igang med at udvikle en national dialog – for at fremme enheden, så befolkningen kan vende tendenser til splittelse og frustration til enhed og styrke.
I sidste uge vedtog parlamentet i Ramallah en appel, sådan som Arbejderen skrev om det i weekenden.
Men allerede for godt en måned siden oplevede Jan Mathisen fra Restaurations- og BryggeriarbejderForbundet i København, hvordan den palæstinensiske fagbevægelse har taget fat på at udvikle demokratiet og bevægelsens styrke.
– Jeg var i Palæstina i juni. Den konkrete anledning til dette besøg var, at jeg skulle bringe et økonomisk bidrag fra københavnske fagforeninger ned til palæstinenserne, fortæller Jan Mathisen.
Pengene skal bruges til jobskabelse i Gaza, hvor arbejdsløsheden er på 70 til 80 procent. Men israelerne ville ikke tillade, at repræsentanten fra København at komme ind i Gaza:
– Jeg havde ellers søgt om tilladelse til indrejse på forhånd, men det lykkedes ikke. Derfor afleverede jeg pengene til Democratic Workers Rights Center i Ramallah på Vestbredden. Organisationens navn kan oversættes til Center for Demokratiske Arbejderes Rettigheder.
Men pengene skal nok komme til Gaza, forsikrer han. Her skal de bruges til at skabe arbejdspladser, hvor der gælder en aftale eller overenskomst med arbejdsgiverne. Det er mildt sagt ikke ret udbredt i dag.
Beløbet bliver brugt som en slags løntilskud til arbejdsgivere, som så kan få gang i en produktion, og i løbet af en periode skabe grundlag for at arbejdspladsen kan blive permanent og køre videre uden tilskud.
Hamas eller fagbevægelsen
I den ulykkelige situation med ekstremt stor arbejdsløshed er mange palæstinensere afhængige af sociale foranstaltninger. Selvstyremyndigheden har ikke ressourcer til at komme alle de nødlidende til undsætning. I denne situation ser man islamiske organisationer som Hamas lave et stort socialt arbejde – hvilket knytter mange mennesker til religiøse organisationer.
Støttebeløbet fra de danske fagforeninger skal styrke fagbevægelsens mulighed for at komme palæstinensere til undsætning – med et projekt der skaber arbejde og udvikling, og som har sit rodfæste i faglige organisationer, lægger Jan Mathisen vægt på.
Det er små, men vigtige skridt, der kan tages med de knap 30.000 kroner fra Danmark. Det kan være med til at introducere etablering af arbejdspladser på et aftalemæssigt grundlag. Det understøtter også en udvikling, som palæstinensisk fagbevægelse har taget hul på; fagbevægelsen skal styrkes og demokratiseres.
Bevægelsens ledere er normalt ikke valgt. De er udpeget – og mange af dem for mange år siden – af Yasser Arafat og selvstyremyndighederne.
– Det leder til nepotisme og korruption. Men det vil en kraftig bevægelse blandt græsrødderne nu have gjort op med, kan Jan Mathisen fortælle. Han kan også give konkrete eksempler på, at det står skidt til med respekten for fagbevægelsen:
– For kort tid siden strejkede de palæstinensiske lærere. Deres talsmænd mødtes med Arafat i Ramallah. På vej ud fra mødet blev de arresteret…
Valg af faglige ledere
For nyligt var der en stor faglig konference på Vestbredden og i Gaza. Her besluttede de faglige ledere, at der i løbet af to år skal afholdes demokratiske valg til alle tillids- og ledelsesposter i fagbevægelsen.
– Det var de nuværende, udpegede ledere, som tog beslutningen, som kan koste dem selv deres poster, men de er presset nedefra, og var nødt til at tage denne beslutning, forklarer Jan, som forudser, at disse valg vil få store, posivite konsekvenser.
Jan Mathisen arbejder sammen med en række fagforeninger og faglige repræsentanter om solidaritet med Palæstina. Han peger på, at den faglige solidaritet med det besatte folk ikke kun skal handle om at hjælpe dem i deres forfærdelige sociale situation.
– Solidariteten skal skal styrke fagbevægelsen og på den måde give et demokratisk Palæstina flere ben at stå på og gå på.