Hvor længe kan verden se på, hvorledes Israel med alle midler tvinger palæstinenserne i de besatte områder i knæ og gør livet ubærligt for dem, før vi rødmer af skam og spørger os selv, hvorfor vi lod det ske? Problemet er, at verden ikke ser det. Vi ser det blodige resultat af selvmordsaktionerne på TV, men vi ser ikke de forhold, der driver attentatmanden til sin tragiske handling.
Jeg er netop kommet hjem fra Vestbredden, hvor jeg er kommet gennem de seneste ti år og har set, hvorledes Vestbredden bid for bid er blevet annekteret af Israel. Dagligdagen for palæstinenserne har udviklet sig så grotesk, at man græder samtidigt med, at man ryster på ho’det og spørger sig selv, hvad Israel har tænkt sig, at dette skal føre til. Det er en hån at bruge betegnelsen ”roadmap” om en fredsplan, når man ser den roadmap, som baseret på satellitfotos er udarbejdet af FN’s informationskontor i Jerusalem. Kortet viser, hvorledes de ulovlige jødiske bosættelser ligger strategisk anbragt på Vestbredden og i en ring rundt omkring Jerusalem og hvorledes bosættelserne har medført bygning af israelske omkørselsveje af hensyn til bosætternes sikkerhed.
De palæstinensiske veje er amputeret af israelske vejspærringer i form af stenblokke, grusbunker og check-points . Palæstinenserne kravler og går i deres hverdag bærende på varer og spædbørn og på deres gamle. I takt med ødelæggelse af infrastrukturen bygger israelerne mure. Der planeres og hives oliventræer op som aldrig før. Gravemaskiner er i gang overalt – et ingeniørarbejde, der desværre er destruktivt i sin natur. Muren, som ikke er én mur, men mange mure, kan være en rigtig mur bygget af beton, men er også et bredt stykke planeret jord med et meterhøjt elektrisk hegn i hver side. Den bygges et godt stykke inde på palæstinensisk jord, hvorved palæstinensiske landsbyer bliver afskåret fra deres jord og deres familier.
Jeg vil opfordre omverdenen til at rejse til Vestbredden eller Gaza for med egne øjne at se, hvorledes hverdagen er for en palæstinenser. Det er endnu ikke forbudt for en europæer med et rødbedefarvet pas at rejse ud for at besøge det ”hellige” land. Er en by lukket den ene dag og erklæret for militært område – og det sker ofte – kan man jo bare komme igen den næste dag. Her lukkes byer op og i efter et uforudsigeligt mønster og befolkningen holdes i stærkt kontrollerede reservater. Med mindre der lægges et helt anderledes politisk pres på Israel fra international side, vil den arabiske befolkning på Vestbredden om et kort øjeblik i historien være et kurisosum, som man for turisternes skyld fastholder nogle stykker af i den gamle by i Jerusalem og vi kan undrende spørge os selv og hinanden, hvordan det dog gik til.