Arafats eliminering

Marie Højlt, DPV

Arafat eliminering

I Israel har regeringen for nyligt udtalt, at man forbeholder sig ret til at ”fjerne” Arafat. I regeringens sikkerhedsrådet diskuteres tre løsninger: at holde Arafat isoleret på Muqata, hvor han sidder nu, at smide ham ud af landet eller at myrde ham. Gør man det første, gør man som nu, dvs. reelt set ingenting. Gør man det næste, at smide ham ud, risikerer Israel at Arafat vil høste anerkendelse og sympati fra ledere i andre lande, og han kan i princippet alligevel styre sit land udefra. Ingen af disse tiltag er selvsagt i Israels interesse, og så er der jo kun forslaget om at myrde ham tilbage.

Dette forslag kom vicepremierminister Ehud Olmert til at nævne over for verdenspressen, idet han udtalte: »Det er bestemt en af mulighederne«. Det medførte straks skarpe reaktioner fra mange sider, blandt andet både fra USA og EU.

Danske politikere tog kraftig afstand fra den israelske regerings trussel. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger, at »det ikke tilkommer Israel, at fjerne palæstinensernes valgte leder« og advarer i så fald om særdeles alvorlige konsekvenser for Sfredsprocessen.

Den palæstinensiske forhandlingsleder, Saeb Erekat, har i sit svar til den israelske regerings udtalelser sagt: »Den tankegang og det handlemønster hører til i mafiaen. Ikke i en regering«.

Uri Avnery, israelsk fredsaktivist genne mange år kommenterer: »Dette er topmålet af stupiditet hos vore politiske ledere kombineret med følelserne hos et stakkels, hjernevasket folk. De klynger sig til håbet om at en eliminering af Arafat løser hele konflikten uden at forstå, at effekten vil være den stik modsatte.«

USA’s dobbeltmoral

Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, afviste ligeledes muligheden for en eliminering af Arafat. Powell siger, at det ville føre til et vredens oprør i hele regionen. »USA støtter hverken elimineringen af ham eller at sende hr. Arafat i eksil, og israelerne kender vores holdning udmærket«, sagde Powell i et interview fra Bagdad med det amerikanske tv-selskab Fox. »Konsekvenserne vil ikke være gode. Jeg tror, at man kan regne med, at der vil komme vrede i hele den arabiske verden, den muslimske verden og mange andre steder i verden«, sagde Powell.

Alligevel nedlagde USA veto i afstemningen om en ny resolution i FN, som tog afstand fra udtalelsen og påpegede overfor Israel, at de øjeblikkeligt skulle stoppe truslerne om at ville fjerne Arafat. Grunden var, at resolutionen ikke tog afstand fra terrorbevægelser som Hamas. Israel kan i princippet vælge at se det som en legitimation fra USA’s side i spørgsmålet om at fjerne Arafat.

Sharon har siden trukket udtalelsen i land, men ikke den trussel, der ligger bag.

Uden Arafat

Hvad vil der ske, hvis Yassir Arafat bliver sat ud af spillet? Hvis han bliver likvideret af en kugle, som fremtrædende medlemmer af den israelske regering har foreslået? Vil det virkelig forbedre mulighederne for fred mellem Palæstina og Israel?

Svaret ville formodentlig være nej. En eliminering af Arafat vil blandt andet styrke de ekstremistiske kræfter i Palæstina, som Hamas og Jihad. Borgerkrigslignende tilstande vil umiddelbart opstå i kølvandet og selvmordsbomber vil hagle ind over Israel. En ny palæstinensisk leder vil formodentlig forsøges indlemmet af USA og Israel, men han vil ikke kunne, ligesom Mahmoud Abbas eller Ahmed Qurei heller ikke kunne, samle palæstinenserne, som de er samlet om Arafat. Arafat er blevet et heltesymbol i sin deltagelse i kampen mod besættelsen og sin evige modstand mod Israel, og dør han, så bliver det som martyr med dertil hørende hævnaktioner. Og midt under udførelsen af hævnaktioner vil en udvælgelse af en ny leder fra palæstinensernes side sikkert medføre interne blodige slagsmål i kampen om, hvem der skal overtage magten.

Det palæstinensiske samfund vil bryde sammen i elimineringen af Arafat og vil ikke efterlade nogen forhandlere for Sharon og Israel at forhandle med, og det ved Sharon udmærket.

Sharons ønske

Men er det egentlig ikke også det, Sharon ønsker? Er Sharon i virkeligheden interesseret i fred? Vil han for eksempel være den person, som bliver kendt i historien for at have oprettet en palæstinensisk stat? Og ville det ikke være nemmere, hvis han ikke behøvede at komme med indrømmelser overfor palæstinenserne som for eksempel nedrivning af den Berlinmur, han er ved at opføre? Det ser ikke sådan ud. I stedet har Sharon med sine nådesløse angreb på Palæstina formået at udrydde enhver rest af håb for fred. Gang på gang er freden skubbet lidt længere væk og dermed også behovet for at gøre de indrømmelser, som Israel må gøre.

I næsten tre år har Sharon formået at narre hele verden og især israelerne. Han har med stor behændighed fået mange skeptikere til at tro på sin forholdsvis moderate retorik. Men som en linedanser sørger han altid for at ‘afbalancere’ disse udtalelser med ekstreme og krigeriske handlinger. Denne ”kunstner” har ført Israel ind i en af sine værste perioder i mange år. Hvis han virkelig rydder Arafat af vejen nu – eller efter det næste terrorangreb – vil det være hans alvorligste og farligste træk, siden han gik op på Tempelbjerget i september 2000. Vi ved, at det ikke volder Sharon samvittighedskvaler at gennemføre den slags provokationer. Han betragter dem som midler, der kan fremme hans politiske mål. Men den brand, han anstifter, har gang på gang vist sig kun at gavne én person, nemlig Sharon selv.

Trods de problemer, der ligger i Arafats autokratiske ledelsesstil, ville det være en fejltagelse, en forbrydelse, hvis Israel myrdede ham. Mord på en rivaliserende leder er en handling, der passer sig for en terroristorganisation og ikke for en retsstat. Men hvis det sker en af dagene, som det er sket med andre fremstående ledere i Palæstina, kan man jo stille spørgsmålet; hvad er Israel?

Af Marie Højlt, tidl. fredsvagt i Palæstina

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen, Kommentarer, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.