Irak, USA og Israel/Palæstina-konflikten
Venten på Godot…
(Denne artikel er en del af antoglogien: Irak- Er freden brudt ud. Bogen udkommer i midten af november 2003. Artiklen har ca. 50 noter og kildehenvisninger, som ikke er gengivet her. Ønskes man at se artiklens noter kan man kontakte forfatteren via danpal@danpal.dk)
Den amerikanske Mellemøst-politik er under Bush-regeringen blevet mere pro-israelsk og højreorienteret end nogensinde. Et magtskifte i Washington kan formodentlig kun ændre minimalt på dette, og håbet om et amerikansk pres på Israel er derfor i bedste fald ønsketænkning. I værste fald er det blot en undskyldning for at lægge ansvaret fra sig.
I midten af januar 2003 udtalte den amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, at USA ville arbejde intensivt på at få oprettet en palæstinensisk stat så snart opgøret/krigen mod Irak var afsluttet. I Danmark var vores egne politikere fremme med lignende udtalelser og ”Fred i Mellemøsten” dvs. fred mellem Israel og Palæstinenserne blev op til krigen et af de væsentlige argumenter for krigens nødvendighed. Også folk der ikke var helhjertede tilhængere af krigen mente, at der i det mindste ville ske noget positivt efter krigen, idet USA ville være nødt til at gå mere aktivt ind i konflikten mellem Israel og Palæstinenserne. Som et plaster på såret måtte USA give de arabiske folk noget til gengæld, og hvis USA var seriøst i sin krig mod terrorismen, ville det samtidig være logisk at gøre noget ved en konflikt, der bærer evigt ved til bålet.
Forventningen om et efterfølgende amerikansk engagement i Israel/Palæstina konflikten var ligeledes et centralt argument for Golfkrigen i 1990-91. Arabere og andre kritikere af en militær aktion mod Irak undrede sig dengang over, hvorfor Irak skulle tvinges til en tilbagetrækning fra Kuwait efter blot 6 måneders besættelse, når Israel på daværende tidspunkt havde holdt Vestbredden og Gaza besat i knap 25 år? Svaret var, at der selvfølgelig også måtte gøres noget ved den konflikt, og mere specifikt var mange enige om, at USA skulle lægge større pres på Israel .
Dengang – som i dag – tilskrev omstændighederne omkring krigen altså en ny politisk linie i form af en hårdere kurs overfor Israel. Set fra et europæisk perspektiv ville det have styrket USA’s troværdighed som en retfærdig supermagt og det ville tilmed være relativt omkostningsfrit. Mellemøsten var ikke længere de to supermagters kampplads og Israel dermed ikke i samme grad en strategisk nødvendig allieret.
I dag ved vi, at der ikke kom meget ud af forventningerne efter den 1. Golfkrig. Regionen oplevede ganske vist et årti med fredsforhandlinger og TV-forsoninger i stor stil, men den af USA styrede fredsproces – Oslo-processen mellem PLO og Israel – led hurtigt skibbrud. En væsentlig årsag hertil var ”manglende amerikansk engagement” eller mere præcist fortsat næsten ubetinget, amerikansk støtte til Israel.
I det følgende vil USA’s politik i Israel/Palæstina-konflikten blive gennemgået. Der argumenteres for at USA over årene er blevet mindre tilbøjelig til at kritisere Israel og i realiteten blevet mere pro-israelsk. Dernæst argumenteres for at forholdet mellem regeringen i Israel og den amerikanske administration i dag er bedre end nogensinde. Ingen tidligere administration eller præsident har støttet en højreorienteret, israelsk regerings positioner så åbenlyst og direkte, som det er sket siden 11.september 2001.
Nyere amerikanske Mellemøst-politik
Udviklingen i den amerikanske Mellemøstpolitik i forhold til Israel og Palæstina kan bedst illustreres ved de ændrede positioner USA har indtaget til en række konkrete, centrale spørgsmål i konflikten. Spørgsmålet om de illegale israelske bosættelser i de besatte områder blev f.eks. under Carter-regeringen i slutningen af 1970´erne og begyndelser af 1980´erne benævnt som sådan, og altså kaldt illegale med henvisning til international lov . Under den efterfølgende Reagan-administration blev bosættelserne ikke længere benævnt som værende illegale, men derimod som en forhindring (obstacle) for freden. Clinton-administrationen mente, at bosættelserne ikke var gavnlige for fredsforhandlingerne og i dag benævnes de oftest, som værende et kompliceret spørgsmål. I praksis fik denne holdning afgørende betydning for fredsprocessen i 1990´erne. Israel sikrede sig gennem aftalerne mulighed for fortsat udbygning af bosættelserne og antallet af bosættere blev fordoblet på 10 år fra 200 til 400.000. USA løftede knap et øjenbryn .
Det amerikanske officielle sprog vedr. konflikten er tillige blevet ændret på et andet afgørende punkt. Hvor man tidligere benævnte Vestbredden, Øst Jerusalem og Gaza som besatte områder, er benævnelsen i dag ikke entydig. Det startede under Clinton administrationen hvor områderne – til stor fortrydelse for de palæstinensiske fredsforhandlere – i stigende grad blev kaldt ”omstridte” frem for besatte . Den nuværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har kaldt områderne – de ”såkaldte” besatte områder og flere ledende republikanere i Kongressen samt højt placerede ansatte i administrationen har siden 1990´erne åbent givet udtryk for, at Israel har et legitimt krav på Vestbredden og Gaza . Lederen af den republikanske gruppe i Senatet Tom Delay – en kendt kristen, fundamentalist og meget højrøstet fortaler for Israel og Sharon – kalder konsekvent områderne for Judæa og Samaria, hvilket er den benævnelse, som bruges af israelere, der mener at områderne til evig tid skal høre under Israel . I praksis har USA accepteret at Israel ikke trækker sig tilbage til 1967-grænserne og man ser ud til at være tæt på en fuld anerkendelse af den israelske position vedr. områdernes status.
I efteråret 2002 skete der et afgørende skred i den amerikanske position vedr. Jerusalems status. USA har – ligesom resten af det internationale samfund – siden 1948 nægtet at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, fordi FN m.fl. har vedtaget at byen skulle være en international zone. Men i 2002 lykkedes det AIPAC – via et flertal i Kongressen – at få vedtaget en række nye bestemmelser vedr. Jerusalem, der tydeligt – om end indirekte – er en anerkendelse af Jerusalem, som værende Israels udelelige hovedstad . For første gang nogensinde stemte USA d. 3. december 2002 imod den årlige FN resolution, der fordømmer Israels ensidige annektering af Øst Jerusalem (154 lande stemte for, 6 imod) .
Ovennævnte spørgsmål (bosættelser, grænser og Jerusalem) er tre af de centrale i konflikten mellem Israel og Palæstinenserne. Et fjerde centralt spørgsmål er de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem, hvor USA frem til 1990´erne årligt stemte for den FN resolution, der stadfæster flygtningenes ret til hjemvenden. Fra og med Clinton-regeringen har USA ikke støttet resolutionen, og i dag ser det ud til, at USA støtter det israelske krav om at palæstinenserne skal opgive kravet om hjemvenden i forbindelse med en endelig fredsaftale mellem parterne .
På alle disse 4 centrale spørgsmål har USA således gradvist over årene bevæget sig fra en mere neutral position i overensstemmelse med det internationale samfund og i retning af de israelske positioner.
Bush støtter Sharon
Siden Bush og republikanerne kom til magten i 2000 – og specielt efter 11. september 2001 – er støtten til Israel blevet endnu mere udtalt. Hvor samtlige tidligere amerikanske regeringer har holdt markant afstand til Likud-partiet og Sharon, støtter Bush-regeringen som nævnt den højreorienteret Likud-ledede regering .
Det samme gør et stort flertal af senatorer og repræsentanter i de to kamre. Især Kongressen har gjort sig bemærket med pro-israelske resolutioner over de seneste 2-3 år. Umiddelbart efter den store israelske offensiv i foråret 2002 vedtog Kongressen/Repræsentanternes Hus d. 2. maj 2002 således en resolution, der alene gav Arafat skylden for de foregående 19 måneders blodsudgydelser . 352 medlemmer stemte for og kun 21 imod. Senatet vedtog en lignende resolution, hvor 95 senatorer (ud af de 100) stemte for og 2 imod. I forlængelse af disse vedtagelser blev status for PLO’s kontor i USA nedgraderet . I november 2001 underskrev 89 ud af 100 senatorer et brev til Bush, hvori de opfordrede ham til at afholde sig fra at dæmpe Israel, da det kunne forhindre landet i at kunne bruge al sin magt og styrke til at bekæmpe terrorismen og de palæstinensiske selvmordsbomber. Senatorerne gav udtryk for, at de frygtede Colin Powell ville lægge pres på Sharon .
Den amerikanske politik i forhold til den nu 3-årige opstand og næsten åbne krig i de palæstinensiske områder bærer præg af ovennævnte positioner. I store træk har Bush-administrationen accepteret Israels politik overfor palæstinenserne og hærens konkrete handlen i områderne. Man accepterede og adopterede således det israelske ønske om at køre Arafat ud på sidesporet (og isolere og ydmyge ham), på trods af at Arafat er en legitim valgt præsident for det palæstinensiske folk og anerkendt som sådan af resten af det internationale samfund, herunder EU . Den gradvise israelske sønderbombning og dermed reelt sløjfning af det palæstinensiske selvstyre fra 2001 og frem blev også stiltiende accepteret af USA og det samme gjorde de gentagne tilbageerobringer af de palæstinensiske byer og lejre, fortsatte likvideringer af palæstinensiske ledere, chikanerier af civil-befolkningen, husødelæggelser, blokader og lukningerne af områder, skoler osv., fortsat bosættelsesbyggeri mv. Alt sammen forhold der er blevet fordømt af resten af det internationale samfund, Amnesty, Røde Kors m.fl.
De amerikanske forsøg på mægling – ved forskellige udsendinge som Mitchell, Tenet og Zinni m.fl. – af våbenhviler og genoptagelse af fredsforhandlingerne har alle over de sidste 3 år (i sidste ende) accepteret de israelske positioner og holdninger til våbenhvilebetingelserne og forhandlinger. Især kravet om at volden og terrorismen skal stoppe, før der kan forhandles. Selvom det i udgangspunktet ikke var tilfældet med den nuværende fredsplan – den såkaldte Køreplan, der som noget nyt signalerede at parterne skulle opfylde deres krav uanset modpartens grad af opfyldelse – er situationen den samme i dag. Israel nægter i skrivende stund at fortsætte forhandlingerne, før de palæstinensiske militante grupper er optrevlet og volden stoppet. Samtidig gør Israel paradoksalt nok en aktiv indsats for netop at forhindre at volden stopper, i det hæren negligerer de palæstinensiske ensidige våbenhviler, fortsætter sin likvideringspolitik, bosættelses- og murbyggeriet og de mange angreb på civilbefolkningen i områderne . USA accepterer indtil videre de israelske dispositioner.
Andre israelske krav – som at det palæstinensiske selvstyre myndigheder skal reformeres, at der skulle udpeges en ny palæstinensisk leder, at der ikke skulle gennemføres et palæstinensisk valg (trods krav om dette i Køreplanen) – er ligeledes stiltiende accepteret af USA . Et af Køreplanens få, men afgørende krav til Israel om stop for nyt bosættelsesbyggeri i form af nedrivning af de såkaldte bosættelses-forposter , er efter alt at dømme blevet forplumret ved en uofficiel aftale mellem Israel og USA om, at det kun er de – af den israelske regering betragtede – illegale forposter, der skal nedlægges. Det skønnes ifølge Peace Now, den israelske fredsgruppe – højst at være 20 ud af mindst 102 forposter pr. juni 2003 .
Selvom Bush administrationen ved flere lejligheder har kritiseret den israelske fremfærd i de besatte områder, og talt om tilbagetrækning af de israelske styrker samt oprettelsen af en palæstinensisk stat, har udtalelserne oftest været ledsaget af forståelse for nødvendigheden af at Israel slår ned på terrorismen eller fordømmelse af Arafat og selvstyremyndighederne . Mere væsentligt er Bush’s kritik af Israel aldrig blevet fulgt op af handlinger, der kunne tyde på, at man mente hvad man sagde. USA har således ikke skåret i milliard-bistanden til Israel og man har fortsat ydet enorm militær-materiel bistand og lånegarantier samt nedlagt veto mod langt hovedparten af de Israel-kritiske resolutioner i FN . Da Powell blev sendt til regionen under den store israelske offensiv i foråret 2002, tog han først til Marokko, derefter til Madrid, Jordan og Egypten . Israel og palæstinenserne kunne ikke opfatte det anderledes end, at Israel havde grønt lys til at fortsætte angrebene så længe. Officielt har Powell gentagne gange forsikret, at USA kun ville lette og assistere parterne i evt. forhandlinger. USA ville ikke insistere eller lægge pres .
Nye vinde i Washington
Der er flere forklaringer på Bush’s eftergivenhed overfor Israel og denne nye amerikanske Mellemøst-politik i form af direkte støtte til en højreorienteret regering i Israel. De fleste iagttagere nævner først og fremmest indflydelsen fra den række af nye højtplacerede ansatte i administrationen – de såkaldte neo-konservative. Flere er disse er kendte som pro-israelske med en fortid enten direkte i de amerikanske, pro-israelske lobby-organisaitoner såsom AIPAC eller i forskellige såkaldte tænketanke eller uafhængige forskningsinstitutioner med kraftig hældning mod Israel. De er ligeledes kendte for deres nære forbindelser til Likud-partiet i Israel.
Blandt disse er bl.a. Richard Perle, Douglas Feith, David Wurmser og Elliot Abrams. Richard Perle var indtil foråret 2003 formand for Pentagons Politiske Udvalg (i dag blot medlem), og han er fortsat seniorrådgiver for forsvarsminister Donald Rumsfeld. I mange år har han fungeret som mentor for stærkt pro-israelske politikere med tætte forbindelser til de kristne fundamentalister på den yderste højrefløj i det republikanske parti. Som direktør for den højreorienterede israelske avis, Jerusalem Post, har Perle aldrig lagt skjul på sin sympati for Likud.
Douglas Feith besidder den vigtige post som vice-undersekretær til forsvarsministeren. Feith har gennem 1990´erne flere gange gjort sig bemærket med udtalelser om Israels ret til at bosætte sig på Vestbredden og forslag om israelsk genbesættelse af selvstyreområderne . I 1997 modtog han en pris fra den højreorienterede ZOA (Zionist Organizations of America) pga. sin jødiske filantropiske udsyn og pro-israelske aktiviteter. David Wurmser er særlig rådgiver for udenrigsminister Colin Powell.
Perle, Feith og Wurmser var alle tilknyttede en pro-israelsk amerikansk tænketank i 1996, og lavede herfra en rapport med anbefalinger til daværende israelske ministerpræsident Netanyahu. De foreslog at Israel afviste formlen ”Land for Fred” i forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, droppede Oslo-forhandlingerne og krævede at de arabiske stater anerkendte Israels ret til de besatte områder. Rapporten anbefalede endvidere at man ansporede alternativer til Arafat og opretholdt retten til at forfølge terrorister overalt i de palæstinensiske områder .
Elliot Abrams blev udnævnt som direktør for Mellemøst-afdelingen i det Nationale Sikkerhedsråd i december 2002, og udnævnelsen bliver af flere set som symbolet på disse ”hard-liners” indflydelse på amerikansk politik i dag. Abrams, der tidligere er dømt for at have leveret forkerte oplysninger til Kongressen i forbindelse med Iran-contra skandalen under Reagan, blev taget til nåde af Bush senior og nu forfremmet under Bush junior. Abrams – der er som de andre kendt for sympati med Likud – udtalte i efteråret 2000, ”at det palæstinensiske lederskab ikke ønsker fred – og der bliver heller ingen fred” .
Udover at have interessen for Israel og Likud tilfælles, har ovennævnte vist fælles fodslag vedrørende. det bredere verdenssyn og USA’s rolle i det internationale samfund. Som bekendt menes Perle – sammen med Rumsfeld, Wolfowitz og vicepræsident Cheney, at være arkitekterne bag den nye amerikanske udenrigspolitik, der indebærer et aktiv intervenerende USA, de såkaldte forebyggende angreb, fokus på slyngelstaterne, ”ondskabens akse” osv. I forhold til Mellemøsten ser de ikke noget problem i yderligere amerikanske angreb på lande som Syrien og Iran samt en deraf følgende total destabilisering af regionen. En destabilisering vil ifølge dem betyde regimeskift og mulig demokratisering af de forskellige stater i Mellemøsten . En dagsorden de i øvrigt også har til fælles med en stor del af det israelske, politiske og militære etablissement, der var varme fortalere for en krig mod Irak.
Perle, Feith og Abrams er bare nogle få ud af flere højtplacerede ansatte med hældning mod Likud, AIPAC mv. Vurderingen er at de i dag har stor ørenlyd hos Bush og Cheney, forsvarsminister Rumsfeld, Wolfowitz og Condolissa Rice der er national sikkerhedsrådgiver .
Højredrejning og kristen fundamentalisme
En anden væsentlig årsag til den mere pro-israelske amerikanske Mellemøst-politik er en stigende indflydelse fra det pro-israelske kristne højre i USA. Disse grupper, der bl.a. er kendt via organisationen ”Christian Coalition”, består af evangelister, kristne fundamentalister og kristne zionister – alle med det tilfælles at de af religiøse grunde mener USA bør støtte Israel ubetinget. I de seneste år har bevægelsen indgået en alliance med pro-israelske, jødiske amerikanere og Israel, og evangelisterne regnes nu for at være den mest trofaste pro-israelske vælgerblok i amerikansk politik efter det amerikansk-jødiske mindretal. Ledere af de kristne højregrupper bakker ivrigt op om Israel – også om israelske højrepolitikere, der vil have den palæstinensiske befolkning rømmet fra Vestbredden og Gaza . I USA finansierede de kristne højregrupper en del republikaneres valgkampagner ved præsidentvalget i 2000 og siden da er indflydelsen ikke blevet mindre . Ved valget til Kongressen/Senatet i 2002 fik kampagne-bidrag fra de kristne grupper formodentlig afgørende indflydelse på demokraternes valg i staterne Georgia og Alabama (se senere).
En trejde faktor af betydning for den mere pro-israelske/pro-Likud amerikanske politik menes at være en generel højredrejning i de jødisk-amerikanske organisationer, der giver økonomisk og politisk støtte til Israel. I de sidste 10-15 år er det lykkedes amerikansk-jødiske tilhængere af Likud-partiet at besætte en række af de ledende poster i disse organisationer . Flere af organisationerne var således udtalte og aktive modstandere af Clintons administrationens forsøg på at skabe fred i Mellemøsten (via Oslo-processen i 1990´erne) . Det fik Shimon Peres til at kalde den største af organisationerne, AIPAC, for «en Likud-lobby som ikke længere tjener Israels interesser». Organisationernes kritik af den aktuelt førte israelske politik har til gengæld været yderst begrænset.
Endelig peges der på betydningen af 11. september angrebet i New York. Efter dette terror-angreb blev det uendeligt nemt for Israel og Sharon at sætte lighedstegn mellem Israels kamp mod terrorismen og USA´s kamp mod samme. Sharon argumenterede med, at Israel og USA kæmpede mod samme fjende, havde samme kamp og var forenede i deres stærke vilje til ikke at lade terrorisme vinde. Paroler og sprogbrug vedr. terrorbekæmpelse blev ens, med den konsekvens, at amerikanerne i endnu større grad kunne identificere sig med Israel. Amerikanerne havde nu oplevet, hvad israelerne oplever dagligt (terroren). Efter sigende blev forholdet mellem Bush og Sharon også varmere end tidligere både politisk og personligt . Interessefællesskabet og det strategiske fællesskab var genetableret efter den kolde krigs afslutning.
Israels betydning i USA
Selvom den nuværende amerikanske Mellemøstpolitik – som ovenstående viser – er mere pro-israelsk og pro-Likud/Sharon end nogensinde, kan man ikke umiddelbart forvente, at støtten til Israel bliver mindre hvis demokraterne igen skulle komme til magten. Den amerikanske politik var som nævnt tidligere også pro-israelsk om end ikke i samme grad pro-Likud før Bush-regeringen, og Clinton blev dengang beskrevet som den mest pro-israelske præsident nogensinde. De fleste af hans betroede medarbejdede på Mellemøst-spørgsmålet havde ligeledes en fortid i de pro-israelske tænketanke .
Når man ikke kan forvente nogen snarlig forandring i den amerikanske Mellemøst-politik skyldes det den privilegerede status Israel og Mellemøstpolitikken har i USA i dag. Her er Israel ikke bare et blandt flere vigtige udenrigspolitiske emner, men derimod det helt centrale ”Hotte” udenrigspolitiske emne, som alle politikere nødvendigvis skal forholde sig til. Debatten om Israel og palæstinenserne er imidlertid fundamental forskellig fra den europæiske og danske, og giver mindelser om de danske tilstande i 1960-70´erne.
Holdningen til konflikten er i store træk, at Israel er et lille demokratisk land omgivet af despotiske tyranner og barbariske terrorister, der kun er ude på at smide jøderne i havet. Konflikten bunder – ifølge den gængse amerikanske opfattelse – ikke i en konflikt mellem to folk om samme land, men i arabernes evige had til Israel og deraf manglende anerkendelse af Israels ret til at eksistere. Palæstinenserne er selv skyld i deres problemer og fornuftige palæstinenserne burde tage imod de mange gode tilbud, som de får fra Israel. I stedet er flertallet utaknemmelige og aggressive. Israel har derfor ikke andet valg end at beskytte sig mod arabernes evige had. Efter alt hvad jøderne har været igennem, ved de (Israel) desuden bedst selv, hvordan det skal gøres osv. .
Denne holdning, debatform og forståelse af Israel/Palæstina-konflikten giver en næsten hellig status for Israel i USA. Få amerikanere ved deres fulde fem drømmer i dag derfor om at kritisere Israel. Til gengæld er det ofte anvendt at klandre andre for at være pro-palæstinensiske eller antisemitiske. Både Clinton og Al Gore beskyldte under valgkampene om præsidentvalgene (1992/2000) deres modkandidater (de 2 Busher) for noget nær antisemitisme. For Bush Senior menes det at have været medvirkende til at han tabte valget i 1992 . I praksis betyder det, at amerikanske politikere ikke har skyggen af chance for at blive valgt, hvis han/hun er kritisk over for Israel endsige pro-palæstinensisk. Det gælder også hvis pågældende i udgangspunktet slet ikke beskæftiger sig med konflikten, men f.eks. har sundhedspolitik som mærkesag.
Der er flere forklaringer på, at Israel har den position i det amerikanske samfund i dag. For det første at Israel har (haft) en væsentlig, strategisk betydning som USA’s eneste sikre allierede i Mellemøsten og verden. Samtlige amerikanske regeringer har siden slutningen af 1960´erne anset Israel som et værn mod øget Sovjetisk indflydelse og et brohoved i regionen. Israel har derfor siden begyndelsen af 1970´erne fået tilført enorme ressourcer i form af økonomisk bistand, lånegarantier og militærhjælp fra USA, og Israel er stadig ubetinget det land, der modtager mest bistand fra USA (15-30% af den samlede amerikanske bistand til udlandet). Institutionelt, politisk og økonomisk har samarbejdet mellem de to lande (siden 1970´erne) været meget omfattende.
For det andet har relationen Israel/USA en historisk, moralsk og en ideologisk dimension. Mange amerikanere føler, at USA er særligt moralsk forpligtiget til at beskytte den israelske stat. Er denne stat truet det mindste, skal USA træde til og forhindre, at det sker igen. Erindringen fra 2. Verdenskrig og Holocaust – har selvfølgelig betydning her. Ideologisk er der ligeledes et særligt fællesskab. Israel ses som det eneste sande demokrati i Mellemøsten og mange amerikanere mener og føler at ”israelerne er som os” dvs. israelerne er som amerikanerne kulturelt set, politisk mv.
Den pro-israelske lobby
Både Israels strategiske betydning – samt de moralske/ideologiske dimensioner af forholdet – er blevet vægtet og brugt af den pro-israelske lobby, hvis indsats selvfølgelig også har været medvirkende til at sikre Israels særlige status i amerikansk politik .
Foruden at kanalisere endog meget store summer til Israel fra private bidragsydere, er Lobbyen er især kendt for at have indflydelse på den amerikanske politik via bidrag til de enkelte politikeres valgkampagner. Via en systematiseret organisering af de pro-israelske vælgere og støtter i hele USA kan lobbyen mobilisere meget store summer til politikere, de finder gavner Israels interesser. Dette menes at være en af forklaringerne på den stigende pro-israelske stemning i Kongressen, og AIPAC reklamerer da også med, at de – via 2000 møder med medlemmer af kongressen – har været med til at få vedtaget mere end 100 pro-israelske love hvert år .
Ved Kongresvalget i 2002 menes lobbyens indsats – i samarbejde med de kristne grupper – at have været udslagsgivende for 2 afro-amerikanske demokraters nederlag til kandidatvalget i deres stater (Cynthia McKinney fra Georgia og Earl Hilliard, Alabama). Begge have repræsenteret demokraterne i 5 på hinanden følgende valgperioder, men havde frem til valget gjort sig bemærket ved at undlade at støtte de seneste pro-israelske resolutioner i Kongressen. Begge oplevede derefter, at deres modkandidater (andre afro-amerikanske demokrater) pludselig fik fordoblet tilskuddet til deres kampagner og derved kunne finansiere intensive reklamespots i TV mv. Earl Hilliards modstander, Arthur Davis, havde viseligt besøgt den årlige AIPAC-konference, og siden da var bidragene kommet i lind strøm . Som en tidl. redaktør for Los Angelas Times sagde engang : ”Det har endnu ikke skadet nogen politiker at støtte Israel, mens det modsatte i højeste grad er tilfældet” . Det er sandsynligvis forklaringen på, at hele 42 ud af de 51 amerikanske guvernører mødte frem til et støttearrangement for Israel under den store israelske offensiv i foråret 2002.
Udover de økonomiske bidrag påvirkes politikerne, ligesom medier, redaktører og journalister, forskere, forlæggere og kulturpersonligheder mv. tillige af det man med et pænt ord kan kalde målbevidste ”overtalelses” kampagner. De pro-israelske organisationer ser det – som de fleste andre lobby’er – som sin fremmeste opgave at være velorienterede om dette og hint og især om enkeltpersoner og organisationers positioner vedr. Israel. Ved hjælp af det velorganiserede netværk af Israel-støtter (AIPAC har f.eks. 50.000 medlemmer og 140 ansatte), føres der meget intensive kampagner rettet mod de personer, der finder på at kritisere Israel eller udtrykke forståelse for palæstinenserne. Kampagnerne indebærer typisk forskellige former for angreb i medierne, breve og e-mails i massevis, angreb på personernes arbejdsgivere og arbejdspladser, protegeer osv. samt trusler om økonomiske sanktioner . Og kampagnerne er ikke for sjov. Der er adskillige eksempler på at folk har mistet job, hus og familier som følge af disse målrettede kampagner fra de pro-israelske lobby-grupper . Få modige kongresmedlemmer, journalister, forskere og jødiske fredsaktivister har vovet at tale ud om deres erfaringer med lobbyen , men det store flertal vælger ikke at stå frem for ikke at få ørene i maskinen. Omkostningerne er alt for store.
Pro-israelske medier
Udover Israels strategiske betydning, de historiske bånd samt lobbyen tilskrives Israels næsten hellige status i USA endelig også en – set med europæiske øjne – meget ensidig medie-dækning af Israel/Palæstina-konflikten. I en undersøgelse fra foråret 2002 konkluderede kommentatoren Eric Alterman fra den amerikanske tidsskrift, The Nation, at USA’s førende kommentatorer (i de skrevne medier) næsten alle er pro-israelske. Ud af 74 kommentatorer udtrykte 62 ”ubetinget sympati for Israel uanset omstændighederne”. Kun fem stod for det modsatte synspunkt. Resten var midt imellem. Det svarer til, at 84 pct. af kommentatorerne er pro-israelske, 7 pct. pro-palæstinensiske .
Mediebilledet af konflikten svarer nogenlunde til det føromtalte billede; ”Et lille demokrati (Israel) under konstant belejring”. TV og radio-indslag giver sjældent indblik i palæstinensernes historie og vilkår og dermed sjældent forståelse for deres handlinger og synspunkter. Man undlader konsekvent at beskæftige sig med de strukturelle forhold som påpegningen af at palæstinenserne lever under besættelse, mens Israel er en besættelsesmagt. Arabernes og palæstinensernes imødekommenhed og kompromisvilje som f.eks. de gentagne anerkendelser af Israels ret til at eksistere, accepten af to-stats-løsningen – hvor palæstinenserne gav afkald på 70 % af Palæstina – , diverse våbenhviler mv. negligeres og i stedet er fokus på yderligtgående palæstinensiske gruppers vrangvillighed. Det omvendte er tilfældet med Israel. Diverse internationale beslutninger vedr. konflikten samt international lov negligeres ligeledes, og oftest betragtes konflikten uden anden henvisning til historien end henvisningen til 2. verdenskrig og Holocaust. Resultatet er en fremmedgørelse af palæstinenserne – hvis handlinger oftest fremstilles som uforståelige og dermed urimelige – samt en identifikation med Israel, hvis handlinger oftest beskrives som naturlige, nødvendige selvforsvarshandlinger .
Det skævvredne mediebillede af konflikten er – foruden vilkår i medieverdenen, tilbøjelighed til forenklinger, sort-hvide historier osv. – bl.a. et resultat af USA og Vestens traditionelle dæmonisering af arabere, hvor Hollywood siden begyndelsen af århundrede har ført an med araberne og palæstinenserne som ”de evige skurke”. Det er også et resultat af indsatsen fra de pro-israelske lobbygrupper, der forståeligt nok har fokuseret deres kræfter mod medierne med det resultat, at andre udlægninger end de mere Israel-venlige ikke har haft mange chancer på redaktionerne.
Intet lys for enden af tunnelen
Skulle Bush-regeringen falde pga. eventyret i Irak eller af andre årsager er der alt i alt ikke mange udsigter til at den amerikanske mellemøst-politik vil bliver ændret afgørende og komme til at betyde et øget amerikansk pres på Israel. USA er politisk set ganske enkelt et helt andet sted i dag. Flertallet af amerikanerne kan ikke se, at der skulle være behov for et pres på Israel, snarere tværtimod. Israel skal støttes yderligere, og palæstinenserne – der jo bare selv kan gøre noget ved det – er dem, der skal presses. Det vil sandsynligvis tage mange år før denne situation bliver væsentligt anderledes. Det vil bl.a. kræve at nogle grundlæggende ændringer i det amerikanske politiske system, således at de valgte politikere kan blive langt mere uafhængige af forskellige økonomiske interesser, herunder den pro-israelske lobbys. Det vil ligeledes kræve mange års intensivt arbejde fra lobbyister og andre, der prøver at skabe et andet medie-billede af konflikten, Israel og Palæstinenserne. Holdningerne til Israel, måden hvorpå konflikten diskuteres, rammerne for debatten og vilkårene for oplysningen om konflikten er i den grad institutionaliseret, at selv ”store rystelser i verdensbilledet”, vil have svært ved at rokke ved status quo.
Kilder :
Christison, Kathleen. Perceptions of Palestine. Their Influence on US Middle East Policy” 1999/2001 California University Press.
Christison, Kathleen. Same Old Shellgame. What Sharon Wants, Sharon Gets. Artikel på www.counterpounch.org 27. maj 2003
Erslev Andersen, Lars. USA svigter palæstinenserne, artikel i Information 5. december 2001
Erslev Andersen. Den fraværende supermagt – USA og Oslo-processen. I antologisen På Tærsklen til Fred v. Irving Jensen, Gyldendal 2001.
Erslev Andersen, Lars. Magten bag Bush – nykonservativ aktivisme i Mellemøsten artikel i International Horisont nr. 2/2003 – USA
Fisk, Robert. A Strange Kind of Freedom, artikel i den engelske avis The Independat 9. juli 2002.
Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, artikel i Washington Post 9.februar 2003
Lind, Michael. The Israel Lobby (part 1 og 3). Artikel i Prospect Magazine (UK), april og oktober 2002
Middle East International, (MEI) London. Nr. 648, 664, 666, 668, 670, 674, 680, 682, 685, 686, 687, 689, 690, 697, 698 For præcise sidehenvisninger se fodnoterne. MEI er et engelsk 14 dags tidsskrift vedr. Mellemøsten, der er udkommet siden 1971. Tidsskriftet citeres herhjemme oftest af Lars Møller Rasmussen, der er DR P1´s mand på mellemøst-stoffet.
Nauntofte, Jens. Israels lobby i USA, Artikel i bogen Reagans sidste Tango 1987.
Neff Donald. Fallen Pillars, US Policy towards Palestine and Israel since 1945. Institute of Palestine Studies Washington, DC. 1995
Shahak, Israel. Open Secrets. Israeli Nuclear and Foreign Policies, Pluto Press, London 1997.