REJSE MOD MØRKE OG FORSONING

Stig Dalager, Udsyn

REJSE MOD MØRKE OG FORSONING

(I sommeren 2003 besøgte forfatteren Stig Dalager Israel og Palæstina, efter i mange år at have beskæftiget sig med Holocaust. Mødet har givet anledning til en del refleksioner og til en dokumentarfilm “Mørke og Forsoning”, som vises på Venskabsforeningens møde i København d. 21.10.2003(Se under aktiviteter). Nedenstående artikel er trykt i det dansk-jødiske tidsskrift Udsyn, der udgives af foreningen New Outlook)

1.

Samme dag som Road-map-forhandlingerne imellem den palæstinensiske premiereminister Mahmoud Abbas, den israelske premiereminister Ariel Sharon og den amerikanske præsident George W. Bush skal til at begynde i den jordanske havneby Aqaba kører fem israelske jeeps fyldt med bevæbnede soldater op foran Fødselskirken i Betlehem og parkerer foran kirken. Synet af disse fem jeeps er ikke uvant for den kristne og muslimske lokale befolkning, ikke alene er deres konstante tilstedeværelse på egnen et stadigt symbol på den israelske genbesættelse af Betlehem og Vestbredden og Gaza, men mange af byens indbyggere har historier at fortælle om, hvordan netop denne kortege af jeeps har været et varsel om død og ulykke i lokalområdet. Flere steder er huse blevet sprængt i luften eller demoleret, træer og afgrøder er rykket op med rode eller mænd og børn administrativt tilbageholdt på ubestemt tid og undertiden skudt under provokative episoder, der bagefter af den israelske hærs juridiske afdeling kaldes fejltagelser. Samlet ind og bevidnet fra hele det besatte område findes der i den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselems skuffer hundredvis af sager, der med klokkeslæt og dato og omfattende beskrivelser angiver, hvordan soldaterne i disse jeeps eller tilsvarende andre jeeps ved de over halvtreds checkpoints har overtrådt helt elementære normer for tilladelig adfærd selv for en hær, der angiver, at den er i krig og arbejder på at sikre et land mod terrorisme.

Denne dag med nye og længe ventede fredsforhandlinger på højt politisk niveau har en officer i den israelske hær ved en tilskyndelse fået lyst til at besøge den næsten 2ooo år gamle fødselskirke i Betlehem, der symbolsk set rummer stedet for Jesu’ fødsel, og mens officeren går omkring i den turist-tomme kirke, begynder lokale drenge at skyde med sten efter soldaterne i de ventende jeeps udenfor kirken. De fleste af stenene rammer bilerne, nogle af dem soldaterne, det gør ondt at blive ramt af selv en nok så lille sten, ingen tvivl om det, men soldaterne ved, at de ved deres blotte kortegeagtige tilsynekomst provokerer civilbefolkningen, og her hvor deres officer pludselig leger turist og lader, som om mange års ydmygelser er glemt, spores der en særlig vrede rundt om kirken. For blot over et år siden var kirken belejret i ugevis af israelske soldater og det, som ingen troede var muligt skete: israelske snigskytter skød og dræbte og invaliderede flere palæstinenserne, der havde søgt tilflugt i kirken. En af dem var en ung familiefar til tre børn, der samme dag, som kirken blev omringet, var taget til markedet i byen for at købe frugt og grøntsager. I dag sidder han i rullestol.

Efter nogle varselsskud begynder soldaterne at skyde med skarpt på de stenkastende børn, deres lille klynge spredes, to af dem bliver ramt og falder omkuld: den ene blødende fra benet, den anden blødende fra ansigtet. Sidstnævnte er ramt i øjenregionen og mister sit syn. Råb og gråd giver genlyd på pladsen, kort efter forlader kortegen af jeeps byens centrum. Nogle få drenge vover igen af kaste sten efter den sidste bil i kortegen.

2.

Selv under den brændende sol er der mørkt her, byer som Jenin, Ramallah og Hebron er i en fysisk og mental belejringstilstand, der dag for dag sætter sig i en som store dråber af tomhed og ængstelse. Træthed og udmattelse præger ansigterne i byerne og kroppenes bevægelsesmønstre, ingen steder føler man sig helt sikker, mange, usandsynligt mange huse er arret af skudhuller eller selv større huller efter granatangreb; mange børn har oplevet at ligge fladt i en pøs af angst på gulvet i et kælderrum eller en stue, mens kugler eller granater var i spil og spind på, over, under eller ved siden af deres hjem. Fornemmelsen af udleverethed og mangel på beskyttelse er udbredt hos palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, ja virker som en fælles skæbne, og kun for det mindretal, der har en større uddannelse og penge og forbindelser eller slægt i udlandet er der en chance for at slippe ud, hvis de israelske myndigheder da ikke har et eller andet på dem, selv en nok så lille forseelse, der på vilkårlig vis hurtigt kan blæses op. I dybden af denne skæbne er palæstinenserne her ramt af en kafkalignende udvejsløshed: man vil ikke have dem og deres boliger og jord i de striber af land, som de mener er deres eget – de er og føler sig som flygtninge på deres eget territorium – , men man vil heller ikke lade dem rejse. I Hebron besøger jeg en familiefader på 36 med mit kamera og filmer ham, mens han fortæller sin historie. Han var forsikringsmand i et så godt som privat firma, da han en dag som så mange andre dage med sin mappe i hånden, åbnede døren til opgangen ind til sin lejlighed på første sal, opgangen vender ud mod byens larmende og trafikerede hovedgade; da han åbnede døren vendte han sig halvt omkring og kiggede på en eller anden tilskyndelse ud mod gaden, i samme øjeblik blev han ramt af et skud, der perforerede hans mave, han faldt blødende omkring og mistede efter få øjeblikke bevidstheden. Han havde aldrig interesseret sig for politik eller været i det israelske politis søgelys. Nu er han invalideret på livstid, er fortvivlet fordi han har mistet sin indkomst og ikke kan få erstatning af de fattige palæstinensiske myndigheder og ikke ved, hvordan han skal forsøge sine to børn og kone. Der er heller ikke råd til den rigtige medicin eller kirurgiske behandling. Det han frygter mest er nætterne og de mange mareridt, hvor han bliver jaget op i et hjørne af israelske soldater. Det der plager ham allermest i hans mange vågne nattetimer er et: Hvorfor? Hvorfor skød en israelsk snigskytte ham ned ved højlys dag.

På vej ud af Hebron falder jeg for fristelsen til på lang afstand og foran en klynge gule taxier at filme og dokumentere det overdimensionerede israelske kontroltårn, der rejser sig på 4oo-5oo meters afstand af en bred, støvet og i begge ender blokeret grusvej for fodgængere til og fra byen. Først for sent falder det mig ind, at kameraet rettet på den lange distance henimod tårnet af paranoide israelske soldater kan opfattes som et våben, og jeg sænker det hurtigt igen og pakker det ned i min taske. Selve det at filme/dokumentere checkpoints og kontroltårne i det besatte palæstinensiske område er i den seneste tid blevet en også for udlændinge meget risikabel affære. En britisk kameramand er blevet dræbt, andre udlændinge er arresteret eller dræbt som den unge kvindelige britiske fredsaktivist i Gaza, der med håndbåren højtaler og tydelig selvlysende orange dragt stillede sig i vejen for en af den israelske hærs bulldozere for at protestere imod destruktionen af et familiehus. Før destruktionen var igang.

Kontroltårnet, vejblokeringerne med pigtråd, det udsatte terræn, hvorigennem civile er tvunget til at bevæge sig for at komme ud af og ind i byen minder om billeder fra en for længst overstået krig i Europa eller i en anden verdensdel, men dette er virkelighed i Mellemøsten, og jeg bevæger mig ud på en femhundrede meter lang gåtur, hvor jeg blandt andre civile hele vejen kun tænker på én ting: kommer der en kugle? Jeg er bange, jeg er ramt af den på én gang irrationelle og undertiden meget konkrete angst, som besættelsen fremkalder. Undervejs lægger jeg mærke til de mange skudhuller i den massive stenvæg til venstre for mig.

I den lokale helt fyldte bus tilbage mod Betlehem er jeg den eneste ikke-palæstinenser, på et tidspunkt stopper bussen ved et tydeligt markeret checkpoint bemandet med seks sværtbevæbnede helt unge israelske soldater. Alle mænd bliver beordret ud i solen og til at stille sig i en lang række ved siden af hinanden, men da jeg også jeg vil forlade bussen bliver jeg beordret ind igen til kvinderne og børnene og de få gamle mænd. Mens to soldater kontrollerer hver enkelt i bussen, begynder de fire andre soldater at udspørge og checke mændene i rækken. Halvdelen af mændene bliver beordret til at forlade bussen og stedet, de har ikke den nødvendige tilladelse til at passere og må til fods søge biveje eller bjergveje, hvis de vil igennem til Betlehem fem kilometer længere fremme. Tavse og ydmygede forlader de checkpointet, mens de israelske soldater fortsætter med at udspørge de tiloversblevne i den heftige sol. Lokale bevidner, at de israelske soldater ofte slår på og chikanerer passagererne i disse busser, men ikke for øjnene af de få europæere eller amerikanere, der som jeg har bevæget sig ind i disse landzoners tørre vildnis.

Da den nu kun halvt fyldte bus efter en lang ventetid igen sætter igang, bøjer en lokal palæstinenser sig frem mod mit sæde og hvisker på gebrokkent engelsk: “Vi er døde, vi står op om morgenen, vi forsøger at passe vores arbejde, leve vores liv. Men vi er døde. Vi lever et liv uden værdighed”.

Han viser sig at være advokat og har et lille kontor i Hebron. Han forsøger at give juridisk assistance, hvor han kan, men må ofte arbejde gratis. Folk har ingen penge. “Økonomien er tørret ud”, siger han, “vi kan ikke arbejde under disse vilkår. Og de få penge, der er hos den såkaldte regering, forsvinder ofte i korruption. Hvordan kan vi fortsætte? Ikke engang vandet er vores eget. Det har bosætterne sat sig på”. Han slår ud med armene og synker igen hen i apati.

3.

Mens jeg filmer en demolering af et baggårdshus i en af de maleriske gyder i Betlehem – et angreb udført af israelske soldater dagen forinden har efterladt meterstore huller i husets vægge – påbegynder den lokale mullah sin fredagsprædiken fra de massive skrattende højtalere i moskeens tårn nær byens store torv. Jeg forlader huset og dets sørgmodige ejer og går mod torvet. I gyder og gader og i indhegninger på torvet ses tusindvis af muslimske mænd i bedestilling på deres medbragte tæpper, hele den indre by er pludselig forvandlet til en friluftsmoske, og de altid nærværende gule taxier er forsvundet. De tusinder af stemmer sender et “Allah Akbar, Allah Akbar” op imod himlen, efterfulgt af mullahens stadigt mere heftige og vredladne stemme i højtalerne. Mullahen advarer imod de nylige konflikter imellem to muslimske familier i Hebron og fortsætter sin prædiken med at opfordre til modstand mod israelerne og amerikanerne. Den aggressive tone i denne stemme, der for en times tid synes at have taget byen i besiddelse, er foruroligende. Den israelske besættelse og en udbredt mistillid blandt de udmattede palæstinensere til PLOs topfolk giver denne og lignende stemmer et vist spillerum. Den onde cirkel i konflikten mellem palæstinensere og israelere bærer også i sig denne komponent af eskalerende religiøs-national ophidselse. Ifølge meningsundersøgelser er der dog hele 70 procent af den palæstinensiske befolkning, der tror på en fredelig løsning af den voldelige konflikt, og på min rejse på Vestbredden møder jeg ikke en eneste palæstinenser, der ikke på trods af mange skuffelser gennem årene ønsker fred.

4.

Jerusalem, byen hvis mure er nedrevet syv gange, byen hvor religiøs fanatisme og galskab og også forsoning og stor indsigt har rådet i årtusinder, denne smukke by med dens honninggule sten fra de judæiske bjerge og kirker, synagoger og moskeer, hvis navne – Al Aksa, Chain, Omar, El Malek, Hametivta, Veronika, Deir al Sultan – får det til at ringe i ørerne – denne by med Grædemuren, Tempelbjerget og Oliebjerget, hvorfra man kan se Dødehavet, denne by der lever i myterne fra Abraham, Jesus fra Nazarath og Muhammed og hans vingede hest El Barak, denne by er nu og her både den gamle by med dens snævre gyder og boder og larm, den østlige fortrinsvis palæstinensiske og nedslidte by og den moderne israelske hightech vestlige by. Den indre by har (næsten) ingen checkpoints, men er delt mentalt og etnisk-religiøst af den såkaldte grønne linje, og en af de israelske taxichauffører, jeg kører med fra den vestlige til den østlige bydel viser mig den skarpladte pistol, han finder det nødvendigt at have i bilen, når han – som han siger – “en sjælden gang skal ind til araberne”. Mens israelske jøder, armeniere, kristne og muslimer stadig sælger deres varer i hinandens nabolag i den gamle bys fire oprindeligt romersk opdelte kvarterer, er samkvemmet mellem palæstinensere og israelere i det moderne Jerusalem forholdvis begrænset. De palæstinensiske terrorgruppers selvmordsbombe-aktioner mod civile israelere i det vestlige Jerusalems caféer, restauranter og busser har i de senere år medvirket til at tilspidse den politiske og voldelige konflikt imellem de to nationaliteter til et ubærligt punkt, og har forvandlet mange israeleres dagligdag til et logistisk forehavende af tjek og sikkerhedsforanstaltninger. Mange israelere i Jerusalem har gjort det til en vane at holde øje med alt mistænkeligt på gadeplanet fra mænd med store jakker eller frakker, til langtidsparkerede biler til “arabisk” udseende “gæster” på hoteller og restauranter, hvor der i forvejen stort altid er lokale sikkerhedstjek. Den vestlige bydel lever i en tilstand af mental tilbageholdt ængstelse, selvom den på overfladen i disse varme, tørre junidage med dens mange forretningsfacader, biler, hoteller og banker ligner så mange andre større byer.

I et af Vestjerusalems villakvarterer besøger jeg den ortodokse israelske jøde Yitzhak Frankenthal, hvis søn på 19 år i 1994 blev myrdet af Hamas’terrorister. I 1995 grundlagde han “Parents’ Circle”, en kreds af israelske og palæstinensiske familier på tilsammen 5oo, der alle har mistet et eller flere familiemedlemmer som følge af volden i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Kredsen arbejder for fred og forsoning, for et ophør af den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza og for en to-stats løsning. Gennem seminarer, undervisning af potentielle soldater, events og møder med ledende politikere på begge sider af konflikten har “Parents’ Circle gennem mange år forsøgt at fremføre sine synspunkter.

Til stede denne aften i Frankenthals hus er også den israelske universitetslærer Rami El Hanan og den palæstinensiske ingeniør Ghazi Briegoieth, der begge tilhører kredsen. Hanan mistede for nogle år siden sin datter under et Hamas-terror-angreb i Jerusalem, Briegoieth mistede to brødre i og omkring Betlehem, den ene blev skudt ned af en bosætter, den anden af en israelsk snigskytte. Alle drabene er i enhver forstand meningsløse og har været et vendepunkt i de tre mænds liv. Individuelt er de tre gået en lang traumabåren vej for at nå frem til deres standpunkt og for ikke at havne i moradset af primitiv hævnfølelse og gengældelse. Der går ikke en dag, hvor de ikke tænker på de mistede slægtninge, men med stor kraft holder de et lys op og har fundet en mening i et arbejde for udsoning. De ønsker tydeligvis at sætte et eksempel på begge sider af konflikten, men er samtidig klar over, hvor tornet vejen er. Alene det faktum, at der i Israel findes en tilsvarende kreds af forældre og slægtninge, der arbejder for det stik modsatte synspunkt, giver et fingerpeg om, hvor svært forsonings-synspunktet i en dybere forstand har ved at trænge igennem i den israelske offentlighed.

5.

Tel Aviv, den hvidmurede by, som navnet siger: et sted for forårets ankomst. Byen er den mest vestligt orienterede af samtlige israelske byer, og dens mange højhuse og store hoteller ud til Middelhavets hvide sandstrande giver den et præg af international forretnings-og ferieby. Men mange af hotellerne står halvtomme, de skandinaviske, tyske og engelske og franske gæster, der normalt befolker dem på denne årstid, er blevet væk under indtryk af de selvmorderbombe-aktioner, der uforudsigeligt også har ramt restauranter og busser i denne by. Netop på denne dag, hvor jeg på Tel Avivs universitet, overværer et velbesøgt fredsmøde arrangeret af Københavnergruppen, har en Hamas terrorist forklædt som ortodoks jøde sprængt sig selv i luften i en bus på en busholdeplads i det vestlige Jerusalem og har taget 16 civile israelere med sig i døden samt såret mange flere. I går og i dag melder medierne om israelske apache-helikopter angreb på Hamas-terrorister i Gaza, også her er en række civile faldet som ofre for den voldelige konflikt, der synes uden ende. I de israelske nyhedsprogrammer taler premiereminister Sharon om en kamp imod terrorismen til “den bitre ende”.

Både de palæstinensiske, ægyptiske, jordanske og israelske deltagere i panelet på Københavnergruppens møde på Tel Aviv universitetet fastholder imidlertid stædigt fredsperspektivet, dog mærker man på nogle reaktioner fra salen i den efterfølgende spørgerunde noget af den skepsis overfor de palæstinensiske synspunkter, som i det israelske politiske liv er så udbredt. Den langvarige konflikt har fremkaldt en mental og psykologisk belejringstilstand og en farlig immunitet på begge sider af konflikten, der gør det vanskeligt for både palæstinensere og israelere at identificere sig med lidelserne på “den anden side”. Slående for mig er også den mangel på “neutral” information om de umulige og katastrofale hverdagsbetingelser for livet i de besatte områder, der præger den israelske offentlighed. Uden denne viden eller uden overskuddet til at tilegne sig denne viden forekommer de tragiske og menneskeligt set brutale og meningsløse selvmorder-angreb på israelske civile umulige at forklare, selvom de, der husker årene før intifadaen, ikke kan overse, at der dengang var en tydelig sammenhæng imellem forbedrede levevilkår og (næsten) åbne grænser for palæstinenserne og en faldende støtte til Hamas og lignende organisationer med indbyggede terror-celler. Det er samtidig også umuligt at forstå, at når stort set alle politistationer i samtlige større palæstinensiske byer er bombet til ukendelighed og infrastrukturen delvist ødelagt, så er det en næsten uladsiggørlig og under alle omstændigheder langtidsbetonet opgave for den palæstinensiske regering at sætte magt bag dens vilje til at gøre op med terrorismen i dens egen baggård. Alligevel må Abbas og hans regering på deres side vise klare tegn på en vilje til at tage de første skridt til at gøre op med den terror imod israelske civile, der udgår fra organisationer som Hamas og Islamisk Jihad. I min samtale med den palæstinensiske informationsminister Nabil Amer i Ramallah forsikrede han mig om, at den palæstinensiske regering var parat til dette og også – som foreskrevet i Road-map´en – på længere sigt parat til et sikkerhedssamarbejde med israelerne.

Der er ingen tvivl om, at mange israelere ønsker forsoning og fred med palæstinenserne og er parate til en to-statsløsning, men det er et stykke henad vejen de samme israelere, der holder en regering i live, som i de store linjer har fastholdt den ekspanderende bosætterpolitik og selve besættelsen af de stykker palæstinensisk land, som Israel erobrede i 1967. Samtidig er det også de samme israelere, der støtter en regering, som er ved at opføre et såkaldt beskyttelseshegn – reelt mange steder en mur – bag den ”grønne linje”, det vil sige inde på palæstinensisk territorium. Denne mur, der vil sno sig gennem det palæstinensiske landskab med en højde imellem 4 til 6 meter, vil medføre, at Israel faktuelt tilegner sig omkring 10 procent af det palæstinensiske territorium, og at flere større palæstinensiske byer reelt bliver indhegnet som ghettoer.

Det er besættelsen, der er ondernes egentlige ophav, og de israelske og palæstinensiske ledere må ligesom medlemmerne af “The Parents circle” kunne overvinde sig selv til et historisk kompromis, der endelig sikrer palæstinenserne et sted for deres drømme og Israel den fornemmelse af sikkerhed, som er så vigtig for landet.

Da jeg besøger den førende israelske forfatter Yoram Kaniuk i hans beskedne lejlighed i Tel Aviv taler han dog ikke om forsoning og permanent fred, men desillusioneret om perioder af amerikansk påtvunget våbenhvile mellem parterne som det eneste mulige. Kaniuk, der i mange år tilhørte den israelske venstrefløj og arbejdede aktivt for palæstinensernes sag i Israel, beskriver nu konflikten mellem palæstinenserne og israelerne som “et permanent åbent sår”, der ikke kan læges. “Vi lever på barberbladets kant”, siger han og tror i dybden ikke på palæstinensernes hensigter. “Vi kan muligvis etablere en forbigående fred med dem, men til syvende sidst vil de have det hele og anerkender ikke vores eksistens. Hvorfor kan de ikke lade os være i fred? Det eneste vi ønsker er bare et lille stykke land og så kan de sammen med deres arabiske brødre have alt det andet for dem selv”. Som Kaniuk ser det, er selvmordsbomberne, der sprænger liv i tusinde uigenkendelige stykker, et af det frygteligste terrorvåben, der findes. “Vi lever i en konstant undtagelsestilstand og frygt”, siger han, “min datter kan ikke besøge en restaurant eller et cafeteria uden at jeg forestiller mig, at hun muligvis bliver slået ihjel. Folk i vesten må forstå, at når valget, som Camus en gang sagde, står imellem retfærdighed og ens egen mor, så må vi vælge vores mor og ikke alle disse dyre ord om retfærdighed. Selvfølgelig skal palæstinenserne have Vestbredden, Gaza, Øst-Jerusalem, deres liv er lige så vigtige som vores, men hvis ikke amerikanerne går ind og garanterer vores sikkerhed, så er vi lost. Det forstår europæerne ikke.”

George Tarek, den palæstinensiske taxichauffør, der kører mig til lufthavnen i Tel Aviv, siger det på denne måde: “Alle lider under besættelsen. Palæstinenserne lider, israelerne lider, europæerne, araberne og amerikanerne, der gerne vil besøge Jerusalem, lider”.

I Syd-Afrika forhandlede Mandela og De Klerk om fred og reformer uden at lade sig anfægte af terroristiske forsøg på at torpedere forhandlingerne. Denne forhandlingsmodel kunne være velanbragt i Mellemøsten. Som den militært og økonomisk stærke part synes israelerne dog at have et særligt ansvar for at bringe besættelsen og konflikten til ophør.

Desillusionen råder, men bag den ligger de kreative energier og den stærke længsel efter fred og en normal dagligdag hos de to folk.

Stig Dalager

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Andet, Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.