Vejviser ud i den blå luft
Af Uri Avnery
Ifølge køreplanen skal kvartetten træffe alle afgørelser enstemmigt. Det betyder i praksis at amerikanerne har vetoret – hvad der er ensbetydende med, at Sharon har vetoret. Uden hans godkendelse kan ingenting blive afgjort. Behøver man at sige mere?
Den såkaldte “kvartet” (USA, Rusland, EU og FN) har med sin køreplan, The Road Map, skabt et misfoster, der allerede er dødt i moders liv. Men lad os, trods alt, prøve at behandle planen alvorligt. Er dette et godt dokument? Kan man overhovedet bruge planen til noget, selv om den er helt urealistisk? For at kunne besvare det spørgsmål må man skelne mellem de erklærede mål og den vej, der skal føre frem til dem.
Målene er positive nok. De er identiske med det, den israelske fredsbevægelse stræber mod: afslutning af besættelsen, oprettelse af den selvstændige stat Palæstina side om side med staten Israel, israelsk-palæstinensisk og israelsk-syrisk fredsslutning, Israels integration i regionen. I den henseende går køreplanen videre end Oslo-aftalen. Der var et kæmpemæssigt hul i “principerklæringen” fra Oslo: den klarlagde ikke, hvad der skulle ske efter virkeliggørelsen af de lange midlertidige stadier. Uden en klar målsætning tjente de midlertidige stadier ikke noget formål. Derfor døde Oslo-processen med Yitzhak Rabin.
Køreplanen bekræfter, at der nu er global konsensus om en målsætning – selv om der måske i sidste ende ikke kommer nogetsomhelst ud af det. Vi er nogle, der kan huske, at der for bare 35 år siden næppe var mere end en håndfuld mennesker i verden, der havde en tro på en vision af denne art. Vi kan føle en dyb tilfredsstillelse ved at konstatere, at den nye køreplan viser, at vi har vundet kampen for at vække den internationale opinion.
Men lad os blive ved jorden. Også i dette dokument er der et gabende hul i beskrivelsen af målsætningen. Køreplanen siger ikke noget om, hvor grænserne for den kommende palæstinensiske stat skal ligge, hverken eksplicit eller implicit. Den grønne Linie bliver ikke engang nævnt. Det er i sig selv nok til at underminere hele planen. Ariel Sharon taler om en palæstinensisk stat i 40% af “territorierne” – hvad der svarer til mindre end 9% af Palæstina under det britiske mandat. Tror nogen, at det vil kunne føre til fred?
Vejen til fred er delt op i mindre strækninger. For hver strækning må parterne opfylde visse forpligtelser. Ved slutningen af hver enkelt strækning må kvartetten afgøre, om disse forpligtelser er opfyldt til punkt og prikke, før man begiver sig ud på den næste etape. Ved vejs ende vinker den fred, vi håber på – om Gud vil.
Første spørgsmål: Hvem er denne kvartet, der hele vejen igennem skal afgøre, om de to parter har opfyldt deres forpligtelser, så man kan gå videre til næste etape. Ved første øjekast er der balance mellem de fire aktører: FN, USA, Europa og Rusland. Det minder lidt om en økonomisk forhandling mellem to parter. Hver part vælger en forhandler, og de to forhandlere vælger sammen en tredie som mellemmand. Afgørelsen træffes ved flertalsbeslutning og er bindende for begge parter.
Det kunne se ud, som om det kunne komme til at fungere. USA har tætte bånd til Israel. Europa og Rusland kan accepteres af palæstinenserne. Og repræsentanten for FN ville så have den afgørende stemme.
Men man må tro om igen. Ifølge køreplanen skal kvartetten træffe alle afgørelser enstemmigt. Amerikanerne har vetoret – hvad der er ensbetydende med, at Sharon har vetoret. Uden hans godkendelse kan ingenting blive afgjort. Behøver man at sige mere?
Andet spørgsmål: Hvornår vil det ende? Først og fremmest er der ingen præcis tidsplan for overgangen fra den ene etape til den næste. Dokumentet har nogle svævende angivelser af forskellige svævende datoer, men det er svært at tage dem alvorligt. Den første fase skulle være begyndt i oktober 2002 og afsluttet i maj 2003. Men den barske virkelighed er, at israelerne og palæstinenserne for første gang vil få køreplanen at se i maj (Den blev 30. april overdraget til Israel af USA og til Palæstina af FN. Red.anm.), og først da vil de rigtige forpostfægtninger begynde. Ingen kan forudse, hvornår den første fase af køreplanen vil begynde for alvor. Og i mellemtiden…
Man skal huske på, at der var mange præcise datoer i Oslo-aftalerne, og de blev næsten alle overskredet (i regelen af israelerne). Som den velmenende Rabin erklærede: “Der er ingen hellige datoer”.
Tredie spørgsmål: Er der nogen form for balance mellem de to parters forpligtelser? Svaret må blive “nej”. I den første fase skal palæstinenserne bringe den væbnede intifada til ophør, indgå et tæt sikkerheds-samarbejde med israelerne og anerkende Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed. De skal også udpege en “bemyndiget” premierminister (Abu Mazen er nu udpeget. Red.anm.). Det vil i praksis betyde en neutralisering af den valgte præsident, Yasser Arafat. Og palæstinenserne skal begynde udformningen af en forfatning, der kan godkendes af kvartetten.
Og hvad skal israelerne på deres side gøre? De skal gøre det muligt for palæstinensiske officielle repræsentanter (bemærk at det ikke gælder for resten af befolkningen) at bevæge sig frit fra sted til sted, de skal forbedre den humanitære situation, standse angrebene på civilbefolkningen og husødelæggelserne, og de skal udbetale de beløb, som palæstinenserne har til gode (tilbageholdt told og skat. Red.anm.). Israel skal afvikle de “yderposter” af bosættelser, der – i strid med regeringens officielle retningslinier – er blevet oprettet siden Sharon kom til magten. Men hvordan skal det afgøres, hvem der skal have ansvaret? Der er heller ikke nævnt noget om stop for bosættelsesaktiviteterne i denne fase (I den offentliggjorte Køreplan af 30.april er der krav til Israel om stop for bosættelsesbyggeri i første fase. Hvordan det præcist defineres fremgår ikke).
Tror nogen, at premierminister Abu Mazen har en levende chance for at standse Hamas’ og Jihads angreb uden nogensomhelst politisk modydelse, samtidig med at bosættelserne stadig udvides?
Efter denne fase skal palæstinenserne omorganisere deres institutioner, udforme en forfatning “baseret på et stærkt, parlamentarisk demokrati” (de vil ikke få lov til et præsidentstyre som i USA af frygt for, at Arafat kan bibeholde noget af sin magt). Først da, “efterhånden som altomfattende sikkerhedsforanstaltninger tager form”, vil den israelske hær “gradvis trække sig tilbage fra områder, der er okkuperet efter 28. september 2000”. Ikke omgående, ikke i en samlet tilbagetrækning, men bid for bid, “gradvis”. Ikke fra B og C områderne men kun fra område A. Den israelske hær vil altså komme til at stå nøjagtig der, hvor den stod før den nuværende intifada.
Efter alt dette vil den næste fase begynde. Palæstinenserne vil vedtage den nye forfatning og afholde frie valg, Ægypten og Jordan vil lade deres ambassadører vende tilbage til Israel, og den israelske regering vil, langt om længe, standse sin bosættelsesaktivitet.
Den næste fase vil koncentrere sig om den “mulige” oprettelse af en palæstinensisk stat med “foreløbige grænser”. Altså: længe efter at alle angreb er blevet indstillet, vil der være tale om en “mulighed” for at skabe en palæstinensisk stat i område A, en lillebitte del af hvad der engang var Palæstina. Ifølge køreplanen skulle dette ske i slutningen af 2003, men det står helt klart, at det kommer til at ske langt senere – hvis det overhovedet sker. Det anføres også, at “yderligere foranstaltninger vedrørende bosættelser” vil blive en del af denne proces. Men hvad indebærer det?
Ikke et ord om nedlæggelsen af en eneste bosættelse, ligegyldig hvor fjern og isoleret den er.
Og når man engang er nået så langt, skal kvartetten afgøre (enstemmigt – altså kun med amerikanernes samtykke), om tiden er kommet til forhandlinger om en “aftale om en permanent status”, forhåbentlig i 2005. Forhandlingerne skal omfatte emner som grænser, Jerusalem, flygtninge og bosættelser. Hvis Sharon eller hans efterfølger ønsker det, bliver der en aftale. Hvis ikke, bliver der ikke bukser af det skind.
Sandheden er, at i hele det foreliggende dokument er der ikke et eneste ord, som Sharon ikke vil kunne acceptere. På trods af alt vil han jo med hjælp fra Bush kunne skyde hvert eneste fremskridt i sænk, nårsomhelst han ønsker det.
Kort og godt: Stor ståhej for ingenting. Man behøver bare at pege på, at planen ikke synes at ophidse hverken Sharon eller bosætterne.
Uri Avneri 5. April 2003
Oversat af Eric Ericsen
Uddrag af artikel hentet fra www.gush-shalom.org
(læse mere om Køreplanen, også kaldet Vejviseren og se selve planen på www. danpal.dk)