Mændene, der sælger Palæstina
Kommentar af Ali Abunimah, The Electronic Intifada, 23.april 2003
Oversat af Trine Pertou Mach
Under dække af ”reform” af det Palæstinensiske Selvstyre i ”fredens” navn, er vi vidner til genfødslen af Rabin’s formular (at Arafat ville bekæmpe ”terrorisme” uden indblanding fra den israelske ”Højesteret og menneskerettighedsorganisation B’Tselem) nu blot med andre navne. De vage løfter fra Oslo-aftalerne er erstattet af ”Vejkortets” svage løfter. Abbas forfremmes ikke, fordi han repræsenterer palæstinensernes fremtid, men præcis fordi han repræsenterer en fortid, hvor skjulte handler sælger det palæstinensiske folks grundlæggende rettigheder og interesser for privat vinding og privilegier.
————-
David Hirst fra The Guardian er en veteran blandt korrespondenter. I 1996 rapporterede han om den frygt, der eksisterede i kredsen omkring Yasser Arafat for, at israelerne ville vende de palæstinensiske sikkerhedsstyrker mod den palæstinensiske leder. En palæstinensisk embedsmand udtalte ifølge Hirst, at israelerne var ”trængt så dybt ind” i sikkerhedsstyrkerne, at ”nogle af dens ledere nu var mindst ligeså afhængige af dem som de var af Arafat. Det nærmer sig tidspunktet, hvor israelerne beslutter sig for, at Arafat – som diskuterer for meget – har udspillet sin rolle”. Embedsmanden fortalte Hirst, at ”israelerne træner Abu Mazen [Mahmoud Abbas] – en af de hemmelige forhandlere af Oslo-aftalerne – op til at overtage Arafat’s plads, og at de satser på Muhammad Dahlan, chefen for Forebyggende Sikkerhed i Gaza, til at lede kuppet”.
For syv år siden kunne den form for frygt og interne kampe afvises som ren paranoia. Alligevel, mens jeg skriver dette, klamrer Arafat sig desperat til murbrokkerne i sit udbombede hovedkvarter, efter at israelerne har erklæret ham ”ligegyldig” og mens den amerikansk- og israelsk-udpegede palæstinensiske ”premierminister” Mahmoud Abbas er viklet ind i en strid med Arafat om udformningen af et kabinet. Hovedstridspunktet er Abbas’ insisteren på, at Dahlan får ansvaret for sikkerhed. Arafat’s paranoia ser i dette tilfælde ud til at være blevet bekræftet. Selv den mest besindige iagttager fristes til at kalde det en konspiration.
Abbas og Dahlan har i den seneste tid nydt positiv omtale i den amerikanske presse Los Angeles Times skrev, at Abbas’ støtter håbede, at han ”vil hjælpe Arafat’s Fatah-parti med at frigøre sig fra sin korruptionsplagede fortid”. Dahlan blev i en leder i New York Times kaldt den ”hårde mand fra Gaza”, som ”havde presset Hr Arafat til at slå ned på Hamas og andre militante grupper” og noterede, at ”han ofte havde forhandlet med israelske og amerikanske embedsmænd, og nyder deres store respekt”.
Den blide behandling falder sammen med det faktum, at både Tony Blair og George W. Bush er blandt de centrale støtter. Bush har erklæret sig ”tilfreds” med udnævnelsen af Abbas. Det er ikke muligt at finde omtale af det faktum, at både Abbas og Dahlan er dybt involveret i den korruption, der har plaget det Palæstinensiske Selvstyre fra begyndelsen. I en tidligere kommentar har jeg gjort opmærksom på Abbas’ villa til 1,5 mio $ midt i Gazas elendighed. Dahlan’s villa er så overdådig, at den begyndte at synke ned i Gaza’s sandede undergrund og måtte holdes oppe med særlige støtteforanstaltninger.
En rapport af Ha’aretz-journalisterne Ronen Bergman og David Ratner (”Manden der slugte Gaza”, 4.april 1997) afdækkede kilderne til noget af denne velstand. Dahlan profiterede ifølge den rapport og adskillige andre af at have monopol på import af benzin til Gaza. Palæstinensiske benzintank-ejere var tvunget til at købe til overpriser og Dahlan’s Forebyggende Sikkerhedstjeneste brugte megen tid på at beskytte israelske tankskibe.
Måske mere alvorligt – og ligeså glemt – er, at Dahlan’s sikkerhedstjeneste var genstand for adskillige beskyldninger om alvorlige krænkelser, inklusiv tortur, fra palæstinensiske og internationale menneskerettighedsorganisationer.
Udbredelsen af korruption i den Palæstinensiske selvstyre, som Abbas og Dahlan er sovset ind i, har været kendt fra starten. I de ”gode gamle dage” med Rabin, Peres, Clinton og ”Særlige Mellemøst-Koordinator” Dennis Ross, var det ikke desto mindre kun palæstinenserne selv, der højrøstet og vedvarende talte om det. Og, ironisk nok, højrefløjs-israelere, der var modstandere af Oslo-aftalerne og derfor kastede sig over enhver information, der kunne miskreditere deres modstandere. Ross blev sidste år af Jerusalem Post-journalisten Caroline Glick spurgt, hvorfor Clinton-administrationen aldrig tog denne korruption særlig alvorligt og svarede, ”det var jo ikke fordi israelerne virkede særligt optagede af problemet”. Ross tog sig selvfølgelig kun af Israels prioriteter, og de bestod hovedsageligt i Rabin’s håb om, at Arafat ville bekæmpe ”terrorisme” uden indblanding fra den israelske ”Højesteret og menneskerettighedsorganisation B’Tselem”. At palæstinensiske lovgivere og aktivister blev smidt i fængsel eller det der var værre, alene for at tale om korruptionen, ansporede aldrig USA til at gribe ind.
Tolerancen overfor korruptionen omfattede også israelernes rolle. Sidste år vakte den israelske avis Ma’ariv furore, da den afslørede det omfattende forretningsmæssige og økonomiske samarbejde mellem Arafat og hans kumpaner og Yossi Ginossar, tidligere forhørschef i Israels Shin Bet. Ginossar beskyldes for blandt andet at tage vare på hemmelige schweiziske bankkonti for Arafat. Israels justitsminister har startet en omfattende undersøgelse af, hvad der i mange israeleres øjne er forræderi. Allerede Ha’aretz-rapporten fra 1997 påstod at Ginossar fungerede som personlig mellemmand for Arafat’s nærmeste partnere i korrupte aftaler, og indkasserede 5% fra begge sider. Hvorfor tog det israelerne så lang tid at finde skandalen?
Under dække af ”reform” af det Palæstinensiske Selvstyre i ”fredens” navn, er vi vidner til genfødslen af Rabin’s formular, blot med andre navne. De vage løfter fra Oslo-aftalerne er erstattet af ”Vejkortets” svage løfter. Abbas forfremmes ikke, fordi han repræsenterer palæstinensernes fremtid, men præcis fordi han repræsenterer en fortid, hvor skjulte handler sælger det palæstinensiske folks grundlæggende rettigheder og interesser for privat vinding og privilegier.