Nyt fra DPV´s kvindeprojekt

Marianne Jørgensen, DPV

Projekttilsynsrapport pr. august 2002

For DPV´s kvinde-projekt ”Empowering Palestinian Women”

Fra projektbesøg i Palæstina i perioden 27.7. – 3.8. 2002 fortæller den ny-ansatte projektkoordinator, Marianne Jørgensen, om sine oplevelser af projektet og af vores partner PARC. Rapporten er skrevet som en afrapportering til Venskabsforeningens bestyrelse.

——-

Projekttilsynsrapport pr. august 2002

Dette er rapporten for besøget på Vestbredden og i Gaza i forbindelse med koordinatorskiftet fra Bodil Kühn til Marianne Jørgensen. Mere end at gå i detaljer med de enkelte projektbesøg vil jeg forsøge at give nogle overordnede betragtninger om PARCs og projektets struktur og de vilkår, der må arbejdes under på grund af det israelske militærs tilstedeværelse. Måske er det værd at jeg bemærker, at jeg som ny på posten foreløbig kun er bekendt med dele projektets forhistorie. Jeg er undervejs i mit skriveri stødt på uklarheder, nogle har været til at opklare ved lidt graveri i diverse materialer som jeg enten har ’arvet’ fra Bodil eller er blevet givet af PARC, men der er nok også smuttet et par misforståelser med i farten. Jeg har foreløbig kun haft begrænset tid til at sætte mig ind i hele projektets baggrund og udvikling, – men jeg arbejder på sagen!

Med på projekttilsynsrejsen var Ulla Syndberg og Grethe Bille, begge medlemmer af projektets danske følgegruppe. Det ugelange besøg foregik i perioden lørdag d. 27.7. til 3.8. med mødeaktiviteter og projektbesøg fra søndag til torsdag. Fredag var ’programløs’, og vi kunne derfor spenderede noget af dagen som turister i dén fantastiske by Jerusalem – desuagtet de aktuelle forhold – jo er. Også med turistens briller på kunne vi ikke andet end konstatere at samfundet lider under konfliktsituationen: stort set ingen andre besøgende så vi i den gamle by, og Oliebjerget havde vi bogstavelig talt for os selv.

Afslutningsvis vil jeg give en vurdering af fremtidsperspektiverne for projektet, en vurdering af PARC som den implementerende part af projektet og et bud på hvilke konsekvenser det vil få for projektet og kommunikationen mellem PARC og DPV at jeg som den nye koordinator i modsætning til Bodil Kühn er bosat i Danmark og ikke i Jerusalem.

Søndag d. 28.7. Bodil havde arrangeret møde for os med PARCs ledelse denne morgen. Grundet situationen med de utallige udgangsforbud og afspærringer mellem de enkelte byer på Vestbredden har PARC oprettet – ikke blot et nødkontor beliggende i Beit Hanina i Jerusalems udkant – men også et nød-nødkontor i Aram på vejen fra Jerusalem til Ramallah. Det egentlige hovedkontor ligger som det måske er bekendt i Ramallah, men det kan jo for tiden på grund af militærets afspærring af byen ikke anvendes, og derfor udgør kontoret i Aram det midlertidige hovedkontor. Selvom det kan virke grotesk er denne evne til hele tiden at kunne flytte sig til et domicil udenfor militærets kontrol yderst effektiv i forhold til at kunne holde aktiviteter kørende. Der var på ingen måde heller tale om tomme lokaler; begge steder så vi mennesker optaget af arbejdet, men strategien giver altså den samlede organisation flere handlemuligheder når der som nu er indført afspærringer af hele byer.

På kontoret i Beit Hanina hilste vi på det tilstedeværende personale; alle hilste hjerteligt på Bodil som en gammel bekendt, og vi blev bænket i køkkenet til en kop kaffe/the, mens vi ventede på Rima Awad, ansat i PARCs PR-afd. Samme PR-afd. har i øvrigt produceret en række flotte, små foldere til orientering om PARCs og kvindeprojektets aktiviteter og promovering af kvindeklubbernes salgsprodukter. Disse sad vi og studerede i ventetiden. Rima skulle være vores chauffør under vores projektbesøg på Vestbredden. Hun har ikke nogen specifik relation til kvindeprojektet, men udmærker sig ved at have Jerusalem-identitetspapirer hvilket letter hendes færden rundt i Jerusalem og på Vestbredden betragteligt. Desuden er hun glimrende til engelsk og fungerede derfor som vores tolk.

Fra Beit Hanina fortsatte vi til kontoret i Aram og blev modtaget af Ghada Zughayar, som er leder af PARCs kvindeprojekt. Efter en kort rundvisning og præsentation af alle ansatte kunne mødet begynde. To centrale skikkelser i PARC var desværre ikke at træffe, PARCs øverste leder Ismail Daiq og Rula Nisnas, lederen af PARCs PR-afdeling. Begge var ude af landet, men Ghada mente, at det ville være muligt at træffe dem i løbet af ugen. Der syntes ikke at ligge nogen egentlig dagsorden for mødet, og megen tid gik da også med at vi præsenterede os hver især. Ud over Rima og Ghada sad der to medarbejdere fra PARC med ved mødet, som er tilknyttet kvindeprojektet: Basma Naji, som er leder af PARCs undervisningssektion og Wafa Haj Ibrahim (HM!, jeg er lidt usikker på Wafas efternavn; på den navneliste, vi sammen fyldte ud på mødet d. 28.7. står hun opført som Wafa Haj Ibrahim, men i en liste over ansatte ved projektet udfærdiget af Ghada til Bodil står hun med efternavnet Abu Zeid. Checker det med hende pr. mail…), som er den centrale koordinator for kvindeklub-projektet på Vestbredden.

Ghada berettede, at kvindeprojektet fra at have været en integreret del af PARCs organisation er blevet skilt ud for at udgøre en selvstændig enhed, Rural Women’s Development Society, RWDS. Denne form for ’udlicitering’ af aktiviteter har længe været almindelig praksis i PARC, og skal ses som en følge af den decentrale organisationsstrategi, som er karakteristisk for hele organisationen. Andre aktiviteter som for eksempel landbrugsprogrammer er tidligere blevet skilt ud fra hovedorganisationen, som således fungerer som en paraplyorganisation for de forskellige aktiviteter. Formålet med denne struktur er at opnå selvstændige enheder, som lettere kan rette sin indsats mod de aktuelle behov der måtte være i de forskellige projekters regi. Der er med andre ord ikke en central ledelse som skal informeres og sidde med ved alle beslutningstagende møder. Det decentrale princip er i øvrigt et gennemgående træk, ikke bare på det højeste ledelsesplan. I såvel Gaza som Betlehem besøgte vi distriktskontorer, hvor en stor del af PARCs arbejde ’i marken’ synes at styres fra, og flere gange i løbet af vores besøg blev det understreget overfor os, hvilken vægt der lægges på at udnytte den ressource, som kvinderne som tilbagemeldere i forhold til behov og problemer i lokalområderne udgør for organisationens videre aktiviteter.

Videre forklarede Ghada, at forud for etableringen som kvindeklubber har kvinderne, som nu indgår i PARCs kvindeprojekt (nej, det må være mere korrekt at betegne det RWDS’ kvindeprojekt?), typisk været samlet i kvindegrupper. Kvindegrupperne råder sjældent over egne lokaler men må låne sig frem, for eksempel på skolen eller i landsbyens rådslokaler. Uden egne faciliteter bliver betingelserne for kontinuitet og investeringer til gruppens aktiviteter langt mere komplicerede, og RWDS’ mål med projektet er derfor blandt andet at bistå kvinderne økonomisk så gruppen kan etablere sig i egne, evt. lejede lokaler. Et andet centralt element i projektformuleringen er at medvirke til etableringen af en struktur for gruppens aktiviteter, således at kontinuiteten sikres. Dette håber RWDS at medvirke til ved at opfordre grupperne til at indføre en formel ledelsesstruktur med valg af bestyrelser i samtlige klubber. Ved at promovere dette ansvarsbærende element ønsker RWDS at fremme klubbens egen dialog og identificering af, hvilke aktiviteter de ønsker at prioritere i deres klub.

Mandag, tirsdag og onsdag, d. 29.-31.7 gennemførte vi projektbesøg i henholdsvis Gaza, Betlehem-området og i Idna nær Hebron. Besøgene var ikke fastlagt på forhånd, måske fordi man fra PARCs side først ville høre, hvor mange besøg og hvor til vi var indstillede på at gennemføre. Nu var det jo ikke alene os der bestemte hvor vore besøg skulle ligge. Det evigt tilbagevendende spørgsmål ved enhver planlægning af rejser i palæstinensisk regi er om det er til at komme frem, eller om området er lukket? Og et område, som er åbent i dag er det vel at mærke ikke nødvendigvis i morgen.

Begrebet ’åbent’ bør måske defineres nærmere. Først og fremmest er det nødvendigt at bemærke, at for os som udefra kommende gælder et helt andet sæt regler end for palæstinenserne. Der vil selvfølgelig også være områder, som vi heller ikke kan komme ind i, men restriktionerne er langt strammere for palæstinensernes vedkommende. Åbent kan også betyde hvorvidt man kan komme til et område/en by i bil eller om det vil være nødvendigt at sætte bilen, passere/forcere en vejspærring til fods for så at fortsætte rejsen på den anden side frem mod målet med taxa. Denne afbrudte rejseform med op til flere gåture og nye taxaer er meget almindelig og om dét skal defineres som et åbent eller et lukket område er vel et temperamentsspørgsmål… Om et område er åbent eller ej kan altså anskues dels som en sikkerhedsbetragtning, dels som et bekvemmelighedsspørgsmål. Palæstinenserne vælger ikke sjældent at tage den risiko der er forbundet ved at rejse i områder, som de ikke har tilladelse til at befinde sig i. Wafa er bosat i Ramallah og har identifikationspapirer, som er udstedt på Vestbredden. Besøg på den sydlige del af Vestbredden medfører dermed for hende altid en vis risiko, al den stund at dette ofte også vil indebære en tur igennem Jerusalem. I hvert fald når tre danske gæster skal samles op ved hotellet og tages med på turen. Det er en meget særlig og ikke synderlig rar fornemmelse at sidde sammen i bilen fra om morgenen uden at vide sig sikker på, om hun nu formår at komme igennem alle de checkpoints som vi jo godt ved, at vi kommer til at passere i løbet af dagen, eller om hun vil blive afvist og måske får problemer med at returnere.

På Bodils opfordring havde vi valgt at prioritere et besøg i Gaza højt. Besøgene på Vestbredden lod vi derimod PARCs stab om at tage beslutning om. Ved frokosttid forlod vi Aram, men takket være Wafas effektive organisering og Bodils mobiltelefon var de tre ture arrangeret inden dagen var omme.

Om besøget i Gaza vil jeg bemærke følgende: grundet de israelske afspærringer mellem de palæstinensiske flygtningelejre var vi kun på besøg i selve Gaza distrikt. Efter sigende kunne vi (og det vil sige ikke palæstinensere??) have bevæget os fra et distrikt til et andet ved hjælp af metoden beskrevet ovenfor: ud af taxa, gennem checkpoint’et og ind i en ny taxa…, men vor tid var knap og der var rigeligt at se på, bare i Gaza. På distriktskontoret blev vi modtaget af Wafas sidestykke i Gaza, Ahmad Sourani. Han fortalte, hvordan det PARC’ske decentraliseringsprincip for Gazas vedkommende betyder at hele området er delt op i tre distrikter, Gaza, Khan Younis og Deir El Balah, som så igen udgør elleve afdelinger. Dette har gjort det nemmere at imødekomme hver enkelt områdes problemer og behov men har, indrømmer han, nok også betydet en vis forøgelse af ansatte i PARCs regi. Ahmad gav os en lynhurtig og meget kompetent introduktion til de særlige problemer, der gør sig gældende i Gaza: 75% af Gazas befolkning er flygtninge, heraf bor 40% i de otte flygtningelejre, som Gaza rummer. Den palæstinensiske del af Gaza er tæt befolket. 35% af Gazastriben kontrolleres af israelske bosættere, og de 6000 bosættere bor i 16 bosættelser. Den høje befolkningstæthed betyder, at der intet sted er tale om egentlige landområder. Da kvindeprojektet i princippet udtrykkeligt knytter sig landområderne og projektet i Gaza netop er meget landbrugsbaseret vælger man i PARCs Gaza-afdeling frem for at tale om Rural Development at operere med et alternativt begreb – urban agriculture. Familiernes landbrugsarealer er meget små, gennemsnitlig 1-5 dunam (1 d. = 1000m2), og indtægtsgrundlaget dermed tilsvarende lille. 11 af projektets i alt 20 planlagte etableringer af nye kvindeklubber vil komme til at foregå i Gaza, som hovedregel altid i flygtningelejrenes fattigste kvarterer. Den store arbejdsløshed som er fulgt i kølvandet på den seneste opstand har ført til en mængde problemer, ikke bare af økonomisk og social karakter, men også mere psykologiske og helbredsmæssige problemer bliver mere og mere udbredte. Disse nye problemer har betydet, at PARCs Gaza-afdeling har været nødt til at ændre og udvide det gængse uddannelsesprogram som alle klubber deltager i. Ahmad forklarede hvordan det har været nødvendigt at forholde sig til de nye problemer, som familierne står overfor, for at skabe overblik og forståelse for situationen blandt kvinderne selv, som en forudsætning for at de kunne deltage og få gavn af de planlagte aktiviteter.

Sammen med Ahmad og den lokale klub-koordinator i Gaza-distriktet, Amna El Jayyar, besøgte vi to klubber i Gaza: Biet Hanoon som er nyetableret og Biet Lahya, som er gammel. Begge steder blev vi taget imod med en forventning og gæstfrihed som var meget overvældende, og omgangsformen og –tonen mellem kvinderne og såvel Amna som Ahmad var ligefrem og hjertelig. Vi blev budt på frokost i Biet Lahya og fik fortalt historien om de palæstinensiske kvinders deltagelse ved en nyligt overstået fødevaremesse afholdt i Italien for landene i Middelhavsområdet. Samtlige lande havde deltaget ved en madlavningskonkurrence og stor var selvfølgelig den palæstinensiske glæde over at vinde i couscous-konkurrencen, ikke mindst da sidste års vinder var Israel. Efter frokosten – couscous, selvfølgelig – blev vi vist, hvordan couscous’en bliver fremstillet. Couscousproduktionen må vist være en af de absolut største succeser, kvindeklub-projektet foreløbig kan fremvise: omkring 45 kvinder har dannet et kooperativ omkring produktionen af couscous. Der sælges både til det lokale marked i Gaza og ved PARCs hjælp eksporteres også en del. Kooperativet producerer gennemsnitligt ti tons couscous om måneden! Ahmad havde tidligere på dagen stolt fortalt os, hvordan PARC for nogle år siden havde opnået ISO-9000 registrering, hvilket selvfølgelig er en stor styrke i forbindelse med eksport.

Couscousproduktionen var i øvrigt en af de få eksempler (sommerlejre for børn og foreståelse af undervisning med afsluttende eksamen på primær-skoleniveau er vist de eneste yderligere konkrete eksempler jeg kan komme i tanke om) på indkomstgenererende aktiviteter vi så overhovedet, men jeg tror det skyldes, at mange aktiviteter ligger stille eller i hvert fald på et meget lavt blus i de varme sommermåneder.

Dette at klubberne er gamle tog mig lidt tid at få hold på, for selv de gamle er nemlig typisk ikke mere end et par år gamle og er nok formelt set etablerede med bestyrelser og udpegede ledelsespersoner, men virker langt fra etablerede i deres aktiviteter. Som jeg umiddelbart har forstået den skelnen, der er lagt til grund for opdelingen mellem nye og gamle klubber, handler det om, hvorvidt gruppen er etableret i egne/lejede lokaler eller om de eksisterer på lånevilkår i andres lokaler. Nye klubber skal med andre ord hjælpes til at finde egnede lokaler og dernæst etableres i disse med basalt inventar som eksempelvis borde og stole, en tavle, fjernsyn og køkkenfaciliteter. Det gør selvfølgelig, at der budgetmæssigt vil være nogen forskel mellem disse to kategorier af klubber, men med hensyn til det videre program – undervisning og hjælp til opstart af diverse aktiviteter var det mit indtryk, at de to kategorier i store træk er ens stillede.

Som en voldsom kontrast til vort besøg i Gaza – og kilde til intens diskussion mellem Ulla, Grethe og mig de næste dage om blandt andet troværdighed og om hvordan donormidler skal anvendes – hvor megen ’smøring’ hører der med?? – blev vi af Rula og Rima (formodentlig på PARCs regning?!) samme aften inviteret ud at spise på et af Jerusalems absolut mere mondæne spisesteder…

Om de næste to dages besøg i henholdsvis Betlehem-området, den nye klub Al Walajah nær Beit Jala og den gamle klub i Za’atara sydøst for Beit Sahour, og Idna i Hebron-området kan det fælles siges at her mærkes det israelske militærs tilstedeværelse tydeligt. Begge dage passerede vi adskillige checkpoints og i forsøget på at slippe for alt for mange kørte vi omveje ad små og skrumlede veje, i nogle tilfælde måske fordi vores chauffør ikke var tilstrækkeligt lokalkendt, men i alle tilfælde gav det et klart billede af de vilkår palæstinenserne bliver givet at skulle få en hverdag til at fungere under. På vej mod Idna måtte vi parkere vores Jerusalem-bil og forcere den store jord- og stenbunke, det israelske militær havde spærret vejen af med, og fortsætte med en taxa. Antallet af taxaer vidnede om, at det langt fra var en ny tilstand. Begge dage blev vor færden i nogen grad præget af konflikten mellem palæstinenserne og israelerne. Mens vi befandt os i Betlehem erfarede vi, at en bombe var sprunget i Jerusalem, udløst af en mand fra Betlehem. Dagen efter, da vi var på vej hjem fra Idna, sprang en bombe på det israelske universitet på Mount Scoupus. Øjeblikkelig fornemmedes en anspændt atmosfære i bilen. Ingen vidste, om vi dermed ville få besvær med at returnere til Jerusalem og de andre steder bilens passagerer kom fra. Begge dage var vore ture på forhånd i høj grad tilrettelagt efter de tidsbegrænsninger militæret den pågældende morgen havde sat for palæstinensernes færden på Vestbredden i de respektive områder, og begge dage turde vi på grund af hændelserne i Jerusalem alligevel ikke regne med, at de direktiver der var givet om morgenen stadig stod ved magt og måtte derfor afkorte vore besøg.

På basis af de i alt fem besøg hos forskellige kvindeklubber tegner der sig et overordnet indtryk af klubbernes størrelse og aktiviteter. Klubberne kan have op til flere hundrede medlemmer. Medlemskontingentet er ofte lavt, næsten symbolsk i størrelsen, og så betaler hver enkelt kvinde i øvrigt i forhold til de aktiviteter, hun deltager i. På sigt er det tanken, at klubberne skal være selvfinansierende, det vil sige at RWDS’ økonomiske engagement skal nedtrappes gradvist i løbet af projektperioden, og klubberne skal derefter ud af egne medlemskontingenter og indtægter fra aktiviteter kunne klare alle udgifter i forbindelse med klubbens drift. RWDS’ engagement i klubberne kan groft set deles op i to (tre: nødhjælp) kategorier. Den ene del handler om undervisning, og her er der tale om et bredspektret udbud. PARC forestår en del undervisning i blandt andet borger- og kvinderettigheder, sundhed og sanitet, bedre udnyttelse af ressourcer – altsamen kurser som Ghada karakteriserede som ”Capacity Building”. Flere steder hørte vi desuden om klubber, som selv arrangerer undervisning og efterfølgende eksamener, både i skoleregi og til erhvervelse af kørekort. Den anden del af projektet retter sig mere mod indkomstskabende aktiviteter, og her er spektret bestemt ikke mindre bredt! Disse aktiviteter kan også kræve bistand fra RWDS’ side i form af kurser, men disse er så målrettede mod at gøre kvinderne i stand til at etablere den ønskede aktivitet, det kan dreje sig landbrugskurser, tilberedelse af fødevarer (afsætning af varer kan i perioder være et problem på grund af de israelske afspærringer mellem byerne på Vestbredden/i Gaza, og derfor kan det være afgørende at kunne tilberede produkterne til at kunne holde sig), syning, frisør og skønhedspleje, markedsføring, bogføring og andet i relation til salg af egne produkter. Kurserne er i det omfang der er ledige pladser åbne for landsbyens øvrige medlemmer, kvinder som mænd. Flere steder berettede kvinderne om den modstand deres kvindeklub oprindeligt havde mødt i lokalsamfundet, men hvordan modstanden var blevet overvundet, efterhånden som det var blevet klart, at klubben kunne være til gavn for en meget bred skare, også udenfor klubbens medlemskreds. Anmodningerne fra nye landsbyer til RWDS om assistance til etablering af nye klubber er talrige, og i stort omfang må RWDS skuffe fordi der ikke er midler nok til at honorere alle forespørgsler.

Torsdag d. 1.8. var sat af til det afsluttende møde på PARCs kontor i Aram. Ved mødet deltog Ghada, Basma og Wafa som første gang og desuden Rula og PARCs regnskabsansvarlige, Khalil Shiha. Indledningsvis var de interesserede i at høre om vores indtryk fra projektbesøgene og jeg kunne svare som sagen er, at jeg var blevet imponeret over at møde kvinderne og se den entusiasme og viljestyrke de lægger for dagen. Det havde også været positivt at se de ansatte i PARC/RWDS-regi i mødet med dels de lokalt ansatte kvindeklub-koordinatorer og med klubbernes medlemmer. Allevegne virkede dialogen åben og præget af ligeværdighed: parterne lyttede til hinanden, ideer og forslag blev udvekslet uden at jeg fik indtryk af, at personalet fra Aram blev tillagt større autoritet end de øvrige i samtalerne. Altså en god indikation på, at ideen om at lytte til kvinderne i lokalsamfundene og at føre bestemmelsesretten ud til kvinderne også holder stik i realiteten. Det var i øvrigt en fornøjelse at opleve PARC/RWDS’ personale i marken. Wafa sagde på et tidspunkt til mig, at hun var stolt af kvinderne, men at hun også var stolt af sig selv, for hun syntes at det var sådan et godt stykke arbejde, de i fællesskab udførte. Fornemmelsen af at PARC/RWDS bestræber sig på at lade kvinderne komme til orde, når aktiviteter i klubregi skal defineres og at der seriøst arbejdes for at kvinderne skal opnå en større indflydelse i såvel deres lokalsamfund som på nationalt plan kan kun bestyrkes gennem de indtryk vi fik både under vore projektbesøg og ved møderne i Aram, og jeg komplimenterede dem for denne tilgang.

Om projektbesøgende sagde jeg sammenfattende, at mit umiddelbare indtryk er at aktiviteterne er mangeartede og at de synes at være gennemtænkte og tilpassede de enkelte lokalområder. Det var svært for mig på et trods alt forholdsvis lille grundlag at forholde mig til, om kursusudbud og aktiviteter i øvrigt rammer plet eller om der er mangler eller irrelevante elementer. Vi enedes om at vende tilbage til spørgsmålet ved senere besøg, men på nuværende tidspunkt vurderer jeg, at det spektrum af aktiviteter vi blev præsenterede for er i god overensstemmelse med kvindernes behov og interesser. De valgte aktiviteter synes for en stor del at være udtryk for en tilpasningsevne i forhold til den pressede situation hele den palæstinensiske befolkning lever under, og som nok i særdeleshed rammer landbefolkningen fordi levestandarden her generelt er meget lav. Med hensyn til fordelingen af tid ved de næste projekttilsynsrejser var der stor opbakning til mit forslag om fremover at prioritere Gaza højere, således at 2-3 dage planlægges til at foregå dér frem for som denne gang at begrænse sig til en enkelt dag.

Med Khalil gennemgik jeg den budgetramme og –rapporteringsform, som ligger til grund for projektet. Jeg kan forstå både på PARCs personale og udsagn fra Bodil, at der er blevet brugt mange timer på at få disse ting til at falde på plads. Rapporteringsformen er ny i forhold til, hvad Khalil tidligere har anvendt og anvender i relation til andre donorer, men ikke umulig at få til at arbejde sammen med det bogføringssystem, som PARC selv anvender. I fællesskab blev vi enige om at holde fast ved den indgåede aftale (Agreement, underskrevet af Bodil og Imail Daiq) om at regnskabsaflægning og rapport over projektets udvikling vil blive aflagt kvartalsvis med første rapportering til oktober kvartal. Det skal i den forbindelse nævnes, at vi hjemmefra i følgegruppen havde diskuteret, om vi grundet koordinatorskiftet og dermed koordinators placering i Danmark måske skulle argumentere for en anderledes og hyppigere afrapportering. Når emnet ikke kom op til diskussion på mødet i Aram skyldes det dels at den anderledes rapporteringsform synes noget mere udførlig og dermed mere gennemskuelig end den tidligere anvendte og dels nok også, at menneskene vi havde med at gøre under vores ugelange besøg virkede kompetente og bevidste om det ansvar der er forbundet med projektet. Det sidste kan vise sig at være en naiv opfattelse, men det var omvendt heller ikke rimeligt at møde dem med nye restriktive krav i forhold til den underskrevne aftale uden nogen form for begrundelse bortset fra den, at nu bor koordinatoren ikke i Jerusalem og derfor ikke så nemt kan holde sig ajour med projektet mere. De syntes på deres side lige så opsatte på at holde en god og kontinuerlig kommunikation, så valget blev altså at tro på at det kan lade sig gøre…

Heller ikke til dette møde forelå der nogen egentlig dagsorden; med forventningen om at vores besøg også skulle indeholde et Project Steering Committee-møde havde Ulla, Grethe og jeg på forhånd via Bodil sendt et forslag til dagsorden til PARC, men det virkede ikke som om, dette var blevet kommunikeret ordentligt frem til dem? Emnet var oppe at vende på mødet om søndagen, men vi blev enige om, at det var et for spinkelt vidensgrundlag for os at afholde det på. Til gengæld havde vi nok en forventning om at det skulle være om torsdagen, men uden oplæg fra PARC/RWDS’ side var det meningsløst. PSC-mødernes formål er jo i høj grad at gennemgå ansøgninger fra de enkelte klubber til særlige projekter, og det er nok set i lyset af den sene pengeoverførsel også for tidlige at forestille sig at et sådant møde var relevant allerede nu. Dette har vi med andre ord stadig til gode. Med hensyn til PARC/RWDS’ repræsentation ved PSC-møderne blev det besluttet, at alle ansatte i kvindeklub-projektet selvfølgelig kan inviteres til at deltage i (dele af) møderne, men at Ghada vil være det faste medlem og at Rula og Khalil vil deles om den anden plads.

Til sidst vil jeg runde af med en række kommentarer, som knytter sig til vidt forskellige betragtninger i løbet af vores projektbesøg.

– Der synes stadig at herske nogen forvirring omkring hvem DPV – eller på engelsk DPFA – egentlig er. Forvekslingen mellem DANIDA og DPFA var udtalt, både blandt de ledende PARC/RWDS-folk og lidt mere forståeligt ude i distrikterne, hvor kontakten til den danske partner er mere begrænset. Dermed også være sagt, at der for mig at se kun er et begrænset antal personer, der overhovedet kender til det oplysnings- og indsamlingsarbejde, som foreningen står for i Danmark. Ulla havde medbragt et antal brochurer fra indsamlingen ”Kvinder giver liv…”, og gav ved hvert besøg i klubberne en lille introduktion til foreningens arbejde i Danmark. Brochurens billeder blev studeret grundigt, at kvinderne udtrykte deres taknemmelighed over den danske indsats. For mig at se kan der gøres meget mere på dette felt.

– Som det måtte fremgå af ovenstående har mødet med PARC og RWDS efterladt indtrykket af en engageret og kompetent organisation med gode målsætninger for deres projektarbejde med styrkelse og mobilisering af landbefolkningen, i særdeleshed kvinderne. Den nuværende konfliktsituation mellem Israel og Palæstina gør bestemt ikke et projekt af denne karakter mindre nødvendigt eller relevant, men det kan i nogle sammenhænge være svært at forestille sig, hvordan det skal kunne gennemføres? Trafikken mellem landsbyerne er i allerhøjeste grad besværliggjort, og palæstinensernes rejsemulighed mellem Vestbredden og Gaza er p.t. stort set lig nul, og kommunikationen mellem de to områder er derfor indskrænket til telefon og mails. Tidligere deltog de ansatte i Gaza regelmæssigt i møder i Ramallah/Aram, men dette er ikke muligt mere. Ghada fortalte, at de overvejede at etablere videomøder, men det var ikke lykkedes endnu. I denne situation vil det også være nødvendigt med en konstant evaluering af projektets målsætning og vurdering af i hvilket omfang de (kan) indfries.

– Det synes som om den danske og den palæstinensiske kalender er ude af takt: i dansk sammenhæng betragter vi projektet som skudt i gang sommeren 2001, hvorimod den palæstinensiske planlægning i forhold til kvindeklubberne opererer med år 2002 – 2004 som projektår, se det opstillede budget. Årsagen er ligetil: der lå en lang planlægningsfase og dernæst en kompliceret første pengeoverførsel inden klubberne reelt kunne komme igang, men hvad stiller vi op med denne forskel i tid?

– At overtage opgaven som koordinator på nuværende tidspunkt er bestemt ikke ringe..! Et enormt arbejde er udført af Bodil i Jerusalem – jeg tvivler på, om det overhovedet ville have kunnet lade sig gøre at gennemføre alle de nødvendige forhandlinger fra Danmark. Den tætte kontakt og muligheden for selv at opsøge informationer i forbindelse med tvivlsspørgsmål har været en stor fordel. Nu er startskuddet projektets implementeringsdel gået, og med mit indtryk af den palæstinensiske NGO vil det ikke være et problem for dem at administrere den del uden samme tætte monitorering. Dog har jeg besluttet at korrespondancen mellem PARC/RWDS og mig må registreres nøje, så ingen af os kommer i den situation ikke at en afsendt mail ikke kommer frem. Jeg forestiller mig ligeledes, at kommende projekttilsynsrejser bør forberedes anderledes grundigt, så det er klart på forhånd, hvad formålet med turen er. Retningslinier for Project Steering Committee-møder og forberedelse af disse bør udarbejdes, så vi ikke igen kommer til at stå i situationen at mødet ikke bliver afholdt på grund af manglende oplæg og dagsorden.

– Sammenlagt må jeg sige, at jeg ser frem til samarbejdet med RWDS og PARC. Det skal blive interessant – og lærerigt – at følge deres arbejde i et område med så store konflikter og med så dårlige odds for gennemførelse. Gad vide om de kender til humlebiens hemmelighed?

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.