Hverken demokratisk eller jødisk
Af professor Baruch Kimmerling
Bragt i Palæstina-Orientering nr. 4, december 1997
Mindst tre basislove (Basic Law of the Knesset, Basic Law of Freedom of Occupation og Basic Law of the Freedom and Dignity of the Person) og én tillægslov (Parties Law)) fastslår, at Israel er en “jødisk og demokratisk stat”(1).Men den definition af “jødiskhed”, som staten selv har indført, gør de to begreber “demokrati” og “jødiskhed” indbyrdes modsigende. Resultatet er, at størstedelen af den praksis staten udøver, næppe svarer til den almindeligt accepterede opfattelse af vestlig-liberalt og oplyst demokrati.
Israel arvede det der kaldes “millet”-systemet fra både det ottomanske imperium og den britiske koloniale administration. Dette system sørgede for, at de religiøs-etniske befolkningsgrupper var uafhængige af staten og dens domsmyndighed, når det gjaldt processer vedrørende deres personlige status. Endog før den israelske stat blev etableret som en suveræn enhed, besluttede den at bevare “millet”-institutionen og indføre en form for “millet”-borgerskab. Derfor blev borgerne underlagt to lov- og retssystemer, der ikke blot er adskilte, men som virker efter forskellige, og endog modstridende principper: Det ene er sekulært “vestligt” og universalistisk; det andet, der er religiøst og oprindeligt, forvaltes – hvis vi taler om jøder – ud fra en ortodoks fortolkning af halacha (den jødiske religiøse kodeks).
Minoriteterne, der således fra begyndelsen blev defineret som religiøse minoriteter, blev altså tvunget til at leve deres “autonome” liv i overensstemmelse med dette dobbelte system.
Knesset opgav fra begyndelsen ethvert krav om at lovgive på afgørende områder og anerkendte et parallelt lov- og retssystem uden for sin kontrol. I virkeligheden forpligtede staten sig til at behandle retsreglerne i halacha, sharia (den islamiske lovgivning) og diverse kristne retsregler som om det var dens egne.
Andre love
Jødisk-religiøse elementer er også blevet inkorporeret i andre områder af lovgivningen, som for eksempel Work Hours and Days of Rest Law, Freedom of Occupation Law o.l.. I modsætning hertil var lovene om Return og Citizenship, en slags immigrationslove beregnet på efter holocaust at fremkalde en form for “stadfæstende handling” (eller korrektiv diskrimination) på verdensjødedommens vegne, relativt liberale forordninger.
Man må naturligvis modificere denne karakteristik, eftersom disse love unægteligt var diskriminerende over for palæstinenserne, der flygtede eller blev tvunget til at flygte fra det område, der faldt ind under, den nye stats herredømme; og for dem der blev tilbage og hvoraf de fleste blev nægtet familiesammenføring.
Skønt lovene om Return og Citizenship er baseret på en teologisk definition af “hvem der er jøde” (en person, der er født af en jødisk mor eller konverteret ifølge halacha), garanterede disse love i praksis israelsk statsborgerskab, (og definerede grænserne for jødedom), mere eller mindre efter Nürnberg-lovenes bredere definition. Set fra Israels side var logikken bagved dette konsekvent og berettiget, eftersom disse love var beregnet på at muliggøre garanti for statsborgerskab til næsten alle der blev forfulgt som jøder.
Men selvom lovene om Return og Citizenship indtil nu har været nogle af de mest problematiske love i Israel, har de ikke desto mindre sikret relativt “åbne jødiske grænser”. Men nu er den foreslåede Conversions Law(2) tilsyneladende beregnet på at “hele” bruddet og give ortodoksien monopol på den meget vigtige opgave at fastlægge kollektivitetens grænser.
En anden lov, som kompletterer lovene om Return og Citizenship, er Law on the Status of the World Zionist Federation (Jewish Agency), der også gør det lettere at garantere jødiske statsborgere særlige fordele. Endnu en konstitutionel bestemmelse er indbygget i Security Services Law, der i mange år er blevet kompletteret af en række velfærdslove, hvor de eneste begunstigede er “forhenværende soldater” og deres familier. Denne højst gennemskuelige kodebetegnelse er beregnet på at skabe en bred adskillelse mellem jødiske og arabiske borgere. På lignende måde forhindrer overenskomsten mellem Jewish National Fund og Israel Lands Administration udlejning af statsjord, som udgør 93% af området inden for den “grønne linje” (bestemt af våbenstilstanden i 1949) til ikke-jøder.
Domstolene
Hertil kommer, at man også må tage domstolenes og Højesterets rolle med i betragtning. Skønt de, især i de senere år, har gjort sig stor umage for at etablere en behørig “oplyst” lov-styret stat, gælder dette kun inden for den jødiske stats grænser. Således var domstolene i 1950’erne og i 1960’erne et af de mest effektive redskaber til at berøve de arabiske borgere deres jord, og de ydede ingen retshjælp til ofrene for den skændige militære adininistration.(3)
Efter krigen i 1967 og den langvarige besættelse af Vestbredden og Gazastriben besluttede Højesteret at dens jurisdiktion også omfattede de israelske myndigheders handlinger i de besatte områder. Men i de allerfleste af de retssager, hvor myndighederne påberåbte sig, at “statens sikkerhed” stod på spil, var Højeste ret tilbøjelig til at acceptere denne påstand uden at undersøge den, og uden at forsøge at definere betydningen og indholdet af ordet “sikkerhed”. Således omfattede Højesterets jurisdiktion alt, undtagen det staten til enhver tid definerede som sikkerhedsspørgsmål.
Det tydeligste eksempel på dette er måske, at Højesteret systematisk har hjulpet med til groft at krænke international lov.(4) International lov forbyder en besættelsesmagt at foretage grundlæggende forandringer i de besatte områders status, undtagen når det gælder sikkerhed. Følgelig blev alle bosættelserne i de besatte områder i den nuværende situation – set fra Højesterets synsvinkel – bygget af sikkerhedsgrunde. Dette er i sandhed en højst forbløffende og problematisk udvidelse af begrebet sikkerhed. Samme retfærdiggørelse blev brugt af Højesteret, da den tillod såvel individuelle udvisninger samt brug af tortur under forhør.
Alt dette fandt sted på det mest institutionaliserede niveau – hvilket gør det muligt at betragte det som det konstitutionelle niveau – helt bortset fra den almindelige politiske kultur, der også opstiller en række normer, der i reglen ikke kan betragtes som støttepiller for demokratiet. For eksempel betragtes en regeringskonstellation, der omfatter partier man opfatter som “arabiske” eller en lovgivning der er afhængig af “ikke-jødiske stemmer” som illegitime. En sådan synsmåde repræsenterer en grov krænkelse af det grundlæggende princip om “én person, én stemme”.
Man bør lægge mærke til et specielt fascinerende fænomen, som allerede er blevet antydet ovenfor, og som man må tage med i betragtning, hvis man skal forstå hvad der sker på den israelske socio-politiske arena: det store antal sociale og politiske grænser i staten Israel. Denne mangfoldighed, som letter fastlæggelsen af forskellige grænser i forskellige sammenhænge, tillader staten Israel at “vise et demokratisk ansigt” og at forsyne regimet og staten med legitimation. Hvis man ser bort fra sekundære grænser, er det muligt at skelne fire hovedgrænser, der delvis overlapper hinanden:
Fire hovedgrænser
- Grænsen for jødisk statsborgerskab: Denne grænse omfatter statens jødiske indbyggere. Det er den almindelige iagttagelse, at inden for denne grænse er Israel et “uindskrænket” og “oplyst” demokrati. Men da konstitutionen er iblandet religion og nationalitet, bliver de ikke-religiøse dele af befolkningen -som menes at udgøre et flertal inden for denne grænse – også undergivet et lov- og retssystem der ikke er baseret på fundamentale demokratiske betingelser. Det vil sige, at selv den del af befolkningen, der skulle være “fløden” af den israelske stat, ikke i fuldt omfang nyder godt af demokratiske rettigheder.
- Grænsen for israelsk statsborgerskab: Denne omfatter både jøder og arabere (eller palæstinenserne) i Israel. Hensigten er at garantere araberne i Israel, såvel som de andre minoriteter, borgerrettigheder svarende til dem jøderne har – med undtagelse af førnævnte rettigheder – men på individuel snarere end på kollektiv basis. Således anses det for eksempel for legitimt at sikre ortodokse, andre religiøse og endog sekulære jøder uddannelsesmæssig autonomi, men det gælder ikke for araberne.
- Den etniske grænse: Denne omfatter alle der defineres som tilhørende “det jødiske folk”, fra hele diasporaen. Potentielt, og kun med få reservationer, “tilhører” staten enhver, der er defineret som jøde, hvor han eller hun end måtte befinde sig.
Kategorierne A og C kan yderligere opdeles i jøder ifølge den halachisk-ortodokse definition og jøder der accepteres som sådan efter en politisk og/eller en anden social definition. Hertil kommer, at selv jøder, der opfylder alle halachisk ortodokse kriterier for tilhørighed, i praksis af en ekstra social grænse opdeles i tre hoved”kaster”: de sekulære, de nationalreligiøse og de ortodokse.
- Grænsen for israelsk herredømme: den palæstinensiske befolkning i de besatte områder er endnu i dag, efter oprettelsen af en autonom national autoritet, inkluderet i den israelske stats magtområde og økonomiske system. Så længe man ikke er nået frem til en endelig afgørelse, og så længe der ikke er etableret en suveræn palæstinensisk stat, er det vanskeligt at se, hvordan det vil være muligt at skelne mellem to enheder, der er i den grad sammenvævet med hinanden i geopolitisk forstand, og hvor der findes så stor asymmetri med hensyn til økonomisk og militær magt og kulturel kapital. Efter nioogtyve års direkte israelsk herredømme over denne befolkning, baseret på tyranni, er formen for dette herredømme – for øjeblikket – blevet forvandlet til en slags blandet styre, delt mellem The Palestinian National Authority og Israel. Dette styre bliver fortsat udøvet med militære, politimæssige og økonomiske foranstaltninger, såvel som bosættelser. Netværket af bosættelser, og den militære beskyttelse de har fået, udgør en direkte udvidelse af den israelske stat. Under alle omstændigheder kan de områder, der blev besat i 1967 -områderne C og B og endog område A – (C: israelsk kontrol, B: delt palæstinensisk og israelsk kontrol, A: palæstinensisk kontrol (red.)) ikke betragtes som værende uden for Israels militære og økonomiske kontrol, selvom niveauet for kontrol er blevet sænket eller overgivet til en underinstans. Det er ikke en almindelig kolonial situation, men en form for intern kolonialisme, blandt andet fordi begge parter har den grundopfattelse, at ingen af dem har et andet hjemland.
Tre emner
Ved første øjekast kan det se ud, som om vi beskæftiger os med tre forskellige, adskilte emner. Det første er, at staten som helhed berøves visse lov- og retsmæssige beføjelser, og at de overføres til partikulære områder som religion og halacha, og at dette desuden sker efter en bestemt fremgangsmåde og fortolkning, som begrænser sig til en af kategorierne inden for jødisk ortodoksi. På den måde letter staten afgrænsningen af sin kollektive identitet og kriterierne for medlemskab efter ikke-statsborgerlige retningslinjer. Set fra dette perspektiv er staten ikke engang jødisk, men jødisk-ortodoks. Overføringen af denne magt til det religiøse lov- og retsmæssige netværk gør delvis Israel til et teokrati, som ikke kan forenes med nogen definition af demokrati. Dette regime sætter snævre grænser for de sekulære borgere, og for borgere der identificerer sig med andre religiøse tendenser.
Det andet emne er den diskrimination overfor de ikke-jødiske minoriteter inden for statens grænser, som er grundfæstet i loven.
Det tredje emne er, at over to millioner mennesker har været underkastet besættelse i mere end en generation, mens staten udvider sine grænser udover sin legitime autoritet; med andre ord: indlemmelsen af de besatte områder og deres befolkning i det israelske magtfelt og i det økonomiske system som en underordnet økonomi, mens deres underudvikling samtidig forøges. Således findes der inden for statens magtfelt og økonomiske grænser en befolkning der berøves endog de rettigheder, som deres landsmænd har inden for statsborgerskabets grænse. Dette svarer nøjagtigt til den atheniensiske version af demokratiet, hvor de mandlige borgere havde alle rettigheder, mens Athens kvinder, slaver og slavers slaver var berøvet alle rettigheder.
I praksis er disse tre emner indbyrdes forbundne og har udspring i samme kilde – definitionen af Israel som en ‘Jødisk og demokratisk” stat. Definitionen ville i sig selv og som principsag ikke være problematisk, hvis betegnelsen “jødiskhed” var national-sekulær, som nogle af zionismens og den israelske stats grundlæggere havde forestillet sig. Men som vi har set, definerer staten selv sin “nationalitet” – og etablerer kriterierne for at tilhøre den – efter religiøse retningslinjer.
Bosættersamfund
Selve manglen på en adskillelse af religion og nation er dog ikke den primære årsag, men udspringer på sin side af den israelske stats fundamentale natur, der ikke kan forstås uden for sin historisk-sociologiske sammenhæng. Israel blev dannet som et samfund af bosætter-immigranter og er stadig et aktivt immigrantsamfund, der er engageret i bosætningsprocessen den dag i dag. To indbyrdes komplementære politiske fremgangsmåder er involveret i dette. For det første er Israel hvad man kunne kalde en “immigrantabsorberende stat”, for det andet er dens grænser stadig under dannelse, hvad angår udvidelse og indskrænkning. Israelske jøder tilhører derfor kategorien “immigrant-bosætter” nationer, på linje med de nationer der blev dannet dannet i Nord- og Sydamerika, Nordafrika (fransk Algier), såvel som Sydafrika, Australien og New Zealand.
Til trods for den utroligt hurtige og vedblivende omformning som dette samfund er underkastet, forblev dets fundamentale karakter træk, at det er et bosættersamfund, som må konsolidere sig på et givet territorium og leve med sværdet og med et behov for at “rydde et rum for sig selv”, alligevel konstant. De arabiske indbyggere, i hvis midte de jødiske immigranter bosatte sig, modsatte sig konsekvent og beslutsomt denne proces næsten fra begyndelsen. Den jødisk-arabiske konflikt udspringer af dette. Det er ganske vist sandt, at zionismen, den nationale bevægelse der motiverede den jødiske immigration og bosættelse, men som også blev formet af den, var klog nok til at distancere sig fra den globale koloni-sammenhæng, som den blev født ud af. Zionismen lagde vægt på det unikke ved “det jødiske problem”, antisemitismen, forfølgelserne og senere holocaust, og præsenterede sig selv som den eneste realistiske og moralske løsning. På den måde blev den jødiske immigrationsbevægelse med held fremstillet som en “tilbagevenden til Zion”, (der korrigerede en uretfærdighed som havde varet i tusinder af år) og som var helt uden forbindelse med de europæiske immigrations-bevægelser til andre kontinenter.
Israels legitimitet
Men selvom den jødiske immigration og bosættelse blev fortolket på denne måde, var det ikke nok til at ændre den kendsgerning, at dette var et samfund der hovedsagelig blev grundlagt af immigranter fra en etnisk, religiøs og kulturel baggrund, der afveg fra den brede lokale befolknings, og at det betragtede sig selv som et “vestligt” samfund. I den postkoloniale verdensordens politiske kultur er dette et samfund, der er plaget af problemer med sin eksistentielle legitimitet. Det må stadig forklare for sig selv, hvorfor det valgte “Israels land”, som målområde for sin kolonisering. For det blev vel at mærke ikke valgt på grund af sin frugtbare jord, sine naturrigdomme, sin billige arbejdskraft eller sine potentielle markeder; det blev snarere valgt ud fra ideologisk-religiøse motiver. Denne kendsgerning bevirkede ikke blot, at det zionistiske projekt ikke kunne bære sig selv økonomisk, men forvandlede det også til et overvejende religiøst projekt, som ikke var i stand til at løsrive sig fra sin oprindelige identitet som kvasi-messiansk bevægelse. Essensen af dette samfunds og denne stats eksistensberettigelse er indlejret i symboler, ideer og religiøse skrifter – selvom der er blevet gjort forsøg på at give den en sekulær genfortolkning og sammenhæng. Dette samfund blev hverken holdt fast på sine drømme eller af sine politikere, når socialistiske eller liberale tanker blev brugt i åbenlyst kyniske zionistiske manipulationer. Det blev fra begyndelsen holdt fast af sit valg af målområde for immigration og placering af sin stat, for derefter kunne hverken nationen eller dens kultur udvikle sig gunstigt uafhængigt af den religiøse sammenhæng, selv når dens profeter, præster, grundlæggere og forkæmpere betragtede sig som fuldstændigt sekulære.
Artiklen er trykt første gang i “Ha’aretz d. 27. december 1996 og er oversat fra engelsk af Nina Lautrup-Larsen
Fodnoter:
- En basis-lov er en lov, der er vedtaget i Knesset med en særlig form for majoritet, og som tænkes at indgå i en kommende nedskrevet konstitution.
- Den foreslåede lov fastslår, at kun omvendelser til jødedommen, der er sket iflg ortodokse regler, anerkendes af staten.
- I 1948-1965 var de arabiske borgere i Israel underkastet en militær administration, der medførte permanente udgangsrestriktioner. De skulle f.eks. have tilladelse til at forlade deres bopæl.
- Artikel 49 i 4. Genevekonvention fastslår, at “besættelsesmagten må ikke deportere eller overflytte dele af sin egen befolkning til de områder, den har besat”.
Dr. Baruch Kimmerling er professor i Political Sociologi ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem.