En historisk strid – en strid om historien. Baggrunden for det palæstinensiske flygtningespørgsmål

Christian Ulstrup og Lars Plough, DPV

En historisk strid – en strid om historien-baggrunden for det palæstinensiske flygtningespørgsmål

Af Christian Ulstrup og Lars Plough

Denne artikel er udarbejdet i forbindelse med konferencen: Palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem, afholdt i København april 1998 af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening i samarbejde med FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke.

Når det palæstinensiske flygtningespørgsmål i den grad spiller en central rolle i den israelsk-arabiske strid, skyldes det ikke blot omfanget af menneskelig lidelse og den katastrofe, der ramte det Palæstina-arabiske samfund i 1948. Ingen tvivl om at flygtningene og deres situation fordrer en omfattende humanitær indsats, som det ulykkeligvis er tilfældet så mange andre steder i verden. Men det, der gør det palæstinensiske flygtningeproblerm særligt penibelt og dermed vanskeligt at løse, hænger især sammen med, at der i forsøget på at finde frem til en mere varig og grundlæggende løsning uvægerligt rejser sig en række spørgsmål af mere politisk og ideologisk karakter. Det er spørgsmål, der på afgørende vis griber dybt ind i Israels politiske og moralske selvforståelse, og som sår tvivl ved selve den israelske stats legitimitet. Det er derfor heller ikke uden grund, at flygtningeproblemets oprindelse har været et af de mest omstridte kapitler i hele diskussionen om krigen i 1948. En krig der ikke blot førte til dannelsen af staten Israel, men som bekendt også resulterede i, at omkring 750.000 palæstinensere blev hjemløse. Parterne har i forbindelse med flugten gensidigt beskyldt hinanden for at bære det afgørende ansvar. Palæstinenserne har på deres side sagt, at flugten var resultatet af en bevidst zionistisk fordrivelsespolitik, hvis mål var at dearabisere Palæstina for derved at kunne skabe en stat, der med Israels første præsident, Chaim Weizmann’s ord skulle gøre Palæstina “ligeså jødisk, som England er engelsk.” At zionisterne således skulle have gjort sig skyldige i etnisk udrensning, er altid blevet afvist fra israelsk side. Israelsk historieskrivning fremstiller som regel flugten som “frivillig” og anser således palæstinensernes tragedie for at være mere eller mindre selvforskyldt. Palæstinenserne flygtede, ifølge den officielle israelske forklaring, for at skabe plads til de invaderende arabiske hære. Dette synspunkt kan sammenfattes i en tale som Israels tidligere forsvars- og premierminister David Ben-Gurion holdt i det israelske parlament, Knesset, d. 1l. oktober 1961, hvor han bl.a. sagde:

“Vi har klare dokumenter der beviser, at de forlod Palæstina efter opfordringer fra de arabiske ledere, med muftien i spidsen, udfra den antagelse, at de arabiske hæres invasion … ville knuse den jødiske stat og smide alle jøderne i havet, døde eller levende.”

Opfordringerne blev, ifølge israelerne, udsendt over arabisk radio. Forklaringen har senere vist sig at være i uoverensstemmelse med historiske kendsgerninger, idet flere historikere op igennem årene har undersøgt påstanden uden at finde skyggen af bevis for dens gyldighed. En af de første, der foretog en nærmere undersøgelse, var den anerkendte palæstinensiske historiker Walid Khalidi. Ved hjælp af CIA og BBC’s arkiver, der både indeholder arabiske radioudsendelser og lokalaviser fra 1948, gennemlyttede han i slutningen af 1950’erne samtlige radioudsendelser fra 1948. Han fandt ikke en eneste udsendelse med arabiske opfordringer til flugt, hverken i den skrevne eller æterbårne presse, tværtimod viste hans undersøgelse, at de arabiske ledere forsøgte at overtale palæstinenserne til at blive. Derimod stødte han på indtil flere zionistisk producerede radioudsendelser, der på arabisk tilskyndede palæstinenserne til at flygte. Resultatet af undersøgelsen blev senere offentliggjort i Khalidi’s artikel “Why Did the Palestinians Leave?” (Middle East Forum, juli 1959). Få år senere foretog den irske forfatter og journalist Erskine Childers en lignende undersøgelse. Han nåede frem til samme resultat og skrev på den baggrund sin meget omtalte artikel “The Other Exodus”, der blev bragt i den britiske avis Spectator den 21. maj 1961.

De nye historikere

Den historiske strid i forbindelse med flugten har inden for de seneste år taget en ny drejning. Det skyldes ikke mindst, at en ny generation af jødiske og israelske historikere – de såkaldte “nye” eller “revisionistiske” historikere – har kastet nyt lys over denne meget omdiskuterede periode. De har især beskæftiget sig med årene omkring staten Israels oprettelse og har på afgørende vis rokket ved nogle af de myter, der knytter sig til perioden.

Fælles for de nye historikere er, at de ikke fremstiller krigen i 1948 i det glorificerende og heroiske lys, der ellers ofte præger israelske fremstillinger. Og det billede, de nye historikere tegner, støder da også frontalt sammen med de forestillinger, mange israelerne gør sig om den krig, der i Israel går under navnet “Uafhængighedskrigen”. Krigen er for israelerne en vigtig del af deres nationale bevidsthed, og det er derfor heller ikke underligt, at de nye historikere møder voldsom modstand i store dele af det israelske samfund. Her opfattes deres arbejde som udtryk for manglende loyalitet over for Israel og omtales i visse tilfælde ligefrem som forræderi mod det israelske samfund – drevet af et såkaldt ‘jødisk selvhad’.

Flugten – et biprodukt af krigen?

En af de mest fremtrædende af de nye historikere hedder Benny Morris. Han udgav i 1987 bogen “The birth of the Palestinian refugee problem, 1947-49”, som bl.a. ved hjælp af nyligt frigivet israelsk arkivmateriale forsøger at rekonstruere begivenhederne i 1948. Morris afviser ligesom Khalidi og Childers, at flugten skulle være affødt af arabiske opfordringer og underbygger bl.a. sin afvisning ved at citere israelske efterretningsrapporter fra 1948, der omtaler en række af de straffeforanstaltninger, som den arabiske og palæstinensiske ledelse tog i anvendelse i deres forsøg på at bremse flugten. Morris gendriver således en gang for alle den israelske forklaring, men afviser samtidig, at flugten – som bl.a. Khalidi hævder – var resultatet af en planlagt zionistisk fordrivelsespolitik. Han mener derimod, at flugten først og fremmest var et bi-produkt af de uroligheder og den krig der fulgte, da FN den 29. november 1947, besluttede at dele Palæstina. Morris placerer sig således i en midterposition mellem de nævnte israelske og palæstinensiske forklaringer. Morris’ bog har siden sin udgivelse pustet nyt liv i debatten om spørgsmålet, hvilket ikke mindst skyldes, at den indholder et hav af hidtil ukendt materiale, først og fremmest hentet fra israelske og zionistiske arkiver. Morris’ forskning og forfatterskab afslører en aggressiv zionistisk kolonisering af Palæstina, der står i skærende kontrast til den fremstilling, der er den gængse, i Israel. F.eks. afdækker han adskillige massakrer, som zionisterne foretog i 1948 på civile ubevæbnede palæstinensiske landsbybeboere. Og dokumenterer hvorledes zionisterne – under ledelse af. Ben-Gurion – i foråret 1948 vedtog at jævne forladte arabiske landsbyer med jorden, alene med det formål at hindre en repatriering af de arabiske Palæstinaflygtninge. Således blev op imod 400 arabiske byer og landsbyer i løbet af 1948 enten jævnet med jorden eller bosat af jødiske immigranter. Han beskriver også, hvorledes den senere premierminister, Yitzhak Rabin, i kraft af sin rolle som oberstløjtnant i Haganahs elitestyrke Palmach personligt stod i spidsen for rydningen af de to store arabiske byer Ramle og Lydda. Byerne skulle ifølge FN’s delingsplan indgå i en Palæstina-arabisk stat, men blev i dagene 12. og 13. juli – på Ben-Gurions personlige ordre – tømt for sine arabiske indbyggere. Denne aktion var et led i den zionistiske offensiv Dani og medførte at mere end 50.000 palæstinensere i løbet af få dage blev drevet på flugt.

Zionistisk fordrivelsespolitik

Morris’ mere eller mindre sensationelle afsløringer er for mange israelere chokerende læsning, både fordi begivenhederne i sig selv er rystende, men også fordi de rokker fundamentalt ved væsentlige elementer i den israelske selvforståelse. Hvor der således for israelerne kan være tale om en smertefuld erkendelsesproces, er Morris’ afdækning af 1948 for palæstinenserne blot endnu en bekræftelse på, at deres opfattelse af 1948 ikke ligger fjernt fra virkeligheden. Morris’ fremstilling underbygger på mange punkter det, som palæstinensiske historikere har hævdet i årevis, nemlig at flugten ikke bare var et tilfældigt resultat af krigen, men derimod fra zionistisk side blev iværksat med det formål at rydde landet for arabiske indbyggere.

Khalidi peger i den forbindelse på Plan Dalet eller Plan D, der var zionisternes hovedplan til forsvar for Yishuv (det før-statslige jødiske samfund i Palæstina). Planen, der trådte i kraft d. 1. april 1948, er for Khalidi et klart og tydeligt bevis på, at zionisterne handlede på baggrund af en allerede formuleret fordrivelsespolitik, idet Plan D bl.a. opererede med ødelæggelse af arabiske byer og fordrivelse af arabiske indbyggere. Morris finder det imidlertid forkert at reducere flugten til et spørgsmål om eksistensen af en decideret zionistisk fordrivelsespolitik. I sin bog tegner han et langt mere nuanceret og komplekst billede af perioden og påpeger, at flere årsager medvirkede til flugten. F.eks. overklassens mere eller mindre frivillige flugt, der fandt sted i urolighedernes første måneder, december ’47 – februar ’48, hvor omkring 70.000 palæstinensere flygtede. De regnede med hurtigt at ville vende tilbage, hvilket også var grunden til, at de rejste uden at tage deres ejendele med sig. Overklassens flugt førte, ifølge Morris, til moralsk og organisatorisk svækkelse af hele det Palæstina-arabiske samfund og er blot ét eksempel på forhold, der må inddrages i en endelig og samlet vurdering af flugtens årsager. En anden fremtrædende israelsk historiker, Ilan Pappé – der også tilhører generationen af nye historikere – påpeger ligeledes i sin bog “The Making of the Arab-Israeli Conflict, 1947-51”, at flugten var resultatet af flere sammenfaldende faktorer. Pappé er dog enig med Khalidi i, at Plan D i mange henseender må betragtes som “hovedplanen til Palæstinensernes fordrivelse”, idet planen blev udarbejdet og iværksat i en ideologisk og politisk kontekst, hvori man anså eksistensen af Palæstinaaraberne, som en hindring for gennemførelsen af det zionistiske projekt. Khalidi og Morris’ uenighed udspringer af, at de i deres tolkninger vægter forskellige aspekter. For Khalidi er der tale om en politisk-ideologisk plan, der skulle realisere den zionistiske tanke om et de-arabiseret Palæstina. En tanke, der er ligeså gammel som den moderne zionisme selv. Morris mener heroverfor, at der først og fremmest var tale om en militær-startegisk plan, hvis mål var at forsvare den jødiske tilstedeværelse i Palæstina. Den amerikanske professor Norman G. Finkelstein, påpeger i sin bog, “Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict”, at zionistiske lederes udtalelser snarere tyder på, at flugten ikke blot var et tilfældigt eller uoverlagt resultat af forsvarsbestræbelser. Den 7. februar 1948, altså mere end 2 måneder før den regulære krig med de arabiske nabostater, talte Ben-Gurion f.eks. for medlemmer af det zionistiske arbejderparti Mapai: “Det der er sket i Jerusalem og i Haifa [arabernes flugt] kan meget vel finde sted i store dele af landet – hvis vi holder fast … Det er meget muligt, at der i løbet af de kommende seks eller otte eller ti måneder af krigen vil ske store forandringer … Der vil med sikkerhed ske store forandringer i landets befolknings sammensætning … Krigen vil give os landet. Begreber som “vores” og “ikke vores” er kun begreber i fredstid, i krig mister de al deres betydning.” Det er udtalelser som disse, der får Finkelstein til at mene, at flygtningene ikke var et uoverlagt resultat af krigen, men at der snarere var tale om en planlagt fordrivelse af palæstinenserne. Morris formår således ikke at drage de konklusioner, materialet lægger op til, og skaber – ved blot at kalde flugten for et biprodukt – en ny myte, der fritager Israel for skyld og moralsk ansvar.

Folkeforflytningskomité

Men selv hvis man tilslutter sig Morris’ konklusion og således afviser, at zionisterne bevidst fordrev palæstinenserne, er det ikke desto mindre en uomtvistelig kendsgerning, at israelerne fandt flugten yderst fordelagtig og sikrede, at flygtningene forblev flygtninge. For som også Ezra Danin skrev til Yosef Weitz den 18. maj 1948: “Lad os ikke slippe den mulighed, at en stor arabisk befolkningsgruppe nu er flyttet fra sit hjem, opnåelsen af sådan en ting ville være meget vanskelig i normale tider … hvis vi ikke ønsker at opmuntre arabernes tilbagevenden … må de blive konfronteret med faits accomplis.” Danin og Weitz var i 1948 begge fremtrædende skikkelser i de øverste zionistiske organer og initiativtagere til den “Folkeforflytningskomité”, der i løbet af maj 1948 udarbejdede en plan for, hvorledes man kunne sikre, at palæstinenserne ikke vendte hjem. Planen som Morris har fundet i de zionistiske arkiver – bar titlen “Retroactive Transfer, A Scheme for the Solution of the Arab Question in the State of Israel”. Planen opstillede fem konkrete forslag:

1) “Mest mulig destruktion af landsbyer under militære operationer”,2) “Forhindre dem [palæstinenserne] i alle former for dyrkning af jorden, incl. høstning, optagning af afgrøder, plukning [oliven] o.s.v., også under våbenhvile”, 3) “Bosættelse af jøder i visse landsbyer og byer således, at intet “vakuum” skabes”,4) “Legalisering vha. lovgivning [med tilbagevirkende kraft]” 5) “Propaganda [med henblik på at forhindre en tilbagevenden].”

Selvom det i dag ikke med sikkerhed kan fastslås, om planen vitterligt blev indarbejdet i den israelske krigsførelse, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at zionisterne i starten af juni 1948 begyndte at foretage en systematisk destruktion af palæstinensiske byer, der endte med, at mere end 400 arabiske byer i løbet af 1948 enten blev jævnet med jorden eller bosat med jødiske immigranter.

Behov for afmytologisering

Der er ingen tvivl om, at det for mange kan virke besynderligt i den grad at beskæftige sig med det palæstinensiske flygtningespørgsmåls historie, frem for at koncentrere sig om problemets nutidigt presserende karakter. Ikke mindst stiller mange israelere sig uforstående overfor de nye historikeres arbejde, ud fra en betragtning om at der netop nu, hvor der forhandles fred, rippes op i gamle sår, der blot graver gamle kløfter dybere. Eller som Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik skriver, leverer de nye historikere, i deres forsøg på at rekonstruere den israelske tilblivelseshistorie, ammunition til den arabiske propaganda.

Men selvom en rekonstruktion af den israelske tilblivelseshistorie er en smertefuld proces og selvfølgelig vil kunne anvendes i propagandaøjerned, er der ingen tvivl om, at hvis der skal nås noget, der ikke bare er en midlertidig løsning på konflikten, må den historieopfattelse, der især er fremtrædende i forbindelse med Palæstinaproblernet, undergå en omfattende afmytologisering, der gør parterne i stand til bedre at forstå egne og især modpartens interesser, synspunkter og historie. Dette er ikke bare et væsentligt, men vel også et nødvendigt skridt i enhver freds- og forsoningsproces.

Comments are closed.