Dagbog fra Palæstina

Dagbog fra Palæstina 

Netop hjemvendt efter mit tredje besøg i Palæstina sidder jeg tilbage med blandede følelser. Gensynet med min arabiske værtsfamilie, som havde mig boende i 2012, var som altid tårevædet og glædesfyldt, og familiens gæstfrihed og åbenhed var overvældende og hjertevarmt. Det er fantastisk og rørende at opleve den fuldstændige omfavnelse og kærlighed de her mennesker giver helt ubetinget. Alt dette på trods af kulturelle forskelle, en massiv sprogbarriere og det faktum, at det kun er mig, der kan besøge dem. De kan aldrig komme og se mit liv i Danmark, og jeg kan aldrig tilbagebetale den gæstfrihed, jeg oplever hos dem på den besatte Vestbred. Det slår mig gang på gang, når de spørger til mine fremtidsplaner, og jeg fortæller stolpe op og ned om alle de steder, jeg gerne vil se og opleve: At den frihed jeg har, aldrig bliver dem forundt. De er fanget i et besat land og kan aldrig få den fantastiske oplevelse, som de er med til at give mig.

Og det er selvfølgelig kun toppen af isbjerget. For én ting er, at palæstinenserne ikke kan komme ud men lever som fanger i et åbent fængsel i deres eget land. Men en anden og langt værre ting er de overgreb, de bliver udsat for hver eneste dag. Chikane mod civile, fængslinger uden rettergang, forskelsbehandling af folk med arabisk afstamning og mord på åben gade er en del af hverdagen. Alle palæstinensere kender nogen, som er blevet fænglet eller slået ihjel af det israelske militær, og det resulterer i, at mange er bange for at bevæge sig ud: For det at befinde sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt kan blive fatalt.

Det skete for min ven Ibrahim. Som 17-årig blev han uden videre fængslet af det israelske militær, og sad i fængsel i en teltlejr i 3,5 år inden han blev løsladt. For det første var han mindreårig ved anholdelsen, og for det andet skete fængslingen uden noget som helst juridisk belæg eller rettergang. Han var ganske enkelt bare uheldig. I fængslet lærte Ibrahim sig selv engelsk og hebraisk, så han blev i stand til at tale med sine fangevogtere, og med tiden blev han en slags mellemmand mellem de indsatte og fængselsvagterne. Måske var dette grunden til, at han til sidst blev løsladt.

Efter løsladelsen skulle han starte sit liv helt forfra. Han havde ingen uddannelse, intet arbejde og ingen lyst til at bo i Palæstina under den israelske besættelsesmagt. Han søgte asyl i Norge, men fik afslag. Sikkert fordi han har en plettet straffeattest på grund af sin tid i fængslet. Han prøvede at rejse til Tyskland, men fik ikke tilladelse til at rejse ud (fordi tilladelsen skulle gives af Israel). Til sidst gav han op, men den dag i dag er hans største ønske stadig at komme væk. Han føler sig ikke tryg i et land, hvor han reelt ikke ved, om han kan blive fængslet eller slået ihjel i morgen. Han spørger mig, om jeg kan hjælpe ham, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Situationen er så håbløs.

Ibrahims eksempel er bare et ud af mange. Jeg hørte lignende historier hver eneste dag, mens jeg befandt mig på Vestbredden, og hver gang voksede min vrede og lyst til at hjælpe. Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan det internationale samfund kan se til, mens menneskers basale rettigheder overskrides så fundamentalt hver eneste dag. Jeg ville ønske, folk ville rejse til Palæstina og se tingene med egne øjne, så de kunne forstå. En af de ting, der virkelig slår mig når jeg besøger Israel er, hvor uvidende den israelske befolkning er om, hvad der foregår på den besatte Vestbred få kilometer væk. Eller også lukker de øjnene. Måske skammer de sig, og vil hellere feje tingene ind under gulvtæppet end kendes ved det, der rent faktisk sker. Langt størstdelen af dem har aldrig været på Vestbredden og aner ikke (eller vil ikke vide), hvilke grusomheder der finder sted. Eller også er de bange. Og det er jo ikke så underligt: En kæmpemæssig mur adskiller de to folkeslag og muren er ikke kun fysisk, men har taget bolig i de her menneskers inderste. Den er et levende symbol på den indoktrinering i form af frygt og raceadskillelse, Israels regering ønsker at skabe mellem de to folk.

Sikkert hjemvendt til lille, trygge Danmark kan jeg kun prise mig lykkelig over, at jeg er en af de heldige, der har et rødbedefarvet pas og reelle rettigheder i et land uden den slags konflikter. Men uretfærdigheden i den tanke er næsten ikke til at bære. At alle mennesker burde være lige uanset race, køn, religion eller nationalitet ligger dybt forankret i mit menneskesyn, så den mangel på samme jeg ser i Palæstina gør mig ondt. Hver eneste gang jeg vender hjem sidder jeg tilbage med følelsen af at jeg burde gøre noget. Hjælpe de her mennesker som lever under så uretfærdige kår. Og måske er oplysning og dialog netop første skridt. Derfor har jeg i samarbejde med min kollega udarbejdet en workshop på vegne af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, hvor vi i fællesskab vil behandle forskellige temaer, der kan gavne den palæstinensiske sag. Formålet er ikke at igangsætte en masse nye initiativer her og nu, men at støtte op om allerede eksisterende projekter og udføre meningsfuldt oplysningsarbejde om de grusomheder, der foregår på den besatte Vestbred. Alle er velkomne, medlemmer såvel som ikke-medlemmer. Workshoppen er gratis og finder sted lørdag den 24.september kl 15 på Dronningensgade 14 på Christianshavn. Vi håber at se rigtig mange Palæstina-venner og samle alle de bedste kræfter i Danmark. Og måske, på sigt, langsomt åbne verdenssamfundets øjne og give palæstinenserne fred.

Kærlig hilsen

Andrea Borello

Bestyrelsesmedlem i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Comments are closed.