Af Aluf Benn
Fra haaretz.com 19. januar 2011
Den diplomatiske tilbageholdelsesaktion, som Israel gennemfører, har haft delvis succes, men verden er gradvis ved at blive vænnet til den idé, at Palæstina vil slutte sig til familjen af nationer denne sommer.
De vil gå ud i Jerusalems sommervarme og marchere ned ad Saladingaden mod den gamle bys mure. Halvtreds palæstinensere, derpå 100, så 200 og 1000 og 10 000. Marcherende og råbende: “Istiqlal”, uafhængighed. Ikke fordi de støtter Ehud Baraks nye parti, “Atzmaut” (det hebraiske ord for uafhængighed), men for at få Israel ud af territorierne på den anden side af Den Grønne Linje og etablere en palæstinensisk stat dér. Ligesom demonstranterne i Tunesien slap af med Zine al-Abedine Ben Ali.
Hvordan vil Israel reagere? Vil det skyde demonstranterne og dræbe dem foran kameraer fra hele verden? En pr-katastrofe. Vil det sætte tusinder i fængsel for at holde en uautoriseret demonstration? Ikke gennemførligt. Vil det lægge skylden på Den Palæstinensiske Administration (PA)? Irrelevant. Og hvad hvis demonstranterne bliver ved med at marchere, dag efter dag, støttet af international sympati og alle de internationale nyhedsmedier?
Dette scenarie, som forskerne Shaul Mishal og Doron Mazza kalder “Den Hvide Intifada”, kan komme til at foregå i august eller september, efterhånden som den måldato palæstinenserne har sat for udråbelse af en uafhængig stat nærmer sig. PA-præsident Mahmoud Abbas og PA-premierminister Salam Fayyad udmanøvrerer Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Den kombinerede manøvre de satte i gang – at opbygge statslige institutioner samtidig med at de opnår international anerkendelse – isolerer Israel og får det til at se ud som et land der afslår fred og insisterer på at bevare bosættelserne.
Verden er gradvis ved at blive vænnet til den idé at Palæstina vil slutte sig til familjen af nationer denne sommer. Det er hvad USA’s præsident Barack Obama lovede i sin tale til den seneste FN-Generalforsamling. Det er hvad Statssekretær (udenrigsminister) Hillary Clinton lovede i sin tale til Saban Forum (“en palæstinensisk stat opnået via forhandlinger er uundgåelig”, sagde hun). Det er hvad de latinamerikanske stater har lovet, og nu også Rusland, medlem af den internationale Kvartet af Mellemøst-fredsmagere og permanent medlem af Sikkerhedsrådet. Uden forhandlinger vil der blive internationalisering.
Jo højere palæstinensernes forventninger er, jo dybere vil deres skuffelse blive til september, når uafhængigheden endnu ikke er kommet. Efter at en tidligere måldato for en permanent løsning glippede, den 13. september 2000, brød intifadaen ud to en halv uge senere. Denne gang har palæstinenserne forberedt international støtte i forvejen, og hvis de er kloge, vil de afholde sig fra at sprænge busser i luften og fokusere på gadeprotester som dem i Bil’in – men i Østjerusalem.
Netanyahus’ modpåstand, at palæstinenserne har skylden for forhandlingernes sammenbrud, er blevet modtaget med skepsis. Abbas fortæller enhver, at han gav Netanyahu et detaljeret fredsforslag som tog fat på alle kerneemner, men premierministeren svarede ikke. Og verden over tror de ham.
Den “diplomatiske tilbageholdelsesaktion” som Israel gennemfører mod palæstinensisk anerkendelse, har haft delvis succes: Både USA’s kongres og Den Europæiske Union udtrykte deres modstand mod en ensidig erklæring af uafhængighed. Men Israels position eroderes med hvert nyt land som anerkender Palæstina inden for 1967-grænserne.
Netanyahu har reageret ved at grave sig ned. Han drev de rebelske arbejderparti-ministre ud af sin regering og valgte i stedet en højrefløjskoalition for at vise “fast beslutsomhed” over for det internationale pres.
Det latterlige spin fra hans kontor, der beskyldte de udsmidte ministre for at have ansvar for det diplomatiske dødvande, er overdrevent, selv efter Netanyahus og hans rådgiveres standarder. Isaac Herzog og Avishay Braverman, mislykkede politikere som tabte alt da de tøvede med at forlade regeringen, skulle være dem der kom på tværs af freden? Ikke Netanyahus nægtelse af at nedfryse bosættelsesbyggeri og tale om grænser?
Nu har Netanyahu flere valgmuligheder i sin anstrengelse for at bremse palæstinensisk uafhængighed, men alle er frygtelige. Det er for sent at præsentere et diplomatisk program som kunne overbevise nogensomhelst i verden og stadig nyde støtte fra hans højrefløjskoalition.
Han kunne slå til mod Iran, eller udskrive tidlige valg. I begge tilfælde er risikoerne enorme, og problemet ville kun blive udsat. Han kunne underminere Abbas’ styre med gengældelsesskridt, først og fremmest en handel som ville frisætte den kidnappede soldat Gilad Shalit i bytte for frigivelse af Hamas-agenter til Vestbredden. Dette ville skade Den Palæstinensiske Administration, men ville også være en fare for Israel. Eller han kunne anerkende en palæstinensisk stat inden for de eksisterende grænser, skille så meget fra den som muligt og tilbyde at forhandle.
Den tilstundende sommer vil bringe en yderst kompleks politisk udfordring for Netanyahu. Han vil behøve alt det talent for krigspuds som han og Barak udviste ved opbrydningen af Arbejderpartiet, hvis han skal udmanøvrere Abbas igen og undgå en konfrontation med palæstinenserne. Hvis han overlader initiativet til dem, må han imødese deres uafhængighedsmarch i Jerusalem.
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng