En jødisk demografisk stat.
Uri Avnery
12.10.02
Oversat fra engelsk af Vagn Andersen
Det lyder som en dårlig vittighed, men har virkelig fundet sted: En rabbiner rejste fra Israel til Peru, omvendte en gruppe indfødte til jødedommen, bragte dem til Israel og anbragte dem i en bosættelse, på jord der var taget fra de palæstinensiske ejere. Der får de, som alle bosættere, rundhåndet regeringsunderstøttelse; pengene hertil er taget fra tusindvis af israelere som lever under fattigdomsgrænsen. Der kan de leve lykkeligt alle deres dage (medmindre de forlader bosættelsen i en ikke-pansret bil, for så risikerer de bagholdsangreb fra de oprindelige palæstinensiske ejere).
Hvad er grunden til at en stat henter fuldstændig fremmede fra en anden verdensdel for at fordrive landets befolkning, som har boet der i mange århundreder, og med en evig blodig konflikt til følge? Svarer berører Israels grundvold.
Siden staten Israels grundlæggelse har dens udsendinge søgt efter ”jøder”. I det tidligere Sovjetunionen opdagede man jøder enten ved at finde kristne med fjerne jødiske familieforbindelser (den ”jødiske bedstemor”) eller ved simpelthen at forfalske dokumenter. Ingen ved hvor mange ikke-jøder der på denne måde blev bragt til Israel af Jewish Agency og andre organisationer – mindst 200.000, måske 400.000. I overensstemmelse med Israels love fik de automatisk statsborgerskab.
For få dage siden blev ”National Demographic Council” genoplivet, efter nogle års inaktivitet. Dette er en institution hvis opgave er at tage sig af hvad mange israelere betragter som landets vigtigste problem – vigtigere end krigen med palæstinenserne, Saddams udryddelsesvåben, voksende arbejdsløshed og den økonomiske krise.
Det ”demografiske problem” grubles der over på universiteterne, der tales om det i medierne, det drøftes indgående af politikere og kommentatorer. ”Eksperter” med computere beregner hvilken procentdel jøderne vil udgøre i Israel om 10, 25, 50 eller 100 år. Vil der være mindre end 78%? Eller – Gud forbyde – kun 75%? Hvis man medregner den forventede indvandring, vil den ortodokse jødiske kvindes livmoder kunne opveje den arabiske livmoders produktion?
Og hvis ikke, hvad kan der så gøres? Der er nogle, der foreslår at opmuntre jødiske fødsler samtidig med at den arabiske naturlige tilvækst resolut bremses. Der er andre, som mener at man skal hindre jødiske immigranter fra Rusland i at medbringe kristne familiemedlemmer (dette er tilladt ifølge den nuværende version af Law of Return). Atter andre forlanger at alle fremmedarbejdere øjeblikkeligt skal udvises, før de slår sig ned og stifter familie. Nogle ønsker sig en bølge af antisemitisme i Frankrig eller Argentina (men bestemt ikke i USA) som vil presse mængder af jøder mod Israel.
Mange, heriblandt medlemmer af Sharons regering, støtter den enkleste løsning: at uddrive alle arabere fra Israel. Den ”nye historiker” Benny Morris antydede for nylig at Ben-Gurion skulle have gjort dette i 1948.
Staten Israels holdning til de arabiske borgere, der nu udgør 19% af befolkningen, minder om Farao som – ifølge Bibelen – fortalte sit folk hvorledes et andet nationalt mindretal skulle behandles: ”Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere.” Og om metoden der blev brugt: ”De gjorde livet surt for dem” (Anden Mosebog, kap. 1).
Ifølge den officielle definition er Israel en ”jødisk demokratisk stat”. Dette er lovgrundlag og bekræftet af Højesteret. Teoretisk set er der ikke nogen modsætning mellem de to adjektiver: Staten er jødisk, men demokrati sikrer lighed også for ikke-jøder. Eller alternativt: Staten er demokratisk, men sikrer sin jødiske karakter.
Realiteten er, at dette ikke er en ”jødisk demokratisk stat”, men en ”jødisk demografisk stat”. Demografi overtrumfer demokrati på alle områder. En arabisk borger føler ved enhver lejlighed, lige fra barnsben, at han ikke har lod eller del i staten, at han allerhøjst er en tålt indbygger. I ethvert regeringskontor, enhver politistation eller arbejdsplads, ja selv i Knesset, bliver han behandlet anderledes end en jøde, selv i fredelige tider. Sandt nok, bortset fra Law of Return som giver en ”jøde” og hans familie (men ikke arabiske flygtninge) den absolutte ret til at komme til Israel, er der ikke nogen lov der diskriminerer mellem en ”jøde” og en ikke-jøde. Men dette er kun skin: talrige love giver særlige privilegier til personer som ”omfattes af Law of Return”, uden specifikt at nævne ”jøder”.
Dette er så selvindlysende, at enhver embedsmand handler i overensstemmelse hermed, uden overhovedet at være klar over det. ”Israel Land Authority” uddeler land til jøder, ikke til arabere. Alle statslige udviklingsprojekter omfatter udelukkende jøder. Blandt de hundreder af nye byer og landsbyer der er etableret siden Israels grundlæggelse har der ikke været en eneste for arabere. Der er ikke nogen arabisk minister i regeringen og ikke nogen arabisk dommer i Højesteret.
Sædvanligvis bortforklares alle disse undladelser med henvisning til den igangværende israelsk-palæstinensiske konflikt. Når alt kommer til alt, er Israels arabiske borgere tillige palæstinensere. Men spørgsmålet er hvad der er årsag og virkning: er det konflikten der skaber den anti-arabiske holdning, eller er det den anti-arabiske holdning, som forlænger konflikten?
Kritikere af Israel anklager landet for at praktisere ”Apartheid”, den sydafrikanske doktrin. Denne analogi kan være delvis vildledende. Modsat apartheid baseres zionismen ikke på race, men på en blanding af ghetto-mentalitet og nittenhundredetallets europæiske nationalisme.
Ghetto-mentalitet er holdningen i et forfulgt, isoleret samfund, som så alverden delt mellem jøder og goyim (ikke-jøder). Europæisk nationalisme stræbte efter en homogen national-etnisk stat. Den jødiske demografiske stat har absorberet begge disse elementer: en homogen jødisk national-etnisk stat, med så få ikke-jøder som muligt.
I Europa, hvor klassisk nationalisme blev født, er den nu ved at blive afløst af det moderne amerikanske syn, som anser enhver der har et US pas for at tilhøre den amerikanske nation, uafhængigt af race og etnisk oprindelse. Dette har hjulpet USA til at blive den mægtigste stat i verden kulturelt, økonomisk og militært. Europæiske nationalstater er i færd med gradvis at afgive suverænitet til EU, og statsborgerskab gives også til fremmede immigranter som bidrager til landenes økonomi og sikrer deres velfærdssystem. I Tyskland får immigranters børn som er født i landet statsborgerskab; England og Frankrig er endnu mere liberale.
Israel står over for et historisk valg: enten at gå tilbage til at være en jødisk ghetto, med demografisk ængstelse og statslige udsmykninger, eller at gå fremad mod et nyt nationalt udsyn efter den amerikansk-europæiske model.
Zionismen var den sidste europæiske nationalbevægelse. Også israelsk kolonialisme er kommet 200 år for sent. Så det er måske naturligt nok at udfordringen til at antage et nyt nationalt udsyn kommer ret sent. Men jeg håber at den jødiske demografiske stat til slut bliver erstattet af den israelske demokratiske republik, til dens borgeres velfærd og sikkerhed.