Danpal.dk

Dem og os – blandt palæstinensere

Joharah Baker fra MIFTAH beskriver, hvordan ordene fra Bush om, at du enten er med os eller imod, nu splitter det palæstinensiske samfund, ved at alt nu gøres op i for eller imod Fatah eller Hamas – til skade for kampen mod besættelsen:

Lige så lidt som vi savner George W. Bush blandt især palæstinensere, så er der en arv fra ham, som nu præger det palæstinensiske samfund. Mantraet om, at du enten er med os eller imod os har desværre inficeret tænkemåden hos os selv.

Man kan mene at dette er en absurd påstand – og at palæstinensere ikke har fået noget som helst fra den texanske cowboy-præsident, bortset fra en dårlig smag i munden. Men når det kommer til Fatah og Hamas, bliver sammenstillingen klar. I de sidste fem år, især siden Hamas vandt valget til den lovgivende forsamling i 2006 og stødte Fatah fra tronen, er der opstået en dyb splittelse i det palæstinensiske samfund. Hamas valgsejr var kortsigtet og dens legitimitet blev anfægtet både af det internationale samfund og af Fatah. Det endte med et blodigt kup i Gaza, hvor Fatah mistede al sin magt til Hamas. Og resten er historie, som det ofte udtrykkes.

Fatah og Hamas i ringhjørnerne

Men hvad der efterfølgende skete i det palæstinensiske samfund er mindst lige så farligt – hvis ikke mere – end de konkrete kamphandlinger. Alle andre politiske bevægelser befandt sig pludseligt på den politiske sidelinie og der opstod en dyb kløft i samfundet. Bokseringen var designet og stillet op til kamp – med Fatah i det ene ringhjørne og Hamas i det andet.

De to parter holdt sig bestemt ikke tilbage for at slå løs på hinanden, begge i et forsøg på at styrke sin egen stilling ved at undergrave modpartens. Og som kampen i toppen blev mere forbitret, blev meningerne mere og mere delte i hele befolkningen – og der står vi nu. Bushs ord præger vore tanker: Du er enten med os eller imod os – eller omsat til de stedlige forhold: kritik af regeringen på Vestbredden under præsident Abbas udlægges om en støtte til Hamas og omvendt.

Pluralismen klemt

I de fleste tilfælde er denne måde at stille det op på forkert, og er en forvrængning af budskaberne. At kritisere een part er ikke nødvendigvis en støtte til modstanderen. Mange palæstinensere har holdninger, som befinder sig midt imellem de to hovedmodstanderes og kan bedre end de se, hvad der er gået galt. Men som kamppladsen nu er sat op, hvor alt gøres til sort eller hvidt, bliver der ikke lyttet til grå-tonede budskaber, selv når budskaberne er klare og konstruktive. I stedet bliver alt stemplet som ”anti-PA” eller ”pro-Hamas” eller ”anti-islamisk”, selv om det er forkert.

Sådan har den palæstinensiske politiske scene ikke altid været. Palæstinensere har længe kunnet været stolte af den politiske pluralisme og respekten for hinandens holdninger. PLO, paraplyorganisationen består af mange fraktioner (men ikke Hamas) som deler det fælles mål om en verdslig palæstinensisk stat. Historisk, når der var uenighed om midlerne, lykkedes det normalt at finde en overordnet fælles holdning.

Hamas ser kun sig selv som troværdig

Efter at Hamas blev stærk og populær, har dette ændret sig dramatisk. Hamas ser sig selv som det eneste troværdige alternativ til hvad de ser som Fatahs (og dermed Selvstyrets) forfejlede strategi for at befri Palæstina. Selv efter sejren over Fatah i valget 2006 og i magtkampen i Gaza, fortsætter Hamas med at undergrave Fatahs legitimitet – selv på Vestbredden, hvor selvstyreregeringen er ved magten.

Når man lytter til begge siders talsmænd, får man et klart billede af situationen. Selv om kampen mod Israel langt fra er ovre, er det som om, at det er vigtigere for ledere og talsmænd i Fatah og Hamas at få ram på hinanden end at holde fokus på de overordnede vilkår. Og det onde blod mellem de to grupper har forgiftet ikke alene det politiske niveau, men hele befolkningen.

Den interne kamp har taget magten

Dette er uheldigt, for at sige det mildt. Palæstinenserne befinder sig ikke i en position, hvor de kan tillade sig at være så uenige. Gaza kæmper mod en lammende belejring, sat i værk af Israel og det internationale samfund siden Hamas tog magten. Jødiske bosættelser på Vestbredden vokser fortsat, uagtet deres ulovlige karakter og freden rykker ikke nærmere, snarere tværtimod. Landet, vores land, fortsætter med at skrumpe ind, opslugt at israelske kolonier, adskillelsesmuren og bosætterveje, mens vi raser over hvordan den eller hin leder udtrykker sig.

Imens bliver fornuftens stemmer, de som ikke tager parti, men som kommer med konstruktiv kritik og indspil, stemplet som værende med eller imod nogen. Hvad vores ledere i Hamas og Fatah mangler at erkende, er at ingen af deres strategier hidtil har skabt resultater. Måske skulle de stoppe op og lytte til de som måske har noget at bidrage med.

Oversættelse: Ole Olsen

Nyt palæstinensisk initiativ i USA

Khairallah Khairallah beskriver i en artikel bragt på miftah.org hvordan palæstinensere i USA på en ny måde forsøger at påvirke den amerikanske politik – dermed bedre balancere den pro-israelske indflydelse.

Khairallah skriver, at vi bør glæde os over det nye palæstinensiske image i USA, et image som USA kan respektere ligesom resten af det internationale samfund. Det nye image, som gør det muligt at trænge igennem til den amerikanske politiske tankegang, er skabt af en organisation som kalder sig the American Task Force on Palestine, ATPF. Forleden, nærmere bestemt 15. oktober, afholdt ATPF under ledelse af Dr. Ziad Asali sin årlige middag i et af de førende hoteller i den amerikanske hovedstad.

Begivenheden var bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første tilstedeværelsen den afgående general Jim Jones, rådgiver for Obama i nationale sikkerhedsspørgsmål, og – for det andet – det forhold, at han i sin tale erklærede, at han officielt repræsenterede præsident Obama. Det understreger den betydning Obama tillægger det palæstinensiske spørgsmål, samt hans vilje til at forsøge at finde en løsning.

USA udtalte at udgangspunktet er 1967-grænserne

Der har for nylig været masser af spekulationer omkring Obamas holdning til bosættelsesspørgsmålet, (hvor han nyligt har måttet opgive at få dem stoppet), men general Jones, som kender de palæstinensiske og israelske forhold, formulerede i sin tale klart, at det handlede om ” at få afsluttet den besættelse som startede i 1967″.  Formulering bør bestemt bemærkes, ikke mindst fordi Jones var til stede som Obamas repræsentant og ikke kun i egen kapacitet.

Han tale gjorde det klart, at den amerikanske administration i forhold til en palæstinensisk stat tager udgangspunkt i 1967-grænserne – før den israelske besættelse af Vestbredden Gaza og Østjerusalem. Dette mere end antyder, at USAs holdninger er, at grænserne ikke skal bestemmes af bosættelserne. Netanyahu, som ikke vil høre tale om palæstinensisk-israelske forhandlinger, vil at bosættelserne skal definere en ganske anden grænsedragning og forsøger at opstille forhåndsbetingelser, som vil gøre den palæstinensiske deltagelse i enhver forhandling udsigtsløs.

I modsætning til Israels holdning insisterede Jones på, at der er tale om besættelse og at løsningen er to stater i det historiske Palæstina. Bag dette vigtige signal fra USA ser man betydningen af ATFP måde at arbejde på, nemlig ved at arbejde med det palæstinensiske spørgsmål på de indre linier i det amerikanske system. Det er en effektiv strategi i et miljø som traditionelt har leveret maksimalt støtte til Israel på alle niveauer.

Det var ikke noget tilfælde at temaet på den årlige ATFP-middag var “Palæstina side om side med Israel: Frihed, sikkerhed og fremgang. Der var ikke lagt op til at konfrontere USAs regering eller politik, men til en bekræftelse af nødvendigheden af at afslutte besættelsen som palæstinenserne lider under. Præsident Obama accepterede, at det handler om besættelse og om at bringe den til ophør.

Palæstinenserne vil ikke af med besættelsen uden samstemmende indsats såvel i Palæstina som i Washington. Bestræbelserne skal skabe sikkerhed i Palæstina, sådan at Israelsk tilbagetrækning ikke fører til at Al Queda eller Taliban inspirerede tilstande, som der ses tegn til i Gaza. Det som palæstinenserne ønsker er fred, retfærdighed, frihed og fremgang og at leve i samklang og sikkerhed med alle deres naboer. Det var budskabet og det var en støtte til de palæstinensiske myndigheder på Vestbredden.

Nyt image: Palæstinensere vil fred og retfærdighed – ikke vold

Galla-middagen ærede palæstinensiske, arabiske og amerikanske personligheder, herunder Robert Pelletreau, der som ambassadør repræsenterede USA på det første amerikansk-palæstinensiske møde for 20 år siden. Kort fortalt, så lykkedes det ATFP at præsentere et nyt billede af Palæstina i Washington DC – verdens vigtigste politiske hovedstad.

Arrangementet understregede, at palæstinenserne er et kulturelt folk, som har andet at byde på end vold og modstand mod andre. Det viste, at man ikke kan være tavs, når man lever under besættelse og det understregede, at offer og undertrykker ikke står lige i en kamp.

Og som det vigtigste, det viste interesserede i USA, at Palæstina, trods lidelserne, er noget helt andet end et terroristisk folk, som Israel hævder. Det forholder sig omvendt. Israel terroriserer det palæstinensiske folk i kraft af besættelsen.

Mest vigtigt, så viste gallamiddagen at ATPF er klar over hvordan man spiller det politiske spil i USA. Det er meget opmuntrende, at palæstinensere i USA er begyndt at påvirke på USAs indre linier, tilsvarende som Israels støtter har gjort i årevis. De som bliver stående på sidelinien vil aldrig være i stand til at påvirke beslutningerne i Washington.

Man skal ikke overdrive, hvad der indtil nu er opnået med den nye strategi, men enhver rejse begynder med det første skridt.

Oversættelse: Ole Olsen

I politisk glatføre

Uri Avnery, leder af Gush Shalom, undrer sig – med udgangspunkt i forløbet med Goldstone-rapporten – over, hvorfor Israel og USA driver Mahmoud Abbas ud i umulige positioner og dermed styrker Hamas: Hans svar er at Abbas i modsætning til Hamas kan være til fare for Israels politik.

Goldstone-rapporten

Dommer Goldstone får skylden for alt dårligt, som sker for Israel i øjeblikket, risikoen for at vore ledere bliver stillet for den internationale straffedomstol, for det dårlige forhold til Tyrkiet, for de mange tiltag verden rundt for at boykotte Israel. Nu får han også skylden for den krise, som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas befinder sig i.

Da rapporten kom, besluttede vores regering at gøre alt for at forhindre selv en debat om den. Israel pressede USA til at presse Abbas, som gav efter og gav besked om at trække forslaget i FN’s Menneskeretsråd om at sende rapporten til FN’s Sikkerhedsråd.

I næsten enhver anden sag ville en sådan handling knap være blevet opdaget, men da det handlede om krigen i Gaza, blev den palæstinensiske opinion rasende og for Hamas var trækningen af forslaget en gave fra Allah – en anledning til at kalde Abbas for forræder og andre grimme ting. Og mange uden for Hamas bakkede i denne sag op om kritikken.

Abbas legale position er vanskelig. Nogle mener at hans valgperiode allerede er udløbet, resten at det sker i løbet af få måneder. Uanset hvad skal han snart på valg og har brug for opbakning. Derfor bad han om at få sagen behandlet i Menneskeretsrådet alligevel, og som ventet var der et flertal, som tiltrådte den og sendte den til FN.

Vores regering i Israel reagerede vredt. Abbas blev beskyldt for at være en hykler idet han – efter en del israelske lederes og mediers mening – nærmest selv havde bedt om at Israel gik ind i Gaza og forsøgte at smadre Hamas. Det var at hælde benzin på bålet at komme med en sådan påstand og det er svært at forestille sig en beskyldning med større skadevirkning for Abbas.

Og som om det ikke var nok, gentog den israelske regering øjensynligt truslen om at ville forhindre det nye mobilselskab på Vestbredden i at komme i luften – hvilket vil betyde tab på flere hundrede millioner dollars.

Abbas mellem hamre og ambolt

Hele sagen viser den umulige situation som Selvstyret befinder sig i – mellem hamre og ambolte. Israel udgør en meget stor hammer. Intet kan ske på Vestbredden, uden at Israel siger OK. En anden hammer er USA, da Selvstyret lever på økonomiske bidrag fra USA og Europa og Selvstyrets sikkerhedsstyrker trænes af en amerikansk general. Abbas behandles som Karzai i Afghanistan og al-Maliki i Irak. Han kan beholde sin position så længe USA støtter ham og vil falde hvis støtten falder bort.

I en politisk konflikt mellem Israel og USA, ville Abbas kunne styrke sin position, men som Goldstone-sagen har vist går USA og Israel lige nu hånd i hånd. Abbas har intet andet valg end at danse efter tonerne i Israels fløjte.

Ambolten er palæstinenserne. I øjeblikket er den palæstinensiske offentlighed passiv og frustreret, men Goldstone-sagen viste at der under overfladen bobler en vulkan.

Hamas’ talsmænd har sammenlignet Abbas med den franske general Petain, en krigshelt fra 1. verdenskrig, som under den anden forsøgte – med Vichy-regeringen – at holde sammen på Frankrig af patriotiske grunde. I begyndelsen blev han behandlet pænt af Hitler, men udviklede sig presset af omstændighederne til at havne i forræderens rolle – og endog deltage i jødeforfølgelser.

Det er ikke fair at sammenligne Abbas med Petain. Ramallah er ikke Vichy og Khaled Mashall (Hamas leder) i Damaskus er ikke at ligne med De Gaulle i London. Men et regime som fungerer under besættelse er altid i fare for at ende som kollaboratører og kritikken fra Hamas udstiller Abbas vanskelige position.

Israel er bange for Abbas – og Obama

Hvad gør vores regering så i denne situation? Man vil umiddelbart mene, at Israel er interesseret i at eliminere Hamas og i styrke den moderate Abbas. Det burde være selvklart.

Men hvis det forholder sig sådan, hvorfor forhindrer den israelske regering så Abbas i at opnå et eneste politisk resultat? Hvorfor hævder israelske medier hver eneste dag at Abbas er svag og ikke kan skabe fred. Hvad forhindrer Netanyahu i at frigive tusinde palæstinensiske fanger som en gestus til Abbas som forsøger at få frigivet den tilfangetagne Gilat Shalit? Hvorfor stiller han krav til Abbas, som det vil være politisk selvmord for ham at acceptere (for eksempel kravet om at anerkende Israel som en jødisk stat)? Og hvorfor udvider han bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden lige for næsen af den moderate Abbas?

Den politiske og militære ledelse i Israel er ikke idioter. Når de handler, må de formodes at have forudset de indlysende konsekvenser og finde dem hjælpsomme. Når så mange af regeringens handlinger styrker Hamas og svækker Abbas, må det være ud fra en vurdering af, at det gavner Israel.

Og ganske rigtigt: Abbas er en fare for Israels nuværende politik. Han har opbakning fra Obama som ønsker forhandlinger om en to-stats-løsning. Det vil betyde afslutning af 120 års zionistisk ekspansion og en fundamental ændring af Israel.

Med Hamas ved magten vil den risiko være borte. Der vil ikke være noget amerikansk pres og intet krav om forhandlinger eller om stop for bosættelser. Besættelsen kan fortsætte uhindret, tænker regeringen sikkert.

Det vil betyde en katastrofe i fremtiden. Men hvem bekymrer sig om den?

Oversættelse (forkortet): Ole Olsen

Salaam Fayad´s to-årige vej til en palæstinensisk stat

August 2009 er der fremlagt to forskellige palæstinensiske forslag til en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt:

– dels – Fatahkonferencens bekræftelse i Betlehem af oprettelsen af en en-statsløsning med mindre en forhandlet to-statsløsning er opnået i 2010.

– dels – premierminister Salaam Fayads personlige plan om en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat i august 2011 efter en toårig statsopbygningsperiode.

Det er især teknokraten og pragmatikeren Fayads overraskende og modige soloudspil, der har vakt uro og opmærksomhed i alle lejre.

The Jerusalem Post

I en artikel i The Jerusalem Post fredag d. 9.10.09 analyserer Dan Diker og Pinhas Inbari fra ”The Jerusalem Center for Public Affairs” den palæstinensiske premierministers ensidige strategi for oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat i 2011 indenfor den grønne linie fra juni 1967 på Vestbredden, i Øst Jerusalem og i Gaza.

De to forfattere lægger vægt på israelernes berettigede modstand ud fra en israelsk læsning af FN resolution 242 , hvor en engelsksproget udgave lægges til grund for en definition af de erobrede områder som ´omstridte områder´ overfor en fransksproget udgave af dem som ´de besatte områder´, Formuleringen ´anerkendte grænser´ fra 242 forstås således også her som: ´grænser der kan forsvares militært.´

Fayads plan

Fayads plan er det første seriøse palæstinensiske udspil til en statsdannelse siden PLOs grundlæggelse i 1964 og erstatter den traditionelle PLO position med væbnet kamp for Palæstinas befrielse, sidst konfirmeret på Fatahs konference i Betlehem i august 2009.

Trods planens eksplicite anerkendelse af PLO som politisk organ fremstår Fayads plan som et dristigt anti-Fatah udspil, og det er ikke på forhånd clearet med PLO , PLC (parlamentet) og PA (det palæstinensiske selvstyre . Det opfattes derfor som en direkte udfordring af Fatah og dets leder Mahmoud Abbas.

I de næste 24 måneder skal der ifølge Fayads 54 sider lange plan opbygges en fysisk infrastruktur på Vestbredden med flyvepladser, jernbanelinier til nabostaterne, vandinstallationsprojekter ved Tulkarm og Kalkilya tæt ved den grønne linie, offentlige institutioner og public service efter vestligt forbillede og skattefordele for fremmede investorer. Disse statsdannende tiltag skal danne grundlag for oprettelsen af en levedygtig statsdannelse på Vestbredden, der også omfatter områder, der ifølge Oslo aftalen fra 1993 kontrolleres af Israel – som højderne omkring Jerusalem og Jordandalen.

Fayad har kun begrænset politisk støtte i Fatah, som han ikke er medlem af , og han er ikke lovligt valgt som premierminister, men indsat af Abbas efter Hamas valgsejr i 2006, der gav embedet til Ismail Haniyeh. Fayad inddrager meget opsigtsvækkende ikke Fatah i sin plan, men taler om en politisk kamp baseret på fredelige, folkelige bevægelser og oprettelsen af en regering bygget på principper om retfærdighed, lovlighed, lighed og tolerance , beskyttet af en klar adskillelse af den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt.

Palæstinensiske ´facts on the ground´

Fayads hensigt er at skabe ´facts on the ground´ på Vestbredden, der vil kunne samle international støtte og lede til et pres for at omforme anerkendelsen af en de facto palæstinensisk stat i 2011 til en de jure stat i det tilfælde, at PA og Israel ikke formår at opnå en forhandlet løsning.

´ Hvis besættelsen ikke er ophævet i 2011 og verdens nationer fra Kina til Chile, Afrika og Australien betragter os , så vil de sige, at det palæstinensiske folk i realiteten har en fungerende stat.Det eneste tilbageværende problem ville være den israelske besættelse, de israelske bosættelser og det israelske sikkerhedssystem´  siger Fayad.

I den to-årige periode  skal der bl.a. foregå en massiv udvikling af de såkaldte C områder, der udgør 70 % af Vestbredden og som ifølge Osloaftalen fra 1993 er under israelsk civil og militær kontrol, indtil de på eet uvist tidspunkt kan overgå til B og endelig A status.Disse C områder i den strategiske Jordan dal samt højdedragene omkring Jerusalem indgår imidlertid i de israelske krav om sikkerhed og forsvarssikrede grænser.I september udtalte Fayad følgende til den arabiske avis Asharq Alawsat: ´ Der er mange, der tror, at C områderne er blevet ´omstridte områder´ snarere end ´besatte områder´. Vi slår fast, at disse er Palestinensiske områder, hvor staten Palæstina vil blive etableret.´

Reaktioner fra det internationale samfund

Fayads udspil har allerede fået bred opbakning fra FN , Kvartetten og europæiske ledere. Den amerikanske administration har ikke officielt støttet Fayads plan, men præsident Obama har også tidligere forestillet sig en to-årig overgang til en fred i Mellemøsten. Der er også andre indirekte tegn på amerikansk støtte, idet Obamas administration kort efter planens fremlæggelse i august annoncerede et tilskud på 20 mil. dollars til støtte for forslaget, og Kongressen allerede et par uger før konfirmerede et tilskud på 200 mil. dollars til PAs pengekiste, der er under Fayads kontrol.

Fatahs reaktion

Fayads statsudspil går imod Fatah kongressens udspil august 2009 , der taler om at nedlægge PA i 2010 , hvis ikke fredsforhandlingerne med Israel lykkes. Dette ville som konsekvens betyde en en-statsløsning.

Fatah har efter præsentationen af Fayads plan besluttet at give hans ambitiøse projekt en chance, men har samtidig afvist hans kandidatur til PLO´s eksekutivkomite, som ville have givet ham magten til at udråbe en palæstinensisk stat, hvis han var blevet indvalgt.

Endnu en alvorlig forhindring for Fayads plan er dens opfordring til at genforene det Hamas styrede Gaza med den Fatah styrede Vestbred. Dette ville betyde, at Gaza skulle underlægge sig Vestbredstyret, og at Hamas skulle indvillige i at afholde valg til parlamentet i januar 2010, hvilket de for øjeblikket afviser, da det kunne risikere at omstøde deres de facto styre af Gaza.Dette er dog langt fra sikkert, idet kilder i vestbredregeringen antyder, at afholdelsen af et parlamentsvalg her og nu ville give flertal til Hamas både på Vestbredden og i Gaza.

Israelsk reaktion

Selv om en ensidig udråbelse af en palæstinensisk stat ville frigøre Israel fra de restriktioner og pligter som Osloaftalen også pålagde dem, påkalder israelerne sig ifølge Dan Diker og Pinhas Inbari som nævnt en overholdelse af Osloaftalen og udtaler bekymring for deres østgrænse og deres nuværende kontrol over Jerusalem og Jordandalen.Samtidig vil Fayads plan ændre det diplomatiske paradigme mellem PA og Israel fra en legalt sanktioneret forhandlet proces til et ensidigt palæstinensisk initiativ , der vil ophæve den israelske besættelse, men som også har vidtrækkende og bekymrende juridiske-, politiske- og sikkerhedskonsekvenser for Israel og dermed også for palæstinenserne og andre regionale aktører.

Fayads strategi kan give bagslag

Fayads strategi med at opnå opbakning fra USA og det internationale samfund til en præcist defineret palæstinensisk statsdannelse og dermed presse Israel til at hæve besættelsen og trække sig tilbage til grænserne før 1967, kan meget vel give bagslag. I stedet kan planen presse Israel, PA og andre regionale aktører ind i voldsom ustabilitet og en mulig krig.

Oversættelse og redigering: Marianne Risbjerg Thomsen

Palæstinenserne i Israel

Foredrag ved Mahmoud Issa, som er ph.d. og forfatter til bl.a. “Lubya var en landsby i Palæstina”

Tirsdag den 20. oktober kl. 1930 – 21.30.Verdenskulturcentret, Nørre allé 7.

Arr. DPV-hovedstaden

Dansker i knibe gav fokus på Gaza

Mens Israel blokerer for genopbygningsmaterialer til Gaza, og forholdene bliver ved med at være forfærdelige, kræver det et overgreb mod en dansker at få lidt opmærksomhed fra medierne

Af Adam Qvist

I juni bryder vores historie kun delvist igennem mediemuren, da jeg selv og 20 kollegaer fra organisationen Free Gaza i internationalt farvand bordes af israelske specialstyrker, tilfangetages og sættes i fængsel. FN er straks ude og kalde handlingen for ulovlig – alligevel ruller sagen ikke i de danske medier. Mediefokus er tilsyneladende ikke myntet på, at Gaza-striben er under blokade på tredie år, men udelukkende på mit rødbedefarvede pas. Vinklen er ´Dansker i fængsel i Israel ´. I 2008 sejlede Free Gaza som de første i 41 år til den besatte Gaza-stribe. 1,5 million indbyggere fængslet i en ghetto, hvoraf 70 procent lever i absolut fattigdom. De danske medier bed aldrig mærke i, at vi brød blokaden. De sidste tre sejladser er alle blevet forhindret; i december blev vores bedste skib vædret og ødelagt, i januar  blev vi blokeret og i slutningen af juni blev vores sidste båd kapret. Var den ulovlige frihedsberøvelse simpelthen ikke godt nok nyhedsmateriale for dagspressen, DR og TV2? Efter selv at have mødt mediemuren og hørt afvisningern, søger jeg at forstå, hvorvidt den komplicerede situation inden for Israels elastiske grænser har umuliggjort journalistiske opråb om åbenlyse brud på anstændighed og international lov, som vi ellers ikke er blege for at prise os selv som forkæmpere for? Skal der absolut en dansk vinkel til for at kunne sælge stoffet til danskerne? Og kan vi som nation være tilfredse med, at al oplysning om omverdenen skal optræde som vedhæng til en ´danocentrisk´ nyhedsvinkel?

Tung dans med medierne

Min seneste tunge dans med de danske aviser og tv-stationer begyndte på Cypern.  De få gange, hvor jeg ikke blankt blev afvist, fik jeg at vide, at nyhedsværdien manglede. Måske har jeg valgt den forkerte politiske sag – mediefokus virker anderledes intens, når folk går på gaden i Teheran sammenlignet med på Vestbredden – forestil dig reaktionen, hvis en båd med menneskeretsobservatører var blevet kapret i Den Persiske Golf af den iranske flåde. Den 29. juni gav den cypriotiske regering os, under pres fra den amerikanske ambassade og Avigdor Lieberman (israelsk udenrigsminister, bosætter og berygtet ultranationalist), kun lov til at sejle med én af vores både, med mig som andenstyrmand. Afgang på spejlblank sø. Bortset fra lidt uundgåelig søsyge, heriblandt irske Mairead Maguire, vinder af Nobels Fredspris, forløb første del glat. På turen havde vi legetøj, oliventræer og en sæk med 50 kilo cement ombord. Cementen var vores symbolske bidrag til genopbygningen af de godt 40 x 10 km Gaza-stribe, der blev bombet i januar. På nuværende tidspunkt har Israel tilladt intet genopbygningsmateriale i at komme ind. Behovet er akut. Det er ikke de hundredevis dræbte tidligere i år, der er problematisk – den voldelige død tiltrækker medierne – men de halvtredstusinde hjemløse, der nu bor i teltlejre, de 800.000 børn og unge under 18, som vil bære ubeskrivelige traumer, og den store del af befolkningen, der ikke har adgang til rent drikkevand. En realitet, der dårligt får dækning. Midnat ud fra Libanons kyst i internationalt farvand spottede vi to fartøjer på radaren, som fulgte os. Da vi kl. 01:25 fik radiokontakt med den israelske flåde, stod jeg selv ved roret. Vores førstestyrmand sørgede hurtigt for at tvinge dem til at sende deres trusler over radioens nødkanal 16, der kunne modtages i hele det syd-østlige Middelhav. Herpå blokerede den israelske flåde kommunikationssystemerne, og over radioen lød truslen: »10 minutter til at vende om eller vi åbner ild«.

Hård behandling

Som aktivist på Vestbredden lærer man, at det israelske militær tøver med at dræbe vestlige statsborgere, mange er blevet skudt, men kun tre dræbt siden 2001. Ventende i førerhuset på advarselsskud sejlede vi stødt videre. Ti minutter senere, ingen ild. Under mit ophold i 2008 med Gazas fiskere, blev vi beskudt hver gang vi sejlede i palæstinensisk farvand. Trods behovet for dybdegående journalistik lykkedes det mig aldrig at bryde igennem til de danske medier under mit ophold. Mine venner i Gaza er i dag arbejdsløse efter flere års fredelig modstand med daglige forsøg på at fiske i deres hav. Drab, tortur og kidnapning har ødelagt en fiskeindustri, som plejede at forsørge femogfyrretusinde. Med daggryets kommen fik vi radaren tilbage, da vi befandt os så tæt på Suezkanalen, at de ikke længere turde blokere den, og visuel kontakt med flåden, som op af formiddagen voksede i størrelse til at pryde horisonten med seks krigsskibe, fire gummibåde, to Super Dvora kanonbåde og F16-fly i luften. 18,5 sømil fra Gazas kyst kom to hold kommandosoldater ombord med metalkroge og pistolerne trukne. En håndfuld passagerer modtog knubs, jeg inkluderet, da jeg blev slået ned i skibsdækket, og dokumentaristen Adam Shapiro blev slået ned og delvist kvalt med en redningsvest. Til slut rev de det græske flag, som skibet sejlede under, itu og smed det på gulvet foran os. Med plastikstrips på så vi Gaza-by forsvinde i det fjerne, mens vores kaptajn sejlede båden til havnebyen Ashdod forbi den israelske boreplatform, som henter gas op fra Gazas store naturgasreserve.Ankomst til Israel : Hårdhændet modtagelse af en gruppe soldater og hærens tv-kanal. Jeg smides hovedet-først ind i et metalbord med knæ i ryggen og håndjern på bag ryggen. I detentionen lykkedes det med snilde at få smuglet simkort og telefoner ind, og over de næste dage kom jeg i kontakt med de ivrigste danske medier. Det virkede plat, at jeg i et  propfyldt immigrantfængsel, hvor jeg forventede løsladelse inden for et par uger, fortalte om mine følelser, når det burde have handlet om mine venner i Gaza, som har siddet i fængsel i et helt liv. Således en tom følelse at havde haft mediernes interesse, hvorpå man vendte hjem og kun fandt ens mindst relevante kommentarer citeret.

To slags pirater

På trods af at Free Gaza brød blokaden fem gange i 2008, tog det en relativ ligegyldig fængsling af en dansk statsborger, før mediemuren gav sig. Givet danske mediers glubske sult for pirateri ud fra Afrikas Horn, er det absurd at den israelske flåde kaprede en forsvarsløs båd på humanitær mission uden efterfølgende at blive stillet til regnskab. I Aden-bugten kan piraterne i det mindste undskylde sig med en økonomi ødelagt af internationalt storfiskeri og kemisk affald fra vestlige firmaer. Magtforholdet for pirateri i det østlige Middelhav syntes at have omvendte fortegn. Med vores fængsling, heriblandt en forhenværende amerikansk kongreskvinde og en nobelprismodtager formåede vi som sagt kun delvist at bryde igennem petitesse-afdelingerne og kändis-sladderen. Har den internationale dækning overgivet sig til en vinkling, der som udgangspunkt kredser om danskhed, er det under alle omstændigheder utilfredsstillende. Efterladt med en smag i munden af, at min danskhed var kernen i de dansksprogede artikler, undres jeg ved hvorfor selve aktionen ikke var godt nyhedsstof i sig selv. Reaktionen havde været markant anderledes hvis vi havde sejlet i Den Persiske Golf eller Aden-bugten. For godt nok prioriteres en dansk historie, men tilsyneladende kun til en grad, hvor den ikke får rokket ved på forhånd fastlagte vinklinger af Palæstina-Israel -konflikten.

Mod Gaza på ny

Selv med få måneder lange ophold på Vestbredden og Gaza fik jeg set, hvad det vil sige at leve uværdige liv. Det bliver ikke de hårdhændede metoder, Israel brugte til at udøve besættelse med, der vil huskes i retrospekt, men derimod vores regeringers stilhed og en presse, der ikke turde råbe op.  Tæt på 10 millioner palæstinensere over hele Mellemøsten sidder på 61. år i elendighed. Både på den ´rigtige´ og den ´forkerte´ side af Israels 700 km lange murværk og i lejre i Jordan, Syrien og Libanon. Hvis det internationale samfund fortsat lukker øjnene, er det op til almindelige borgere selv at stoppe krænkelserne af menneskerettighederne. Så snart vi har indsamlet nok midler, sejler vi mod Gaza på ny.

Bragt som kronik i Information den 13. oktober 2009

Udskudt retfærdighed er nægtet retfærdighed

Joharah Baker fra Miftah kritiserer kraftigt beslutningen d. 2. oktober i FN´s Menneskeretsråd om at udskyde behandling af Goldstone-rapporten om Israels og Hamas adfærd i Gaza-krigen. Hun langer hårdt ud efter den palæstinensiske ledelse, som lod sig presse til at gå ind for en udskydelse, selv om den havde en rigtig god sag, som kunne skaffe palæstinenserne i Gaza oprejsning.

Denne gang var palæstinenserne sikre på, at de havde et es på hånden. For første gang i lang tid, var der gennemført en troværdig, afbalanceret og effektiv undersøgelse, og konklusionerne om Israels adfærd var allerede offentligt kendte. FN’s fact-finding rapport, skrevet under ledelse af dommer Richard Goldstone, vedrørende Israels invasion i Gaza (som kostede knap 1.500 palæstinensere livet) var i høj grad, hvad der var håbet på fra palæstinensisk side: – en respekteret og troværdig international støtte til de, som havde været vidne til uretfærdighed og til de som ikke ville tie. Endvidere havde Goldstone omsat sine vurderinger til forslag til initiativer, som måske kunne stille Israel til ansvar for sine forbrydelser.

Palæstinenserne så virkelig frem til afstemningen 2. oktober i FN’s Menneskeretsråds i Geneve, hvor der var mulighed for at få flertal bag at sende rapporten til FN’s Sikkerhedsråd og måske stille de ansvarlige for krigsforbrydelser for den internationale krigsforbryderdomstol.

Da nyheden kom om, at sagen var blevet udsat i 5 måneder, tabte mange underkæben i skuffelse. Siden har der været et utal af pressekonferencer, tvetungede forklaringer og ævlende politikere som har forsøgt at forsvare udsættelsen eller benægte det helt uforklarlige, nemlig at PLO havde andel i beslutningen om at udsætte afstemningen.

Fire dage senere (5. okt.) kører spillet fortsat. I forlængelse af det første chok, har palæstinensere råbt op og peget fingre af den palæstinensiske ledelse på Vestbredden og i Geneve, og kritiseret dem med brug af sprogets værste gloser. Fra selvsamme ledelse er der udsendt modstridende forklaringer – i forsøg på at styre krisen – med påstande såvel om at det handlede om at skabe enighed i Rådet, om at udsættelsen var en fejl, som om at udsættelsen var en håndsrækning til Hamas, som også bliver kritiseret i rapporten.

Præsident Abbas, som ifølge flere medier var blevet opsøgt af USA´s diplomater og sat under et voldsomt pres for at droppe kravet om afstemning om Goldstone-rapporten, hævder nu, at udsættelsen skete efter arabisk ønske. Vi er kun observatører i FN og kan ikke træffe en sådan beslutning, har Abbas udtalt, ligesom han har igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge baggrunden for udsættelsen.

For den almindelige palæstinenser giver dette ingen mening. Mens det er forståeligt, at USA vil strække sig langt for at forsvare Israel, selv når det handler om brud på international lov og om krigsforbrydelser, er det helt uden mening, at den palæstinensiske skulle bøje sig for pres i denne sag. Det skulle ikke være nødvendigt at nævne det, men for gazanere som har mistet kære, job, jord og huse som følge af Israel brutale bombardementer, føles det skete som forræderi og svigt, især fordi bortforklaringerne ikke giver mening. Menneskeretsrådet baserer sine beslutninger på flertal og ikke på, om alle er enige.

Hvad angår mødet i Menneskeretsrådet, så var denne afstemning så godt som vundet på forhånd. Siden Rådet blev etableret i 2006, har det vedtaget adskillige resolutioner om Israels menneskeretskrænkelser i de palæstinensiske områder, og Rådet bliver af nogle kritiseret for at være anti-israelsk. Før den fastsatte afstemningsdag, vidste både Israels og Palæstinas ambassadører, hvad vej det bar. Den palæstinensiske ambassadør gav tidligt udtryk for, at han ville få de nødvendige stemmer, mens Israels ambassadør ikke kunne skrabe stemmer nok sammen til at blokere for en beslutning.

En afstemning ville have betydet, at Goldstone-rapportens konklusioner, herunder konklusion om at Israel er ansvarlig for alvorlige overtrædelser af internationale menneskerettigheder og af de humanitære love, ville have været på vej til FN’s Sikkerhedsråd, hvis resolutioner er bindende. Dette kunne have ført til en prøvning af de israelske handlinger i den Internationale Kriminaldomstol, noget som Israel og USA har arbejdet på at undgå siden rapporten blev offentliggjort.

Det er ikke overraskende, at USA har lagt hårdt pres på den palæstinensiske ledelse for at få rapporten udskudt og dermed uskadeliggjort. Det er den kendte amerikanske metode, når det handler om Israels handlinger overfor palæstinenserne. Det undrer heller ikke, at Israel har brugt alle kneb for at få armen vredet om på palæstinenserne, herunder at true med at blokere for at mobiltelefonselskabet Al Wataniva kommer i luften, hvis den palæstinensiske ledelse ikke ville trække forslaget om afstemning tilbage. De to lande er en slags fjender som man må vente det værste fra.

Det som er så svært at sluge og som smerter så dybt, er, at vores egne ledere, de som kæmper side om side med os i vores kamp for frihed, kunne finde på at gøre sig til medskyldige i denne underminering af retfærdigheden. Oveni kommer, at de som er tilhængere af at udskyde afstemning, sågar hævder at beslutningen er i vores folks interesse.

Ingen af disse argumenter holder vand over for det store flertal i befolkningen, især de som lever i Gaza og som har ventet i månedsvis på, at retfærdigheden kunne ske fyldest. Goldstone-rapporten skulle kort og klart have været til afstemning. Den kendsgerning at behandlingen nu er udskudt til marts er simpelthen skrækkeligt, især hvis vores ledere har haft en finger med i beslutningen.

For at citere de 16 palæstinensiske menneskeretsorganisationer som fordømmer udskydelsen, så er udsat retfærdighed det samme som nægtet retfærdighed.

Oversættelse: Ole Olsen

Israel – Apartheid?

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, region Hovedstaden, indbyder til debatmøde i HelsingørMandag den 5. oktober kl. 19.30 – 21.30På Hovedbiblioteket, Marienlyst allé 4, Helsingør.Gratis adgangLærer Helle Preisler, som har opholdt sig i længere perioder på Vestbredden, viser billeder og beretter om palæstinensernes hverdag i de besatte områder.Forfatter dr. phil Morten Thing, formand for den danske afdeling af Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred, forholder sig i sit indlæg til anklagerne mod Israel for udøvelse af Apartheid og diskuterer, om det hjælper på vores forståelse af og holdning til Israels fremfærd, hvis vi kalder det Apartheid.

Første sæt gik til Netanyahu

Der er ingen mening i at foregøgle noget andet: I første runde i kampen mellem Obama og Netanyahu var det Obama som blev slået – skriver Uri Avnery, leder af Gush Shalom. Han mener, at Obamas problemer med at få opbakning til en sundhedsreform i USA er en afgørende forklaring på hans tilbagetog på bosættelsesspørgsmålet.

Obama havde krævet stop for alt bosættelsesbyggeri, inklusive Østjerusalem, som forudsætning for et tre-parts topmøde som start på nye fredsforhandlinger. Som bekendt starter en lang rejse med det første skridt, men det lykkedes Netanyahu at spænde ben for Obama. USA’s præsident er snublet.

Topmødet blev alligevel afholdt (under FN’s generalforsamling), men i stedet for en succes for den nye USA administration blev det en ydmygende demonstration af svaghed. Da Obama havde opgivet sit krav om stop for bosættelser, fik mødet intet indhold.

Jo, Mahmoud Abbas kom, eller snarere blev slæbt til mødet mod sin vilje. Den stakkels mand kunne ikke undslå Obamas invitation, da Obama er hans eneste ven. Men prisen for rejsen bliver høj. Palæstinenserne og alle andre har set, at han er svag. Og Obama, som holdt en god tale i Cairo, ligner nu en dårlig kammerat.

Den israelske fredsbevægelse har også fået et skud for boven. Den havde satset på at Obama ville vise den israelske befolkning, at Netanyahus politik ville føre landet mod afgrunden. I stedet har Netanyahu vundet, og tilmed vundet stort. Han har vist, at man ikke skal frygte Obama, at han blot er en papirtiger. Bosættelserne fortsætter og hvis der bliver forhandlinger, vil de intet føre til. For Netanyahu er truslen om fred aflyst – i hvert fald foreløbigt.

HVAD GIK GALT?

Det er svært at forstå at Obama har tilladt sig selv at havne i denne pinlige situation. Machiavelli har lært os, at man ikke skal udfordre en løve, hvis man ikke har kræfter til at tage livet af den. Og Netanyahu er ikke engang en løve, kun en ræv. Hvorfor insisterede Obama på stop for bosættelser – et yderst fornuftigt krav – når han ikke var i stand til at stå fast over for Netanyahu?

Før man stiller et sådant krav, må en statsmand vel overveje sin og modstanderens styrke? Hvad vil jeg satse? Hvilke magtmidler kan jeg bruge og hvor fast vil modstanderen stå?

Obama har en hob af dygtige rådgivere, ledet af Rahm Emanuel, hvis israelske rødder giver ham særlig indsigt. Han har også George Mitchell, en stædig og erfaren diplomat som kunne give kvalificerede vurderinger. Hvordan kunne de alle fejle?

Man måtte forvente at Obama på forhånd havde valgt sine politiske instrumenter – og der er mange mulige. At holde op med at nedlægge veto i Sikkerhedsråd mod kritik af Israel, at indstille våbenhjælpen eller at nægte at give lånegarantier. Det sidste fik Yitzak Shamir (Israels daværende Premierminister) til Madrid-konferencen i midten af 90-erne.

Alt tyder på at Obama enten ikke ville eller ikke kunne udøve noget pres, ikke engang diskret. Tværtimod har han netop bifaldet fælles flådeøvelser med Israel. Nogle havde satset på at USA ville have bragt Goldstone-rapporten (om israelske og palæstinensiske krigsforbrydelser under Israels krig mod Gaza) i spil. I stedet udsendte USA en pressemeddelelse som er i tråd med den israelske propaganda.

Den uundgåelige konklusion bliver at Obamas nederlag overfor Netanyahu skyldes en fejlbedømmelse af situationen. Hans erfarne rådgivere tog fejl i forhold til de kræfter som er i spil.

I KLEMME I KONGRESSEN

Det handler også om Obamas sundhedsreform. Her er modstanderne stærkere end ventet og i forhandlingerne er USA’s Israel-holdning kommet med på bordet – dygtigt inspireret af den pro-israelske lobby. Stribevis af senatorer kræver pro-israelske modydelser for at støtte sundhedsreformen. Og af hensyn til sundhedsreformen har Obama ikke turde udfordre Israel-lobbyen. Netanyahu fandt Obamas bløde punkt – og udnyttede det. Obama kunne ikke gøre andet end at bøje af.

Sammenbruddet i Mellemøstpolitikken er især pinefuldt lige nu. Fra en inspirerende taler med løfterige budskaber, står vi nu med en svag politiker som ikke kan omsætte visioner til virkelighed. Hvis dette indtryk holder ved, vil det kaste skygger over hele præsident-perioden.

MEN er Netanyahus politik nu også klog fra et israelsk synspunkt? Det kan nemt vise sig at være en Pyrrus-sejr. Obama har endnu mindst tre og et halvt år foran sig, så der er masser af tid til at planlægge en revanche for sit ydmygende nederlag.

HVAD VIL OBAMA NU?

Det er umuligt at vide hvad Obama tænker og føler. Hans mange år som en ung sort mand har lært ham ikke at vise sine følelser og at holde kortene tæt ved kroppen. Måske kommer han til den konklusion at han ikke vil have ballade med Israel da det kan give enhver præsident problemer. Men det kan også være at han vil vente på et godt tidspunkt og så slå igen mod Netanyahu.

Hvis jeg bliver spurgt (og det gør jeg ikke…), ville jeg sige til Obama, at skabelse af israelsk-palæstinensisk fred ikke er en sag for diplomater, men kræver en stærk og beslutsom leder med en fast hånd. En amerikansk præsident som vil spille en sådan rolle skal opstille en detaljeret plan med faste tidsfrister og være klar til at kaste sin fulde styrke ind i arbejdet. Blandt andet må han være parat til at konfrontere den magtfylde israelske lobby.

Det vil ikke lykkedes, medmindre der skabes en stærk opinion hos alle parter, ikke mindst en stærk Jødisk-amerikansk opinion. Og på det rigtige tidspunkt må Præsidenten komme til Jerusalem og tale til Knesset.

Jeg ved ikke om Obama er manden der kan gøre det. Nogle i fredsbevægelsen har allerede mistet troen, hvilket næsten er det samme som at give op. Dertil er jeg ikke kommet. Et slag afgør sjældent en hel krig og én fejl bestemmer ikke fremtiden. Et tabt slag kan styrke taberen og en fejl kan man lære af.

Oversættelse : Ole Olsen

Klar rapport om overgreb i Gaza. Drop nu den uforståelige berøringsangst over for Israel

Af Fathi El-AbedMIN FAR ER ZIONIST og elsker Israel (…). Han har i realiteten valgt at mildne sin kritik i rapporten trods den uomtvistelige kendsgerning, at Israel gik langt over stregen under krigen mod Gaza. Det udtalte Nicole Goldstone – som er datter til FN´s undersøgelsesdommer Richard Goldstone – forleden til den israelske hærs radio. Richard Goldstone offentliggjorde forleden sit holds rapport om især Israels massive menneskerettighedsovertrædelser under overgrebet mod Gaza i begyndelsen af året.Goldstone er hvid sydafrikaner og har jødisk baggrund. I over 25 år har han været formand for foreningen Det Hebræiske Universitets Venner i Sydafrika. Han har siden midten af 1990´erne været udpeget til at undersøge krigsforbrydelserne i Eksjugoslavien, Rwanda og Kosovo. Hans troværdighed har der aldrig nogen sinde været sået tvivl om. Ikke før nu. Han er lige pludselig utroværdig og ensidig – det mener især Israel indtil videre – fordi han i sin rapport om overgrebet mod Gaza i december/januar konkluderer, at Israel begik overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza.Israel regnede med, at rapporten ville tegne et ikke særligt kønt billede af staten. Men troede bestemt ikke, at rapporten ville være så vidtgående, præcis og klar i sine anklager mod Israel. Derfor besluttede Israel, siden undersøgelseskommissionen med Richard Goldstone i spidsen blev sat i arbejde tilbage i april, ikke at samarbejde med Goldstone og hans hold. Israel gik så vidt som til adskillige gange at nægte Goldstone adgang til Gaza, hvorfor undersøgelsesdommeren var nødsaget til at gå ind i Gaza fra Egyptens side. OVERGREB MOD DEN palæstinensiske civilbefolkning, kollektiv afstraffelse, systematisk politik udformet med henblik på at straffe, ydmyge og terrorisere, manglende respekt for international humanitær lov, krigsforbrydelser, sandsynligvis forbrydelser mod menneskeheden. For blot at nævne nogle af anklagerne mod Israel i forbindelse med overgrebet mod og belejringen af Gaza.Goldstone-rapporten opstiller en række anbefalinger, der sigter mod en egentlig retsforfølgelsesproces, der skal munde ud i tiltale og retssager mod den politiske og militære ledelse i Israel. I første omgang skal FN´s Sikkerhedsråd se på sagen og komme med anbefalinger, konkluderer rapporten. I virkeligheden er rapporten så veldokumenteret og velbearbejdet, at Israels forsøg på at anfægte såvel arbejdet som personen Richard Goldstone i sidste ende vil mislykkes. Men skulle det ende med endnu en amerikansk affejning af rapportens konklusioner vedrørende Israel, så vil det være FN´s, USA´s og verdenssamfundets troværdighed, der vil blive sået tvivl om.Det er tid til retfærdighed og til en omgang grundig selvransagelse i verdenssamfundet. Det er ikke mindst tid til at droppe den uforståelige overfølsomhed og berøringsangst, når det gælder Israel. Tiden er inde til at stille Israel til regnskab og til, at verdenssamfundet træder i karakter. Fathi El -Abed er formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Debatindlæg i Kristiligt Dagblad den 25.09.2009