Udskudt retfærdighed er nægtet retfærdighed

Joharah Baker/Ole Olsen, www.miftah.org

Udskudt retfærdighed er nægtet retfærdighed

 

Joharah Baker fra Miftah kritiserer kraftigt beslutningen d. 2. oktober i FN´s Menneskeretsråd om at udskyde behandling af Goldstone-rapporten om Israels og Hamas adfærd i Gaza-krigen. Hun langer hårdt ud efter den palæstinensiske ledelse, som lod sig presse til at gå ind for en udskydelse, selv om den havde en rigtig god sag, som kunne skaffe palæstinenserne i Gaza oprejsning.

Denne gang var palæstinenserne sikre på, at de havde et es på hånden. For første gang i lang tid, var der gennemført en troværdig, afbalanceret og effektiv undersøgelse, og konklusionerne om Israels adfærd var allerede offentligt kendte. FN’s fact-finding rapport, skrevet under ledelse af dommer Richard Goldstone, vedrørende Israels invasion i Gaza (som kostede knap 1.500 palæstinensere livet) var i høj grad, hvad der var håbet på fra palæstinensisk side: – en respekteret og troværdig international støtte til de, som havde været vidne til uretfærdighed og til de som ikke ville tie. Endvidere havde Goldstone omsat sine vurderinger til forslag til initiativer, som måske kunne stille Israel til ansvar for sine forbrydelser.

Palæstinenserne så virkelig frem til afstemningen 2. oktober i FN’s Menneskeretsråds i Geneve, hvor der var mulighed for at få flertal bag at sende rapporten til FN’s Sikkerhedsråd og måske stille de ansvarlige for krigsforbrydelser for den internationale krigsforbryderdomstol.

Da nyheden kom om, at sagen var blevet udsat i 5 måneder, tabte mange underkæben i skuffelse. Siden har der været et utal af pressekonferencer, tvetungede forklaringer og ævlende politikere som har forsøgt at forsvare udsættelsen eller benægte det helt uforklarlige, nemlig at PLO havde andel i beslutningen om at udsætte afstemningen.

Fire dage senere (5. okt.) kører spillet fortsat. I forlængelse af det første chok, har palæstinensere råbt op og peget fingre af den palæstinensiske ledelse på Vestbredden og i Geneve, og kritiseret dem med brug af sprogets værste gloser. Fra selvsamme ledelse er der udsendt modstridende forklaringer – i forsøg på at styre krisen – med påstande såvel om at det handlede om at skabe enighed i Rådet, om at udsættelsen var en fejl, som om at udsættelsen var en håndsrækning til Hamas, som også bliver kritiseret i rapporten.

Præsident Abbas, som ifølge flere medier var blevet opsøgt af USA´s diplomater og sat under et voldsomt pres for at droppe kravet om afstemning om Goldstone-rapporten, hævder nu, at udsættelsen skete efter arabisk ønske. Vi er kun observatører i FN og kan ikke træffe en sådan beslutning, har Abbas udtalt, ligesom han har igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge baggrunden for udsættelsen.

For den almindelige palæstinenser giver dette ingen mening. Mens det er forståeligt, at USA vil strække sig langt for at forsvare Israel, selv når det handler om brud på international lov og om krigsforbrydelser, er det helt uden mening, at den palæstinensiske skulle bøje sig for pres i denne sag. Det skulle ikke være nødvendigt at nævne det, men for gazanere som har mistet kære, job, jord og huse som følge af Israel brutale bombardementer, føles det skete som forræderi og svigt, især fordi bortforklaringerne ikke giver mening. Menneskeretsrådet baserer sine beslutninger på flertal og ikke på, om alle er enige.

Hvad angår mødet i Menneskeretsrådet, så var denne afstemning så godt som vundet på forhånd. Siden Rådet blev etableret i 2006, har det vedtaget adskillige resolutioner om Israels menneskeretskrænkelser i de palæstinensiske områder, og Rådet bliver af nogle kritiseret for at være anti-israelsk. Før den fastsatte afstemningsdag, vidste både Israels og Palæstinas ambassadører, hvad vej det bar. Den palæstinensiske ambassadør gav tidligt udtryk for, at han ville få de nødvendige stemmer, mens Israels ambassadør ikke kunne skrabe stemmer nok sammen til at blokere for en beslutning.

En afstemning ville have betydet, at Goldstone-rapportens konklusioner, herunder konklusion om at Israel er ansvarlig for alvorlige overtrædelser af internationale menneskerettigheder og af de humanitære love, ville have været på vej til FN’s Sikkerhedsråd, hvis resolutioner er bindende. Dette kunne have ført til en prøvning af de israelske handlinger i den Internationale Kriminaldomstol, noget som Israel og USA har arbejdet på at undgå siden rapporten blev offentliggjort.

Det er ikke overraskende, at USA har lagt hårdt pres på den palæstinensiske ledelse for at få rapporten udskudt og dermed uskadeliggjort. Det er den kendte amerikanske metode, når det handler om Israels handlinger overfor palæstinenserne. Det undrer heller ikke, at Israel har brugt alle kneb for at få armen vredet om på palæstinenserne, herunder at true med at blokere for at mobiltelefonselskabet Al Wataniva kommer i luften, hvis den palæstinensiske ledelse ikke ville trække forslaget om afstemning tilbage. De to lande er en slags fjender som man må vente det værste fra.

Det som er så svært at sluge og som smerter så dybt, er, at vores egne ledere, de som kæmper side om side med os i vores kamp for frihed, kunne finde på at gøre sig til medskyldige i denne underminering af retfærdigheden. Oveni kommer, at de som er tilhængere af at udskyde afstemning, sågar hævder at beslutningen er i vores folks interesse.

Ingen af disse argumenter holder vand over for det store flertal i befolkningen, især de som lever i Gaza og som har ventet i månedsvis på, at retfærdigheden kunne ske fyldest. Goldstone-rapporten skulle kort og klart have været til afstemning. Den kendsgerning at behandlingen nu er udskudt til marts er simpelthen skrækkeligt, især hvis vores ledere har haft en finger med i beslutningen.

For at citere de 16 palæstinensiske menneskeretsorganisationer som fordømmer udskydelsen, så er udsat retfærdighed det samme som nægtet retfærdighed.

Oversættelse: Ole Olsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.