Danpal.dk

Af Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (bragt i Politiken den 11. juli 2022).

Det er to måneder siden, at den palæstinensiske journalist Shireen Abu Aqela blev skudt. Det var en skændsel, som må huskes og fordømmes.

KL. 06.47 ONSDAG morgen 11. maj tikker en besked fra en ven i Libanon ind på min telefon: ”Følger du med? De har skudt Shireen Abu Aqela”. Først ca. 10 minutter efter er jeg i stand til at svare tilbage ”ja, jeg følger med, må hun hvile i fred”.

For allerede lidt over seks den morgen, ca. en halv time efter jeg var stået op, havde jeg fået den første besked fra Palæstina ”hæren er lige nu i gang med endnu et overgreb mod Jenin by og flygtningelejren”. Fra det øjeblik, efter den første besked fra Palæstina, så havde jeg tændt for tre TV skærme – herunder og ikke mindst Al-Jazeera nyhedskanalen, men også for TV 2 News på min tlf. i håb om en Breaking News. Det kom aldrig. Desværre.

Først da Al-Jazeera ca. en time efter bragte de første hårrejsende og rædselsfulde scener, da jeg så, at Shireen lå livløs under træet, at jeg rejste mig op fra stolen, tog mig til hovedet og begyndte at græde, som en voksen mand på 55 år sjældent før har grædt. For den surrealistiske scene, hvor den Shireen, jeg kendte privat, lå livløs under træet og langs en væg, var, trods alt, et for hårdt syn til, at jeg kunne kapere det. Jeg har ellers prøvet mere end de fleste i mit liv, men jeg var lige pludselig ude i stand til at tænke eller til at gøre andet end at følge med. Men – der var ikke tid til at sørge.

For samtidig med disse frygtelige scener tikkede den ene udmelding efter den anden ind fra den israelske hær om deres ”speciel operation i Jenin”, som de betegnede overgrebet mod byen og flygtningelejren – også den dag.

Den første meddelelse kunne fortælle – kort fortalt ”vores styrker kom i ildkamp med bevæbnede mænd og har under de første minutter af operationen neutraliseret to objekter”. Ifølge den kyndige palæstinensiske journalist og redaktør Nasser Laham – faktisk en af de dygtigste i Palæstina, hvis ikke den dygtigste – så trak hæren kort tid efter meddelelsen om ”neutralisering af to palæstinensere” tilbage. Det skete allerede ca. 08.30 dansk tid.

DER FULGTE tilsyneladende ingen forklaring hvorfor meddelelsen var blevet trukket tilbage. Men svaret var nok givet på forhånd og kom drypvis med mindst seks andre modstridende og bevidst forvirrende udmeldinger på selve dagen for mordet på Shireen og i løbet af de kommende dage; Efter den fortrudte melding om ”to terrorister blev neutraliseret” kom den allerførste ”israelske reaktion” på den nedskydningen af Shireen allerede ca. kl.10.30 om formiddagen dansk tid. Hæren og Israels premierminister offentliggjorde en video, hvori de påstod at kunne bevise palæstinensernes ansvar for mordet på Shireen.

Mindre end to timer efter blev dette stærke ”bevis” affærdiget og tilbagevist af den israelske menneskerettighedsorganisation B`tselem, der fremlagde beviser for, at det umuligt kunne være ”palæstinensiske bevæbnede mænd, der stod bag”. B’Tselem offentliggjorde et kort og en video, der beviste: 1.) At der ingen lige linje var mellem det åbne hjørne/sted, hvor Shireen blev skudt, og det sted, hvor hæren påstod at have en video med bevæbnede palæstinensere, 2.) At ingen bevæbnede palæstinensere, der forsvarede flygtningelejren, var i nærheden af stedet, 3.) At den video, som Israels hæren offentliggjorde som en slags ”den ultimative sandhed”, nok var taget et sted, der end ikke var i nærheden af det åbne område, hvor først journalisten Ali Samouddi blev skudt i ryggen, hvor Shireen forsøgte at komme ham til undsætning for siden selv at blive skudt lige under beskyttelseshjelmen med en eksploderende kugle, der sprængte hendes hjernemasse.

Alt imens blev de øvrige journalister direkte beskudt og i flere minutter forhindret i at komme Ali og Shireen til hjælp (efter at journalisten Samouddi kom sig få timer senere og fik den smertelige nyhed om mordet på Shireen, så fortalte han, at han råbte til de israelske soldater, at de var journalister, hvorefter de blev beskudt, og han selv blev ramt og faldt om).

B’TSELEMS hurtige og effektive respons skabte enorm irritation, frustration og vildrede i den israelske regering og besættelseshæren i en grad, at også denne video blev trukket tilbage og fjernet fra den israelske regerings og besættelseshærens konti på sociale medier.

Den tredje udmelding kom allerede ca. kl. 14.30 dansk tid; chefen for besættelseshærens generalstab, Aviv Kochaffi, meddelte, at der alligevel var en vis ”usikkerhed” om, hvor den dræbende kugle kom fra, og at ”en fuld undersøgelse er sat i gang mhp. en hurtig afklaring”.

Om aften 11. maj meddelte en anonym ”højtstående” officer i hæren ifølge det israelske dagblad Haáretz, at ”hærens soldater havde affyret dusinvis af kugler i retning af det sted, hvor Shireen og de øvrige journalister befandt sig” og fortsatte ”det er dog ikke sikkert, om Shireen og journalisterne blev ramt i den forbindelse”.

Lige denne udmelding mindede mig om den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons udtalelse, da han i sin første præsident periode blev presset af beskyldningerne om, at han havde røget hash som universitetsstuderende og erklærede under en tale i New York i 1992, at han godt nok havde røget hash på universitetet, men at han aldrig havde inhaleret det.

Den femte historie kom søndag 15. maj, da endnu en anonym israelsk ”embedsmand” kunne afsløre i de israelske medier, at en soldat med en teleskoplinse på en riffel, som var ca. 150 meter væk, kunne have skudt hende og, at dette er ved at blive undersøgt.

Natten til 17. maj meddelte hæren, at kuglen ”højt sandsynligt” kom fra en soldat i en jeep ca. 170-200 meter, men at det var ”usikkert hvem, og om vi kommer til at vide, hvem soldaten var”.

Den syvende udmelding kom torsdag 19. maj i form af en erklæring om, at det afvises på nuværende tidspunkt at åbne en strafferetlig efterforskning af mordet på Shireen. Også denne udmelding er siden blevet stærkt kritiseret af Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer.

MEN ANDRE uafhængige undersøgelser har siden slået fast, at det var hæren, der ramte Ali Samouddi og dræbte Shireen med en kugle i baghovedet. Herunder undersøgelsen af den amerikanske avis The New York Times (20. juni). Men også det amerikanske nyhedsbureau Associated Press – AP (24. maj), den amerikanske nyhedskanal CNN (25. maj) og Washington Post (13. juni).

Blandt de mange eksempler på hærens uklare og misinformerende udmeldinger var et, der kom allerede om formiddagen onsdag 11. maj, hvori den israelske regering meddelte, at et israelsk ønske om ”en fælles israelsk-palæstinensisk undersøgelse” var blevet afvist af palæstinenserne.

Allerede ved middagstid dansk tid kunne det israelske dagblad Haaretz fortælle, at intet officielt israelsk ønske om en såkaldt ”fælles undersøgelse af mordet” var blevet modtaget af palæstinenserne. Det var bare endnu et klart israelsk forsøg på at fremstille sig selv som enten offer og/eller den forurettede part. For dette israelske ”ønske”, der, hvis det overhovedet var reelt, var ment som endnu en ”syltekrukke” ifm. med endnu et mord på endnu en palæstinenser. Og eksemplerne i den forbindelse er talrige.

Avisen Haaretz skrev mandag 23. maj om, at 84 såkaldte ”israelske undersøgelser” af forbrydelser begået mod palæstinenserne alene i forbindelse med overgrebet mod det besatte Gaza i maj 2021 var enten blevet syltet eller afvist som grundløse.

Kun i ét tilfælde, hvor tre palæstinensiske landmænd langs ”grænsen” mellem Gaza og selve Israel blev ramt direkte af en kampvognsgranat, valgte den israelske hær at åbne en ”militær kriminel undersøgelse”, der dog kun endte med en reprimande.

LIGE SIDEN mordet på Shireen, så har der været utallige israelske udtalelser, der på den ene eller anden måde har forsøgt at bagatellisere eller endda at relativisere forbrydelsen.

Allerede på dagen og kun få timer efter mordet strømmede stødende udtalelser ud af israelske militærfolk, embedsmænd og endda politikere.

”Shireen og andre journalister stiller sig altid i vejen for vores soldaters indsats mod terroristerne. Jeg støtter fuldt ud vores soldater, selv om de måske har skudt hende” udtalte det israelske parlamentsmedlem Itimar Ben-Ghavir.

Andre udtalelser og udmeldinger stod også Benjamin Netanyahu og den nu afgående premierminister for med ”uforbeholden støtte til vores soldater”. Den tidligere talsmand for den israelske hær, Avi Ben Yaho, udtalte allerede om formiddagen onsdag 11. maj, at ”selv hvis det viser sig, at Abu Aqela blev ramt af vores soldaters kugler, så er der mange journalister, der dør i verden, og det er en del af deres erhvervsrisiko”.

Hvis nogen troede, at de forfærdelige og frygtelige scener fra dagen for mordet på Shireen var et overstået kapitel, så blev de ikke alene ”skuffede”, men nok mere end chokerede. Selv for os, der følger de daglige uhyrligheder mod palæstinenserne, var dagen for Shireens begravelse, fredag 13. maj, endnu en emotionel dag og endnu et eksempel på den israelske brutalitet.

Personligt troede jeg, at jeg var færdig med at græde på dagen for mordet på Shireen og under de ca. fem begravelsesoptog med hendes kiste på Vestbredden senere den dag samt dagen efter, som startede i selve Jenin, hvor Shireen blev skudt om morgen 11. maj, så videre til byen Nablus, to landsbyer der betød meget for Shireen, selv inden kisten og liget endte til det store officielle begravelsesoptog i byen Ramallah, der var det sidste stop, inden kisten skulle videre til Østjerusalem.

Og bare lige for en god orden skyld, så følger en kort forklaring om årsagen til disse fem begravelsesoptog; Shireen Abu Aqela var ikke kun en journalist, men et ikon. En hel generation i Palæstina – og faktisk også i den arabiske verden – er vokset op med hendes stemme i baggrunden, når hun gennem over 25 år rapporterede dagligt fra Palæstina.

Dertil kommer, at mordet på Shireen, de åbenlyse beviser på det israelske ansvar, den israelske og internationale reaktion der har chokeret og skuffet palæstinenserne – endnu en gang – samt ønsket om at ære hende blev forstærket af disse faktorer.

Men endnu en afgørende faktor var det faktum, at palæstinenserne på Vestbredden er forment adgang til Østjerusalem – i særdeleshed på dagen for begravelsen af Shireen om fredagen.

Derfor var det smerteligt og følelsesladede scener, da Shireens kiste blev kørt igennem Qalandia checkpoint, der adskiller Østjerusalem fra den øvrige Vestbred, hvor kun bilen med kisten i og to andre biler fik lov til at køre igennem checkpointet.

Men hverken de, os andre eller nogen i verden anede, hvordan hendes begravelse skulle ende, og hvilke forfærdelige og hårrejsende scener hele verden skulle blive vinder til.

MORDET PÅ Shireen, de brutale nedkæmpelser af begravelsesoptogene på det besatte Vestbredden og senere mod selve begravelsesoptoget på Skt. Josephs Hospital, og uden for den palæstinensiske katolske kirke til den efterfølgende ceremoni samt til sidst på kirkegården var alle sammen mere end smertelige for palæstinenserne og det meste af verden.

Men lige så smerteligt var det at opleve mediernes reaktion – eller manglende på samme – fra første sekund for mordet på Shireen.

Det var ikke alene skuffende, hvordan den israelske misinformation og propaganda blev nærmest blot videreformidlet til offentligheden – ukritisk, vel at mærke.

Men at den sædvanlige nærmest organiserede mørklægning blev mere end tydeligt, selv for dem, der normalt ikke interesserer sig synderligt meget for besættelsen.

Det gælder – desværre – også vores danske medier. Her ”brillerede” ikke mindst TV2 News på selve dagen for mordet, hvor deres reporter såede tvivl om Israels ansvar for mordet og hentydede endda til palæstinensernes ansvar, samt at det bliver svært at finde frem til sandheden.

Et andet eksempel er på dagen for Shireens begravelse, hvor TV 2 News kunne først fortælle, at der var »uroligheder under begravelse af en journalist« og »efter det forløb begravelsen i ro og mag«. For blot at nævne et par eksempler.

Disse synspunkter ville danske journalister næppe have fremført, hvis det f.eks. drejede sig om russiske soldaters nedskydning og mord på en kvindelig ukrainsk journalist.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening har netop udsendt vores seneste nyhedsbrev til vores medlemmer. Her kan du læse, hvad der er sket siden sidste nyhedsbrev i november. En periode der i høj grad har båret præg af både Coronapandemien og krigen i Ukraine, som har haft betydning for foreningens aktiviteter og verdens fokus.

Noget vigtigt, der er sket i starten af 2022, er, at Amnesty International udgav en rapport, hvori de dokumenterede det, som Human Rights Watch og B’Tselem også tidligere har kunnet konkludere; Israel er en apartheid stat.

I nyhedsbrevet sender vi også en tak til alle jer, der følger foreningen og støtter op om vores arbejde, som har betydet, at vi nu har rundet en milepæl – mere end 7.000 følger vores Facebookside. Opbakning kan vi ikke få nok af, og det er en fundamental del i forhold til at vi kan fortsætte vores indsats for Palæstina og palæstinenserne.

Læs hele nyhedsbrevet her:

Nyhedsbrev Dansk Palæstinensisk Venskabsforening april 2022

I februar 2022 præsenterede Amnesty International en rapport, der dokumenterede, at Israel udøver apartheid mod palæstinenserne. Efterfølgende bragte Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings formand følgende debatindlæg i Jyllands-Posten (læs den originale her).

Svigt ikke Palæstina

De borgerlige – pressen såvel som partier – svigtede i sin tid Sydafrikas kamp mod apartheid. Det er tid til ikke at gentage samme fejl i forhold til Palæstina.

Af Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Den 1/2 præsenterede Amnesty International en historisk rapport, hvori den højt respekterede menneskerettighedsorganisation konkluderer følgende: Israel har skabt og opretholdt et omfattende apartheidsystem, der netop har til hensigt at dominere, undertrykke og ikke mindst at fordrive palæstinenserne fra resterne af deres land i det besatte Palæstina.

Rapporten kommer efter måneders forsinkelser og præcis et år efter den første lignende rapport fra den førende israelske menneskerettighedsorganisation, B’tselem, der i april sidste år blev efterfulgt af en endnu mere omfattende rapport fra den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch. Begge med samme overbevisende data og konklusioner som Amnesty.

Om få måneder forventes en lige så præcis og omfattende rapport og konklusion at blive offentliggjort af FN’s Menneskerettighedsråd, der i forlængelse af en undersøgelse om mulige israelske krigsforbrydelser mod palæstinenserne under det 11 dage omfattende overgreb mod Gaza i maj 2021 ligeledes har undersøgt eksistensen af apartheid i såvel det besatte Palæstina som i selve Israel.

Det vil sige, såfremt vores danske borgerlige presse og borgerlige partier stadig mangler belæg – udover rapporterne fra Amnesty, HMR og den israelske B’tselems, at apartheid er – desværre – en realitet i 2022, så har især de borgerlige partier – i særlig grad Venstre og De Konservative – tre muligheder: enten at følge det meste af verden ved at erkende det indlysende i de veldetaljerede tre rapporter eller at besøge det besatte Palæstina på en fact finding mission for borgerlige politikere for ved selvsyn at opleve den uholdbare og umenneskelige hverdag og situation for millioner af palæstinensere eller som sidste udvej at vente til senere på året, når FN-rapporten udkommer, til at afgøre deres historiske ansvar med henblik på ikke at begå samme fejl som under det hedengangne apartheid-regime i Sydafrika, hvor vores danske borgerlige partier var alt for sent ude med at erkende deres fejlslagne støtte til regimet i Pretoria – mest af ideologiske årsager med henvisning til Den Kolde Krig. Der findes nemlig ikke en fjerde mulighed.

For det er tid til at tage ansvaret på sig ved at vise, at de borgerlige har lært af deres historiske svigt af Sydafrika, og at de derfor ikke agter at begå samme fejl nu med Israel som nutidens apartheidstat.

Tidligere i år kunne endnu en organisation dokumentere, at Israel er en apartheid-stat. Først blev det slået fast af den israelske NGO B’Tselem, dernæst af Human Rights Watch og nu af Amnesty International.

I deres rapport Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity dokumenterer de, hvordan Israel opretholder et system, der både undertrykker og udøver dominans over den palæstinensiske befolkning – hvilket svarer til apartheid.

Amnesty International slår samtidig fast, at det ifølge international ret er en forbrydelse mod menneskeheden. Noget omverdenen skal holde Israel ansvarlig for at afskaffe. Organisationen kommer med specifikke anbefalinger til, hvordan de israelske myndigheder kan afvikle apartheidsystemet og den diskrimination, adskillelse og undertrykkelse, der understøtter det.    

Læs hele rapporten her.

I anledning af årets sidste nyhedsbrev vil vi takke vores medlemmer for deres støtte og ønske alle rigtig glædelig jul!

2022 nærmer sig med hastige skridt, og snart går juleræset med julefrokoster og gaveindkøb for alvor i gang. I skal dog ikke snydes for et sidste nyhedsbrev.

Her samler vi op på nogle af de mange ting, der er sket i løbet af året, blandt andet den meget vigtige nyhed om, at den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem nu har erklæret Israel for apartheidstat.

Vi kan også afsløre, at vi i det nye år kan løfte sløret for den landsdækkende kampagne, som vi i flere måneder har arbejdet på.

Læs mere i nyhedsbrevet:

STØT vores danske landshold, når de sparker Israel ud af VM

Der kan ikke længere herske nogen form for tvivl om, at Israel er et apartheid regime. Det blev tidligere på året slået fast, senest af både den israelske menneskerettighedsorganisation B´tselem og af Human Rights Watch.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) ser selvfølgelig allerhelst, at et hold, der repræsenterer det regime, ikke er velkommen i et internationalt fodboldstævne som VM. Virkeligheden er desværre en anden, hvilket vores eget danske landshold lige nu skal takle – et landshold der ellers står for og har vist det stik modsatte; nemlig empati, sammenhold og fællesskab – skal spille mod det israelske landshold.

Selvom de to hold i vores øjne aldrig burde befinde sig i samme turnering og slet ikke på samme bane, så står vi i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bag vores dygtige fodbolddrenge og støtter op om deres kamp mod det israelske landshold.

DPV vil gerne opfordre alle til at gøre det samme – støt Danmarks fodbolddrenge!

Lad den fodboldfeber, der blomstrede op tidligere i år i forbindelse med EM turneringen, være medvirkende til, at vores landshold får sparket det israelske landshold hjem til Tel Aviv og ud af VM turneringen – hvis det står til os, bliver det den sidste VM turnering, de får lov at deltage i.

God fodbold kamp i morgen!

Med venlig hilsen

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening – DPV

Her kan du læse vores seneste nyhedsbrev, hvor vi blandt andet beskriver de mange forfærdelige ting, der har fundet sted i Palæstina dette forår, som har affødt mange demonstrationer både i Palæstina, i Israel og internationalt.

Derudover gør vi opmærksom på, at vi afholder virtuel generalforsamling d. 26. juni. Du kan læse mere om, hvordan du får mulighed for at deltage i nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet rummer desuden et uddrag fra et debatindlæg i Jyllands-Posten, som vores formand Fathi El-Abed skrev tilbage i maj måned. Du kan også læse det brev, vores advokat har skrevet til TV2 om deres journalisters faktuelt forkerte benævnelser af Jerusalem, som Israels hovedstad.

På nedenstående link kan du læse det nyeste nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.

Her kommenterer vi på statsminister Mette Frederiksens besøg i Israel, hvor vi uddyber, hvorfor besøget selvfølgelig var til stor ærgrelse for foreningen. I den forbindelse minder vi om, at vores formand, Fathi El-Abed, har skrevet et debatindlæg i Politiken om, hvorfor besøget er kritisabelt, som det er muligt at tilgå via nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet indeholder også en indkaldelse til generalforsamling den 26. juni 2021. Hvorvidt det bliver virtuelt eller et fysisk møde, vil tiden vise.

Desuden belyser vi rapporten fra den israelske menneskerettigheds-organisation B’Tselem, der kategoriserer Israel som en apartheidstat. Denne rapport kan tilgås via et link i nyhedsbrevet eller på hjemmesidens forside.

B’Tselem: vi siger det klart og tydeligt; det ER et Apartheid regime.

Den israelske menneskerettigheds organisation B’Tselem har taget det frygtløse, modige og historiske skridt ved at kalde tingene deres rette navn; “Vores stat – Israel – ER et Apartheid Regime”, konkluderer B’Tselsem i følgende historiske rapport, hvori der faktisk redegøres punkt for punkt for denne historiske beslutning om at betegne Israel som en Apartheid Stat.

”Der er ikke en eneste tomme mellem (Jordan)floden og (Middelhavet)havet, hvor en palæstinenser og en jøde er lige” skriver B’Tselem blandt andet.

I princippet, så er dette historiske skridt banebrydende og en slags Gamechanger. På samme måde som kampen mod det modbydelige Apartheidregime i Sydafrika udviklede sig i 1960’erne/1970’erne.

Her var det først The International Comission of Jurists der i 1960 udgav en rapport, der gennemgik Apartheid-lovene med afsæt i netop menneskerettighederne. Rapporten var historisk set det første skridt, som skabte et rum for fordømmelse af det forhadte Apartheid regime i FNs Generalforsamling kort tid efter. Og så begyndte et nyt syn på regimet i Vesteuropa (som det hed dengang) – ikke mindst i Danmark.

B’Tselem kan nemt sammenlignes med South Africa Institute of Race Relations, der moniterede Apartheid lovene og udviklingen i Sydafrika under Apartheid regimet. Deres modige og vigtige indsats banede ikke mindst vejen for endnu større internationalt engagement mod Sydafrikas Apartheidregime, især fra FNs Human Rights Committee.

Dette historiske skridt, der blev taget af B’Tselem den 12. januar, vil – UDEN tvivl – blive husket og nævnt af historiebøgerne og historikere, når der i fremtiden skal berettes om kampen mod nutidens Apartheid Regime i Tel Aviv.

Læs rapporten her.

2020 er ved at rinde ud, og i den forbindelse udgiver Dansk Palæstinensisk Venskabsforening årets sidste nyhedsbrev. I dette nyhedsbrev belyser vi det amerikanske valg, som vi er meget begejstrede for endte med en sejr til Joe Biden. det vil forhåbentlig betyde, at der vil blive prioriteret radikalt anderledes i USA, når det angår Israel og Palæstina.

I nyhedsbrevet gør vi også opmærksom på den kronik, vores formand fik bragt i Politiken, og som kan findes på vores forside, der tager udgangspunkt i de seneste 13 års belejring af Gaza.

Til sidst skal der lyde en stor tak til alle vores medlemmer! Det er jer, der skaber fundamentet for, at vi i bestyrelsen kan udføre vores frivillige arbejde. Vi håber, at I vil hjælpe os med at udbrede budskabet og kendskabet til vores arbejde ved at invitere folk fra jeres netværk til at melde sig ind.