Et forfalsket portræt
af Maria Bergsøe
(Information 30/11 2000)
Under overskriften “jeg tror, freden kommer” tegner Hans Henrik Fafner et portræt af Shimon Peres som den fredselskende humanist. Portrættet er ikke noget interview, som det betegnes i underrubrikken, for der er ingen interviewer som stiller spørgsmål.Shimon Peres får således lov til, ganske ubesværet, at fremstå for Informations læsere som den kompromissøgende fredsmager.Den drevne gamle politiker er en raffineret udøver af et kendt gammelt trick, nemlig at fremstille en falsk symmetri mellem besætter og besat, mellem undertrykker og offer.
Et andet kendt gammelt trick blaming the victim – at lægge skylden på offeret, forstår Peres også at anvende virtuost, når han udtaler, at Arafat begik en fejl ved at afslå Baraks generøse tilbud i Camp David – det løber som en understrøm gennem hele “interviewet”.
Ifølge Shimon Peres vil grundlaget for nye israelsk-palæstinensiske forhandlinger ikke være væsentligt forskelligt fra Camp David forhandlingerne.”I det store og hele tror jeg verden ser med tilfredshed på forhandlingerne i Camp David.Og jeg tror, hovedparten stadig er af den opfattelse, at Camp David er den bedste mulighed for alle parter i konflikten.Jeg ser ikke nogen fornuft bag Arafat`s afvisning af Camp David.”
Hvad er det så for generøse tilbud Arafat skulle drage hjem med? De tunge problemer, hvis løsning er blevet udskudt i flere år handler om: Palæstinensiske flygtninges ret til hjemvenden (FN resolution 194), tilbagetrækning fra de erobrede områder inklusive Østjerusalem (FN resolution 242), samt nedlæggelse af de ulovlige bosættelser på konfiskeret jord.
Barak tilbød ædelmodigt at en meget begrænset del af de 3,6 millioner palæstinensiske UNWRA (FN’s 50 år gamle hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge) registerede flygtninge kunne få lov til, via familiesammenføring, at vende tilbage til selvstyreområderne – disse små enklaver, som er isoleret fra hinanden bl.a. ved de omfartsveje til bosættelserne, som udelukkende må benyttes af bosætterne.I det tidligere Sydafrika kaldte man sådanne enklaver for bantustans.
Barak har gang på gang understreget, at Jerusalem er Israels evige, udelelige hovedstad (hvilket Verdenssamfundet aldrig har anerkendt), men i Camp David fik palæstienserne tilbudt nogle små landsby-agtige forstæder til Jerusalem, som de kunne få lov til at kalde deres hovedstad.
Hvis Arafat var kommet tilbage fra forhandlingerne med disse tilbud var der udbrudt åbent oprør.
Shimon Peres “en af de store navne i Israelsk politik”, som Fafner ærbødigt betegner ham, udtaler følgende visdomsord “Fred er ligesom liv – man kan dræbe et mennesker, men man kan ikke dræbe livet. Man kan dræbe mennesker, men man kan ikke dræbe freden”.
Shimon Peres har demonstreret, at det kan han godt. I foråret 1996 var det ham, der var ansvarlig for flyangrebet på Libanon. “Vredens Druer”, som det blev kaldt. Bomberne faldt også over FN-lejren i Qana, hvortil civile libanesere havde søgt tilflugt under angrebet. Over hundrede blev dræbt – flere kvinder og børn. I titusindevis flygtede befolkningen nordpå, mens angrebet stod på.
Shimon Peres var også dèn, der i 1986 gav ordre til at bortføre den israelske atomtekniker Vanunu fra Rom. Han blev dopet og bagbundet ført til Israel, hvor han blev idømt 18 års fængsel, fordi han havde røbet Israels atomvåben-arsenal Dimona i Negevørkenen.
Amnesty International betragter Vanunu som samvittighedsfange. Nobelpristagere og jurister kalder ham for en whistle blower, der har advaret verden om en stor fare. Vanunu har modtaget den danske fredsfonds pris samt Right Livelihood Award.
Den gamle vismand og fredselsker Shimon Peres er en af hovedmændene bag den israelske, hemmeligholdte atomvåben-politik, og Israel er aldrig gået med til at underskrive erklæringen om ikke-spredningsaftalen. Israel menes i dag at have mindst 200 kernesprængladninger, men har aldrig indrømmet at det er tilfældet.