Soldater med klarsyn
Jyllandsposten 29/1 2002
Læserbrev af Ole Olsen, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
——————————————-
MENS DET meste af Vesten støtter Sharons taktik med at presse Arafat og det palæstinensiske selvstyre op i et krog, begynder israelske soldater nu at melde fra. Forleden meddelte en gruppe på 52 soldater, heraf flere officerer, at de ikke mere ville gøre tjeneste i de besatte områder. De begrunder deres holdning med, at de militære aktioner efter deres vurdering ikke bidrager til fred i Israel, men alene gennemføres med det formål, at Israel for altid skal beholde de besatte områder. I deres pressemeddelelse skriver de endvidere, at de ikke fortsat vil medvirke til undertrykkelse, udsultning og ydmygelse af palæstinenserne. Jeg finder det meget opmuntrende, at israelske soldater er i stand til at gennemskue Sharons taktik og har mod til at sige fra. Det kan forhåbentligt også åbne øjnene hos politikere i Danmark, hvoraf et stort flertal i Folketinget forleden blev enige om at give Arafat det meste af skylden for den aktuelle krise. Måtte jeg føje til, at en af Clintons Mellemøstrådgivere, Robert Malley, i New York Times 25/1 rettede en kraftig advarsel mod den vestlige støtte af Sharons politik. Det er den sikre vej mod en katastrofe, mente han. Jeg kan kun være enig.