Zionismens ideologi
Af Svend Holm-Nielsen
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 2-3, 1981
Det er en væsentlig bestanddel af den zionistiske ideologi, at jøderne af i dag kan føre deres slægt tilbage til oldtidens jødiske folk.Er det rigtigt? Og er det rigtigt, at dette folk blev fordrevet fra sit land? Og hvad vil det sige, at zionismen er blevet karakteriseret som en form for racisme?Hvis man stiller spørgsmålet om grundlaget for staten Israels eksistens, er det almindeligste svar vistnok, at det var en menneskelig nødvendighed, at der var et land, som forfulgte jøder kunne kalde deres eget; et land hvor jøder kunne være sig selv med deres jødedom, uden altid at skulle risikere forfølgelse og undertrykkelse af antisemitisk karakter. Det var synspunktet bag Theodor Herzl’s Jødestaten – han, som blev den moderne, politiske zionismes fader.
Men i denne tankegang er der ikke nogen egentlig idé, ikke nogen ideologi. For den tankegang kunne teoretisk være blevet virkeliggjort et hvilket som helst sted i verden – på en ø i Stillehavet, på Grønlands ismarker, på det afrikanske fastland. Og der var da også i den politiske zionismes begyndelse planer om en jødisk statsdannelse netop i Afrika, men for øvrigt også i Argentina. At valget omsider faldt på Palæstina som mål for en jødisk indvandring viser heller ikke i sig selv nogen ideologisk tankegang. Hvis man for alvor havde troet på sloganet om Palæstina som et folketomt land – og det var der vistnok folk, der gjorde! – så behøvede der ikke at have ligget andet i det, end den rent praktiske virkeliggørelse af drømmen om en jødisk stat i et jødisk land.
Jøder vender hjem
Men ideologien kommer til udtryk i begrundelsen for, at dette land med djævelens vold og magt skulle være Palæstina – folketomt eller ikke folketomt. Her drejer det sig ikke om det praktisk mulige og ønskværdige, men det drejer sig om noget, man kaldte en historisk ret, for manges vedkommende endda med en guddommelig autoritet. Det drejede sig nemlig om, at som følge af, at jøderne i oldtiden var blevet fordrevet fra deres land, Israels land, som man kaldte Palæstina, og nu havde levet som landflygtige, spredt over verden i snart 2000 år. havde jøder, alene i kraft af at de var jøder, en umistelig ret til at vende tilbage til det land og bosætte sig der. Landet var nemlig i virkeligheden deres; blot var det altså blevet røvet fra dem. Nu skulle dets retmæssige ejermænd vende tilbage og knytte tråden til det, der engang havde været. Når jøder, som i århundreder havde været bosat i Tyskland, Østrig, Polen, Rusland, England, USA, i hele Middelhavsverdenen – ja, over hele verden, nu brød op og rejste til Palæstina, så rejste de ikke til et fremmed land for at begynde noget nyt, men så vendte de hjem for at genoptage noget gammelt. Og som sagt: For mange blev det med den begrundelse, at dette ikke var menneskelige tanker og fantasier; det var Guds planer, hans vilje, der nu skulle virkeliggøres. Guds eget folk skulle samles i Guds eget land.
Hvis nu alle efterkommere over hele verden af mennesker, der engang havde boet et andet sted, ville bryde op for at vende tilbage til det land, deres fjerne forfædre havde boet i, så ville der nok blive en periode med et gevaldigt flytteri, og verdenskortet ville komme til at se en hel del anderledes ud. Men den tænkte forvirring skal nu da ikke hindre, at man tager den zionistiske ideologi op til overvejelse. For hvis det nu er rigtigt, at oldtidens jødiske folk var blevet jaget ud af deres land for efterhånden at blive spredt ud over hele verden, og at verdens jøder i vor tid – man plejer vist at anslå deres tal til 14-15 millioner, men det er nu underordnet, hvor mange det drejer sig om – at de altså allesammen var efterkommere af de fordrevne, så var der måske rimelighed i at overveje, om ikke det kunne lade sig gøre at samle dem igen i det, der engang var deres land. Og helst, hvis det ikke kom til at gå ud over nogle andre!
Men er det rigtigt? Er det sandt, at jøderne i dag kan føre deres slægt tilbage til oldtidens jødiske folk? Og er det rigtigt, at dette folk blev fordrevet fra sit land?
Den jødiske diaspora
Ordet diaspora er af græsk oprindelse, men er gået ind i mange sprog tæt knyttet til jødernes historie. Der er ikke noget godt, entydigt ord på dansk for det; »adspredelse« oversatte man det i gamle dage – men at være »adspredt« kan jo betyde så meget forskelligt! Man bruger ordet om det forhold, at mennesker, der har en fælles oprindelse og hører sammen i et fællesskab, lever som mindretal rundt omkring i verden blandt et flertal af mennesker, som de ikke har dette fællesskab med. Omkring vores tidsregnings begyndelse taler man om den jødiske diaspora. Det drejer sig om, at mens jøderne i Palæstina levede i deres eget land, hvor de havde haft rod gennem mange århundreder – lige siden deres fjerne forfædre havde erobret landet fra dets oprindelige beboere – og hvor de havde deres åndelige og religiøse centrum i Jerusalems tempel, så levede der over hele den da kendte verden – fra Persien i øst til Marokko og Spanien i vest og til spidsen af den arabiske halvø i syd -større og mindre grupper af jøder, som isolerede sig i deres eget fællesskab, og som betragtede Jerusalems tempel som deres åndelige og religiøse midtpunkt. De fandtes ikke i lige høj grad overalt; de fandtes navnlig ikke som jordejende landbrugere. I hovedsagen var de koncentreret i de større byer. De var jøder og levede som jøder; men socialt, miljømæssigt, økonomisk, erhvervsmæssigt hørte de hjemme i den by og det land, de levede i. De betalte en årlig symbolsk sum til Jerusalems tempel, de drog gerne på pilgrimsrejse dertil, hvis der var mulighed for det, men de havde deres daglige liv, og de hørte hjemme i Susa, Efesus, Rom, Athen, Alexandria, Damaskus, Leptis Magna, Karthago, Korinth og alle de andre større byer i det romerske imperium.
Hvor var alle disse jøder kommet fra?
For nogles vedkommende går deres »adspredelseshistorie« langt tilbage. År 587 f.Kr. havde den babylonske konge, Nebukadneser, indtaget og delvis ødelagt Jerusalem, og det betød afslutningen på det israelitiske kongedømme, der skrev sin historie tilbage til David. En del af befolkningen i landet blev deporteret til Babylonien; vi ved ikke, hvor mange, det drejede sig om, men der kan ikke være megen tvivl om, at det drejede sig om det, man gerne kalder blomsten af befolkningen, de politisk, kulturelt og økonomisk indflydelsesrige. Så var det almindelige folk uden et naturligt lederskab.
»Den babylonske landflygtighed« varede halvtreds år. Så skiftede verdensmagten; det persiske imperium opstod, under Kyros. Han førte en helt anden politik over for sit imperiums undersåtter: Han gav de bortførte israelitter tilladelse til at rejse hjem, han understøttede dem endda økonomisk. Men der var en hel del – heller ikke dem kender vi tallet på – som foretrak at blive, hvor de var. Dermed var der altså begyndelsen til en diaspora; mindretal af jøder, der vel følte sig knyttet til Palæstina og Jerusalem, men ikke havde noget ønske om at flytte dertil.
Og det samme skete efterhånden rundt omkring i verden. Vi ved ikke i detaljer, hvordan de forskellige jødiske kolonier over hele Middelhavsverdenen er opstået. Men i den hellenistiske tidsalder inden for det kosmopolitisk prægede romerske imperium har det øjensynlig været almindeligt, at driftige folk, som fandt forholdene for små og for snævre derhjemme, rejste ud i den store verden og etablerede sig. Der var ikke nogen, der havde bedt dem om at rejse; der var slet ikke nogen, der havde tvunget dem til det. Men verden var stor og åben – og fristende. Og der var adskilligt flere muligheder i byer som Rom, Athen og Alexandria end derhjemme i Jerusalem.
Der blev også tale om tvangsmæssige deportationer af jøder fra Palæstina. Jødernes oprør mod den romerske besættelsesmagt i årene 66-70 e.Kr. og igen i begyndelsen af 130’erne e.Kr. medførte, at mange jøder blev bortført som krigsfanger og solgt på slavemarkederne i de store byer. Reliefferne på Titus’ triumfbue i Rom er et vidnesbyrd om det. Men det er ikke rigtigt, at disse deportationer betød en affolkning af landet. Og når vi hører, at den romerske kejser Hadrian, som efter det andet oprør genopbygger det ødelagte Jerusalem under navnet Ælia Capitolina, for at udslette ethvert minde om et jødisk Jerusalem forbyder jøder at bosætte sig i byen, så er det ikke det samme som, at han smed alle landets jødiske indbyggere ud af landet (det er i øvrigt et spørgsmål, om »jøder« for denne kejser Hadrian ikke omfattede også den begyndende kristendom, som endnu ikke klart var skilt ud fra jødedommen).
Jøder blev kristne
Jamen, hvis Palæstinas befolkning omkring vor tidsregnings begyndelse i det store og hele bestod af jøder, og hvis landets jøder ikke er blevet fordrevet af romerne, hvor blev de så af? For enhver ved jo dog, at landet ikke blev ved med at være beboet af et flertal af jøder.
I løbet af de første 200-300 år af vor tidsregning skete der i Palæstina det samme, som var sket tidligere, og som kom til at ske igen senere: Størstedelen af befolkningen skiftede religion. Det, der blev til kristendommen, var fra begyndelsen kun betragtet som en sekterisk forgrening af den jødiske tro. Udviklingen førte med sig – af mange forskellige grunde – at denne sekterisme voksede sig stor og stærk. Den hvervede tilhængere over hele den da kendte verden – og tilhængere i Palæstina kunne ikke komme andre steder fra end fra – jøderne! Jøder blev kristne. Jøder sluttede sig til Jesus-tilhængerne og gav sig til at tro på, at Jesus fra Nazaret var den messias, den frelser, som jødedommen havde ventet på gennem århundreder. Det var ikke alle jøder, der gik over til kristendommen. Der har altid levet jøder i Palæstina – såvidt man kan skønne, navnlig i den nordlige del af landet, Galilæa-området. Men gradvis, langsomt, blev flertallet kristne, der blev bygget kirker i stedet for synagoger, og det gjorde ikke længere noget, at Jerusalems tempel var gået til grunde, for det havde de kristne ikke brug for. Men befolkningen forblev den samme med samme næringsveje, samme livsvaner.
Det samme gentog sig nogle århundreder senere – blot med omvendt fortegn – da de erobrende arabere kom med den nye religion, Islam. I løbet af et par hundrede år var flertallet af Palæstinas befolkning gået over til den nye religion – men befolkningen var den samme. Nu var flertallet af dem muslimer, men der var mindretal af såvel jøder som kristne i landet. Og sådan forblev forholdet helt op til vor tid, til den zionistiske ideologi begyndte at gøre sig gældende. For den krævede, at landet skulle være et jødisk land. Derfor blev det nødvendigt at forfalske historien til, at alle oldtidens jøder var blevet fordrevet. Nu skulle deres efterkommere vende tilbage.
Jøder og hedninger
Hvis alt det er rigtigt, hvor kom så de mange jøder fra, som man finder rundt om i Middelhavsverdenen, og senere videre ud over verden? Nu kender man ikke tallet på jøder, der fandtes i mindre og større grupper rundt omkring i verden; men i alt fald i de lidt større byer har det nok drejet sig om temmelig store tal. En kendt jødisk filosof og forfatter, Filo, der levede i Alexandria i 1. århundrede e.Kr., fortæller, at den jødiske koloni i Alexandria omfattede en million. Og lad nu dette være en overdrivelse; det må i al fald betyde, at der har været mange. Og det vil igen sige, at det samlede tal af jøder i hele verden uden for Palæstina formodentlig er gået op i flere millioner. Men de kan umuligt allesammen være udvandret fra Palæstina i tidens løb, samtidig med at dette land var befolket af jøder. Der må være tale om, at mennesker rundt omkring i verden, hvor jøder boede, kan være blevet tiltrukket af jødedommen og har sluttet sig til den. Det er da også hvad man får indtryk af – direkte og indirekte – i samtidig litteratur. I den religiøst brogede og forvirrede verden som det romerske, kosmopolitiske imperium var, hvor orientalske mysteriereligioner blandede sig med romersk-hellenistisk religion, kom jødedommen for mange til at stå som en klippe i et oprørt hav. I et sammensurium af guder af den forskelligste oprindelse blev mange tiltrukket af jødedommens fast fundamenterede monoteisme, troen på at den hele verden styredes af en og kun en gud, som fra begyndelsen havde skabt alt, og som stadigvæk styrede verden frem mod dens ende, hvor alt hedenskabet skulle gå til grunde, mens frelsen var forbeholdt jødedommen – og dem der sluttede sig til dem. Igen: Vi kender ikke tallet på dem ud over verden, som blev jøder – proselytter kaldtes de; det betyder: De som har sluttet sig til. Men med den rolle de kom til at spille har det nok ikke været få. De mest ortodokse blandt de »ægte« jøder regnede dem ikke. Men jo længere man var væk fra Jerusalem, des mindre modstand vakte de. Jøder var de blevet; men de havde aldrig haft noget med Palæstina og Jerusalem at gøre.
Jødedommen har aldrig været en aktivt missionerende religion; den har ikke haft travlt med at hverve nye medlemmer. Tværtimod kan man ligefrem sige, at den er eksklusiv i retning af at isolere sig, kapsle sig ind. Men det forhindrer ikke, at der op gennem århundrederne efter oldtiden er mennesker rundt omkring i verden, der har følt sig tiltrukket af jødedommen og er blevet jøder. Det sker også i vore dage – næppe i større tal, men det sker. Det sker nok navnlig ved såkaldt blandede ægteskaber, når en jøde gifter sig med en, der ikke er jøde. Og igen her er der altså tale om jøder, der ingen oprindelse har i Palæstina. Hvis de finder på at rejse til Israel og slå sig ned der, er det umuligt at tale om at »vende tilbage«.
En »racistisk« ideologi
Ikke desto mindre er det sådan, at Israels »grundlov« giver enhver jøde i hele verden ret til at komme til Israel og automatisk og med det samme blive statsborger i landet alene i kraft af, at hun eller han er jøde. Det kan ganske vist diskuteres, hvornår et menneske kan anerkendes som jøde. Mere ortodokse kredse er ikke begejstrede for »proselytter«, og det er nok ikke så ligetil at løse hele Palæstinakonflikten ved at følge et forslag fra en genial amerikaner, som gik ud på, at alle arabere, eller blot en halv snes procent af dem, skulle gå over til jødedommen og så udvandre til Israel. Højesteret i Israel har afgjort, at forudsætningen for at være en »rigtig« jøde er, at man har en jødisk mor. Men dels står dette nu altså ikke i »grundloven« og behøver ikke at gøres gældende for at opnå statsborgerskabet; dels vil det jo blot skyde processen ud i en generation.
Det er dette princip om sortering af mennesker efter deres religion, som man har betegnet som racisme – selvom det altså ikke har noget med selve racebegrebet at gøre; der er imidlertid ikke noget bedre ord for det. Den zionistiske ideologi bliver på den måde en racistisk ideologi, fordi den kvalificerer mennesker efter deres religiøse tilhørsforhold. Og det er også dette kvalitetsprincip, der gør sig gældende i dagens Israel i forholdet mellem de »rigtige«, d.v.s. jødiske israelere på den ene side og den arabisk-palæstinensiske minoritet i Israel, der også er israelske statsborgere, men alligevel….. Og det er endelig denne racisme, der i sin mest utiltalende form stikker hovedet frem hos de mest yderliggående nationalister i deres ønske om, at alle ikke-jøder skulle forlade landet, så Israel blev et »rent« land for »rene« jøder.
For at opretholde rimeligheden i denne ideologi er det altså man opretholder myten om jøderne, der vender tilbage til det land, hvorfra de blev fordrevet. Men som så mange andre myter er det så som så med den historiske baggrund.