To zionistiske klassikere
Af Søren Højmark
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 4, 1979
Om ordet »zionisme« hedder det i et moderne opslagsværk, udgivet i Jerusalem 1974, Encyclopedic Dictionary of Judaica: »Udtryk præget af Nathan Birnbaum 1890, betegnende en bevægelse, hvis mål var det jødiske folks tilbagevenden til Eretz Israel. Fra 1896 henviser det til en politisk bevægelse, grundlagt af Theodor Herzl, med det mål at etablere en jødisk stat i Eretz Israel med Verdens Zionistorganisationen som hovedinstrument«. (Eretz Israel – Palæstina, min tilføjelse).To personer nævnes ofte som zionismens fædre. Det er den russiske læge Leon Pinsker (1821 – 1891) Og Theodor Herzl (1860-1904), østrigsk forfatter og journalist. Førstnævnte skrev bogen »Autoemancipation« (1882) og sidstnævnte udgav i 1896 publikationen »Der Judenstaat«. De to udgivelser omtales ofte, men det er et spørgsmål, hvor meget de egentlig læses, og heri deler de jo skæbne med andre berømte bøger. Pinskers bog – eller pjece – er på 30 sider og den tyske original er ikke oversat til dansk. Herzl’s programskrift er på små hundrede sider og er tilgængelig i en dansk oversættelse (Hertz Forlag, København).
I det følgende vil de to bøger blive gennemgået, så man kan danne sig et indtryk af deres indhold. På mange måder ligner de hinanden, og Herzl sagde da også, at havde han kendt sin forgænger, ville han ikke have skrevet sin egen bog. Nu skrev han sin »Den jødiske stat«, og den kom sammen med sin forfatters allestedsnærværende indsats til at betyde et afgørende skridt i den zionistiske retning.
»Autoemancipation« af Leon Pinsker
I anden halvdel af forrige århundrede boede der i Rusland ca. 5 millioner jøder. Størstedelen af dem blev efterhånden koncentreret i en såkaldt jødezone i det sydlige og vestlige Rusland, og de levede under gruopvækkende forhold. De skiftende zarer havde skiftende forestillinger om, hvordan det jødiske befolkningselement skulle behandles, men trods spredte liberale udspil var hovedparolen hos såvel zar som bonde: Jøder kunne man behandle efter forgodtbefindende.
Leon Pinsker var læge i Odessa ved Sortehavet. Han hørte til den meget lille gruppe jøder, der fik lov til at få en videregående uddannelse ved Moskva Universitetet. Det meste af sit liv troede han på, at det skulle tage en ende med jødernes undertrykkelse. Han var overbevist om, at Rusland nok skulle udvikle sig, så at der kunne komme ligeret for alle mennesker.
Den 13. marts 1881 blev Zar Alexander II myrdet ved et bombeattentat, og der var jøder blandt gerningsmændene. Det udløste nådeløse forfølgelser af alle jøder, de såkaldte pogromer, og stillet overfor disse antisemitiske udskejelser ændrede Pinsker kurs. Han opgav håbet om en ligeværdig behandling af jøder, og han skrev »Autoemancipation« (selvfrigørelse) og lod den udkomme på tysk i Berlin året efter mordet på zaren.Den nye zar’s rådgiver havde sin berygtede løsning på problemet med jøderne: »En tredjedel udvandring, en tredjedel omvendelse og en tredjedel død«.
Pinsker skitserede sin løsning.
Antisemitismens årsager – ifølge Pinsker
Pinsker skriver altså på baggrund af de russiske jøders skæbne. Og hans hovedtese er den – skæbnesvangre – at hadet til jøder og deraf følgende forfølgelser er noget, der hører med til den menneskelige natur. Derfor er antisemitisme uudryddelig. Han anvender udtrykket »judophobi« (frygt for jøder) og siger: »Judophobi er en psykose. Som psykose er den arvelig, og som en i to tusind år nedarvet sygdom er den uhelbredelig«. Pinsker er læge.
Den egentlige forklaring på antisemitisme er altså, at den er en uhelbredelig sygdom. Men denne sygdom prøver man at begrunde. Alle beskyldninger mod jøder – at de har slået Jesus ihjel, at de tager ågerrenter, at de udnytter bønderne osv. er grundløse og er kun blevet skabt for at retfærdiggøre det irrationelle had til jøder, som er alle i kødet båren. Samfundsmæssige årsager tænker Pinsker ikke på.Og da antisemitismen er et nedarvet træk ved den menneskelige natur, må man opgive at bekæmpe den.
Foruden den nedarvede fordom findes der andre årsager til jødehadet. »I almindelighed har intet folk forkærlighed for udlændinge«, skriver Pinsker. Forskellen på jøder og andre udlændinge er den, at de sidste kan optræde som gæster i et land, kræve gæstevenskab dér, for så at kunne gøre gengæld i deres eget land. Det kan jøder ikke, fordi de intet fædreland har. Han sidestiller dem med negre og kvinder, der er underkuede og skal frigøres af andre. Og på sin tidsbundne facon skriver han:»Så meget værre er det for jøderne, eftersom de i modsætning til negrene tilhører en ædel race, og de i modsætning til kvinderne kan opvise ikke alene betydelige kvinder, men også mænd, ja, sågar store mænd«.
Men hvad så med den frigørelse og ligestilling af jøder, der har fundet sted i Europa i det 19. århundrede? – Den er for såvidt et gode, men det må huskes, siger Pinsker, at den aldrig er blevet sat i værk af en menneskelig spontan følelse. Emancipationen (frigørelsen) er et resultat af logik, ret og velforståede interesser, den er nok et fremskridt, men den ophæver ikke jødernes isolation.
Stadigvæk er jøder »for de levende en død, for de indfødte en fremmed, for den hjemmefødte en landstryger, for den besiddende en tigger, for de fattige en udbytter og millionær, for patrioten en fædrelandsløs, for alle klasser en hadet konkurrent«.
Ordet »naturlig« går gennem Pinskers argumentation. De forskellige misforståelser mellem jøder og andre skyldes den naturlige modsætning mellem dem. Man kan ikke gøre nogen ansvarlige for forholdene. De er som de er, og derfor gælder det om at tage nogle konkrete forholdsregler, i stedet for at drømme om utopiske løsninger som humanitet og retfærdighed og den slags. Hvad skal da gøres?
Jøderne skal blive en nation
Jøderne skal blive en nation og således optræde som jævnbyrdig med de andre nationer. Det er jødernes fejl, at de i de sidste to tusind år har optrådt som enkeltpersoner og ikke som en nation. »Selv om folkene ikke har været i stand til at tilintetgøre vores eksistens, så har de ikke desto mindre formået at kvæle følelsen af vores nationale selvstændighed«. Årsagen til dette er jøders overpatriotiske holdning i deres respektive lande, samt den religiøse forestilling, at Messias nok skal gribe ind, og at jødernes skæbne skulle være straf fra Gud.
Men nu har tingene ændret sig. »Forfølgelserne i det dannede Tyskland, i Rumænien og Ungarn, men særlig i Rusland har medført en uimodståelig længsel mod Palæstina … Så forfejlet denne længsel end er, så er den dog et vidnesbyrd om folkets rigtige instinkt … Det er blevet klart at det behøver en hjemstavn«.Det er det ene.
Det andet er, at et antal undertrykte nationalister har genvundet deres selvstændighed (bl.a. i Balkanlandene, min tilføjelse), og når det er tilfældet, bør jøderne ikke stadigvæk sidde med hænderne i skødet. For jøderne har til fulde gjort sig fortjent til et fædreland«. De har grebet ind i det internationale kulturliv i højere grad end de nationaliteter, der nu frigøres. I højere grad end disse har de en fortid, en historie, en fælles ublandet afstamning og en eksempelløs lidelseshistorie … «
Men jødernes stræben efter en national-politisk enhed og selvstændighed har ikke alene en indre berettigelse, som alle andre undertrykte folk. Den må, siger Pinsker, »også finde tilslutning hos de folk, som vi – med rette eller urette – er til gene for«.
Antisemitismen tænkes altså her som en hjælper for jøder. Pinsker vender tilbage til denne tanke i slutningen af sin pjece. Han siger: »Ja, vi går så vidt, at vi opfordrer hine ugæstfrie folk til at bistå vores tilbagetog (udrejsen til deres eget land). Vore »venner« vil se os drage af sted med den samme fornøjelse, med hvilken vi vender dem ryggen«.Denne tankegang skal vi genfinde hos Herzl – og i praksis har den fungeret og fungerer stadig i zionismens strategi.
Jøderne skal igen blive en nation og de skal have et land. »Men vi må«, mener Pinsker »for alt i verden ikke drømme om at genoprette det gamle Judæa … Ikke »det hellige« land skal være vore bestræbelsers mål, men »vores eget« … Vi behøver intet andet end et stykke land til vore fattige brødre, som skal forblive vores ejendom og som ingen fremmed kan fortrænge os fra. Derhen vil vi bringe det helligste, vi har … Gudsidéen og Bibelen. Det er kun den, der gør vores gamle fædreland til »helligt land« – ikke Jerusalem eller Jordan«.
Pinsker peger altså ikke på Palæstina som det sted, der skal være jødernes nye land. Fastholder man den føromtalte definition af zionismen, er det altså lidt af en tilsnigelse at kalde Pinsker zionist.
Praktiske forslag
På nogle få sider i slutningen af sin pjece skitserer Pinsker nogle praktiske forslag. Der skal oprettes et jødisk »nationalinstitut«. Dets første opgave bliver at finde et sammenhængende stykke land, som er passende til formålet. Det kan ligge i Nordamerika eller i det asiatiske Tyrki, men det afgørende er, at landet kan blive »produktivt«, ikke hvor det kommer til at ligge.
Til slut slår Pinsker fast, at jøder må tage sagen i deres egen hånd – de skal befri sig selv (autoemanicipation). Naturligvis vil grundlæggelsen af et jødisk asyl ikke kunne komme i stand uden regeringens støtte. Men det vil de også kunne forstå. Hvad vi stræber efter »er i grunden ikke noget nyt … I stedet for mange asylsteder vil vi have et eneste asyl, hvis eksistens så også må være politisk sikret«.
På den sidste side resumeres indholdet: Antisemitismen er en arvelig sygdom. Den kan kun helbredes ved at jøder får deres eget land og bliver en selvstændig nation. »Det internationale jødespørgsmål må have en national løsning«.
Som det er fremgået, er asyltanken tilbagevendende i Pinskers skrift. Den senere zionismes påstand om, at det afgørende er tilbagevenden til Zion (Palæstina), støder vi ikke på. Tværtimod. En Begins forestilling om, at kolonisering kan finde sted i Judæa, fordi Gud har givet sin tilladelse, eller ligefrem kræver det, ligger ikke inden for Pinskers horisont.
Pinskers skrift vakte ikke den store opsigt, men blev dog taget til indtægt af en gruppe østeuropæiske jøder, der kaldte sig »Zions elskere«. De dannede kernen i den første indvandring i Palæstina (1882). Sit første større møde holdt bevægelsen 1884 i Katowice, og her blev Pinsker udnævnt til leder.
Anderledes effekt havde unægtelig Theodor Herzl’s pjece.
Theodor Herzl
Der står en særlig glans om personen Herzl i den zionistiske litteratur. Hans personlige charme og udstråling bliver hyppigt fremhævet, og ikke sjældent taler man om de kongelige og messianske associationer, hans fremtræden vækker. I forordet til den danske udgave skriver Israels premierminister gennem mange år, Ben Gurion, at Herzl kan sammenlignes med den messianske oprører Bar Kochba (Stjernesønnen) fra det andet århundrede efter Kristus.
Herzl’s portræt hænger i det israelske parlament (Knesset) i Vestjerusalem, og i 1949 blev hans jordiske rester overført fra Wien til Jerusalem. I zionistiske leksika betegnes han som den politiske zionismes fader.
Herzl er født 1860 i Budapest, men boede i Wien fra 1878. Han kom fra en næsten assimileret familie og havde ikke megen viden om jødisk religion og kultur. Han uddannede sig til jurist, men da han havde vanskeligheder med at bryde igennem på juraens område i det antisemitiske bourgeoisi, blev han journalist og forfatter og blev snart en skattet skribent i det kendte blad »Neue Freie Presse«. I l891 blev han korrespondent i Paris, den by, som var beundret og efterlignet i det wieneriske borgerskab.
Han kendte altså til antisemitisme, men mente som Pinsker, at problemet nok skulle løse sig. I Paris kom han ud for en oplevelse, der fik ham til at ændre opfattelse. Han overværede i 1894 den berygtede Dreyfus-sag, hvor en jødisk officer i den franske hær blev degraderet og sendt til Djævleøen på baggrund af falske anklager. Herzl vidste ikke, at manden var uskyldig, men det, der slog ham, var den antisemitiske stemning som ledsagede dommen over Dreyfus. Kunne frihedens fædreland Frankrig slippe jødehadet løs, hvad kunne der så ikke ske i mindre »civiliserede« lande?
I løbet af 1895 skrev han så sin berømte bog »Der Judenstaat«, hvori han fremsatte sin plan til løsning af antisemitismens problem. Den udkom i februar 1896 og gav genlyd over en stor del af Europa.
»Den jødiske stat«
Bogen er på små hundrede sider og indeholder foruden en indledning og en slutning fire kapitler med overskrifterne: »Jødespørgsmålet«, »Jewish Company«, »Lokalgrupper« og »Society of jews og den jødiske stat«. I et kort forord understreger Herzl, at hans bog ikke skal ses som en utopi, hans plan kan realiseres, hvis der er vilje til det.
I indledningen og det første kapitel beskæftiger han sig med det, han kalder jødespørgsmålet. Han skriver bl.a.: »Jødespørgsmålet eksisterer. Det ville være tåbeligt at benægte det. Det er et stykke middelalder, der er slæbt med, og som kulturfolkene den dag i dag ikke med deres bedste vilje kunne blive færdige med. De viste jo deres højsindede vilje, da de emanciperede os. Overalt, hvor der lever jøder i kendeligt antal, findes der et jødeproblem. Og hvor det ikke findes, der bliver det slæbt hen af indvandrende jøder … «
Og man giver sin forklaring på problemet, idet han noterer, at det naturligvis er »umådeligt kompliceret«. »Jødespørgsmålet regner jeg hverken for at være et socialt elleret religiøst spørgsmål, selv om det kan se ud til at være både det ene og det andet. Det er et nationalt spørgsmål, og for at løse det må vi først og fremmest gøre det til et politisk verdensspørgsmål, der vil være at ordne i kulturfolkenes råd. Vi er et folk, eet folk«.
Når jøder har det politisk godt, assimileres de, men denne tilstand varer kun kort. I længden kan man ikke forhindre antisemitismen, og ligeså snart forfølgelserne begynder, søger jøder tilbage til deres gamle »stamme«.
Men hvad vil de assimilerede sige til hans påstand og forslag. Ja, de vil i sidste instans drage fordel af, at »de stammetro jøder fjernedes. Thi de assimilerede vil slippe for den foruroligende, uberegnelige konkurrence fra det jødiske proletariat, der af politisk tryk og økonomisk nød kastes fra sted til sted, fra land til land. Det rodløse proletariat vil blive fæstnet«. Der skal altså laves en jødisk stat.
Herzl foretager nu en slags klasse-analyse for at forklare, hvorfor alle folk efter hans mening skjult eller åbenlyst er antisemitter. »Vi er hvad man har gjort os til i ghettoerne. Vi har uden tvivl opnået en overlegenhed i pengeforretning, fordi man i middelalderen smed os ud i det. Nu gentager den samme proces sig. Man tvinger os atter ind i pengehandelen, der nu hedder børs, idet man afskærer os fra alle andre erhvervsgrene. Men når vi så er gået ind i børsforretningen, bliver det en ny grund til at foragte os. Samtidig producerer vi rastløst middelbegavelser, der ikke har noget afløb, og derved bliver en lige så stor samfundsfare, som de voksende formuer. De dannede og uformuende jøder går alle ind i socialismen. Den sociale kamp måtte altså i begge tilfælde gå ud over os, fordi vi både i den socialistiske og den kapitalistiske lejr står på de mest udsatte poster«.
Et af problemerne er, at man ikke længere kan komme jøderne til livs. Tidligere kunne man tage deres juveler fra dem, men nu beror deres rigdom i »trykte stykker papir, låset ned et eller andet sted i verden måske i kristne kassen«. Og hvis man vil ophæve jødernes ligeberettigelse så vil man omgående jage »alle jøder, fattige som rige, i armene på revolutionspartierne«.
Antisemitismens tryk fører jøderne tilbage til deres gamle stamme, »vi er et folk – fjenden gør os til det uden vor vilje, sådan som det altid har været i historien … «
Planen
Hvad skal der da gøres? Her svarer Herz1 som Pinsker: »Hvis man vil give os suverænitet over et stykke af jordens overflade stort nok for vort folks retfærdige behov vil vi selv klare alt det andet«. Og han fortsætter: »Det er ikke noget latterligt eller umuligt, at der opstår en ny suverænitet. Det har vi da oplevet i vore dage hos folk, der ikke som vi er middelstandsfolk, men fattigere, udannede og derfor svagere«. Og han føjer til – som Pinsker: »Regeringerne i de lande, der er hjemsøgt af antisemitismen, er levende interesseret i at skaffe os suverænitet«. Til at gennemføre opgaven skal der dannes to store organer: Society of Jews og Jewish Company. »Hvad Society of Jews har forberedt videnskabeligt og politisk, skal Jewish Company udføre i praksis«.
Først skal de fattige drage af sted og opdyrke landet efter en forud lagt plan. Derefter skal det næstøverste økonomiske lag følge. De ledes af middelintelligensen, som der er overproduktion af, og til sidst skal de rige ankomme.
Hvor skal landet ligge?
Herzl overvejer to muligheder, Argentina eller Palæstina, men han understreger: »Society vil tage, hvad man giver det, og hvad det jødiske folks offentlige mening erklærer sig for«. Om Argentina skriver han, at det kæmpemæssige areal, det lave befolkningstal og det tempererede klima er store fordele. Om Palæstina siger han: »Palæstina er vort uforglemmelige historiske hjem. Alene navnet ville være et vældigt gribende samlingsråb for vort folk. Hvis hans majestæt sultanen ville give os Palæstina, kunne vi til gengæld forpligte os til at ordne Tyrkiets finanser. For Europa ville vi der danne et stykke af bolværket mod Asien, vi ville gøre tjeneste som kulturens forpost mod barbariet. Vi ville som neutral stat forblive i sammenhæng med Europa, der måtte garantere vor eksistens … «
Praktiske anvisninger
I de næste kapitler gør Herzl rede for en række praktiske forholdsregler. Han beskæftiger sig indgående med, hvorledes landkøbene skal foretages, hvordan arbejderboligerne skal se ud – de ufaglærte kommer jo først og de skal selv bygge deres huse. Det er en gennemgående tanke, at den moderne teknik skal anvendes, Herz1 er begejstret over sin tids tekniske landvindinger. Han foreslår syvtimers-dagen, hvor man arbejder i skift tre en halv time ad gangen, og han taler om, hvordan de helt besiddelsesløse skal hjælpes på fode og iklædes nyt tøj, hvis betaling eftergives dem for god opførsel. Salget af jødiske værdier i de lande, der forlades, giver han også forslag om, og han gør sig overvejelser om, hvordan den jødiske finansmagt kan bruges til formålet. »I den jødiske finansmagt slumrer endnu mange uudnyttede politiske kræfter«.
I kapitlet om lokalgrupper skitserer han, hvorledes udvandringen skal finde sted. Man skal drage af sted i grupper, der hver har sin rabbiner, og tingene skal organiseres præcist og næsten militærisk. Og udvandringen skal nok komme i gang. »En møjsommelig pusten til bevægelsen vil vel næppe være nødvendig. Det besørger antisemitterne for os. De behøver bare at gøre som hidtil, og jødernes udvandringslyst vil vågne, hvor den ikke allerede findes, og blive stærkere der, hvor den i forvejen er … «
I det sidste afsnit redegøres der for statens forfatning – demokratisk monarki og aristokratisk republik er de statsformer, som Herzl holder mest af. Det første kan ikke lade sig gøre, så derfor foreslår han en aristokratisk republik. »Politik må laves oppefra og ned … Derfor tænker jeg mig en aristokratisk republik. Det svarer også til vort folks ærgerrige sind … For vi er et moderne folk og vil blive det mest moderne«. Sproget skal ikke være hebraisk, der kan ikke blive tale om et teokrati, og om hæren hedder det lakonisk: »Den jødiske stat er tænkt som en neutral stat. Den har kun brug for en professionel hær – til gengæld udrustet med samtlige moderne krigsmidler – til at oprette ordenen udadtil og indadtil«.
Herzl er ikke i tvivl om, at det er en mønsterstat, der skal skabes. Og, siger han til slut: »Verden vil blive befriet ved vor frihed, beriget ved vor rigdom og forstørret ved vor storhed. Og hvad vi der forsøger at skabe, til vor egen trivsel, virker magtfuldt og lykkebringende til alle menneskers vel«.
Så mange var ordene.