INTIFADAEN – DEN STORE OVERRASKELSE
Af Maria Bergsøe
I 1987 – efter tyve års israelsk besættelse af Vestbredden og Gaza – udbrød den palæstinensiske opstand, som for altid ændrede situationen i Mellemøsten.Israel, PLO (den palæstinensiske paraply-organisation bestående af Fatah, PFLP, DFLP og Kommunisterne), Jordan og USA var lige overraskede.
Den 8. december om eftermiddagen skete en trafikulykke i Gaza, hvor trafikulykker er almindelige, men i dette tilfælde var det en israelsk blokvogn, der kørte ind i en bil som rummede arbejdere fra Gazastriben på vej hjem fra arbejde. Fire blev dræbt og andre kom alvorligt til skade. I radioen blev det meddelt som noget selvfølgeligt, men hurtigt spredtes rygtet, at det var en hævnakt fra en israeler, hvis slægtning var blevet stukket ned nogle dage forinden på Gazas markedsplads. Allerede samme aften cirkulerede en løbeseddel om drabet på de fire palæstinensere, og som en præriebrand bredte protestdemonstrationer og uroligheder sig over hele Gaza.Den israelske hærafdeling, som var stationeret i Gaza var totalt uforberedt, og i flygtningelejren Jabalya, hvor det hele begyndte, løb soldaterne ind i alvorlige vanskeligheder. Det samme skete i Rafahlejren: “Rafah er ikke længere i vores hænder” lød tilbagemeldingen fra israelske officerer.I løbet af få dage kunne hele verden se Tv-optagelser om dèt, der foregik i de besatte områder, og det var ikke noget kønt syn: store børn og unge der kastede med sten i konfrontation med svært bevæbnede soldater.
Den israelske regering erkendte efterhånden, at den stod overfor noget helt nyt. Israel havde altid hævdet, at besættelsen af Gaza og Vestbredden var en “menneskelig” besættelse. Ganske vist havde der fundet sporadiske opstande sted, men dennegang var det en spontan opstand, der omfattede hele den palæstinensiske befolkning, unge og gamle, mænd og kvinder, land og by, troende og ikke troende. Aldrig havde sammenholdet i det palæstinensiske samfund, som ellers er ret splittet, været stærkere end gennem de første måneder af dèt, der nu blev kaldt Intifadaen, som betyder “at ryste noget af sig”.
Israel var lamslået af forbavselse over, at palæstinenserne kunne holde til lidelserne: 500 døde, heraf mange børn, 8.500 sårede i de første to år. Holde til udgangsforbud, blokader, strejker, ugers arbejdsløshed uden mindste indtjening, afspærringer….. Forbavselsen gjaldt også palæstinensernes tilbageholdenhed – de greb ikke til våben, på trods af hadet og raseriet, hvilket naturligvis gavnede dem overfor omverdenen – både overfor israelerne, men sandelig også overfor udlandet. Israels omdømme led derimod international skade, især efter forsvarsminister Yitzhak Rabins dekret om at brække knoglerne på de unge oprørere, dertil anvendtes nogle specielt fremstillede lange køller, der var i stand til at kvæste og lemlæste. På TV så man hvordan – og det virkede så oprørende, at holdningen i f.eks. Danmark ændredes til fordel for palæstinenserne.
Arafat og hans stab i Tunesien havde til at begynde med ingen føling med dèt, der skete i de besatte områder. De havde i det hele taget ikke forstået nøden og desperationen blandt befolkningen og kunne derfor heller ikke fatte eller påskønne den enorme kraft og energi, der nu strømmede op til overfladen.Fra den første dag havde løbesedler, udformet af lokale palæstinensere, en afgørende betydning for hele opstanden, men først efter små to uger, fremkom de første løbesedler fra PLO, og da havde de religiøse Gaza-islamister allerede et par stykker i omløb. De lokale palæstinensere var nu blevet den reelle, afgørende kraft i den fortsatte kamp, og Arafat og staben i Tunesien gjorde alt for at få indflydelse på den situation, der nu var opstået.Intifadaen strømmede op nedefra – fra alle de store børn og unge, som så sig berøvet for en fremtid. De studerende var dømt til ydmygelse eller eksil. De hundredetusinder arbejdere, der tjente deres usle løn i Israel, hvor de blev gjort usynlige, veteranerne fra de israelske fængsler, som nu for alvor var blevet overbeviste om deres retfærdige kamp – og som så deres folk synke ned i stadig større håbløshed – kort sagt, det var den palæstinensiske ungdom, der gjorde oprør – støttet af de ældre. Og dèt gjorde det helt klart for israelerne, at de simpelthen ikke længere kunne ignorere, at landet var en besættelsesmagt overfor en palæstinensiske befolkning, der ikke kunne styres.
NOGLE FORUDSÆTNINGER
Før 1987 havde Israel støttet de religiøse islamister i Gazastriben med det formål at skabe rivalisering og splittelse, den klassiske kolonipolitik: Del og hersk.”Det muslimske Broderskab”, opstod i Egypten i tyverne, og også i Gaza var de i høj grad til stede. Broderskabet tog i begyndelsen ikke del i Intifadaen, det gjorde derimod “Islamisk Jihad” og andre religiøse grupperinger, unge mænd udgået fra det islamiske universitet i Gaza – en moralsk funderet religiøs holdning bredte sig i Gaza. Efterhånden blev Hamas det ledende islamiske parti.Den første generation af flygtninge var lammet af sorg over, at jorden var taget fra dem, de var angste, uvidende om forholdet i den øvrige verden, desuden var de fleste analfabeter. Men de store drenge og piger, de unge som nu kastede med sten og som brændte bildæk af, var ikke kuede, de var oplyste, havde skoleuddannelse og de var frygtløse, når de strømmede ud i gaderne. De var desperate, de havde intet at miste. Skønt uerfarne klarede de for det meste de forhør, de blev udsat for – også de pinefulde. De vidste ikke meget om PLO eller om politik i det hele taget. Gazas fængsler blev fyldt med unge, dystre mænd, der så sig selv som ofre for det zionistiske Israel. Det var ikke blandt dem Arafat eller andre koryfæer havde deres tilhængere.Til at begynde med var det gymnasieelever og studerende, som førte an i demonstrationerne, men snart var det også unge arbejdere over tyve år blandt de fængslede, de som arbejdede fra daggry til aften, ofte som eneforsørgere for en stor familie. De havde ikke nogen højere skoleuddannelse, de arbejdede i Israel med det “beskidte arbejde” som israelerne foragtede. Mange af dem havde aldrig deltaget i demonstrationer, og ved at udsætte sig for at komme i fængsel udsatte de deres familier for store savn. Mange af dem kunne tale hebræisk, og mange angav det samme motiv til at slutte sig til Intifadaen, nemlig følelsen af at være udsat for en dyb uretfærdighed, helt i hænderne på deres jødiske arbejdsgivere. Alle kunne fortælle den samme historie – om verbal eller fysisk overlast, om at blive snydt for lønnen, om at være sat til arbejde under umenneskelige forhold og udsat for krænkelser, hvergang palæstinensere havde gjort sig skyldig i voldelige handlinger. Alle klagede over de fornærmelser og ydmygelser, de blev udsat for ved check-points og vejspærringer, den grove tone de her blev tiltalt med, kropsvisiteringer ledsaget af eder og forbandelser. Latterliggørelsen, de blev udsat for i venners og families påsyn. Eretz checkpoint, som er hovedindgangen til Gaza, tog prisen. De fængslede fortalte om timelange forsinkelser uden forklaring, når de kom tilbage efter en udmarvende arbejdsdag i Israel. Lange køer, konfiskering af ID-kort, passagerer tvunget ud af busserne uden forklaring. De fortalte om de utallige gange , de blev beordret op af en mur med hænderne i vejret og spredte ben for at blive kropsvisiteret. Nogle fortalte, at deres penge var blevet konfiskeret, andre fortalte om sadister, der havde tvunget dem til at gø som hunde eller bræge som får, før de fik lov til at passere. Disse arbejdere må have følt sig forsvarsløse i Israel, men de var også forsvarsløse i deres egne huse i Gaza, hvor soldaterne ofte brød ind om natten under efterforskning, overraskede ægtepar i sengen og hånede faderen i børnenes nærvær.Palæstinenserne, der arbejdede i Israel blev beordret til at overnatte i kældre og stalde, ofte låst inde, fordi det var ulovligt at tilbringe natten i Israel uden speciel tilladelse. Langs fortorvene i de israelske byer stod mændene opstillede på det såkaldte slavemarked, hvor arbejdsgiverne kunne pege dem ud til en dags arbejde. Før daggry forlod titusinder arbejdere deres hjem i de besatte områder for at tjene til livets ophold, og hver aften vendte de tilbage fyldt med vrede og had overfor den stat, der krænkede deres værdighed. De blev diskriminerede med hensyn til lønnen, udelukkede fra israelske fagforeninger og forhindret i at oprette deres egne. Store summer blev trukket fra deres løn til sociale ydelser og pension, som de aldrig nogensinde modtog.Disse arbejdere var overbeviste om, at israelerne var i stand til hvadsomhelst.
Den sandede Gazastribe, på størrelse med Langeland, er en af verdens tættest befolkede områder. Selvom fødselstallet er dalende, vil befolkningen i Gaza vokse med 50% i løbet af en 6-7 år, og 79% af befolkningen vil være under 29 år. En tikkende bombe, som Israel gennem en del år har ønsket at slippe af med. En del af vandet er ikke længere drikkeligt – det er for salt. Men ikke alene Gaza’s underprivilegerede havde grund til at gøre oprør, bønderne, også på Vestbredden, var blevet tvunget bort fra deres jord eller presset af økonomiske regulativer, som Israel anvendte for at beskytte sit eget landbrug.
ISRAEL OG INTIFADAEN
IDF, den israelske hær, var helt uforberedt på denne form for krig. Dens erfarenhed og dygtighed var opstået gennem fem krige, commando raids og andre aktioner, som havde frembragt en af verdens mest veltrænede hære. Men denne hær stod nu overfor en folkelig opstand, ikke en krig med fly, kampvogne og artilleri. Hvordan skulle en lille patrulje forholde sig til demonstrationer på tusinder af mennesker – som i Gaza, hvor der var tale om et menneskehav, unge, gamle, kvinder og børn.Mange kvinder, som deltog i urolighederne, var ligeså aggressive som mændene. Men at skyde på dem ville på alle måder skabe yderligere uroligheder. Ikke desto mindre viste det sig at 1/5 af alle sårede var piger og kvinder.Der blev sendt forstærkning ud i de besatte områder. Mange unge soldater oplevede hèr for første gang de besatte områder, indbyggerne og først og fremmest flygtningelejrene. Det var en virkelighed, som gennemsnitsisraeleren aldrig fik indsigt i. Nogle få kompagnier af grænsepoliti og nogle hundrede soldater havde gjort det “beskidte arbejde”. For mange af de unge soldater var det et chok at blive konfronteret med denne mørke, uhyggelige “bagside”. Der foreligger mange vidnesbyrd om unge israeleres ubehag ved at skulle optræde som herrefolk – ved at være vidne til undertrykkelse og brutalitet, ved at kæmpe mod kvinder og børn. Jo længere Intifadaen varede, des mere omfattende blev anvendelsen af kollektiv straf. For mange soldater var det en frygtelig oplevelse, at skulle smide en hel familie med mange børn ud af deres hjem for dernæst at sprænge det i luften.Men jo længere Intifadaen varede, des mere omfattende blev anvendelsen af kollektiv straf. For mange soldater var det en frygtelig oplevelse at skulle smide en hel familie med mange børn ud af deres hjem for dernæst at sprænge det i luften.Kollektiv straf omfattede også oprykning af oliventræer, forsegling af huse strømafbrydelse, afspærring af landsbyer og ført og fremmest deportationer.Men Intifadaen greb om sig, og bosætterne og højrefløjen krævede, at langt flere ledende palæstinensere skulle deporteres. De kollektive straffe var smertefulde for palæstinenserne, men det kvalte ikke Intifadaen.Selvom en del soldater havde det dårligt med at slå løs på ubevæbnede civile med de lange køller, havde langt de fleste ikke noget imod det, hvilket adskillige rapporter om umådeholdent misbrug af køller, tydede på.I selve Israel voksede bevægelser frem i opposition til den hårde besættelsespolitik. Det var liberale og venstreorienterede, som ikke var afvisende over for tanken om en palæstinensisk stat, side om side med Israel. De havde protesteret mod de kollektive afstraffelser, de havde besøgt palæstinensiske landsbyer – og de var ikke alene. En strøm af nye grupperinger, organisationer og enkeltpersoner dukkede op i kølvandet på Intifadaen. Forældre med værnepligtige unge i hæren dannede en forening: “Forældre mod Forråelse” og veteranbevægelsen “Peace Now” koncentrerede sig om at skabe forbindelse mellem de to folk. “Kvinder i Sort” stillede op hver fredag i de israelske byer med deres skilte,”Stop the Occupation”, israelske menneskerettighedsorganisationer blev oprettet, ligesom en sammenslutning , “Yes Gvul” (der må være en grænse) for soldater, der nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder. Alt dette vidnede om, at store dele af den israelske befolkning ikke havde mistet følsomheden overfor uretfærdighed og menneskelig lidelse.
DET VIDERE FORLØB
Tilbagegang i landbrugssektoren, tilbagegang i industrisektoren, begge dele fordi israelerne ønskede at beskytte egen industri og skabe et konkurrencefrit marked i de besatte områder. Også Jordan bremsede for palæstinensiske varer. Gennem alle besættelsesårene opstod der kun beskedne, primitive virksomheder med det resultat, at arbejdsløsheden spredte sig som en pest, også blandt de universitetsuddannede fra Vestbreddens 7 universiteter. I 1970erne “eksporterede” de besatte områder uddannede folk til andre arabiske lande. Ca. 15.000 palæstinensiske universitetsuddannede var arbejdsløse, da Intifadaen brød ud. De, som havde arbejde, arbejdede i Israel som ufaglærte, navnlig indenfor byggebranchen. Den palæstinensiske økonomi var helt tilpasset Israels behov, og palæstinenserne var totalt afhængige af den israelske administration i hele deres hverdags økonomiske liv. Den mindste ansøgning om en eller anden tilladelse eller dispensation krævede en endeløs kamp med det trevne, uvillige bureaukrati. 400 jødiske skrankepaver til at betjene tusinder af retsløse arabere. De første år af besættelsen mærkede araberne en vis fremgang i levestandard, men i løbet af få år kunne symbiosen mellem israelerne og palæstinenserne beskrives som forholdet mellem hest og rytter..Både land – og bybefolkning – middelklassen – alle befandt sig som i en trykkoger. Det var dèt tryk, der lettede, da flygtningelejrenes indbyggere kastede sig ud i opstanden. Alle sociale lag i det palæstinensiske samfund havde (med få undtagelser) gode grunde til at gøre op med tingenes tilstand. Omverdenen havde svigtet totalt. Jordan overøste PLO med forhånelser, Reagan og Gorbatchov have ikke palæstinenserne på dagsordenen på topmødet i Washington i november 1987, og endelig flyttede Ariel Sharon, medansvarlig for massakren i Sabra- og Chatilalejren under den israelske invasion af Libanon, ind i det gamle muslimske kvarter i Jerusalem. En provokerende, politisk handling – et tegn på at palæstinensernes dage i Jerusalem kunne være talte. Ordet transfer svirrede i luften – en eufemisme for masse-udvisning af araberne.
Intifadaen bredte sig i bølger fra by til by, fra begravelse til begravelse med store optog og med bønner for de faldne. Gamle klasseforskelle blev for en tid vasket bort i den strøm af vrede ,som var rettet mod besættelsesmagten. Skoleelever fik deres lærere med ud til demonstrationer, kvinder forlod deres mænd og køkkener for at gå ud i gaderne og kæmpe, selv bedstemødre myldrede frem og tog del i opstanden. Grafittien blev Intifadaens frie presse sammen med løbesedlerne, som havde en euforisk virkning.
I løbet af den første måned blev 26 palæstinensere skudt, 320 blev sårede, mens 56 israelske soldater og 30 civile israelere blev såret af stenkast og lignende. Dertil kom langt over tusinde demonstrationer, stenkastning, brænding af bildæk, blokering af veje osv. Israel havde fuldstændig tabt kontrollen over den palæstinensiske befolkning, og selv om IDF i løbet af nogle uger genvandt noget af kontrollen over landsbyer, byer og hovedtransportveje, blev situationen aldrig dèt, den havde været før den 8. december 1987.På få uger opnåede palæstinenserne at undslippe glemselen og protester strømmede ind fra hele verden.
ET CIVILT SAMFUND – sejre og nederlag
Det oprindelige mål: at jage hæren ud af de besatte områder blev nu fulgt op af en strategi, der gik ud på at underminere hele den israelske dominans ved at etablere et civilt samfund bestående af græsrodsinitiativer, af selvorganiserede folkekomiteer, kvindekomiteer og -kooperativer. De skaffede bl.a. hjælp til de nødstedte i lejrene under udgangsforbud f.eks. skaffede Gaza by levnedsmidler til lejrene Jabalya og Shati. Komiteen i Nablus administrerede hjælpen til Balata lejren o.s.v. Den symbolske værdi af disse komiteer var enorm og hèr kunne alle være med, selv de meget lovlydige borgere.Ideen med folkekomiteerne fik hurtigt fat, de nedsatte sig i landsbyerne og erklærede dem for “befriet område”. Der blev dannet en handelskomitè, hvor forretningsindehavere dannede deres egen koordineringskomitè, der skulle tage sig af alle praktiske problemer såsom reparation af låse, som var blevet smadret af israelsk politi, stationering af vagtposter, som skulle forhindre plyndring af butikker, de forhandlede med The Unified Command om strejkerne, og denne komitè fik gennemført at forretninger skulle være åbne hver morgen i tre timer, undtagen naturligvis når der var generalstrejke. Strejkerne blev således ikke pålagt fra oven, de kom fra folkekomiteerne.
Sundhedskomiteen tog sig ikke alene af de sårede, men også af den generelle helbredstilstand ude i landsbyerne, blodbanker blev etablerede. En af kvindekomiteerne tog sig af redigering af løbesedler, de oplyste husmødre om genbrug, sørgede for de efterladte, for sårede og for fangerne. Komiteerne for uddannelse blev tillagt stor betydning. Popular Teaching for skoleelever og for studerende, eftersom skoler og universiteter ustandseligt blev lukkede – i lange perioder. Undervisningen var hemmelig og foregik i kirker, moskeer, udhuse og private hjem. Der foreligger en del undersøgelser om denne velorganiserede illegale undervisning. Rigtig mange elever oplevede denne undervisningform som noget positivt. Piger og drenge fik et mere ligefremt forhold til hinanden, og til læreren blev forholdet mere kammeratligt og demokratisk. Men eleverne fik ikke den formaliserede undervisning, og de kunne ikke tage eksamen. I dag viser det sig at de unge mangler en solid skoleuddannelse, hvilket for den palæstinensiske befolkning er noget af en katastrofe. De har altid satset hårdt på uddannelse – det kunne ingen tage fra dem – så det opleves som et stort tab, der kan få sørgelige følger for tusinder af palæstinensere.Men det skal ikke glemmes, at for mange børn var den alternative skoleform en berigende oplevelse.Men da Israel slog hårdt ned på de hemmelige skoler og universiteter med fængselsstraffe til lærerne og til de forældre, som havde huset skolerne var det slut.
Juridiske komiteèr arbejdede med at løse konflikter, ofte baseret på folkelige traditioner, netop for at adskille det fra israelsk eller jordansk retshandling. Landbrugskomiteer blev oprettet for at opmuntre folk til at opdyrke jorder, der var blevet forladt. I Beit Sahour f.eks. blev der inddraget et stort område, hvor folk kunne købe planter, frø, gødning osv., og under Bethlehem Universitets ledelse blev alle undervist i, hvordan man dyrkede grøntsager, opdrættede høns og kaniner – home-economy og victory fields blev populære slogans. Kvindekooperativer fremstillede konserves og lignende til hjemmebrug og til salg, og de stod for bagerier og syværksteder.Der var i hundredevis af disse komiteer i byer og i landsbyer. Også advokater, læger, arkitekter og undervisere deltog i disse projekter, hvilket øgede komiteernes prestige.Løbesedlerne begyndte nu at handle om Civil Ulydighed, og det var netop civil ulydighed, der manifesterede sig i den lille kristne by Beit Sahour ved Bethlehem . Indbyggerne nægtede at betale skat til besættelsesmagten: No Taxation without Representation. Det blev en lang og hård kamp, som vakte international opmærksomhed. IDF for hårdt frem, erklærede hele området for militær undtagelsestilstand og chikanerede indbyggerne på det groveste. Beit Sahour holdt længe ud og blev iøvrigt tildelt den alternative Nobelpris samt den Danske Fredsfonds pris.
Modløsheden hørte fortiden til. Fængslerne blev til folkets universiteter, der var status forbundet med at være i fængsel. De sårede blev smuglet ud af hospitalerne for ikke at falde i kløerne på de israelske soldater, de dræbte forsvandt fra gaderne, før israelerne kunne bringe dem til obduktion. Den palæstinensiske middelklasse og overklasse, der havde holdt deres børn borte fra kampen i gaderne følte nu en forpligtelse til at støtte demonstrationerne og til at erklære deres loyalitet overfor opstanden, som var blevet til en kamp mellem den indfødte befolkning og besættelsesmagten.Men efter halvandet års forløb forbød israelerne folkekomiteerne og arresterede hundredvis af medlemmer. Mange succes-foretagener blev ødelagt, f.eks. plantecenteret i Beit Sahour. Folkekomiteerne måtte gå under jorden, og dette smukke civile samfund forsvandt. Mange ser tilbage på det med beundring og fortrøstning over, at noget sådant overhovedet kunne lade sig gøre.
I foråret 1990 havde opstanden nået et historisk vendepunkt – til ugunst for palæstinenserne. To og et halvt års Intifada med civil modstand og uhyre lidelser for palæstinenserne, havde ikke bragt en palæstinensisk stat nærmere. Tværtimod fremstod forskellige signaler fra det israelske samfund som aldeles faretruende.Det var planerne om at lade mere end en million russiske jøder indvandre. Den amerikanske regering havde, presset af Israel, begrænset den jødiske indvandring. De russiske jøder ønsker traditionelt at indvandre til USA og ikke til Israel. Palæstinenserne frygtede, at de nye indvandrere ville trænge ud i de ulovlige bosættelser på Vestbredden.I forsommeren 1990 fik Israel en ny højreregering. Shamir blev premierminister og høgen over alle høge Ariel Sharon blev boligminister og fik et særligt ansvar for indslusningen af de russiske jøder.
Trods denne faretruende udvikling var situationen ikke som før Intifadaen. Noget havde ændret sig afgørende.