Det handler blot om at åbne øjnene og se

Betina Howalt Wallem Hvims, tidligere underviser på Vestbredden

Israelske bosættelser er ikke til at undgå at se i landskabet på Vestbredden, samt de ulovligheder og ubehageligheder de medfører. Det handler blot om at åbne øjnene og se.

Kontrasten mellem palæstinensere og bosættere på Vestbredden

En historie om en bustur

Minibussen, også kaldt ’service’ (udtalt ’serveece’), til Betlehem bliver hurtigt fyldt i det store grå betonhus 5 minutters gang fra Al-Manarah, Ramallahs centrum, i form af en rundkørsel med 4 stolte statuer af løver i midten.  Trods nær hundrede busser, hvis destination er overalt på Vestbredden, er der ingen skilte på hverken betonvæggene eller busserne. Blandt hundredvis af palæstinensere er det indforstået hvilken bus man skal ind i  og hvis man er i tvivl gør chaufførerne det tydeligt for én ved at råbe deres destination ud i en glædelig battle mod i hinanden. De 7 passagerer gør minibussen fuld og de kan nu forberede sig på den belastede tur for 20 shekel (30kr.) før de er fremme. Turen kan forventes at blive ustabil med alverdens forhindringer i form af en snoet vej, utaknemmelig trafik og checkpoints, eftersom der kun er én vej fra Ramallah til Betlehem.  Før apartheidmurens opsættelse fra 2002 var der adskillige. Men muren overskrider den egentlige grænse mellem Israel og Palæstina,  også kaldt den grønne linje, hvorfor palæstinensiske veje og jord er blevet inddraget på ulovlig vis, flere steder op til 20%,. Før muren varede turen til Betlehem 20 minutter. I dag tager det over en time.

 rsz_1palestine

De adskillige forhindringer

På vej ud af Ramallah skal bussen forbi Vestbreddens største checkpoint til Israel, nemlig Qalandia. Igen er dette et knudepunkt forbundet af én enkelt vej for alle  palæstinensere uanset om man er på vej ind i Israel, tilbage fra Israel eller andre destinationer syd for Ramallah. Kort sagt er dette sted kendt for trafikkaos med den synlig hærgede mur kronet med en nedbrændt israelsk kontroltårn og en gigantisk graffititegning af Yassir Arafat med teksten ’Free Palestine’. Rammer man trafikkaos kan palæstinenserne forvente at tilføje min. 30 minutters ekstra rejsetid til Betlehem. Og når dette knudepunkt endeligt er afviklet kører man igennem endnu et israelsk nedslidt checkpoint i form af et skur, hvor israelske bevæbnede soldater står klar til en eventuel action i form af at stoppe al palæstinensisk trafik for at tjekke ID. Herefter strækker der sig en almindelig trafikeret vej gennem det tørre landskab. Der er ingen marker, men tør jord som præger gule dale, som enkelte steder er beboet af beduiner i blikhuse. Endnu en uundgåelig  forhindring er den dybe dal ’Wadi al Nar’ (’Valley of Fire’) opkaldt efter dens uundgåelige tørke, som igen består af én vej. Her skal både lastbiler, busser og civile snegle sig først ned og så op af snoede  veje. For turister er det er spændende syn, som jævnligt fotograferes. For palæstinenseren er det er daglig og unødvendig belastning.

rsz_palestine 4

Det usædvanlige syn

Og du undrer dig sikkert over denne lange beskrivelse af ruten fra Ramallah til Betlehem som dog absolut har en pointe i forhold til de israelske bosættelse. For ikke længe efter at servicen igen rammer toppen af ’Fire Valley’ møder man længere fremme et usædvanligt syn. Pludselig ses der nemlig en nyanlagt rundkørsel angivet af et oliventræ omgivet af de skønneste saftige og grønne blomster hvorefter en nyanlagt vej med saftige palmer fører mod en by med nybyggede huse og egen kontrolpost bevogtet af fuld uniformerede soldater. Som førstegangsbesøgende turist sidder man uundgåeligt måbende og forundret over denne smukke og friske oase og ser sig nødsaget til at spørge de andre buspassagerer, hvad det er man kører forbi. Og svaret er lige så chokerende som indgangen til denne oase står i kontrast til de kaotiske og drænende omgivelser på Vestbredden. Det er en israelsk bosættelse – velkommen til ’Ma’ale Adumim’!

Her er der ingen adgang for palæstinensere – kun adgang for israelere. Dette sted strækker sig over ikke mindre end 4 dale, har min. 40.000 indbyggere, er placeret på 86% palæstinensisk ejet jord og har en direkte og nybygget motorvejsforbindelse til Jerusalem, hvor ingen palæstinensere har adgang til at køre.  Dertil er bosættelsen pr. international lov ulovlig ifølge Geneve konventionens artikel 49, som skal forhindre en bosættelsesmagt i at flytte deres egen befolkning ind på besat område.

I 2012 var det officielle tal 350.000 antal bosættere i Vestbreddens tusind bosættelser. Tallet stiger markant pr. år. Ingen bosættelser er anerkendt lovlige.

Palestine 2

Den langsomme og snedige plan

Og hvad der så er så slemt ved disse oaser midt i den arabiske tørke er simpelt at svare på. For det handler primært om det som netop er essentielt for eksistensen af ethvert samfund – nemlig vand: Fakta: Israelske bosættelser stjæler palæstinensernes vand, eftersom de siden 1967 har kontrolleret de palæstinensisk ejede vandreserver. Resultat: israelske bosætterne har frodige marker, hvoraf der produceres produkter til eksport og palæstinensiske jordområder er umulige er opdyrke til landbrug. Fakta: Israel nægter at mærke varer som kommer fra bosættelserne, som i sagens natur netop er ulovligt produceret. Resultat: Dette forhindrer enhver forbruger i verdenen i at vide om de støtter bosættervarer.

Palestine 3

Palæstinensiske byer er traditionelt placeret i mellem dale, netop pga. vandforsyninger. Derfor starter enhver israelsk bosættelse med snedigt at bygge sig selv på toppen af bakker. Først som et telt og herefter som egentlige bygninger. Fakta: Jo flere bakketoppe der bliver besat, jo mere presset bliver en palæstinensisk by i mellem disse både økonomisk, infrastrukturelt og ikke mindst psykologisk.  Resultat: I takt med udvidelsen af bosættelser tvinges i sær den palæstinensiske ungdom indirekte til at flytte fra deres hjembyer – hvorefter deres hjemby degraderes med årerne. Herved finder en langsommelig psykologisk, men ikke desto mindre bevidst, proces sted – palæstinenserne tvinges langsomt og ’frivilligt’ uden valg til at forlade deres eget land.

Det handler som sagt blot om at åbne øjnene og se – også selvom man ikke selv er fysisk tilstede i Palæstina. Dernæst kræves der stillingtagen. Lad være med at købe bosættervarer. Det er egentlig temmelig simpelt.

 

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Baggrundsartikler, Bosættelser, Boykotkampagne, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.