I følgende kommentar bragt i dagbladet Politiken (20/1) stiller DPVs formand mens han befinder sig i Palæstina skarpt i forhold til Israels reelle fredsvilje i forbindelse med de igangværende fredsbestræbelser fra den amerikanske udenrigsminister John Kerry.
Israel ønsker ikke fred
Af Fathi El-Abed, Formand, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
ER MAN i tvivl om, at Israel igen og igen løber fra freden med palæstinenserne i særdeleshed og den arabiske verden i almindelighed, så er Israels afvisning af ‘ den arabiske fredsplan’ et klar bevis.
En plan udtænkt, initieret og offentliggjort af den saudiarabiske konge, Abdullah, for 12 år siden, og som kræver en fuld israelsk tilbagetrækning fra alle de områder, Israel besatte i 1967 til gengæld for fuld normalisering af forholdet til den arabiske verden. Fredsinitiativet kan føjes til utallige fredsplaner og initiativer, der har hvilet på ligningen land for fred.
Israel vil have begge dele: land og fred.
Her i Palæstina er ingen i tvivl om, at den største sten i vejen for en fredelig løsning på den tragiske konflikt uden tvivl er Israels bibelske drømme på den besatte Vestbred. Når Israels premierminister, Netanyahu, kun et par dage efter at den amerikanske udenrigsminister afsluttede sit seneste besøg – det 10. af slagsen på under et år, meddeler, at »… det er vores land (Vestbredden), og vi skal altid selv have lov til at bygge (bosættelser) i vores eget land…«, så tyder intet på, at freden er nært forestående. Efter årtier under besættelse og undertrykkelse og ikke mindst svigt fra såvel den arabiske verden som det internationale samfund, ønsker palæstinenserne at tage vare på sig selv i deres egen stat. Side om side med Israel.
Palæstinenserne har dog ingen illusion om, at den fred, de stræber efter, og som er i overensstemmelse med det internationale samfunds ønsker for den palæstinensiske sag, kan opnås inden for overskuelig fremtid. Israels ihærdige forsøg på at minimere det stykke land, palæstinenserne en dag skal genetablere deres egen stat på, må siges at være i vejen. I 20 år – siden fredsprocessen begyndte – har skiftende israelske regeringer været mere end opsatte på at bygge nye og udvide eksisterende israelske bosættelser på den besatte Vestbred end på at skabe fred. Byggerier og udvidelser, der har betydet mere end en tredobling af antallet af israelske bosættere på besat palæstinensisk område. Denne unaturlige vækst har virket som en torn i øjet på palæstinenserne, der ser deres land skrumpe, for hver dag der går, og som ikke alene dræber ethvert håb i dem om en snarlig løsning på den tragiske konflikt. Hver eneste by og landsby på Vestbredden er blevet omdannet til isolerede fængsler i det store bosætterhav og med den konsekvens, at hver eneste palæstinenser på Vestbredden for længst er endt som fange i sit eget land frarøvet sin jord, frihed og med et indædt israelsk forsøg på at fravriste palæstinenseren hans værdighed.
Freden må snart indtræffe. For begge folks skyld. Det kan kun gøres med et maksimalt pres på Netanyahu. Ellers vil enhver positiv forandring i Mellemøsten være ubetydelig og i den grad mangelfuld.