Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bliver projektbærende

Ole Olsen, DPV

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bliver projektbærende

Pressemeddelelse 11. januar 1998

—————————————————-

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening har af Finansudvalget fået bevilget 4 mio. kr. til et land-brugsprojekt i de palæstinensiske områder. Projektet har titlen “Markveje og terrasering i Palæ-stina, Vestbredden og Gaza”, og vil starte til foråret og løbe over 2 år.

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening står for projektets gennemførelse i samarbejde med Pale-stinian Agricultural Relief Committees (PARC), der er en sammenslutning af lokale landbrugsorga-nisationer/komiteer i såvel selvstyreområderne som i de endnu Besatte Palæstinensiske Områder.

Palæstinensiske bønder prøver vedholdende at redde deres jorder fra at blive konfiskerede af det israelske militær til militære formål, til bosættelser og til veje mellem bosættelserne. Jorden bliver normalt konfiskeret under påskud af, at det er ubrugt land.

For at imødegå dette – og for at øge landbrugsproduktionen – opdyrker de palæstinensiske bønder deres jorder og tilplanter dem med oliven- og andre frugttræer, som de i forvejen har mistet i hundrede-tusindvis af på grund af militærets aktioner. Nogle af jordene er endvidere velegnede til korn- eller grøntsagsdyrkning.

For at kunne nå også de fjerntliggende marker er der et stort behov for at der bygges markveje og terrasseres, så jorden bliver let tilgængelig og dyrkbar. Der er især her projektet sætter ind med støtte til den palæstinensiske egenindsats.

Projektet vil give arbejde til – udover bønderne og deres familier – adskillige arbejdsløse landsbybeboere. I alt vil projektet komme op til 10.000 mænd, kvinder og børn til gode. Projektet giver mulighed for bygning af 360 km veje plus terrasser og diger, som kan sikre den bedst mulig udnyttelse af det sparsomme vand i området.

Endvidere er projektet et led i en genopbygning af palæstinensernes forsyning med daglige fødevarer og forberedelsen af eksport af mulig overskud af traditionelle frugter som figner, dadler, abrikoser, oliven, mandler, citrusfrugter m.m. samt friske grøntsager: tomater, agurker, auberginer, jordbær m. fl.

Venskabsforeningen er meget glad for, at det er lykkedes at få bevilget pengene til projektet, da der er et stort behov for at støtte palæstinenserne i deres kamp for selvbestemmelse og udvikling. Desuden ser foreningen bevillingen som et udtryk for tillid til foreningens arbejde.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Ole Olsen, formand, tlf.: 35 82 05 83 el. 36 44 11 44 -3935 og

Hans Nebel, projektkoordinator, tlf.: 38 74 59 75

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Studieture og rejser. Bogmærk permalinket.