Når kristne turister fejrer jul i Betlehem, bliver de udsat for forskelsbehandling. De bliver kørt uden om checkpoints, kommer forrest i køen og får VIP-behandling – uden selv at vide det. På den måde tager mange af sted fra Betlehem – uden en chance for at opdage den undertrykkelse af de lokale borgere, der samtidig finder sted lige rundt om hjørnet i Jesu fødeby.
Af Tina Hansen
Sidste år fejrede jeg jul i Betlehem på Vestbredden. En smuk og glædefyldt oplevelse, jeg vil anbefale enhver rygsækrejsende eller børnefamilie, der har mod på en anderledes højtid. Autentiske julekrybber, mellemøstlige julemænd med mindre autentiske skæg, festlige parader foran Fødselskirken og pilgrimme og gejstlige fra hele verden i farverige gevandter. Med andre ord en af de mest unikke oplevelser, denne verden byder på.
Den søde julestemning blev dog afløst af en noget bitter eftersmag, da jeg 1. juledag skulle tilbage til Jerusalem. En tur på mindre end 10 kilometer i fugleflugt. Først måtte jeg dog gennem et af de mere end 500 checkpoints, Israel har etableret på Vestbredden. Under den otte meter høje betonmur med overvågningskameraer og automatiske maskingeværer stod omkring 700 palæstinensiske mænd og kvinder i lange rækker adskilt af tremmer – ligesom mig ventende på at få deres bagage gennemlyst og fremvise deres rejsedokumenter til de israelske soldater og for nogles vedkommende få taget fingeraftryk. Ikke for at komme ind i Israel, forstås – men for at få adgang til den palæstinensiske landsby på den anden side.
Da køen efter en time ikke rykket sig nævneværdigt, var jeg ved at udvikle stresspletter ved udsigten til at misse et fly – indtil en af de andre i køen spurgte om jeg ikke havde udenlandsk pas? Jamen, hvorfor tager du så ikke med bus nr. 21?
Til min store forbløffelse viste det sig ganske rigtigt, at der er en bus, der kører direkte fra Betlehem til Jerusalem – uden om checkpointet. Jeg var i Jerusalem på 20 minutter.
Bus 21 kan benyttes af turister og af de palæstinensere, der bor i Jerusalem. Det er nemlig ikke alene israelere og palæstinensere, der har forskellige rettigheder. Israelerne giver også palæstinensere forskellige legitimationskort og dermed rettigheder. Hvis man bor i Jerusalem får man blå ID, mens palæstinensere på Vestbredden har grøn ID. Kun de palæstinensere, der har blåt ID, kan komme til Jerusalem.
Min overraskelse blev kun større, da vi passagerer i bus nr. 21 skulle fremvise vores rejsedokumenter ved et checkpoint, der mest af alt mindede om et betalingssted på en tysk autobahn. Her hoppede palæstinenserne af bussen og linede op i en række for stående at fremvise deres rejsedokumenter til en israelsk soldat, for ti meter længere fremme at stige ombord på samme bus igen. I mellemtiden fik en amerikansk nonne og jeg besked om at blive på bussen og kunne siddende fremvise vores turistpas til en israelsk soldat, der steg ombord, uden at ulejlige os med at stå af. Da jeg spurgte nonnen, der var bosat i Jerusalem og ofte tog turen, om hvad der foregik, var svaret blot: ”Vi er turister.”
Desværre var jeg ikke den eneste, der oplevede denne form for forskelsbehandling. Et amerikansk par var juleaften havnet i køen ved checkpointet på vej mod Betlehem ved 16-tiden – et tidspunkt med op mod to-tre timers ventetid, da tusindvis af de lokale netop var på vej hjem fra arbejde. Ligesom mig kom parret imidlertid heller ikke til at vente, for da de israelske soldater fik øje på dem, gav de straks ordre til at lade dem komme foran i køen. Da en gammel palæstinensisk mand nægtede at give turisterne få forrang, havde han nær fået end over skinnebenet med maskingeværkolben, hvorefter han flyttede sig.
Og det er desværre ikke det eneste eksempel på særbehandling af turister. På vej tilbage fra Jordan til Jerusalem bød grænseovergangen mellem Jordan og Vestbredden på endnu en chokerende oplevelse. Man skal med bus, og da der var to forskellige busser, ville jeg naturligvis med den første. Men til min store fortrydelse blev jeg forment adgang.
Jeg blev imidlertid klogere, da det viste sig, at grunden til at jeg ikke måtte komme med den anden, er, at man som turist får en VIP-behandling ved grænsen. Det vil sige at man bliver udsat for et mindre omfattende sikkerhedscheck og bliver ekspederet hurtigere igennem. Hvis man som palæstinenser med blå ID skal skynde sig, er man imidlertid så heldigt stillet, at man kan købe sig til denne VIP-behandling for 100 dollars. En mulighed almindelige palæstinensere ikke har – her skal alle gennemgå det store check. Og det vel at mærke på grænseovergangen mellem Palæstina og Jordan – den eneste åbne grænse Vestbredden har med omverdenen. Palæstina har nemlig ikke suverænitet over egne grænser – hverken til vands, til lands eller i luften.
De fleste øjenvidner til denne forskelsbehandling er ikke i tvivl om, at den bør standses. Problemet er bare, at de fleste turister – ligesom flertallet af israelerne – aldrig opdager noget. De fleste turister kommer nemlig til Betlehem på endags-bustur fra Jerusalem. Disse busser, der har israelske nummerplader, kører på særlige veje og kommer ind via et andet checkpoint, hvor man ikke skal stige af bussen og stå i kø. I stedet for synet af betonmur og vagttårne bydes de velkommen af et skilt med ’Welcome to Bethlehem’ og bliver kørt hen til butikker med israelskproducerede souvenirs. Derfor bliver de aldrig vidne til den timelange ventetid og nedværdigende behandling, der foregår lige henne om hjørnet – mindre end en kilometer fra det sted, hvor Jesus blev født.
Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad den 20. december