EU-Domstolen: Varer fra bosættelser er ikke toldfrie!
– af Ole Olsen
I en afgørelse, som også kommer ind på Vestbreddens status, har EU-domstolen i en afgørelse 25. februar 2010 fastslået, at varer fra bosættelser ikke er omfattet af Israels told-fordele ved samhandel med EU. Det er mere uklart, hvad der kommer ud af dommen.
Sagen kort
Sagen handler om den tyske virksomhed Brita I Tyskland. Den importerer varer fra Israel -fra virksomheden Soda-club som er godkendt til eksport ud af Israel, jf. EU-Israel aftalen.
I første halvår 2002 anmodede Brita de tyske myndigheder om at få frigivet en række importerede varer. De hævdede at disse varer var fra Israel og var omfattet af handelsaftalen. Kvitteringer fra Soda-club bekræftede dette.
De tyske handelsmyndigheder gav en foreløbig godkendelse af toldfrihed, men igangsatte en procedure for senere endelig afgørelse. De spurgte israelske toldmyndigheder som svarede at varerne kom fra en område under israelsk told-myndighed og derfor var omfattet af aftalen.
I et brev i februar 2003 spurgte de tyske myndigheder om varerne var produceret i bosættelser på Vestbredden, Gaza striben, Østjerusalem eller Golan. Dette brev er aldrig besvaret. I september 2003 besluttede de tyske toldmyndigheder at varerne ikke kunne få toldfrihed og fremsendte et krav til Brita om told på knap 20 000 euro.
Brita indbragte denne afgørelse for Finansretten i Hamborg som nåede frem til at sagens stod og faldt med en fortolkning af EU-Israel handelsaftalen. Sagen blev sat i stå og EU-domstolen blev bedt om en afklaring.
EU-Domstolen nåede frem til samme konklusion som de tyske toldmyndigheder. Aftalen gælder ikke bosættervarer. EU-Domstolen fastslår også, at oprindelseserklæringer fra toldmyndigheden i et eksporterende land (læs: Israel) ikke nødvendigvis er tilstrækkelig dokumentation.
Hvad nu?
Domstolen fastslår, at handelsaftalerne med henholdsvis Israel og de palæstinensisk myndigheder er relateret til territorier, det vil sige, at aftalen med Israel gælder varer produceret på israelsk territorium, mens aftalen med de palæstinensiske myndigheder gælder Gaza og Vestbredden. Østjerusalem omtales ikke specifikt i afgørelsen, men er formentligt juridisk omfattet af betegnelsen Vestbredden.
Afgørelsen påvirker ikke umiddelbart forhandlinger om fred i Mellemøsten, men vedrører et handelsspørgsmål. EU-Domstolen fastslår, at handelsaftalerne med Israel ikke gælder for bosættelserne, hvori der produceres blandt andet småkager, vin og computerudstyr. Varerne produceres ofte med palæstinensisk arbejdskraft som er langt billigere end israelsk ditto.
Hvad Domstolens afgørelse konkret vil betyde, er mere åbent, da en række spørgsmål melder sig.
Domstolen tager ikke stilling til (og det blev den heller ikke bedt om) om det overhovedet er lovmedholdelig at importere varer fra bosættelser – da bosættelser jo i sig selv er i strid med Folkeretten. Den opfattelse deles af EU.
Hvordan vil EU-landene reelt håndtere importen fra Israel – da bosættervarerne jo indgår heri. Hvor stor en indsats vil der blive gjort for at opklare forsøg på omgåelse?
Hvordan vil EU forholde sig til halv-fabrikata – hvor en del af en vare er produceret i en bosættelse, men siden forædlet eller indgår i en helt anden vare?
Hvordan vil EU forholde sig til varer produceret (helt eller delvist) i Øst-Jerusalem? Dette er ikke en del af Israels anerkendte territorium, men er (muligvis med vilje) ikke nævnt specifikt i handelsaftalerne eller i den nye dom fra EU-domstolen.
Et fokus på bosættervarer er derfor fortsat en logisk del i kampen mod bosættelserne og for palæstinensernes rettigheder. EU-dommen er dog bestemt med til at legitimere dette fokus.
Dommen kan læses på http://curia.europa.eu/jurisp/cgi-bin/form.pl?lang=EN&Submit=rechercher&numaff=C-386/08