Tilsynsrapport fra Palæstina

Marianne Risbjerg Thomsen, DPV

Tilsynsrapport fra Palæstina

Af Marianne Risbjerg Thomsen

Den 11.2-17.2 deltog jeg som Hans Nebels assistent i en tilsynsrejse til DPVs aktuelle projekt på Vestbredden: Det toårige ”Et demokratisk og frugtfuldt  Palæstina”, finansieret af Danida med 5 millioner kr.

Samtidig havde jeg lejlighed til at overvære inspektionen af DPV´s projekt ”Stop vold mod kvinder i Palæstina”, finansieret af Kvinfo.

(se evt. projektbeskrivelserne på www.danpal.dk  16.6.2009. Derudover kan henvises til Ole Olsens artikel ”Indtryk fra Vestbredden- ved opstart af projekt” på www.danpal.dk  9.5.2009.)

Blomstrende mandeltræer og solbeskinnede bjergsider kærtegnet af liflige sommerbriser afløste brat det snedækkede Danmark, da vores lille tilsynsgruppe landede på Vestbredden i uge 6. Vi havde en uge til dels at diskutere detaljer i de sidste rapporter fra vores samarbejdspartnere, henholdsvis Palestinian Acricultural Relief Committees  og Rural Women´s Development Society, og dels til at besøge en række af de konkrete projektlandsbyer.

Det blev et meget konstruktivt besøg med en kombination af møder med projektledere på forskellige niveauer  hos PARC og RWDS og af opfølgende besøg i landsbyerne, hvor vi  selv kunne konfrontere bønderne og de lokale kvindeklubber med vores spørgsmål.

”Et demokratisk og frugtfuldt Palæstina”

Ifølge den sidst modtagne rapport, der dækkede anden halvdel af projektets første år,  var det omfattende program med kurser og træplantning nu gennemført i 14 af de i alt 35 udvalgte landsbyer på Vestbredden, mens det samme også var tilfældet for 3 af de 6 udvalgte landsbyer i Gaza. Næste år skal det samme program gennemføres i de resterende landsbyer.

Hjemmefra var vi indstillede på  især at vurdere projektets demokratidel. Var landsbyerne måske mere interesserede i at anvende midlerne til træplantninger og landbrugstekniske kurser, og oplevedes de mange demokratikurser og kapacitetsopbygningskurser snarere som noget påtvungent?

Svaret her var helt entydigt, både fra PARC, der havde organiseret, gennemført og evalueret det første års arbejde og hos bønderne i landsbyerne.  Det stærke fokus på undervisning i international lovgivning om menneskerettigheder, i politiske og sociale rettigheder, i køn og udvikling og i  rettigheder til adgang til vand og jord passede ind i en betrængt hverdag, hvor  viden om den omgivende verdens love og troen på egne rettigheder kunne sikre en stadig ’gåen op imod’ de voksende og stadig mere voldsomme overgreb fra bosættere og besættelsesmagt. På  sigt tegnede  der sig  et  muligt forsvar gennem det juridiske system til den israelske højesteret,  og indtil da  kunne man støtte hinanden i at holde fast ved jorden mod alle odds.

Et helt konkret indtryk af  truslen fra bosætterne fik vi, da vi besøgte Deir Istia tæt ved Salfit, hvor Ole Olsen og Hans Nebel havde været med til at plante projektets første oliventræer 2. april 2009 – første portion af det endelige tal på  3769  blandede træer. Her hørte vi, hvordan en stor del  af de udplantede  træer allerede samme aften var blevet rykket op med rode og plantet i en af de mange omgivende bosættelser.  Denne proces havde gentaget sig en del gange, indtil bosætterne til sidst havde accepteret en ’hemmelig’ tilplantning i små portioner af gangen. Det var en sejr for landsbyen, men den havde også kostet en voldsom personskade på en af de involverede bønder og et økonomisk tab for alle.

I landsbyerne talte vi både med de bønder, der havde gennemgået de ovennævnte kurser, men også med  medlemmer af de forskellige lokale småforeninger der havde gennemgået ledelseskurserne.  Endelig hørte vi også her tilfredshed med den konkrete landbrugsfaglige undervisning af de bønder, der havde modtaget og delvist selv finansieret frugttræerne.

Asira Qiplyia nær Nablus

De 3000 indbyggere her havde som så mange andre landsbyer store problemer med vand, da deres grundvand var blevet inddraget af bosætterne. De stod derfor overfor store problemer de  første 3-4 år, hvor de 3797 nyplantede frugttræer ville kræve vanding udenfor regnsæsonen.

I forbindelse med vores besøg var der en lille højtidelighed i fælleshuset, hvor bønderne fik overrakt  diplomer som afslutning på forløbet, og hvor Hans Nebel inddrog dem i en længere vurdering af demokratikursernes betydning for dem lokalt.  Derefter drog hele selskabet på markvandring på de solbeskinnede, velpassede  skråninger og inspicerede blandingen af små oliventræer, mandeltræer og figentræer, der stod så ranke i hullerne i den røde jord.  Flere steder var der plantet medicinske urter mellem træerne, en handelsvare – men også en del af  sikringen af jordens  grønne overflade, som konstant fotograferes fra israelske fly.

Efter en fornem bespisning med den lokale ret bestående af stegte kyllinger, løg  og mandler på en brødbund, spist med fingrene i et af de større huse i landsbyen,  nød vi den arabiske kaffe oppe fra hustaget.  Herfra fik vi udpeget bosættelsen på bjergtoppen over os og hørte, hvordan den langsomt trængte bønderne længere og længere ned af bjergsiden, og vi så de marker, hvor bosætterne nu 5 år i træk havde afbrændt kornet, når det var modent til høst.

Kufr Nem´A nær Ramallah    

Omgivet af 10  bosættelser havde landsbyen her de samme problemer med vandet, og også her valgte man tit at foretage udplantningerne af de 3797 træer om natten eller under den jødiske sabbat.  Da landsbyboerne var forment adgang til det net af veje, der forbinder bosættelserne, havde de haft problemer med at nå ud til de fjernere liggende marker. Dette problem var blevet løst ved  et DPV projekt et par år tidligere, nemlig ved bygningen af en solid markvej. Vi var derfor i stand til at  tage ud  og inspicere de 120 blandede træer, som en kvinde fra landsbyen havde plantet på sine jorder, der strakte sig ned over en stejl, sydvendt  bjergsides smalle terrasser . På alle plane flader dyrkede hun samtidig kamilleblomster, der fyldte luften omkring os med deres søde duft, og som gav hende en mindre indtægt.

Hele hendes område var indhegnet af et nethegn, der skulle holde de vildsvin ude, som bosætterne satte ud for at skade de nyplantede træer. Her skulle al vandet bæres op ved håndkraft udenfor regntiden.  Kvinden havde nu fået gravet ud til en kommende cisterne øverst oppe, og der var indrettet en hyggelig lille plads med gamle sofaer under et skyggefuldt træ, hvorfra hun kunne skue ud over sit rige.

På  de mere plane jorder nær landsbyen besøgte vi endelig en ung bondes udplantninger af figentræer på et stykke jord, hvor der allerede var blevet bygget en cement cisterne til en lille lund med større figentræer..

”Stop vold mod kvinder i Palæstina”

Det besatte Palæstina er et meget voldeligt samfund, hvor befolkningen  dagligt ydmyges og undertrykkes og forhindres i at leve et ´normalt´ socialt liv.  Denne vold rettes også indad mod familierne af mændene.

Fra projektets start havde man fra DPVs side været spændt på,  hvordan et så tabu belagt emne som vold mod kvinder ville blive modtaget ude i landsbyerne.

Der blev brugt en hel dag på RWDS kontorer med at evaluere projektet og inddrage den sidste rapport , der lige var blevet færdigskrevet.  Ifølge projektlederne havde projektet  fungeret  unikt i de patriarkalske lokalsamfund, hvor en forståelse og en ændring kun kan opnås i et samarbejde mellem kønnene.

Referater fra møderne i kvindeklubberne havde spredt sig fra hus til hus, og kvinderne var strømmet til og havde  langsomt lukket op for egne problemer.  Men også mændene havde været involveret både som  undervisere og som elever, og i de lokale  landsbyråd, der også indgik  i undervisningen, havde man set konkrete resultater i form af forskellig støtte til kvinderne.  I stedet for som tidligere at sende de klagende kvinder, der opsøgte dem, tilbage til deres mænd, var de nu begyndt at tage en  række initiativer for at støtte kvinderne.

Bet Forik nær Nablus

Sammen med projektlederen Hanin begav vi os så af sted den følgende dag med den offentlige transport gennem checkpoints til landsbyen Ben Forik nær Nablus.

Vi fik en kort oversigt over de emner, kvindeklubben her havde beskæftiget sig med  som  æresdrab, voldtægt , fysisk vold, tidlig giftealder, fastholdelse i traditionelle kvinderoller, manglende uddannelse, det juridiske systems manglende rettigheder for kvinder.

Valget af undervisere var vigtigt, havde vi hørt fra projektlederen Hanin, og vi var så heldige nu at overvære en session med den meget efterspurgte Sidan, der med en genial og livfuld anvendelse af Pablo Frères deltagerstyrede undervisning fik hele kvindegruppen til at deltage med liv og sjæl i dagens emne – kvindernes meget dårlige situation i forhold til lovgivning om arveret.

Mens kvinderne dernæst blev sendt ud i grupper med en række spørgsmål, de skulle tage stilling til, nåede vi at få en kort snak med Sidan.

Hun fortalte, hvordan hun i forbindelse med kurserne havde fået  et meget tæt forhold til kvinderne, og at hun efterfølgende havde fået mange henvendelser om videre hjælp til konkrete problemer. Via sine 13 års arbejde i den sociale sektor følte hun,at hun kunne være en ressource for kvinderne og trak derfor på sit store netværk for at hjælpe dem videre.

Mens fremlæggelsen af gruppernes arbejde gik i gang i undervisningslokalet ved siden af,  og babyer blev ammet rundt omkring i krogene, blev vores lille gruppe siddende i det rimelig godt udstyrede kopirum,  mens en af kvinderne til afsked beværtede os  med en velsmagende, varm, lokal ret.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.