Obama og Mellemøsten
Hussein Agha og Robert Malley i The New York Review of Books. 11. juni 2009
(H.A. SeniorAssociate Member of St.Antony´s College, Oxford, R.M. Director of the Middle East Program at the International Crisis Group.Former assistant for Arab-Israeli affairs to President Clinton form 1998 to 2001)
Uddrag redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen
Ud med to-statsløsningen som et internationalt miskmask produkt og ind med en ny to-statsløsning, der tager udgangspunkt i Israels og Palæstinas grundlæggende aspirationer.
De to Mellemøsteksperter problematiserer den palæstinensiske statsdannelse og opfordrer Obama til at gribe problemet an på en ny helt ny måde.
”Resultatet vil være de samme to stater, der lever side om side, men rejsen derhen vil være mere autentisk og dets mål mere acceptabelt.”
Idéen om en palæstinensisk stat
Idéen om at oprette en palæstinensisk stat ved siden af Israel har en lang og kompliceret historie fra den første britiske plan i 1930erne og frem til FN´s delingsplan i 1947, men idéen har udelukkende været formuleret af ”udlændinge”. Bortset fra en kort periode fornylig har den aldrig været et palæstinensisk krav. En deling ville jo betyde mindre end hele det britiske mandat Palæstina samt en udelukkelse af flygtninge, som blev fordrevet eller flygtede i 1948. Den palæstinensiske nationale bevægelse har derfor i størstedelen af sin historie ikke ønsket en sådan stat.
Heller ikke israelerne har været særlig henrykte. Det tog endnu længere tid for dem at forestille sig en palæstinensisk stat, som de både anså for kunstig og farlig, fordi de fleste arabere og palæstinensere nægtede Israel en tilsvarende ret til et jødisk hjemland.
I slutningen af 80´erne (efter USA´s anerkendelse af PLO i 1988.MRT) begyndte palæstinenserne modstræbende at acceptere en to-statsløsning. Den nye status som stat blev forlenet med alle de elementer, der tilhører en national sag, men den kom aldrig helt til at svare til de nationale aspirationer.
Det var ikke fraværet af en stat, der var grunden til deres ulykke, og dannelsen af en sådan ville heller ikke være den endelige løsning for dem.
Yasser Arafats statsopfattelse
Det var først og fremmest Yasser Arafats fortjeneste, at nationalbevægelsen ændrede sin holdning. Hans indsats var ikke uden flertydighed. Til israelernes bekymring præsenterede han en palæstinensisk stat både som en løsning og som en station på vejen til en løsning. Han lavede et kompromis – accepten af en israelsk stat indenfor 67 grænserne blev fremstillet som en sejr, og han formåede at pakke opdelingen af Palæstina ind i følelser af historisk retfærdiggørelse, stolthed og ære. Hans baggrund som militant kriger fik Israel og vesten til at stille spørgsmålstegn ved hans troværdighed, mens det netop var hans militante fortid, der overbeviste palæstinenserne..
Gennem en række formelle og uformelle israelsk-palæstinensiske forhandlinger er ideen om en stats status kommet nærmere en form som palæstinenserne kan leve med, alt afhængig af hvem der foreslår det, af hvilken grund, på hvilken måde og i hvilken hjemlig og regional kontekst.
2000: Universel accept af to-statsløsningen
Det nye årtusind begyndte med en næsten universel anerkendelse af ideen om en palæstinensisk stat, præcis samtidig med at den mistede tilslutning blandt palæstinensere. Præsiden Bush, den første amerikanske præsident som støttede den glødende, karakteriserede den som løsningen på den israelsk-palæstinensiske konflikt og ilede derefter med at skære udfordringen ned til den meget materielle opgave at opbygge statslige institutioner. Og dermed var den revolutionære aura fjernet, som Arafat havde bibragt; kampen handlede ikke længere om frihed og ophævelse af besættelsen, men om at opbygge ansvarlige regeringsstrukturer, en tanke som kun tiltalte en lille fraktion af medlemmer af det palæstinensiske PA´s (Palestinian Authority) elite. For flertallet kunne dette projekt ikke have været fjernere fra deres oprindelige politiske sag.
Måske vil det vise sig at denne transformation af ideen om en palæstinensisk stat fra en revolutionær, inspirerende tanke til en mere konservativ, har været den mest skadelige arv, som præsident Bush efterlod sig i regionen.
I dag er det først og fremmest udenfor Palæstina at ideen om at etablere en palæstinensisk stat er i live. Det er blevet en meget højt prioriteret sag for europæerne , som ser en sådan stat som garanten for en stabilisering af regionen og en udryddelse af ekstremisme; for amerikanerne er den helt central i anstrengelserne for at inddæmme Iran og radikale islamister og samtidig smede en koalition mellem de såkaldte moderate arabiske stater og Israel. Også et stort antal israelere mener, at den vil være det eneste effektive svar på den trussel mod Israels eksistens, som udgøres af den arabiske demografi.
Det er alt sammen meget gode grunde, men uden særlig relevans for palæstinenserne, og de fremmedgør dem fra den vision om statsstatus, som hævdes at være målet for deres kamp.
Universel tilslutning har en bagside. Jo mere to-stats løsningen ser ud til at være amerikansk, europæisk eller sågar israelsk, des mindre appellerer den til palæstinenserne: det er svært at oppiske en begejstring blandt palæstinenserne for et projekt, der udtrykkeligt er rettet mod at beskytte deres historiske fjende – (Israel), at besejre en af deres politiske organisationer –( Hamas) , eller redde pro-vestlige arabiske regimer, som de har meget lidt sympati for. Mange palæstinensere føler, at ideen om en stat er blevet hijacked af deres historiske fjender, som afviste den, da den kort fremstod som en palæstinensisk idé, men derefter billigede den, da de havde gjort den til deres eget løsningsforslag. Det er processen med at legitimere den palæstinensiske stat i verdens øjne, der har hjulpet med at miskreditere den hos dem, der skulle nyde godt af den.
Palæstinensiske ledere i PA
To-statsløsningen er blevet yderligere plettet af det, der er sket med dens palæstinensiske fortalere . I dag er der mange palæstinensere, der ikke længere ser deres ledere som iværksættere af et nationalt projekt, men snarere som instrumenter for udenlandske planer, der sigter mod at støtte én palæstinensisk fraktion mod en anden.
Når PA søger efter vejledning, synes den at se udad: mod USA som skal udforme en sikkerhedsplan eller bedømme, hvorvidt en formodet enhedsregering kan anerkendes; eller mod Israel for at få hjælp til at klare den islamiske udfordring; eller mod Egypten og resten af verden for at håndtere Gaza.
Det er ikke så meget PA´s politik, der er et problem, – men måden den synes at blive ført ud i livet: ikke på baggrund af en palæstinensisk idé om national egennytte, men snarere en udenlandsk opfattelse af, hvad den burde være. Uden indblanding ude fra kan det være at palæstinensiske ledere ville vælge en konfrontation med Hamas, – eller enhed – eller noget helt andet. Måske ville beslutningerne ikke fungere, men i det mindste ville det være deres egne. I stedet taler og handler de for tiden, som om de står i spidsen for nogle af palæstinenserne, de mere respektable, mens det overlades til andre at tage sig af de mere besværlige. Alt dette underminerer PA´s status, selv hos mange, som ellers ville have støttet deres program, og opildner til opposition selv hos de mange, som ikke har nogen sympati for islamisternes dagsorden.
Denne negative indstilling til Abbas´ lederskab var ikke forudset. Da han kom til magten i 2005, nød han stor respekt i alle kredse med en historisk legitimitet fra 40 års hårde kampe; med en autoritet som hverken Fatah eller Hamas vovede at udfordre; og med en dengang – troværdig vision, to-statsløsningen, som længe havde været kærnen i hans politik. Denne kunne have været anvendt til at opfylde hans oprindelige plan, som gik ud på at moderere Hamas´ politik ved at samarbejde med den islamiske bevægelse og gøre det palæstinensiske præsidentembede til den nødvendige mellemmand mellem a l l e palæstinensere og det internationale samfund for at opnå en fredsaftale med Israel. Men sådan skulle det ikke være.
Abbas´ legitimitet blev nedbrudt af vestens kvælende bjørneomfavnelse, der endda forværredes, fordi den var amerikansk og endnu værre, fordi den kom fra præsident Bush. Hans autoritet blev svækket gennem påtrængende amerikansk indblanding, og palæstinensere stillede spørgsmål ved, hvor vidt beslutninger blev taget af deres egen præsident eller pålagt ham af andre. Og hans vision om en to-statsløsning blev langsomt sløret ved to-statsløsningens metamorfose fra en national idé til en fremmed idé.
Abbas vanskelige stilling i dag skyldes uheldig rådgivning og manglende støtte især fra USA og Europa , der endeligt har fået ham til at opgive national enhed og vælge at støtte sig til udenlandske velgørere.
Obama og statstanken
Statstanken kan måske engang vinde fodfæste igen som et palæstinensisk projekt, men her og nu er den blevet andres klenodie.
Efter valget af Obama er dette imidlertid måske ikke længere fatalt.
Obamas beslutning om at udvide den israelsk-palæstinensiske konflikt til at omfatte en lang række arabiske og muslimske stater kan måske give det amerikanske diplomati et afgørende løft. Måske vil det lykkes med anvendelse af mere tid og stædighed at formulere en strategi, der erklærer, at den vil bygge på en international koalition, der kan presse de to parter til at lave de nødvendige kompromisser og præsentere dem for en endelig to-statsløsning. En stat emballeret af Bush er én ting. I Obamas indpakning vil den være noget helt andet.
Men det er et gamble. Hvis et tilstrækkeligt antal palæstinensere eller israelere ser sådan en løsning som promoveret af de forkerte mennesker af de forkerte grunde og på den forkerte måde, vil de ikke se det som en løsning. De vil protestere og søge at mobilisere dem, hvis manglende støtte vil underminere løsningen.
En anden måde at nå frem til to stater
Men der en anden måde at gøre det på. Som udgangspunkt skal man ikke være så forhippet på straks at opnå enighed om en en to-stats aftale eller komme med amerikanske forslag i den retning..
I stedet kunne man forsøge at omforme den politiske atmosfære og omformulere den diplomatiske proces. Dette ville indebære, at man først identificerede og anerkendte fundamentale israelske og palæstinensiske bekymringer og aspirationer for derefter at anbringe dem i processens centrum.
Til gengæld ville dette involvere en ændring af, hvorledes en USA støttet løsning opfattes og præsenteres for begge sider, således at palæstinenserne ser den som et resultat af deres nationale kamp og israelerne som kulminationen på deres historiske søgen, – snarere end som et biprodukt af andres strategiske stræben.
Det endelig resultat kan meget vel blive det samme – to stater, der lever side om side. Men rejsen derhen vil have været mere autentisk og dets mål mere acceptabelt.
En ny dagsorden
Derfor skal man ikke genoptage den samme dagsorden, der har præget alle de sidste års bestræbelser med spørgsmål om grænser, sikkerhed, Jerusalem, kompensation til flygtninge, osv. Snakken skal heller ikke dreje sig om at skabe palæstinensiske institutioner eller udråbe to-statsløsningens muligheder for at bekæmpe ekstremisme eller omskabe regionen. Endeløse gentagelser af disse formuleringer har ødelagt argumenternes troværdighed. I stedet kan Amerikas diskurs rette sig mod begge parters håb og behov, vende tilbage til det helt grundlæggende, at indrømme og afhjælpe palæstinensernes uretfærdige lidelser og at give israelerne den anerkendelse og normalisering, som historien har nægtet dem.
USA bør også række ud til skeptiske grupper der i dag modarbejder to-stats idéen. Et eksempel er bosætterne, en aktiv og dynamisk israelsk gruppe, der behandles som nutidens spedalske. En mere inkluderende politisk proces kunne invitere dem til at tage del i diskussionen.
En anden tilsvarende gruppe er den palæstinensiske diaspora, hvis meninger har defineret de nationale aspirationer fra begyndelsen og som vil forme det kollektive svar i fremtiden. Endelig bør USA ikke stille sig i vejen for en forsoning mellem Hamas og Fatah.
Obama bør holde sin tale i en libanesisk flygtningelejr
Den israelsk-palæstinensiske konflikt kan kun løses, hvis man forholder sig helt åbent til dens tilblivelse i 1948. Det er disse fordrevne flygtninge, der repræsenterer den palæstinensiske nationalisme og forbliver den ultimative kilde til politisk legitimitet i palæstinensisk politik.
Præsident Obama skal snart holde en tale i Cairo. Men hvorfor ikke overveje en tale, der vil få selv den mest kyniske til at standse op, en tale der drejer sig om de palæstinensiske flygtninges problemer og bliver holdt for flygtninge i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon? Side om side med præsident Abbas, omgivet af flygtningenes ledere kunne han tale til tusinder af jublende mennesker i lejre spredt ud over hele Libanon og gennem dem til millioner af palæstinensere spredt ud over hele verden: dette syn, kraftfuldt og bevægende ville kunne gøre mere for at ændre stemningen og følelserne end nogen amerikansk plan.