Israels forbrydelser i Gaza
Netop vendt tilbage fra Gaza prøver jeg at affinde mig med, hvad jeg så, hvad jeg hørte og, hvad jeg inderst inde ikke tror, at jeg nogensinde vil forstå: Berettigelsen. Mens Israels nylige offensiv har været det værste af noget historisk angreb på Gaza, er det dog blot eet af mange. Gaza har været under israelsk bombardement i årtier.
Således indleder Reem Salahi sin beretning fra Gaza. Reem Salahi er advokat for National Security and Immigrants rights Project ved The American Civil Liberties Union (ACLU) i South California og har netop deltaget i en delegation til Gaza. Hun har efterfølgende skrevet en artikel baseret på, hvad hun så og erfarede under sit besøg i Gaza. Artiklen er dateret den 3. Marts og kan læses i sin helhed på Electronicintifada’s hjemmeside. Nedenstående bringes uddrag af artiklen:
Forud for den israelske tilbagetrækning i 2005, var Gaza under fuldstændig israelsk kontrol og besættelse. Næsten 8000 israelske bosættere boede i 40% af Gaza, mens 1.5 mio palæstinensere boede i de resterende 60%. Bosættelserne var etableret i de mest frugtbare områder og langs med Gaza’s smukke kystområder og israelske kontrolposter begrænsede den palæstinensiske bevægelsesfrihed. Trods det lille landområde, som er 1/5 af Rhode Island (eller på størrelse med Langeland -red) var Gaza delt i tre sektioner, og palæstinenserne måtte passere adskillige kontrolposter for at komme fra en sektion til den næste. Ofte lukkede det israelske militær disse kontrolposter og gav ikke palæstinenserne adgang til de andre dele af Gaza som et led i en kollektiv afstraffelse.
Til trods for Israels tilbagetrækning i 2005 er palæstinensernes levevilkår ikke forbedret. Snarere er de blevet mere uforudsigelige og isolerede. Palæstinenserne, som fejrede de israelske besætteres exodus og deres egen tilbagevenden til noget af deres land, kunne ikke have forestillet sig, hvad der fulgte og hvorledes Israel efterfølgende ville slippe sin brutale magt løs på dem. Der er ingenting i livet, der er gratis, siger man, og palæstinenserne har betalt og fortsætter med at betale en kostbar og utilgivelig pris for Israels tilbagetrækning fra deres lovligt retmæssige land. Ironisk nok er hovedparten af palæstinenserne, som lever i Gaza, flygtninge, som flygtede fra deres hjem, som tidligere lå i det, som blev til Israel som en følge af tilstrømningen af zionistiske bosættere. Disse flygtninge har endnu til gode at genvinde retten til deres oprindelige land og ejendom. Nu er disse palæstinensere endda blevet nægtet retten til at være flygtninge, idet Israel fortsætter med at bombardere deres hjem i Gaza og ødelægge enhver levevej, de måtte have.
Idet jeg har været både på Vestbredden og i Gaza, kan jeg ikke med ord beskrive, hvor forskellige de to områder er til trods for deres tætte beliggenhed. Til forskel fra Vestbredden er der, når man er inde i Gaza, ingen fare for at støde ind i en israelsk soldat eller vente i timevis ved en kontrolpost eller at have en israelsk soldat til at pege på én med et M-16-gevær, mens man viser sit ID-kort. Dog – er man én gang inde i Gaza – er man i konstant frygt og ængstelse for, hvilket missil, der måtte blive affyret fra himlen eller fra havet. Lyden af Apache helikoptere og summen er en evig påmindelse om, at Gaza eksisterer på det israelske militærs nåde.
Efter solnedgang er Gaza en spøgelsesby, idet palæstinenserne låser deres døre og ofte sidder uden elektricitet – bange for at slentre om i gaderne. Hvis en palæstinenser skal dø på grund af et israelsk missil, vil han hellere dø, mens han er sammen med sin familie og ikke alene i gaderne. Dog, som man så ved den nylige offensiv, når Israel ønsker at angribe, er det ikke tidspunktet på dagen eller beliggenheden, der afholder dem.
Reem Salahi beretter videre om de eksempler på krigsforbrydelser, som hun har fået fortalt under sit ophold i Gaza og opsummerer sine indtryk således:
Lad os et øjeblik lege djævelens advokat og acceptere, at størstedelen af Israels angreb var en reaktion på og alene en konsekvens af de palæstinensiske raketangreb. Lad os antage, at Israel var berettiget til sine angreb på al-Fakhura skolen, i ødelæggelsen af den amerikanske skole, den bedste skole i Gaza, i ødelæggelsen af UNRWA lagerbygningerne, som indeholdt tonsvis af humanitær hjælp, i bombardementet af det palæstinensiske Røde Kors, i udslettelsen af Samouni ejendommen i Zeitoun-bydelen i Gaza by, hvor hundreder af familie-medlemmer havde søgt beskyttelse efter at være beordret til at gøre det af det israelske militær, hvilket resulterede i drabet af 48 til 70 medlemmer af den samme familie (jeg besøgte dette område under massemindehøjtideligheden for Samouni familien, og det stank stadigvæk af kroppe i forrådnelse og fosfor), i udryddelsen af Gaza bys politistation, i beskydningen af FN-biler, tydeligt mærket med store blå bogstaver og på ambulancechauffører, i ødelæggelsen af det islamiske universitet i Gaza den 28. December, i bombardementet af Gaza’s mediehus, og listen fortsætter og fortsætter. Lad os alligevel et øjeblik antage, at Israel var ofret i al dette vanvid, som Israel hævder, at det er, og at palæstinenserne er de skyldige.
Hvordan kan Israel forklare den ydmygende taktik anvendt imod palæstinenserne som f.eks. at tvinge palæstinensiske ambulancechauffører til at forlade deres ambulancer og anvende æselkærrer til at samle de døde og sårede op som for at sidestille palæstinensere med æsler? Soldaterne gav ambulancechaufførerne en halv time til at rydde området ved hjælp af æselkærrer og truede med at skyde efter en halv time. Og hvad med de racistiske bemærkninger malet på murene af de palæstinensiske hjem?
Realiteten er, at Israel ikke kan forklare eller retfærdiggøre nogle af disse ting og heller ikke bekymrer sig om at gøre det. Når Israels faste undskyldninger er opbrugt eller når de bliver betragtet under en kritisk lup, anvender staten en anden taktik: Trusler og dæmonisering. Israel har skabt en af de stærkeste lobby organisationer i USA, The American Israel Public Affairs Committee (AIPAC), som aktivt dæmoniserer enhver opponent eller kritiker af staten Israel. På grund af UNRWA direktør Jon Ging’s åbne modstand mod Israels angreb på Gaza og hans anmodning om en undersøgelse af angrebene på FN-bygninger, er han blevet dæmoniseret, og AIPAC præsenterede for nylig Resolution 29, som anklager UNRWA og hævder, at organisationen støtter terrorister, for Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus. Næsten enhver palæstinenser jeg mødte i Gaza tror, at Israels nylige angreb blot vil blive efterfulgt af endnu blodigere og mere dødbringende angreb på Gaza til udryddelse af palæstinenserne én gang for alle. Med baggrund i de historiske angreb på Gaza, graden af de grusomheder, der netop er begået i Gaza og manglen på international genoprettelse af en retfærdig balance i konflikten, tror jeg ikke, at disse udtalelser udelukkende er paranoia. Israel må holdes ansvarlig for sine forbrydelser i Gaza for ikke at begå større og værre forbrydelser i fremtiden. Og med baggrund i min juridiske uddannelse, kræver jeg, at Israel engagerer sig i retssystemet og forsyner det internationale samfund med beviser, som kan retfærdiggøre hvert eneste civilt drab og den altomfattende ødelæggelse af det palæstinensiske civile samfund. Indtil Israel er i stand til at gøre dette, leder beviset i Gaza enhver, der er parat til at besøge området, til den uundgåelige konklusion, at Israel har begået krigsforbrydelser.
Oversat og refereret af Grethe Bille