Hvorledes krig blev en mærkevare

Naomi Klein, The Guardian

Hvorledes krig blev en mærkevare

Politisk kaos medfører, at Israel oplever et boom som i 1990’erne – og boomet består af militært isenkram i praksis afprøvet på palæstinenserne.

Af Naomi Klein

16.09.2007 – The Guardian

Gaza er på HAMAS’s hænder. Maskerede militante sidder i formandens stol; Vestbreddens situation er uafklaret; den israelske hær er i al hast blevet samlet i Golanhøjderne; en spionsatellit svæver højt oppe over Iran og Syrien; en krig med Hizbollah er affyringen af et afsikret gevær borte; en skandaleplaget politisk klasse, der står over for helt at miste offentlighedens tillid.

For en umiddelbar betragtning går det ikke godt for Israel. Men her står vi over for en gåde: Hvordan kan det være, at den israelske økonomi, midt i dette kaos og blodbad, boomer lige som i 1999 med et aktiemarked, der buldrer frem og har vækstrater, der nærmer sig de kinesiske?

Thomas Friedmann har for nylig fremlagt sin teori i New York Times: Israel “understøtter og belønner individuel fantasi” og derfor udtænker dets befolkning til stadighed snilde højteknologiske initiativer uanset hvilket roderi dens politikere forårsager.

Efter at have gransket klasseprojekter udført af studerende i ingeniør- og computervidenskab, fremkom Friedmann med en af sine berømte satiriske udtalelser. Israel “havde fundet olie”. Denne olie befinder sig åbenbart i hovederne på Israels “unge fornyere og investorer med risikovillig kapital”, som er for travlt optaget af at lave meget store forretninger med Google til at hænge fast i politik.

Her kommer en anden teori. Israels økonomi boomer ikke på trods af det politiske kaos, der afspejles i alle avisernes overskrifter, men på grund af det. Denne fase i udviklingen går tilbage til midt-90’erne, da landet befandt sig i fortroppen for IT-revolutionen – den mest teknologiafhængige økonomi i verden. Efter at dotcom-boblen brast i 2000 blev Israels økonomi ødelagt og oplevede sit værste år siden 1953.

Så kom 9/11 og pludseligt blev der åbnet op for nye profitperspektiver for ethvert foretagende, der påstod, at det kunne udpege terrorister i folkemængder, forsegle grænser mod angreb og få tilståelser ud af fanger, der nægtede at give informationer fra sig.

I løbet af tre år var Israels teknologiøkonomi blevet radikalt nyorienteret. Med Friedmanns ord gik Israel fra at opfinde redskaber til “den flade verdens” netværk over til at sælge hegn til en apartheidplanet. Mange af landets mest succesfulde forretningsmænd bruger Israels status som en fæstningsstat, der er omringet af frådende fjender som en slags døgnåbent demonstrationslokale, et levende eksempel på, hvordan man kan leve i relativ sikkerhed midt i en vedvarende krig.

Og grunden til at Israel nu oplever en supervækst er, at disse foretagender er travlt optaget af at eksportere denne model til verden. Diskussioner om Israels våbenhandel fokuserer sædvanligvis på strømmen af våben ind i Israel – Caterpillar bulldozere fremstillet i USA, der anvendes til at ødelægge boliger på Vestbredden, og på britiske selskaber, der leverer reservedele til F-16 fly.

Hvad man overser, er Israels meget store og ekspanderende forretninger inden for våbeneksport. Israel leverer nu for $ 1.200.000.000 “forsvars“-artikler til USA – en dramatisk vækst fra $ 270.000.000 i 1999. I 2006 eksporterede Israel forsvarsartikler for $ 3.400.000.000 – godt og vel $ 1.000.000.000 mere end det modtog i amerikansk militærhjælp. Det gør Israel til den fjerdestørste våbeneksportør i verden, større end Storbritannien.

Meget af denne vækst er sket inden for den såkaldte sektor for hjemlandssikkerhed. Før 9/11 eksisterede sektoren for hjemlandssikkerhed knapt nok som en industri. Ved udgangen af indeværende år vil denne sektor nå op på $ 1.200.000.000, en vækst på 20%. Nøgleprodukterne og ditto tjenesteydelser er højteknologiske hegn, ubemandede spionfly, biometrisk ID-udstyr, video og audio-overvågningsgrej og systemer for kategorisering af flypassager og forhør af fanger – netop de redskaber og teknologier, som Israel har anvendt til at afsondre de besatte områder i Palæstina.

Og det er derfor, at kaoset i Gaza og resten af regionen ikke er nogen trussel mod bundlinjen (i våbenproducenternes regnskaber, o.a.) i Tel Aviv og at de faktisk kan prale med det. Israel har lært sig at gøre vedvarende krig til et aktiv i markedsføringen og at fremstille sin rykken-træer-op-med-rode, besættelse og indespærring af det palæstinensiske folk som et halvt århundredes forspring i den “globale krig mod terror”.

Det er ikke nogen tilfældighed, at de klasseprojekter på Ben-Gurion University som gjorde så stort indtryk på Friedmann havde navne som

Innovativt Sampilsmønster for Punktmålsudpegning på Hyperspektrale Billeder og Algoritmer for Registrering og Undvigelse af Forhindringer.

30 selskaber for hjemlandssikkerhed er inden for blot de seneste seks måneder blevet oprettet i Israel, i vid udstrækning takket være rundhåndede regeringssubsidier, som har omformet den israelske hær og landets universiteter til inkubatorer for sikkerheds- og våbenvirksomheder – et forhold man bør have in mente i debatterne om den akademiske boykot.

I næste uge vil de mest etablerede af disse selskaber rejse til Europa for at deltage i Paris Air Show, som er rustningsindustriens pendant til modeverdenens Fashion Week. Et af de israelske selskaber, der udstiller i den sammenhæng, er Suspect Detection System (SDS), som vil demonstrere sin Cogito 1002, en hvid science fiction-agtigt udseende sikkerhedsboks, som beder flyrejsende om at besvare en række computergenererede spørgsmål, udformet under hensyntagen til oprindelseslandet, med hånden placeret på en “biofeedback”-sensor. Anordningen aflæser kroppens reaktioner på spørgsmålene, og visse svar markerer en passager som “mistænkelig”.

Ligesom hundredvis af andre israelske opstartende sikkerhedsvirksomheder praler SDS af, at dette blev grundlagt af veteraner fra Israels hemmelige politi og at dets produkter er blevet afprøvet på palæstinensere.

Ikke blot har selskabet testet biofeedback-sikkerhedsboksene ved checkpoints på Vestbredden, det hævder, at “konceptet bliver understøttet og forbedret af viden, der er opnået og tilpasset ud fra analysen af tusindvis af case studies i forbindelse med selvmordsbombere i Israel”.

En anden star ved Paris Air Show bliver den israelske gigant inden for forsvarsproduktion Elbit, som har planer om at demonstrere sine ubemandede Hermes 450 og 900 fly. Så nyligt som i august 2007 anvendte Israel, ifølge reportager i pressen, de førerløse fly under bombetogter ind i Gaza.

Når de så er blevet afprøvet i de besatte områder, bliver de eksporteret til udlandet: Hermes-fly er allerede blevet anvendt ved grænsen mellem Arizona og Mexico; Cogito 1002 bliver nu afprøvet i en ikke-navngiven amerikansk lufthavn, og Elbit, der også er et af selskaberne bag Israels “sikkerhedsbarriere” har indgået en aftale med Boeing om at bygge Departementet for Hjemlandssikkerheds “virtuelle” grænsehegn omkring USA til $ 2.500.000.000.

Siden Israel påbegyndte sin politik med afspærring af de besatte områder med checkpoints og mure, har menneskerettighedsaktivister ofte sammenlignet Gaza og Vestbredden med friluftsfængsler. Men når man nærmere undersøger den voldsomme vækst af Israels sektor for hjemlandssikkerhed, et emne som vil blive mere detaljeret efterforsket i min kommende bog, slår det mig, at der også er tale om noget andet: Laboratorier, hvor de frygtindgydende redskaber for vore sikkerhedsstater bliver afprøvet i praksis.

Palæstinenserne – hvad enten de bor på Vestbredden eller i hvad israelske politikere allerede kalder Hamastan (Gaza) – er ikke længere blot mål. De er forsøgskaniner. Så på en måde har Friedmann ret, Israel har fundet en oliekilde. Men olien er ikke fantasien hos dets driftige forretningsmænd. Olien er krigen mod terror, den tilstand af konstant frygt, som skaber en endeløs global efterspørgsel efter apparater som overvåger, aflytter, tilbageholder og udpeger “mistænkte”. Og frygten, viser det sig, er den endelige vedvarende ressource.

Naomi Kleins nye bog The Shock Doctrine; The Rise of Disaster Capitalism bliver senere i år udgivet af forlaget Picador

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.