Magtens sprog

Uri Avnery, Gush Shalom

Magtens sprog

Gush Shalom, Uri Avnery 25.08.2007

Snart efter at være kommet til magten begyndte Ariel Sharon at iværksætte offentlige meningsmålinger. Han holdt resultaterne for sig selv. I denne uge lykkedes det for en journalist fra Israels TV Channel 10 at få fat i nogle af dem.

Sharon ønskede blandt andet at vide, hvad offentligheden gjorde sig af tanker om fred. Han drømte ikke om selv at slå ind på den vej, men han følte, at det var vigtigt at være informeret om tendenserne.

I disse meningsmålinger blev offentligheden stillet over for et spørgsmål, som kom tæt på Clintons endelige forslag og Geneve-Initiativet: Går du ind for en fred, som medfører en palæstinensisk stat, tilbagetrækning fra næsten alle besatte områder, opgivelse af de arabiske bydele af Østjerusalem og en nedlæggelse af de fleste bosættelser?

Resultaterne var meget belærende. I 2002 støttede 73% (treoghalvfjerds % !) denne løsning. I de næste få år aftog støtten, men der var stadig flertal. I 2005 dykkede antallet af støtter ned under 50%.

Hvad havde ændret sig i løbet af disse år?

TV-værten opridsede denne sammenhæng: I 2002 havde den Anden Intifada nået sit toppunkt. Der forekom hyppige angreb i israelske byer, der blev dræbt nogle mennesker. Flertallet i Israel foretrak at betale fredens pris frem for at lide under blodsudgydelserne.

Senere aftog Intifadaen, det samme gjorde den israelske offentligheds vilje til at indgå kompromis. I 2005 gennemførte Sharon den “ensidige adskillelse”. Det så for mange israelere ud som om de kunne klare skærene uden en aftale med palæstinenserne. Villigheden til at indgå en fred faldt til under 50%.

Et folkeligt israelsk mundheld lyder: ”Araberne forstår kun magtens sprog”. Denne meningsmåling kan meget vel bekræfte, hvad mange palæstinensere mener: At det er israelerne selv der ikke forstår noget andet sprog end magtens. Begge versioner er naturligvis korrekte.

Jeg har ofte sagt, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er et sammenstød mellem en uimodståelig styrke og et ubevægeligt objekt. Et sammenstød handler om styrke.

Palæstinensernes nuværende begrædelige situation, hvor halvdelen af dem lever under besættelse og den anden halvdel er flygtninge, er et direkte resultat af det palæstinensiske nederlag i krigen i 1948. Den første del af krigen var et sammenstød mellem det palæstinensiske folk og det hebræiske samfund (“yishuv’en”). Den førte til eklatant nederlag for palæstinenserne. (Da de arabiske nabolande intervenerede blev palæstinenserne irrelevante i kampen).

Det var naturligvis et militært nederlag, men rødderne til det finder vi langt hinsides de snævert militære aspekter. Det var en konsekvens af manglen på sammenhængskraft i det palæstinensiske samfund på den tid, dets manglende formåen til at oprette et fungerende lederskab og en militær enhedskommando til at mobilisere og koncentrere sine styrker.

Hver region kæmpede for sig selv, uden koordination med naboerne. Abd-al-Kader Husseini i Jerusalem-området uafhængigt af Fawzy al-Kaukji oppe i nord. Yishuven derimod var forenet og stramt organiseret og vandt derfor – trods det faktum, at den talmæssigt knapt nok talte halvt så mange hoveder som den palæstinensiske befolkning.

HAMAS’s ledere håner Abbas og hans støtter for at forvente en israelsk tilbagetrækning uden væbnet kamp. De påpeger, at selv Oslo-aftalen, (som de er modstandere af) kun kom i stand efter seks år med den Første Intifada, der overbeviste Yitzhak Rabin om, at der ikke var nogen mulig militær løsning.

De hævder, at Ehud Barak kun trak sig ud af det sydlige Libanon i 2000 efter de shiitiske guerillaers bragende succes. Deres konklusion: Selv en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne fra efter 6-dagskrigen vil ikke komme til at eksistere med mindre den “palæstinensiske modstand” påfører israelerne tilstrækkelige tab og skader til at overbevise dem om, at det er i deres egen interesse at trække sig tilbage fra De Besatte Palæstinensiske Områder (BPO).

Israelerne – siger de – vil ikke opgive så meget som en kvadrattomme uden at være tvunget til det. Sharons meningsmålinger kan meget vel styrke dem i den overbevisning. Folkene omkring Abbas svarer igen med at håne HAMAS for at tro, at de kan vinde over Israel med våbenmagt.

De peger på de israelske styrkers umådelige overlegenhed. Ifølge dem har alle palæstinensernes voldelige aktioner blot skaffet Israel et påskud til opruste besættelsen, stjæle mere jord og forøge den besatte befolknings elendighed.

Og faktisk er palæstinensernes eksistensvilkår nu usammenligneligt værre end de var umiddelbart før den Første Intifada, da de kunne rejse til et hvilket som helst sted i landet, kunne arbejde i alle israelske byer, bade på stranden ved Tel Aviv og tage et fly fra Ben-Gurion Lufthavnen.

Begge synspunkter rummer megen sandhed. Arafat forstod dette. Det var derfor, at han gjorde alt hvad han kunne for – for enhver pris – at opretholde palæstinensisk enhed, opmuntre de israelske fredskræfter og samle international støtte uden at afskrive den “væbnede kamps” afskrækkelse. Det lykkedes i nogen grad for ham og som følge heraf blev han fjernet.

Palæstinensere, der bekymrer sig om deres folks skæbne spørger sig selv hvad alt dette fører til. Deres situation er dårligere end nogen sinde før i løbet af de seneste 20 år. De er politisk isolerede næsten overalt i verden. Den offentlige opinion i Israel er blevet indifferent og samles omkring det løgnagtige mantra: ”Vi har ikke nogen fredspartner”.

Blandt fredskræfterne er der mange modløse og – allervigtigst – den palæstinensiske nationale bevægelse er splittet op i fraktioner, og det ser ud til at hadet mellem dem tager til dag for dag. Splittelser er ikke ualmindelige i nationale befrielsesbevægelser. Der har næppe været én befrielsesbevægelse, der ikke har gennemgået en sådan krise.

Men en situation hvor to fraktioner, der bekriger hinanden, kontrollerer to forskellige territorier, der begge er besatte, det er et næsten ukendt fænomen. Det er måske interessant at sammenligne denne situation med vore egne undergrundsorganisationer forud for oprettelsen af staten Israel.

Der er nogen lighed (ikke ideologisk naturligvis): FATAH er lidt som den store HAGANAH-organisation, som var under det officielle zionistiske lederskabs kontrol. HAMAS og Islamic Jihad, som afviser PLO’s ledende rolle, er som IRGUN og STERN-gruppen. FATAH’s al-Aqsa Bataljoner kan sammenlignes med PALMACH, som var Haganah’s regulære kampstyrke.

Mellem disse hebræiske organisationer udviklede der sig et brændende had. Haganah-folkene betragtede Irgun-tilhængerne som fascister, og Irgun-tilhængerne anså Haganah for at være de britiske besættelsesmyndigheders kollaboratører. Det nationale lederskab kaldte Irgun og Stern for “splittelsesmagere”, den officielle Irgun-betegnelse for Haganah var “lorte”.

Situationen kørte op i en spids i “sæsonen” (jagtsæsonen), når Haganah bortførte Irgun-medlemmer og overlod dem til det britiske politi, som forhørte dem under tortur og derefter deporterede dem til interneringslejre i Afrika. Men der var også en kort periode, hvor alle tre organisationer koordinerede deres aktioner under paraplyen “den Hebræiske Oprørsbevægelse”.

Israelske politikere ynder at minde om Altalena-episoden, da Ben-Gurion gav ordre til granatbeskydning af et Irgun-skib lastet med våben ud for Tel Avivs kyst. (Menachem Begin, som var kommet op på dækket, blev med nød og næppe reddet, da hans folk puffede ham i vandet). Hvorfor drister FATAH sig ikke til en lignende adfærd over for HAMAS?

Dette spørgsmål negligerer et springende punkt: Ben-Gurion anvendte først den “hellige kanon” efter at staten Israel allerede var blevet oprettet. Det gør hele forskellen.

Det bitre had mellem Haganah og Irgun-gruppen, og i nogen udstrækning mellem Irgun og Stern-gruppen tog kun gradvist af i de første år efter Israels oprettelse. Nu om dage er der gader i Tel Aviv opkaldt efter kommandanter fra alle tre organisationer.

Vigtigere: Historikere nu om dage er tilbøjelige til at anskue alle tre organisationers kamp som én samlet kampagne, som var den koordineret. Irguns og Sterns “terroristiske” aktioner supplerede Haganahs illegale immigrationsskampagne. Irguns og Sterns tiltagende popularitet overbeviste briterne om, at de burde nå frem til en modus vivendi med det officielle zionistiske lederskab for at “ekstremisterne” ikke skulle overtage hele de hebræiske samfund.

Denne analogi har naturligvis sine begrænsninger. Ben-Gurion var en stærk og myndig leder, ligesom Arafat, mens Abbas’s position er meget svagere. Menachem Begin var besluttet på at forhindre en broderkrig for enhver pris, selv da hans folk blev bortført og overgivet til briterne. Jeg tror ikke, at HAMAS ville reagere på samme måde i en lignende situation.

Til forskel fra Irgun og dets politiske støtteparti har HAMAS vundet et flertal ved et demokratisk valg. Men er det muligt at historikerne i en fremtid, efter at staten Palæstina bliver oprettet, vil sige at FATAH, HAMAS og Islamic Jihad i virkeligheden supplerede hinanden?

Præsident Bush presser Ehud Olmert til at gøre indrømmelser over for Mamoud Abbas, for at forhindre HAMAS’s totale overtagelse af Vestbredden. Måske er det lige præcis det forhold, at Gaza er blevet til “Hamastan“, som vil gøre det muligt for Abbas at udnytte sin svaghed til at opnå det, som han ikke kunne opnå på nogen anden måde.

Under alle omstændigheder, for at imødekomme præsident Bush’s krav, er Olmert nu villig til at samarbejde med Abbas om skrivningen af noget i retning af en “rammeaftale”, som vil fastlægge principperne for en aftale, som man på et senere tidspunkt måtte nå frem til – men uden detaljer eller en tidsplan.

Ifølge hvad der er blevet lækket vil aftalen mere eller mindre gentage Ehud Baraks forslag fra Camp David, herunder også nogle af de bizarre detaljer, såsom israelsk suverænitet “under Tempelbjerget”. Den palæstinensiske stat vil få “midlertidige” grænser, mens de “permanente” grænser vil blive fastlagt på et tidspunkt i fremtiden.

Olmert kræver, at Adskillelsesmuren skal fungere som den “midlertidige” grænse. Dette bekræfter for resten hvad vi hele tiden har sagt fra det allerførste øjeblik og som blev heftigt benægtet selv i Højesteret: At Murens linieføring ikke afspejler sikkerhedshensyn, men blev fastlagt med det sigte at annektere 8% af Vestbredden til Israel. På dette areal blev der bygget “bosætterblokke”- dem som præsident Bush generøst har lovet skal indgå i Israel.

Hele dette cirkus er meget farligt for palæstinenserne. Sandt nok, hvis et sådant dokument faktisk bliver til virkelighed, vil det officielt fastlægge det minimum, som Israel er villig til at give, men det kan fortolkes som det maksimum, som palæstinenserne vil få lov til at kræve. I det politiske liv er der ikke meget der er mere permanent end “foreløbig”.

Denne model er også farlig for israelerne. Den kan styrke illusionen om, at en sådan “løsning” vil bringe konflikten til ophør. Men faktisk vil ingen palæstinenser anse den for nogen virkelig løsning – konflikten vil fortsætte.

Hvordan vil offentligheden tage imod denne plan? Olmert er helt sikkert i færd med at iværksætte meningsmålinger for at finde ud af det. Vi kender ikke resultaterne. Ligesom Sharon hemmeligholder han resultaterne af sine meningsmålinger.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.