Hvem kuppede i grunden?
Virginia Tilley, The Electronic Intifada, 18.06.2007
Efter at have afsat Ismail Haniyeh fra HAMAS og opløst hans
demokratisk valgte regering har Den Palæstinensiske Myndighed (PA)’s præsident Mahmoud Abbas nu indsat Salam Fayyad som ny premierminister, til Vestens store fryd. Gensidige anklager bliver fremsat af Abbas og Haniyeh om, at modparten gennemførte et kup mod den legitime myndighed.
Men hvorom alt er, så har en ny række af alvorlige palæstinensiske ansigter stillet sig op på række foran kameraerne, da Fayyads nye “nødregering” bliver taget i ed. At den ny PA praktisk talt ingen magt har på Vestbredden og ingen overhovedet i Gaza, er det første eklatante problem i denne pomp og pragt. (En bitter spøg om en ‘tostatsløsning’, der omfatter Vestbredden og Gaza har været i omløb).
Et internationalt samfund, der er bekymret over påstanden om ‘kup’ kunne vælge at bakke op om Fayyad-regeringen som en tilsyneladende korrekt stillingtagen. Men påstanden om ‘kup’ falder til jorden over for et grundlæggende problem – det problem, at Abbas’ udnævnelse af en ny premierminister i sig selv også var helt igennem ulovlig. Den ny ‘nødregering’ er også ulovlig.
Ifølge Palæstinas Basal Lov (i den ændrede form fra 2003), der fungerer som PA’s forfatning, har Abbas ikke beføjelse til at gøre noget af dette. Ej heller kan den ny ‘nødregering’ påberåbe sig noget demokratisk mandat. Det betyder, at Abbas og Fayyad-regeringen regerer pr. dekret, uden for den Basale Lovs rammer. Så på hvilket grundlag formodes den regering at regere – og på hvilket grundlag forventes andre landes regeringer at forholde sig til den?
Ifølge Den Basale Lov har Abbas overtrådt en hel række af artikler såvel som dens ånd om kontrol og afvejning, som blev udformet under Arafat, delvist med det sigte at begrænse præsidentembedets magt. Med fuld opbakning fra USA og Israel (om ikke på grund af deres insisteren), har Abbas utilsløret tilsidesat en lang række bestemmelser i Den Basale Lov, deriblandt:
*Artikel 45, ifølge hvilken Præsidenten kan afsætte Premierministeren, men ikke legalt kan udnævne en anden, der ikke repræsenterer flertallet (dvs. i dette tilfælde HAMAS).
* Artikel 83, hvoraf det fremgår, at i det tilfælde at Præsidenten afsætter Premierministeren, anses regeringen for at være trådt tilbage, men det siddende kabinet forventes at fungere, indtil et nyt regeringskabinet er blevet bekræftet af PLC (Det Lovgivende Råd), dette ifølge Artikel 78.
* Kun PLC kan godkende den ny Premierminister, og det ny regeringskabinet kan ikke aflægge ed (Artikel 67) og påbegynde deres virke (Artikel 79), før dette er sket. Man kunne nu se frem til, at Fayyad-regeringen henvendte sig til PLC for at få en post hoc godkendelse, men hvis PLC ikke kan stemme, fordi der ikke er quorum – da for mange af medlemmerne sidder i (israelske, o.a.) fængsler eller nægter at deltage, så kan kabinettet ikke blive formelt godkendt.
Den Basale Lov har ikke nogen udvej i situationer, hvor PLC ikke kan stemme for at godkende regeringskabinettet eller Præsidentens handlinger.
* Præsidenten kan regere pr. dekret i nødsituationer (Artikel 43), men PLC skal godkende disse dekreter på sit førstkommende møde.
*Præsidenten kan ikke suspendere PLC i en nødsituation (Artikel 113).
* Præsidenten kan ej heller udskrive valg i utide.
* De Basale Love har ikke nogen bestemmelse vedrørende en “nødregering“
Hvad betyder dette for PA? Den er ikke længere en instans af sin oprindelige natur. Fayyad-regeringen er stedbarn i en proces uden for lovens rammer og uden noget demokratisk mandat. Hele manøvren er ikke lige netop en paladsrevolution, men noget der ligner.
Hvad betyder det for verden? Andre landes regeringer står nu over for en af de mest uvelkomne begivenheder i internationalt diplomati – den pludselige omdannelse af en regering til en anden slags regering. Som ved ethvert kup eller revolution må den diplomatiske anerkendelse af Salam Fayyads “nødregering” på vegne af det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gaza nu tages op til fornyet vurdering.
Hvilke beføjelser og hvilket ansvar har nu “nødregeringen”? På hvilket lovmæssigt og politisk grundlag kan der opretholdes diplomatiske forbindelser?
Vi må erkende, at disse spørgsmål er juridiske, men også politiske. PA er et produkt af Oslo-aftalerne i 1993 og 1995 (den formodedes at skulle fungere i en periode på “ikke over fem år”). Men Den Basale Lov blev udarbejdet senere for at bekræfte og sikre dens demokratiske karakter.
Dette lovsæt udgjorde en palæstinensisk statsopbyggende foranstaltning, der muliggjorde en opstartsramme for palæstinensisk demokrati, som forløber for (eller i det mindste bekræftelse af) en sluttelig oprettelse af en palæstinensisk stat. Derfor refererer Den Basale Lov i sin indledning til Oslo 2-aftalen af 1995 men påberåber sig det palæstinensiske folk som sin højeste politiske autoritet (Artikel 2:”… folket er magtens udspring …”).
Regeringer kunne derfor prøve at begrunde deres opretholdelse af relationer til den ny Fayyad-regering ud fra solidaritet med den palæstinensiske nationale bestræbelse – om end en kriseramt bestræbelse.
Men immervæk står andre landes regeringer, der forsøger sig på den led, over for nogle tvivlsomme og forvirrende valgmuligheder:
De kunne suspendere diplomatiske relationer til Fayyad-regeringen med den begrundelse, at den er ulovlig og have forbindelse til den valgte Haniyeh-regering. Men dette kunne lamme deres forbindelser til Ramallah på et kritisk tidspunkt og bringe dem på kant med USA og Israel.
De kunne have diplomatiske forbindelser til Fayyad-regeringen og acceptere dens påstand om, at HAMAS-regeringen gennemførte et kup, men de ville så bakke op om en regering, der krænker sine egne love og faktisk selv har foretaget et kup.
De kunne acceptere den ny Fayyad-regering på betingelse af, at den nu respekterer andre bestemmelser i Den Basale Lov, såsom at opnå PLC’s godkendelse og/eller indkalde til nyt valg. Men Den Basale Lov giver ikke regeringskabinettet bemyndigelse til at indkalde til nyvalg og dette ny regeringskabinet har alligevel ingen lovmæssig baggrund for at regere.
(Det er vanskeligt at forestille sig, at et nyt parlamentsvalg kunne afholdes, når Haniyeh-regeringen afviser at anerkende det ny kabinet og forholdene i begge territorier (Vestbredden og Gaza, o.a.) i så høj grad er ugunstige for et frit og retfærdigt valg).
De kunne tage en klassisk undvigelsesmanøvre og kalde situationen en midlertidig forfatningsmæssig krise og opretholde forbindelser til begge sider, men denne taktik vil hurtigt løbe ud i sandet fordi den nuværende situation mere ligner et totalt sammenbrud for Den Basale Lov og dens struktur.
Stillet over for dette virvar kunne de tage et skridt bagud: suspendere formelle diplomatiske relationer men opretholde kommunikation med begge sider og afvente yderligere udviklinger , men hvad med de formelle aftaler (udveksling, handel, sikkerhed, diplomatisk repræsentation), som de måtte have indgået med PA? Hvilken af de to sider er i virkeligheden repræsentativ, og hvem står den til regnskab over for?
Der er andre legalistiske manøvrer, som de kunne forsøge sig med, såsom at forholde sig til PA på vilkår, der blev fastlagt med Oslo-aftalerne eller Gaza-Jericho-aftalen fra 1994. Men intet af disse dokumenter siger noget om en premierminister eller nogle af de procedurer, der praktiseres i Ramallah.
Kort sagt, det diplomatiske landskab er nu yderst kaotisk. Fayyad-regeringen har intet demokratisk mandat, fungerer ikke efter de selv samme regler, der etablerer dens demokratiske legitimitet og er således kun en faksimileudgave af den form for regering, som mange af verdens stater har oprettet diplomatiske forbindelser med.
Det hjælper ikke, at USA, et lydigt Europa og lidet sobre arabiske stater i samlet trop giver deres velsignelse af den som den eneste legitime autoritet. Det nytter ej heller at foregive, at HAMAS – en bred bevægelse med folkelig legitimitet – simpelt hen vil forsvinde i kraft af dekreter fra Abbas og en omgang pænt politisk teater.
Det er ikke klart, hvor længe denne spinkle diplomatiske fiktion kan latterliggøre, at en skeptisk omverden ser den efter i sømmene. Det er ej heller klart, hvilke politiske omkostninger fremmede regeringer må tage imod, hvis de vælger at spille med på melodien – især når det lige nu traumatiserede palæstinensiske folk i De Besatte Områder og i
Diasporaen begynder at protestere imod, at deres regering bliver kapret af antidemokratiske kransekagefigurer for USA’s og Israels dagsordner. At blive udset til at støtte denne farceregering var ikke sigtet hos de regeringer, der anerkendte PA for at støtte det palæstinensiske folk.
Som (den nu forhenværende, o.a.) FN-udsending Alvaro de Soto formulerede i sin velskrevne ‘Rapport efter Afsluttet Mission” i maj 2007 ‘Det kan være bedre at være den, der stiller spørgsmål vedrørende kejserens nye klæder end den, der bliver latterliggjort som den nøgne kejser selv‘.
Virginia Tilley er amerikansk statsborger og arbejder p.t. i Pretoria i Sydafrika.
Hun kan kontaktes på adressen:
vtilley@mweb.co.za..
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen