Mod en fredens geografi: I hvilken retning bevæger Gaza sig?
Ilan Pappé, The Electronic Intifada, 18.06.2007
Gaza-striben udgør en smule mere end 2 % af Palæstina. Denne lille detalje nævnes aldrig når som helst Striben figurerer i nyhederne, og ej heller er den blevet omtalt i den aktuelle vestlige pressedækning af de dramatiske begivenheder der har fundet sted i Gaza i de seneste få uger.
Det er faktisk så lille en del af landet at den aldrig i fortiden har eksisteret som en separat region.
Gazas historie før zioniseringen af Palæstina var ikke enestående, og den var altid administrativt og politisk forbundet med resten af Palæstina. Den var indtil 1948 i alle henseender en integreret og naturlig del af landet. Som en af Palæstinas vigtigste land- og søveje til omverdenen tenderede den i retning af at udvikle en mere fleksibel og kosmopolitisk livsstil; ikke ulig andre transitsamfund i det østlige Middelhav i moderne tid.
Denne beliggenhed nær ved havet og på søvejen til Ægypten og Libanon medførte velstand og stabilitet, indtil den traditionelle livsform blev bragt til sammenbrud og næsten udryddet af den israelske etniske udrensning af Palæstina i 1948.
Mellem 1948 og 1967 blev Gaza til en enorm flygtningelejr, der var underkastet alvorlige begrænsninger begrundet i israelsk og ægyptisk politik: Begge stater nægtede at tillade udrejse fra Striben. Livsvilkårene var allerede barske, da israelernes berøvelsespolitik i 1948 fordoblede antallet af den oprindelige befolkning, hvis forfædre have boet der i århundreder.
Umiddelbart før den israelske besættelse i 1967 var den katastrofale karakter af denne forvredne demografiske omformning åbenlys over hele Gaza-striben. Dette engang idylliske kystområde i det sydlige Palæstina blev i løbet af to årtier til et af verdens tættest befolkede boligområder, uden nogen tilstrækkelig økonomisk infrastruktur som underlag.
De første 20 år af den israelske besættelse tillod i det mindste nogen bevægelse uden for et område, der var afspærret som krigszone i årene fra 1948 til 1967. Titusinder af palæstinensere fik tilladelser til at komme ind på det israelske arbejdsmarked som ufaglærte og underbetalte arbejdere
Den pris, der blev krævet for adgang til dette slavemarked var en total opgivelse af enhver form for national kamp eller dagsorden. Da dette krav ikke blev opfyldt blev ’gaven’ i form af arbejdskraftens bevægelighed nægtet og afskaffet.
Alle disse år, der førte frem til Oslo-aftalerne i 1993 blev præget et israelsk forsøg på at opbygge Striben som en enklave, som fredslejren håbede ville blive enten autonom eller en del af Ægypten, og som den nationalistiske lejr ønskede at inkludere i det Storisrael, som den drømte om at oprette i stedet for Palæstina.
Oslo-aftalen gjorde det muligt for israelerne at bekræfte Stribens status som en separat geopolitisk enhed – ikke blot uden for Palæstina i sin helhed, men også adskilt fra Vestbredden.
Angiveligt var både Gaza-striben og Vestbredden underlagt den Palæstinensiske Myndighed (PA), men enhver bevægelse af personer mellem de to områder var afhængig af Israels velvilje; et karaktertræk, der var sjældent forekommende hos israelerne og som helt forsvandt , da Benjamin Netanyahu kom til magten i 1996. Endvidere havde Israel lige som i dag kontrollen over vand- og elektricitets-infrastrukturen.
Fra 1993 brugte, eller snarere misbrugte det denne kontrol til på den ene side at sikre velfærden for de jødiske bosættersamfund og på den anden side at presse den palæstinensiske befolkning til underkastelse og overgivelse. Gaza-stribens befolkning har således gennem de seneste 60 år vaklet mellem at være internerede, gidsler eller fanger i et område med umulige vilkår.
Det er i denne historiske sammenhæng vi bør anskue den vold, der lige nu raser i Gaza og afvise referencer til begivenhederne dér som havende noget med ‘krigen mod terror’ at gøre, et eksempel på islamisk genopvækkelse, et yderligere bevis på Al-Qaedas ekspansionisme, en undergravende iransk indtrængen i denne del af verden eller endnu en skueplads for det skrækindjagende Civilisationernes Sammenstød (jeg har her blot udvalgt nogle få af de i vestlige medier hyppigt anvendte adjektiver til beskrivelse af den aktuelle krise i Gaza).
Oprindelsen til miniborgerkrigen i Gaza skal vi søge et andet sted. Stribens nutidshistorie, 60 års frarøvelse, besættelse og indespærring medførte uundgåeligt intern vold, og den har blotlagt ubehagelige træk ved et liv, der må leves under så umulige forhold. Faktisk ville det være fair at sige, at volden, og i særdeleshed den interne vold, er langt mindre omfattende end hvad man ville have forventet på baggrund af de økonomiske og sociale vilkår der er blevet frembragt af Israels folkemordspolitik i de sidste seks år.
Magtkamp mellem politikere, der nyder opbakning fra militære enheder er i sandhed en snavs affære, der gør hele samfundet til offer. En del af det der foregår i Gaza, er en sådan kamp mellem de politikere der er blevet demokratisk valgte og dem der stadig har svært ved at affinde sig med folkets dom. Men det er næppe hovedindholdet i kampen.
Det, der udfolder sig i Gaza er kampen på slagmarken mellem USA’s og Israels lokale stedfortrædere – af hvilke de fleste uden eget ønske spiller denne rolle, men ikke desto mindre danser efter Israels pibe – og dem der er modstandere af dette spil. Den opposition der nu har overtaget magten i Gaza, gjorde det desværre på en måde som det er vanskeligt at acceptere eller juble over.
Det er ikke HAMAS’ vision for Palæstina, der bekymrer, men snarere de midler det har valgt for at sætte den igennem, som vi håber ikke vil slå rod eller blive gentaget. Til HAMAS’ forsvar må man åbent sige, at de midler HAMAS anvendte, hører hjemme i det våbenkammer som i fortiden har gjort det muligt for HAMAS at være den eneste aktive gruppering som i det mindste prøvede at sætte en stopper for Palæstinas totale ødelæggelse. Dets adfærd nu er mindre troværdig og forhåbentligt forbigående.
Men man kan ikke fordømme midlerne hvis man ikke kan tilbyde et alternativ. At stå uvirksom, mens den amerikansk-israelske vision om at kvæle Striben til døde, etnisk udrense halvdelen af Vestbreddens befolkning og true resten af den palæstinensiske befolkning – i Israel og andre dele af Vestbredden – med at blive “overført”, bliver bragt til udførelse, er ikke nogen valgmulighed. Det er sammenligneligt med “anstændige” menneskers tavshed under Holocaust.
Vi bør utrætteligt fremføre alternativet i det 21. århundrede: BTS – Boykot, Tilbagetrækning af investeringer og Sanktioner – som en langt mere effektiv og langt mindre voldelig nødforanstaltning til imødegåelse af den pågående ødelæggelse af Palæstina, og samtidigt tale åbent, overbevisende og effektivt om at skabe en fredens geografi.
En geografi inden for hvis rammer unormale fænomener såsom indespærringen af små dele af landet ville forsvinde. Der vil ikke længere, i den vision vi skal fremføre og bakke op om, være nogen lejr for indespærring af mennesker ved navn Gaza-striben, hvor nogle bevæbnede indsatte bliver sat op mod hinanden af en afstumpet fangevogter.
I stedet vil området vende tilbage til at være en organisk del af et land i det østlige Middelhavs-område, der altid har fungeret bedst som et mødested mellem Øst og Vest. Aldrig før – set på baggrund af tragedien i Gaza – har den tostrengede strategi om BTS og en énstats-løsning, stået så lysende klart som det eneste fremkommelige alternativ.
Hvis vi er medlemmer i Palæstina-solidaritetsgrupper, arabisk-jødiske dialoggrupper eller indgår i civilsamfundets bestræbelser på at bringe fred og forsoning til Palæstina – så er tiden nu kommet, da vi må lægge alle falske strategier for sameksistens, køreplaner og tostats-løsninger til side.
De har været og er stadig sød musik i ørerne på de israelske nedrivningshold der truer med at ødelægge, hvad der er tilbage af Palæstina. Vær især på vagt over for “Diet-zionister” og “Cloest-zionister”, som for nylig – i Storbritannien og andre steder i verden – har sluttet sig til kampagnen mod BTS-bestræbelserne.
Og vær også på vagt over for de velinformerede eksperter, der bruger liberale medier som The Guardian til udførligt at forklare, hvor farlig de synes at den foreslåede boykot af Israel er. De har aldrig ofret lige så megen tid eller energi eller lige så mange ord på besættelsen som de gjorde det i den etniske udrensnings tjeneste i Palæstina.
UNISON, Storbritanniens store fagforening for offentligt ansatte, må ikke lade sig afskrække af denne modreaktion og bør slutte op bag de modige akademikere der støtter debatten om boykot af Israel som Europa i sin helhed burde gøre det: Ikke blot for Palæstinas og Israels skyld, men også hvis det ønsker at sætte et punktum for kapitlet om Holocaust i dets historie.
Og sluttelig lidt input til eftertanke. Der er en hel del jødiske mødre og hustruer i Gaza-striben – nogle kilder i Gaza siger op mod 2.000 – som er gift med lokale palæstinensere og forældre til deres børn. Der er langt flere jødiske kvinder der er gift med palæstinensere i de palæstinensiske landdistrikter. Det er en holdning vendt mod raceadskillelse som begge politiske eliter finder det vanskeligt at indrømme, fordøje eller anerkende.
Når sådanne harmonier af kærlighed og følelser på trods af kolonisering, besættelse, folkemordspolitik og frarøvelse af ejendom var mulige, så prøv at forestille jer, hvad der ville ske, hvis disse forbryderiske politikker og ideologier forsvandt.
Når Apartheidmuren fjernes og zionismens elektriske hegn afmonteres, vil Gaza på ny blive et symbol på Fernand Braudels* kystsamfund, i stand til at sammensmelte forskellige kulturelle horisonter og give rum for nyt liv i stedet for den krigszone det er blevet gennem de seneste 60 år.* Fransk historiker, der udmærkede sig inden for økonomi, antropologi og geografi
Ilan Pappé er seniorlektor ved University of Haifa’s afdeling for politisk videnskab og formand for Emil Touma-Instituttet for Palæstinensiske Studier i Haifa
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen