Livni-Rice-planen: På vej mod en retfærdig fred eller apartheid?
Af Jeff Halper, Media Monitors Network 02.05.2007
“Planen er indbegrebet af palæstinensernes værste mareridt. Køreplanens Fase II giver “valgmuligheden” for en uafhængig palæstinensisk stat med foreløbige grænser som en station på vejen mod en endelig ordning”. Livni presser i al offentlighed på for at Fase II skal afløse Fase I og vækker palæstinensernes frygt for på ubestemt tid at blive fastfrosset i et tomrum mellem besættelse og en “foreløbig” stat uden grænser, uden suverænitet, uden en fremkommelig økonomi, omringet, opsplittet og kontrolleret af Israel og dets stadigt omsiggribende bosættelser”.
I årevis har jeg været en af ulykkesprofeterne og argumenteret for, at to-stats-løsningen er død, og at apartheid er det eneste realistiske politiske resultat af den israelsk-palæstinensiske konflikt – i det mindste indtil der opstår en regulær antiapartheidkamp, som fundamentalt ændrer situationen.
Jeg har baseret min vurdering på flere tilsyneladende ubestridelige kendsgerninger. Gennem de seneste 40 år har Israel lagt et tykt og uafvendeligt tæppe af kontrol ned over de Besatte Palæstinensiske Områder (BPO) , der omfatter omkring 300 bosættelser, som reelt umuliggør en fremkommelig palæstinensisk stat.
Man kan ikke forestille sig, at nogen israelsk politiker vil kunne blive valgt på en platform for tilbagetrækning fra BPO, i en udstrækning, så der bliver mulighed for fremkomsten af en virkelig palæstinensisk stat, og selv hvis en sådan politiker skulle blive valgt, er udsigten til at han/hun vil kunne sammensætte en koalitionsregering med den fornødne vilje og slagkraft højst usandsynlig, hvis overhovedet mulig.
Og i betragtning af den ubetingede støtte fra begge partier i Kongressen i Repræsentanternes Hus og i Senatet og i de skiftende regeringer i USA, bakket op af det Kristne Højre, det indflydelsesrige jødiske samfund og militære lobbyister og manglende vilje hos det internationale samfund til at presse Israel til at komme med meningsfulde indrømmelser, synes en ægte to-stats-løsning at være praktisk talt udelukket – om end det er den model som det internationale samfund har lagt sig fast på i forbindelse med det hensygnende “Køreplan”- initiativ.
Hvis det er korrekt, at to-stats-løsningen er faldet bort, ville det næste logiske alternativ være én-stats-løsningen, specielt fordi Israel opfatter hele området mellem Middelhavet og Jordan-floden som ét land – Eretz Israel – og i realiteten har gjort det til ét land i kraft af sine bosættelser og motorveje.
I betragtning af, at Israel gennem de seneste 40 år har været den eneste faktiske regering i landet, hvorfor så ikke gå hele vejen og erklære det for en demokratisk stat for alle sine indbyggere ? (Israel hævder, når alt kommer til alt, at være det eneste demokrati i Mellemøsten).
Svaret er klart: En demokratisk stat i Eretz Israel er uacceptabel (for Israel) fordi en sådan stat, med et palæstinensisk flertal, ikke ville være “jødisk”. Og det fører os så tilbage til apartheiden, et system hvor én befolkning afsondrer sig fra en anden og derefter griber til at beherske denne anden befolkning permanent og strukturelt.
Eftersom den herskende gruppe stræber efter at beherske hele området, men ønsker at slippe af med den uønskede befolkningsgruppe, regerer den over dem ved hjælp af en bantustan, en slags fængselsstat.
Det var præcist dette forslag, som Olmert fremlagde på et Fællesmøde i Kongressen (i USA, o.a.), da han præsenterede sin “tilnærmelsesplan” (til 18 stående ovationer). Og det er præcist dette, som Condoleezza Rice sammen med Israels udenrigsminister Tzipi Livni har arbejdet på under Rices’s månedlige besøg i regionen.
Planen er indbegrebet af palæstinensernes værste mareridt. Køreplanens Fase II giver “valgmuligheden” for en uafhængig palæstinensisk stat med foreløbige grænser som en station på vejen mod en endelig løsning“.
Livni presser i al offentlighed på for, at Fase II skal afløse Fase I og vækker palæstinensernes frygt for på ubestemt tid at blive fastfrosset i et tomrum mellem besættelse og en “foreløbig” stat uden grænser, uden suverænitet, uden en fremkommelig økonomi, omringede, opsplittede og kontrollerede af Israel og dets stadigt omsiggribende “bosættelser“.
Livni og Rice arbejder meget ubemærket videre, i skarp kontrast til deres mandlige chefer. De har endog afstået fra at navngive deres plan, som Livni simpelt og harmløst kalder “Israels fredsinitiativ for en to-stats-løsning”.
Ari Shavit, ledende journalist ved det israelske dagblad Ha’aretz, stiller spørgsmålet: ”Har udenrigsminister Tzipi Livni en klar diplomatisk plan, som hun prøver at fremme? Livni lader forstå, at det har hun, men afviser at komme med en forklaring. Hun taler om to-statsløsningen. Hun taler om nødvendigheden af at opdele landet politisk. Hun forklarer imidlertid ikke, hvad planen faktisk indeholder”.
Planen er simpelthen blot langt uden for offentlighedens søgelys. (The New York Times kritiserede for nyligt Rice i skarpe vendinger for at ydmyge sig selv ved at tage til Israel så ofte uden nogen plan der er til at få øje på).
For tilsyneladende at være i overensstemmelse med Køreplan-initiativet, der angiveligt anføres af USA, omtaler Livni to-stats-løsningen som et resultat af forhandlinger. Men Køreplanen kræver, at Israel skal fastfryse sin bosættelsespolitik, hvilket Israel afviser at gøre.
Hvordan er dette foreneligt? Hvordan kan Israel søge en to-stats-løsning samtidig med, at det udvider sine bosættelser og infrastruktur i de selv samme områder, hvor en palæstinensisk stat skulle opstå?
Svaret finder vi i en lidet bemærket men basal ændring i USA’s politik, som blev bekendtgjort af præsident Bush i april 2004 og ratificeret næsten enstemmigt af begge Kongressens kamre.
“I betragtning af nye realiteter i området, deriblandt allerede eksisterende større israelske befolkningscentre [hvilket er hvad Bush-regeringen betegner som Israels massive bosætterblokke]”, sagde han, “er det urealistisk af forvente, at resultatet af forhandlingerne vil blive en hel og fuldstændig tilbagetrækning til våbenstilstandslinjerne fra 1949”.
Med ét – men et meget betydeligt – hug undergravede Bush i skæbnesvanger udstrækning selve grundlaget for det internationale diplomati i forhold til Israel-Palæstina-konflikten, herunder hans egen køreplan: Israels tilbagetrækning til grænserne fra 1967 (og 1949) for at skaffe plads til en palæstinensisk stat, af navn og gavn.
Israel hævder således, at bygningen af bosættelser inden for disse bosætterblokke ikke er i modstrid med køreplanen, eftersom disse områder er blevet ensidigt anerkendt af USA som permanent tilhørende Israel. På denne måde er mellem 15 % og 25 % af Vestbredden blevet fjernet som genstand for forhandlinger og de facto annekteret til Israel, mens de “besatte områder” er blevet omdefineret til kun at omfatte områderne uden for bosætterblokkene – og det bliver dem der kan forhandles og indgås “kompromis’er” om.
Så hvad israelerne forventer af palæstinenserne, er en besættelse-via-samtykke der er muliggjort gennem “forhandlinger”, hvor palæstinenserne på forhånd har mistet 85 % af deres historiske hjemland. Det er jo klart nok fuldstændigt uacceptabelt for palæstinenserne.
Israels udgangsholdning har været: “Hvem bekymrer sig om det? Palæstinenserne har altid været irrelevante, selv under Oslo-fredsprocessen”.
I sin tale i USA’s Kongres gav Olmert klart udtryk for Israels hensigt om énsidigt hvis det blev nødvendigt, at gennemtvinge en Pax Israeliana: “Vi kan ikke vente på palæstinenserne i al evighed. Vort dybeste ønske er at opbygge en bedre fremtid for vor region, i samarbejde med en palæstinensisk partner.
Hvis ikke det er muligt, går vi videre – men ikke alene. Vi kunne aldrig have gennemført tilbagetrækningen [fra Gaza, o.a.] uden de forpligtelser, som præsident Bush fastlagde i sit brev af 14. april 2004, som blev godkendt af begge Kongressens kamre med hidtil usete flertal”.
Men her berørte Olmert et problem. Køreplanen – som han må bekende sig til – opfordrer klart og tydeligt til en forhandlet afslutning på besættelsen og konflikten. Den israelsk-palæstinensiske konflikt, hedder det i Køreplanens tekst, skal løses “gennem en forhandlet afgørelse, der fører frem til en endelig og altomfattende aftale”.
Såvel Bush som Blair greb fat i Olmert og lod ham forstå, at “tilnærmelsesplanen” ikke kunne påtvinges énsidigt. Han var nødt til at “foregive” (og jeg ved at dette ord blev anvendt af den britiske regering) at forhandle med Abbas. Dét er baggrunden for de lejlighedsvise møder, som Olmert har haft med Abbas, møder som Olmert offentligt har erklæret kun skulle omhandle helt igennem praktiske anliggender”.
The Boston Globe meddelte 15. April 2007, at “den israelske premierminister og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas gik i gang med en række af USA opstartede møder i søndags uden at komme ind på nogle af de mere kontroversielle spørgsmål i Mellemøsten-konflikten……’Vi kommer ikke til at diskutere konfliktens kerneproblemer – spørgsmålet om (palæstinensiske) flygtninge, Jerusalem og grænserne’ fortalte Olmert under en transmission fra regeringens ugentlige kabinetsmøde.
Og det er her, at Tzipi Livnis idé om at udskifte Fase I med Fase II kommer ind i billedet. Når der er gået et år (dvs. i maj 2007) og det står klart, at palæstinenserne ikke har været “imødekommende”, vil Israel få lov til at erklære Adskillelsesbarrierens ruteføring som sin “foreløbige” grænse og således annektere omkring 10% af Vestbredden.
Det lyder måske ikke af så meget, men derved inkorporeres de største bosætterblokke i Israel (og en halv million israelske bosættere) mens Vestbredden bliver delt op i en række små, ikke med hinanden forbundne og forarmede “kantoner”.
Derved fratages palæstinenserne deres bedste landbrugsjord og alt deres vand. Derved skabes også et israelsk “Storjerusalem” på hele den centrale del af Vestbredden, hvorved det økonomiske, kulturelle, religiøse og historiske center rives ud af enhver palæstinensisk stat.
Palæstinenserne bliver så klemt inde mellem Barrieren/grænsen [Apartheidmuren, o.a.] og endnu en “sikkerhedsgrænse”, Jordan-dalen, således, at Israel får to østlige grænser. Det er en hindring for personers og varers bevægelser ind i både Israel og Jordan, men også internt mellem de forskellige kantoner.
Israel opretholder også kontrol med palæstinensisk luftrum, den elektromagnetiske sfære og endog med palæstinensernes ret til at føre deres egen udenrigspolitik. Således får palæstinenserne deres stat, om end med “foreløbige grænser”, Israel ekspanderer til 82% – 85% af landet, men retter sig efter Køreplanen og apartheiden – i form af en to-stats-løsning – bliver en politisk realitet. Og derved bliver det.
Men her kommer jeg til et problem. Uanset hvor overbevisende man stiller sig an, vil hverken israelere eller palæstinensere eller nogle regeringer afskrive to-stats-løsningen, da de så ikke kan se noget muligt ståsted. Så jeg må give det en chance.
Tzipi Livni selv, en af de få virkeligt tænkende regeringsrepræsentanter, som vi israelere har, har på det seneste fremsat nogle forhåbningsfulde udtalelser og er gået videre i tone og indhold end nogen som helst i Arbejderpartiet.
“På den ene side ønsker jeg at fokusere på sikkerhedsspørgsmålet, demilitariseringen og flygtningeproblemet”, sagde hun for nyligt, og på den anden side ønsker jeg at skabe et ægte alternativ for palæstinenseren, der indeholder en løsning på deres nationale problem”.
Hun har endog kritiseret mandlige tilgange til konflikten op gennem årene. “Mærker du mandlige hormoner svirre omkring dig?”, blev hun spurgt i et interview i Ha’aretz (29. december 2006). “Nogle gange er der nogle drenge-spørgsmål”, svarede hun åbenhjertigt.
“Var der noget drenge-problem i forbindelse med krigsførelsen i Libanon?”, pressede intervieweren på. “Ikke kun i krigen” svarede hun. “I alle slags diskussioner hører jeg diskussioner mellem generaler og admiraler og den slags, og jeg siger stop det der, gutter“.
“Der er noget af det i det her….I de dage [under krigen i Libanon] blev der tænkt for militaristisk…..I begyndelsen af krigen var der nogle, der mente, at diplomatiets rolle var at skaffe hæren tid“.
“Det er forståeligt: Tidligere nåede vi altid vores mål, vi erobrede, vi frigav informationer, vi vandt, og så kom verden og tog det vundne fra os. Sejren var militær og fiaskoen politisk. Men denne gang var det omvendt“.
Lige som de fleste israelere kan Livni ikke slippe idéen om to stater. Alternativerne – én stat eller apartheid – er helt klart uacceptable. Eksistensen af en jødisk stat er afhængig af en palæstinensisk stat. Men dette har dog ikke begrænset udvidelsen af israelske bosættelser, der fortsætter i hastigt tempo, mens jeg sidder og skriver disse linjer.
Livni Lader til – lige som de fleste israelere – at tro på, at der er en tynd magisk overlapning mellem det minimum, som palæstinenserne kan acceptere, og det minimum, som Israel kan indrømme dem – specielt hvis man vægter den palæstinensiske stat og dens territorium snarere end reel suverænitet og økonomisk fremkommelighed.
Det tvivler jeg på, især på baggrund af, at mere end 60 % af palæstinenserne i BPO er under 18 år og har behov for en fremtid, der tillader dem at eksistere anstændigt.
Hvis guleroden slår fejl, vil israelerne – og her er jeg ikke helt sikker på, hvor Livni placerer sig i det politiske billede – vende tilbage til pisken, til militær pression, økonomiske sanktioner og dagligdagens lidelser som – tror de – kan tvinge palæstinenserne til at acceptere en beskåret, halvvejs uafhængig, ikke-fremkommelig mini-stat.
Alt hvad der er behov for, er et fortsat pres fra Israels side fulgt op af en “indsukring af buddingen”, der tager sigte på at gøre apartheid spiselig for det internationale samfund. Ved fx at give palæstinenserne 90 % af BPO.
Skønt alle ressourcer, suverænitet og udviklingspotentiale befinder sig i de 10% Israel vil beholde, vil det at give dem – palæstinenserne – et sådant “generøst” tilbud udsætte dem for et uimodståeligt pres og få dem til at acceptere. Hvem bekymrer sig – når alt kommer til alt – om fremkommelighed?
Jeg mener, at to-stats-løsningen er ude af spillet, og at apartheiden står for døren. Jeg kan ikke på øje på nogen sidste “afpudsning”, der vil kunne frigive nok egnet land til at muliggøre opkomsten af en fremkommelig palæstinensisk stat.
Men hvis vi foreløbig hænger på den [ikke-fremkommelige palæstinensiske stat, o.a.] vil jeg så anføre, at tre absolut uomgængeligt nødvendige kriterier skal opfyldes for at give en hvilken som helst to-stats-løsning i det mindste nogen medvind. (1) Palæstinenserne skal have Gaza, 85 % – 90 % af Vestbredden sammenhængende (herunder vandressourcerne) og en ekstraterritoriel landforbindelse mellem dem [Gaza og Vestbredden,o.a.] (2) De skal have ikke-overvågede grænser til arabiske lande (Jordan-dalen og Rafah-grænseovergangen i Gaza) (3) Et delt Jerusalem skal være en integreret del af den palæstinensiske stat med fri og uhindret adgang.
Jeg er bange for, at Livni-Rice-planen ikke lever op til disse krav. Jeg tvivler ikke på Livnis oprigtighed (hvilket er noget usædvanligt for mig at sige om nogen som helt politiker og end mere om en fra Likud-Kadima), men jeg er bange for, at hun lige som næsten alle israelere, der ønsker fred, undervurderer hvad palæstinenserne kan acceptere udover hvad de er i stand til.
Og når de ikke accepterer, er det naturligvis dem, der bliver ramt af kritikken. Livni selv siger således meget sigende: ”Abbas er ikke partner i forbindelse med en endegyldig aftale, men kunne være en partner i forbindelse med andre arrangementer på grundlag af Køreplanens faseinddelte proces”.
Kan Livni klare det? Det afhænger alt sammen af hendes oprigtighed, hendes evne til at manøvrere en ekstremt højreorienteret Olmert-regering ind på en fredens vej eller, hvis det slår fejl, selv blive valgt til premierminister og derpå danne en regering, der kunne træffe de afgørende beslutninger, som en ægte og retfærdig fred med palæstinenserne vil kræve.
Det er temmelig store krav, men vær opmærksom på Tzipi Livni, hvis navn de fleste i dag ikke kender. I mellemtiden fortsætter det ikke-navngivne, ikke-publicerede Livni-Rice-initiativ sin vej fremad, overskygget af tilsyneladende større begivenheder som den Arabiske Ligas initiativ.
Men stop en kende! Hvad med den Arabiske Ligas/Saudi Arabiens initiativ? Opfordrer det ikke til en to-stats-løsning og flygtningenes tilbagekomst? Jo – det gør det naturligvis, men få i den arabiske verden tager det alvorligt.
Der forstår man, at retfærdighed for palæstinenserne betyder langt mindre for de arabiske regeringer end relationerne til USA og – ja – Israel, især på baggrund af den fælles trussel fra Iran. Så meningen med den Arabiske Ligas initiativ er i højere grad at berolige den arabiske offentlighed end at udgøre et faktisk politisk udspil, som kan påvirke Livni-Rice-planen.
Vi i fredslejren må nøje overvåge, hvad Livni og Rice foretager sig. Der foregår ikke noget virkeligt hemmeligt. Alt hvad der er blevet anført i det foregående er blevet sagt eller berettet i den israelske presse. Det drejer sig simpelthen om at forbinde løse ender, indsamle hentydninger og halvkvædede viser.
Vi må udvikle evnen til at forstå betydningen af intetsigende ikke-nyheder som “Abbas er ikke en partner med henblik på en endegyldig aftale, men….” hvis vi, ligesom New York Times, vil “lugte lunten”. Som landet ligger, er Livni-Rice-initiativet betydningsfuldt i præcis omvendt proportionalt forhold til hvor værdigt det opfattes til at få spalteplads i nyhedsmedierne.
Jeff Halper er koordinator i the Israeli Committee Against House Demolitions (ICADH)
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen