Hvad forfølgelsen af Azmi Bishara betyder for Palæstina
Ali Abunimah, Electronic Intifada 16.04.2007
Den israelske stat og den zionistiske bevægelse har indledt deres seneste stormløb i deres århundredlange kamp for at fjerne Palæstinas indfødte befolkning og gøre dens hjemland til en jødisk enklave, der bygger på overbevisningen om egen merværd. Det er baggrunden for forfølgelsen af Azmi Bishara, en af de vigtigste nationale lederskikkelser og tænkere i dagens Palæstina.
Bishara er palæstinensisk borger i Israel, én af mere end 1.000.000, der bor i den jødiske stat og er overlevende eller deres efterkommende efter zionisternes udrensning, der i 1947 – 48 fordrev de fleste palæstinensere.
I 1996 blev Bishara valgt til Knesset. Han er grundlægger af National Democratic Assembly (NDA, “Balad” på arabisk), et parti der går ind for, at Israel skal omdannes fra at være et sekterisk etnokrati til en demokratisk stat for alle sine borgere.
I søndags optrådte Bishara på Al-Jazeera efter ugers pressespekulationer om, at han var gået i eksil og ville trække sig fra Knesset. Han oplyste, at han faktisk er genstand for en undersøgelse på meget højt niveau fra det israelske sikkerhedsapparat, som tilsyneladende planlægger at fremkomme med alvorlige “sikkerheds”-relaterede anklager imod ham.
Censuren i denne sag er så stram i det “demokratiske” Israel, at israelske aviser indtil for få dage siden havde forbud mod blot at omtale undersøgelsen. De har stadig forbud imod at rapportere noget som helst om hvad undersøgelsen består i og Ha’aretz har erkendt, at det på grund af myndighedernes censur ikke en gang har kunnet optrykke ret meget af hvad Bishara sagde til millioner af TV-seere.
Bishara selv har ikke formuleret sig klart om beskyldningerne mod ham. Selv i det tilfælde, at han kender alle detaljerne kunne han udsætte sig selv for større risiko ved at ytre sig om dem. Han sagde, at han stadig overvejer sine valgmuligheder, derunder tidspunktet for sin tilbagevenden til Israel.
Han satte spørgsmålstegn ved at værdien af at bruge år på at bevise sin uskyld i forhold, som han ikke anser for ulovlige, så som at opretholde vidtfavnende kontakter med den arabiske verden, som han føler sig som en del af og fremkom med bitre betragtninger over, at han til syvende og sidst har har valget mellem fængsel, eksil eller martyrium.
Det er faktisk de eneste valgmuligheder, som Israel har levnet de palæstinensere, som nægter at underkaste sig zionismens racistiske regime. Hvad der stod ham helt klart, var at han er genstand for en kampagne, der koordineres på højeste plan i den israelske stat for at knuse ham og hans bevægelse politisk. Det har han utvivlsomt ret i, og der er mange fortilfælde.
I 2001 anklagede Israels justitsminister Elyakim Rubenstein Bishara for at “bringe staten i fare” på grund af kommentarer, som han fremkom med under et besøg i Syrien; og Knesset stemte for første gang i sin historie om at ophæve et af medlemmernes immunitet så Bishara kunne retsforfølges.
I 2003 forsøgte Israels Centrale Valgkomité at underkende Bisharas og hans partis opstillingsret ved parlamentsvalg fordi partiet ikke tilsluttede sig dogmet om, at Israel skal forblive en “jødisk stat”.
Ifølge israelsk lov kræves det af alle partier, at de går ind for dogmet om, at Israel altid skal indrømme jøder specielle og mere omfattende rettigheder, hvilket betyder, at sandt demokratiske partier altid flirter med ulovlig adfærd. Den beslutning blev senere underkendt af retsvæsnet (Men det er værd at bemærke, at bandlysningen blev støttet af forhenværende justitsminister Elyakim Rubenstein, som nu er dommer i Højesteret.
Denne form for forfølgelse af palæstinenserne i Israel har været normen, siden staten blev grundlagt. Indtil 1966 levede de under en “militær regering”, en form for indre militær besættelsesmagt, der minder om den militære besættelse, som i dag er palæstinensernes lod på Vestbredden og i Gaza.
De love, praksisser og politikker, som fortsat nægter dem deres fundamentale menneskerettigheder er dækkende beskrevet i Jonathan Cooks nyligt udkomne bog “Blood and Religion: Unmasking the Jewish and Democratic State”.
I de senere år har meningsmålinger vist, at et flertal af israelske jøder konsekvent bakker op om regeringsbestræbelser på at tvinge palæstinensiske borgere ud af landet. (Inden for de seneste uger har den forhenværende israelske premierminister og nuværende LIKUD-leder Benjamin Netanyahu erklæret, at det det bedste ville være, at Azmi Bishara aldrig kom tilbage).
Bishara opfatter Israels seneste udspil som tegn på en ændring i “spillereglerne”. Hvis han, en valgt offentlig personlighed, en velkendt offentlig skikkelse kan blive stillet over for sådanne taktiske manøvrer, hvad bliver der så resten af samfundet til del?
Faktisk foranledigede ledende israelske palæstinenseres nylige offentliggørelse af en rapport, der kræver moderate reformer af den israelske stat, Israels hemmelige politi, Shin Bet ( som forestår tortur og dødseskadroner i de Besatte Palæstinensiske Områder (BPO) til at advare om, at det ville “bringe aktiviteterne til ophør i hvilke som helst grupper, der søger at ændre Israels jødiske eller demokratiske karakter, selv hvis de anvender demokratiske midler” (“Arabiske ledere lufter PR-kampagne imod Shin Bet”, Ha’aretz 06.04.2007).
(Der er fortilfælde af en sådan indgriben, ikke alene over for palæstinensere, men endog imod Israels Mizrahi jøder, hvis forsøg på at organisere sig imod diskrimination fra Ashkennazi-jøderne blev knust af Shin Bet – se nærmere herom i Joseph Massads bog The Persistence of the Palestinian Question).
Palæstinensiske solidaritetsaktivister må forstå og handle ud fra det signal Israel giver ved at retsforfølge Bishara. I årevis har den toneangivende palæstinensiske bevægelse og dens allierede stirret sig blinde på sloganet “Bring besættelsen til ophør“.
Hvis det nogensinde var tilfældet er denne vision ikke længere bred nok. Vi må erkende, at Israel i sin krig mod palæstinenserne ikke skelner mellem palæstinensere, ikke sparer nogle og udvælger sig andre. Men denne krig antager forskellige former, afhængigt af hvor palæstinenserne befinder sig.
Palæstinenserne i Østjerusalem, på Vestbredden og i Gaza-striben lever under en ekstrem form for militært tyranni, der nu ofte går under betegnelsen “apartheid”, skønt det i tiltagende grad bliver klart, at der er tale om noget endnu værre.
Palæstinensere inden for Israels 1948-grænser lever under et system af love, politikker og praksisser, der udelukker dem politisk og undertrykker dem økonomisk og socialt. Millioner af
palæstinensere i udlandet er ofre for racistiske love, der forbyder dem at vende hjem af den ene grund, at de ikke er jøder.
I praksis betyder dette, at den palæstinensiske solidaritetsbevægelse har behov for at udvikle et nyt budskab, som bryder med den fejlslagne fantasi om hermetisk adskillelse i nationalistiske stater.
Det betyder, at vi skal fokusere på at bekæmpe israelsk racisme og kolonialisme i alle dens former, vendt mod palæstinenserne under besættelse, inden for Israels grænser og i eksilet.
Vi har behov for at uddanne os selv i hvad der sker i hele Palæstina, ikke blot på Vestbredden og i Gaza-striben. Kravet til os er at stå sammen og handle i solidaritet med Azmi Bishara og alle palæstinenserne inden for Israels 1948-grænser, som alt for længe har været marginaliseret og svigtet af den fremherskende palæstinensiske politik.
Støtte til det palæstinensiske civilsamfunds opfordring til boykot af Israel, tilbagetrækning af investeringer og frigørelse fra økonomiske interesser og sanktioner er særligt påtrængende nødvendige (se herom Palestinian Academic Campaign for Boycott of Israel – http://www.pacbi.org/) .
I praksis har vi behov for at gå i gang med udformningen af en vision om livet efter den israelske apartheid, et inkluderende liv, hvor israelere og palæstinensere kan leve sammen på lige vilkår og være fælles om hele landet.
Når Sinn Feins Gerry Adams og den ledende nordirske hardliner og unionstilhænger Ian Paisley kan sætte sig sammen og danne en regering, så forskellige de end er, og når Nelson Mandela og den sydafrikanske apartheids Nationale Parti kunne gøre det samme, så er intet umuligt i Palæstina, hvis vi drømmer om det og arbejder for det.
Azmi Bishara er den eneste palæstinensiske leder af international statur, der giver udtryk for en vision og en strategi, der er relevant for alle palæstinensere og med slagkraft kan udfordre zionismen. Det er derfor, han frygter for sit liv, sikkerhed og fremtid mens quislinge-”præsidenten” Mahmoud Abbas modtager penge og våben fra USA og te og småkager fra Ehud Olmert.
Ali Abunimah er blandt grundlæggerne af Electronic Intifada og forfatter til One Country: A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse (Metropolitan Books 2006)
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen