Jimmy Carter begrunder sin nye bog
Den tidligere præsident i USA, Jimmy Carter, udgav i november 2006 en bog med titlen “Palestine Peace Not Apartheid”, som alene på grund af titlen fremkaldte megen kritik fra især Israel-lobbyen i USA. I et indlæg i ‘The Boston Globe’ den 20. december svarer Carter på kritikken og opsummerer hovedpunkterne i bogen.
Jimmy Carter, The Boston Globe
Min bog “Palestine Peace Not Apartheid” (Palæstina – Fred Ikke Apartheid) blev offentliggjort sidste måned. Den udtrykker min bedømmelse af forholdene i de besatte territorier og foreskriver et handlingsforløb som frembyder en vej til permanent fred for Israel og dets naboer. Min viden om emnet er baseret på besøg i området igennem de sidste 33 år, mit detaljerede studium og involvering i fredsforhandlinger som præsident, og mit lederskab i kontrollering af de palæstinensiske valg i 1996, 2005 og 2006.
Nogle hovedpunkter i bogen er:
Mange dødsfald af uskyldige civile er forekommet på begge sider, og denne vold og al terrorisme må ophøre.
I 39 år har Israel besat palæstinensisk jord og har konfiskeret og koloniseret hundreder af udvalgte steder.
Protesterende palæstinensere, ofte udelukket fra deres tidligere hjem, jord og bedesteder, er blevet alvorligt domineret og undertrykt.
Der er en tvungen adskillelse mellem israelske bosættere og palæstinensiske borgere, med et indviklet pas-system der kræves for arabere for at overskride Israels mange kontrolposter.
En enorm mur snor sig igennem befolkede områder af hvad der tilbage af Vestbredden, bygget på brede skår af bulldozede træer og ejendom tilhørende arabiske familier, åbenlyst udformet til at inddrage mere territorium og til at beskytte de israelske kolonier der allerede er bygget. (Hamas erklærede en ensidig våbenhvile i august 2004, da dens kandidater søgte at opnå lokale og derpå nationale embeder, hvilket de hævder er grunden til reduktioner i tab for israelske borgere).
Kombineret med denne mur vil israelsk kontrol med Jordan-floddalen fuldstændigt indelukke palæstinenserne i deres indskrumpede og opdelte territorium.
Gaza er omgivet af en lignende barriere med kun to åbninger, kontrolleret af Israel. De sammenstuvede beboere har ingen fri adgang til verden udenfor ad luftvejen, til havs eller til lands.
Det palæstinensiske folk er nu blevet berøvet deres livsnødvendigheder af økonomiske restriktioner pålagt dem af Israel og De Forenede Stater, fordi 42 procent stemte for Hamas-kandidater ved dette års valg.
Lærere, sygeplejersker, politifolk, brandfolk og andre ansatte kan ikke blive betalt, og FN har rapporteret om fødevareforsyninger i Gaza svarende til dem blandt de fattigste familier i det sydlige Sahara i Afrika, hvor halvdelen af familierne overlever på ét måltid om dagen.
Mahmoud Abbas har, først som premierminister og nu som præsident for Den Palæstinensiske Nationale Myndighed og leder af PLO, søgt at forhandle med Israel i næsten seks år, uden held. Hamas-ledere støtter sådanne forhandlinger og lover at acceptere resultaterne, hvis de godkendes ved en palæstinensisk folkeafstemning.
FN-resolutioner, Camp David-aftalerne fra 1978, Oslo-overenskomsten fra 1993, officiel USA-politik og den internationale køreplan for fred er alle baseret på den forudsætning, at Israel trækker sig tilbage fra besatte territorier.
Ligeledes må palæstinenserne acceptere den samme forpligtelse som blev indgået af 23 arabiske nationer i 2002: at anerkende Israels ret til at leve i fred inden for dets lovlige grænser. Disse er de to nøgler til fred.
Ikke overraskende, er disse punkter sjældent om nogensinde blevet nævnt af nedrakkere af bogen, endsige benægtet eller tilbagevist. I stedet har der været et mønster af erklæringer, der går efter personen, hvor man påstår at jeg er en løgner, plagiator, antisemit, racist, bigot, ignorant osv. Der er hyppige fordømmelser af opdigtede “stråmands”-beskyldninger: at jeg har påstået, at der eksisterer apartheid i Israel; at apartheid-systemet i Palæstina er baseret på racisme; og at jøder styrer de amerikanske nyhedsmedier.
Som anbefalet af Hamilton-Baker-rapporten, er fornyede forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne en primær faktor til fremme af fred i regionen. Rapporten anbefalede også fredsforhandlinger med Syrien angående Golan-højdedragene. Begge anbefalinger er blevet afvist af Israels premierminister.
Det er praktisk taget umuligt for bitre antagonister at arrangere et tidspunkt, sted, dagsorden og procedurer der er gensidigt acceptable, så en ydre igangsætter eller hjælper er nødvendig. Succesfulde fredsforhandlinger blev sat i værk af De Forenede Stater i 1978-79 og af Norge i 1993. Hvis den amerikanske regering er modvillig over for at påtage sig et sådant énsidigt ansvar, så er den internationale kvartet af De Forenede Stater, Rusland, De Forenede Nationer og Den Europæiske Union et alternativ — stadig med USA-lederskab.
Et overvældende flertal af borgere i Israel, Libanon, Jordan, Egypten og Palæstina ønsker fred, med retfærdighed for alle der bor i Det Hellige Land. Det vil være en skam, hvis verdenssamfundet ikke hjælper dem til at nå dette mål.
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng