Israel, Syrien og Bushs veto

The Jewish Daily FORWARD

Israel, Syrien og Bushs veto

Lederartikel i The Jewish Daily FORWARD 22.12.2006

Israels dårligst bevarede diplomatiske hemmelighed blev denne uge offentligt kendt, da den israelske premierminister Ehud Olmert fortalte sit kabinet, at han var modstander af tage mod et dramatisk nyt tilbud fra Syrien om fredsdrøftelser – fordi det ville underminere præsident Bush.

Tjah, så kom katten til sidst ud af sækken. Olmert har gennem måneder været udsat for et stærkt pres på hjemmefronten for at tage imod Syriens gentagne

tilbud om fredsforhandlinger. Hans svar har i flere omgange været “njet”. “Syrien”, gentog han igen og igen, “kan man ikke forlade sig på så længe det er allieret med Iran og støtter terrorister”. Det var hvad han sagde. Men det var ikke hvad han faktisk mente.

Fortalerne for fredsdrøftelser, deriblandt nogle af de mest fremtrædende ministre i Olmerts kabinet, bemærker at Israel står over for en farlig fastlåst situation nå næsten alle fronter, med tiltagende palæstinensisk ekstremisme , et ukuet Hezbollah i nord og den frygtindgydende iranske trussel mod øst. Hvis Syrien kan formås til – for en acceptabel pris – at skifte side og hjælpe med til at reducere spændingen – sådan som præsident Bashar flere gange hat antydet – så burde den mulighed udnyttes. Israels behov er færre – ikke flere – fjender.

Olmerts holdning er, at Israel ikke kan forhandle med Syrien før det ophører med at være vært for palæstinensiske grupper, der står for en afvisningspolitik og ophører med at støtte Hezbollah.

Kritikerne indvender, at det er lige præcis denne adfærd, som Israel skulle forhandle om at få bragt til ophør. “Israel kræver, som en forhåndsbetingelse, at Syrien skal give alt hvad det har at give – endog før det når frem til forhandlingsbordet”, skrev den kendte israelske forfatter Amos Oz i denne uge. “Dét er et latterligt krav”.

Det rygte har verseret, at Olmerts virkelige bevæggrund er at berolige Bush. Han har vedholdende benægtet det – indtil nu. Denne gang lagde han kortene på bordet. Det der drev ham til at tale lige ud af posen var et nyt fredsudspil fra Damaskus, offentliggjort 16.12.2006 af den syriske udenrigsminister Walid Moallem.

Over for libanesiske aviser tilbød han at åbne fredsdrøftelser uden forhåndsbetingelser – og droppede for første gang Syriens mangeårige krav om, at Israel skal give afkald på Golan-højderne forud for fredsdrøftelser. Moallems ord var en opfølgning af kommentarer tidligere på dagen fra Assad, som opfordrede Olmert til “at tage en chance” og finde ud af om vi bluffer eller ej”. Assad tilbød også at hjælpe USA med at genoprette et stabilt Iraq.

Olmert svarede, ifølge det israelske dagblad Yediot Aharonot, ved at sætte spørgsmålstegn ved Assads motiver for at komme på banen lige nu “efter at Baker-rapporten er blevet offentliggjort i Washington” – med en opfordring til drøftelser med Syrien – og “efter at Bush i stærke vendinger” har afvist den.

Det Olmert sagde var faktisk: Hvor vover Assad at lege lappeskrædder. Når det er hvad James Baker og stadig flere amerikanere ønsker? Hvilken situation ville det ikke efterlade Bush i?

For det tilfælde, at hans opfattelse ikke var blevet udtrykt klart nok, sagde Olmert den uden omsvøb: ”På et tidspunkt, hvor USA’s præsident, Israels vigtigste allierede, med hvem vi har et netværk af strategiske relationer – kæmper i alle arenaer, både hjemme i USA, i Iraq og andre steder i verden, imod alle de elementer, der ønsker at svække ham – er det en situation, hvor vi skal sige ham imod ?”

Olmerts rådgivere lod bagefter forstå, at han ikke helt har udelukket drøftelser med Syrien. Når alt kommer til alt, er de ikke skøre. De ved at enhver mulighed for at bevæge sig i retning af stabilitet på den palæstinensiske front er afhængig af at kunne få HAMAS til at falde til føje og at ingen bortset fra Damaskus kan gøre det.

De ved, at Libanon stadig er en krudttønde, der eksploderer, når Syrien giver ordre til det. Mange af dem forstår, hvad Yitzak Rabin proklamerede for et dusin år siden: Den eneste måde, hvorpå Iran kan isoleres er ved at bygge en “fredens cirkel” omkring Israel og indgå aftaler med Syrien og derefterLibanon og Palæstinenserne.

Måske vigtigst af alt, de ved hvad enhver førsteårsstuderende israelsk strateg ved: Trods al den offentlige skvalder, så overholder Syriensædvanligvis de aftaler, som det indgår. Det indgik en aftale med Israel i 1975om ro i Golan-højderne og har overholdt den i 31 år. Jo, det forsøgte at udnytte enhver mulighed for gøre livet surt for Israel ved at bevæbneHezbollah og være værtsland for HAMAS, men de var ikke omfattet af 1975-aftalen. Det ertid til at indgå en bedre aftale.

Alt det ved Olmert også , men set med hans briller er der ikke noget han kan gøre ved det. Israel er aldeles afhængigt, selv under de gunstigste forhold, af den amerikanske præsidents velvilje. I gode tider er Israels situation let håndterlig og ubesværet. Lige nu hersker der ikke gode tider. USA’s præsident er fanget i en fælde og såret, bevæger sig nervøst i cirkler lige som en indespærret tiger. Intet er farligere – især for de nærmeststående.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Aktuelle dokumenter, Analyser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.