Fatah-kapitlet lukket

EI

Fatah-kapitlet lukket

I øjeblikket står Fatah ved en korsvej, men med meget begrænsede valgmuligheder. Nogle medlemmer mener, at de ved at indkalde en konference vil klare at bringe enheden tilbage til bevægelsen. Andre mener, at man ved at udelukke nogle medlemmer kan genskabe en sund balance.

Af Rifat Odeh Kassis, The Electronic Intifada 28. marts 2006

Jeg plejede at provokere mine Fatah-tilknyttede venner og fængselskammerater med, at revolutionen ledet af Fatah ikke vil opnå sine mål, og alligevel er der ingen revolution uden Fatah. Ved disse simple og kyniske ord forstod jeg Fatah, den længe ledende gruppering inden for PLO og den langvarige leder af det palæstinensiske folk i kampen for uafhængighed og selvbestemmelse.

Den afdøde Yasser Arafat, blandt palæstinensere bedre kendt som Abu Ammar, startede Fatah-bevægelsen i slutningen af 1950’erne, men det var først i 1965 at den blev officielt grundlagt. Siden dens oprettelse har Fatah viet sig til kampen for det palæstinensiske folks fulde uafhængighed og selvbestemmelse og til at opbygge en sekulær stat inden for det historiske Palæstina. Fatah, som betyder “at erobre” på arabisk, blev af stigende betydning i de sene 1960’ere og vandt fuld kontrol over Den Palæstinensiske Befrielses-organisation (PLO) i 1969 efter at have sluttet sig til den i 1967. Ydermere danner Fatah skrevet bagfra et akronym for “Palæstinensisk Befrielses-bevægelse” på arabisk.

Fatah er stadig den mest magtfulde gruppe i PLO og har også været hovedpartiet i Den Palæstinensiske Myndighed siden dens oprettelse indtil det sidste valg, hvor Hamas vandt over Fatah. Fatahs tilgang har ændret sig drastisk fra dens militære linje i 1950’erne og 1960’erne til pragmatisk politik i de seneste tiår. Underligt nok har den imidlertid altid beholdt de samme slogans, herunder “Revolution indtil sejren” eller ” Med væbnet kamp vil vi befri Palæstina”.

Dette paradoks var en af de mest forstyrrende faktorer inden for Fatah for mig at se, og det bidrog kun til dens forvirring og vaghed. Med andre ord har de haft tendens til at uddanne medlemmerne på disse gamle slogans, mens deres praksis er totalt forskellig.

Det er lige så vigtigt at forklare, at Den Palæstinensiske Befrielses-organisation (PLO) er en paraplyorganisation oprettet i maj 1964 i Jerusalem og sammensat af en håndfuld enkeltpersoner, institutioner og organisationer, såsom Fatah, Folkefronten for Befrielse af Palæstina (PFLP), Den Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina (DFLP) og andre. Medlemsorganisationerne og institutionerne er meget forskellige i deres ideologier, men de deler alle det samme mål om at opnå en uafhængig palæstinensisk stat.

PLO har en demokratisk struktur og består af tre organer, Eksekutivkomitéen (Forretningsudvalget), Centralkomitéen (Hovedbestyrelsen) og Det Palæstinensiske Nationalråd, som er det palæstinensiske parlament i eksil.

Til trods for dens demokratiske struktur har PLO på politisk niveau altid været domineret af Fatah, der selv var domineret af én person i næsten hele dens historie: Yasser Arafat.

Trods det at PLO er den vigtigste fremgang for det palæstinensiske folk og dets lange historie af modstand og resultater mht. at opretholde enheden og fremme det palæstinensiske folks sag, er PLO’s historie også skæmmet af mange nederlag. Sådanne nederlag kan delvis tilskrives PLO-ledelsen.

Efter en konflikt med Jordan i september 1970 og juli 1971 blev PLO tvunget til at flytte fra Jordan til Libanon, en begivenhed som senere blev kendt som Sorte September. I 1974 vandt PLO total støtte fra de arabiske stater og blev proklameret at være den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. I det samme år anerkendte FN også PLO som “repræsentanten for det palæstinensiske folk”.

Uheldigvis varede ånden af denne vigtige moralske sejr ikke længe, og i 1975 udbrød borgerkrigen i Libanon, og PLO fandt sig fanget midt i den. PLO’s tilstedeværelse i Libanon kom til en brat afslutning i 1982, da Israel invaderede Libanon, og PLO måtte flytte sit hovedkvarter til Tunesien, mens de kæmpende måtte blive i militærlejre i forskellige arabiske lande. De forblev dér, indtil Oslo-aftalen blev underskrevet i 1993, hvor hovedparten af PLO-medlemmerne og strukturerne kom tilbage til de besatte territorier i følge med Arafat, der blev valgt som præsident for Den Palæstinensiske Myndighed i 1996.

Fatah, som blev det regerende parti i den nyetablerede Palæstinensiske Myndighed, blomstrede, og flere medlemmer tilsluttede sig bevægelsen, de fleste af dem for at opnå fordele fra den nye tingenes tilstand. Fatah har tidligere altid klaret at overleve forskellige splittelser og indre uro i bevægelsen pga. Arafats personlige magt og karisma og den måde han ledede bevægelsen på. Selv om nogle andre mindre vigtige faktorer også spillede en rolle, er det klart at Fatahs sammenhængskraft i først og fremmest kom fra Arafats talent for ledelse. Hans succesfulde, men tvivlsomme metode kunne tilføjes til læseplanen for managementskoler over hele verden – lad os kalde den arafatisme.

Denne tilsyneladende liberale metode bestod i at lade folk have frit rum til at forfølge deres personlige interesser og opnå fordele inden for bevægelsen, men han ville klogt bruge dette imod dem, når som helst de prøvede at kritisere ham eller hans ledelsesstil.

Fatahs succes før i tiden skyldtes altså dens mangel på ideologi, hvor den hævder at repræsentere hele det palæstinensiske folk med alle dets klasser og sektorer. Dens princip om ikke at blande sig i arabiske staters indre anliggender resulterede i, at den fik al den finansielle og moralske støtte, som var mulig, fra de arabiske lande, selv om dette princip ikke forbød de arabiske lande at blande sig i det palæstinensiske folks indre anliggender og øve indflydelse på de beslutninger, der blev taget.

Hvad der sker lige nu inden for Fatah mht. interne opdelinger og konflikter er ikke nyt og har været under opbygning i flere år. Det intensiveredes på et senere stadie som en splittelse mellem en yngre generation af aktivister, som var kommet i forgrunden under den første palæstinensiske intifada sidst i 1980’erne, og den “gamle garde”, som havde tilbragt de år i eksilmed Arafat i Tunis. Som nævnt, klarede Arafat at opretholde bevægelsens enhed, indtil han døde; men da først han var gået bort, kom alle de latente konflikter frem til overfladen.

Som også nævnt ovenfor, fik Fatah flere støtter efter dannelsen af Myndigheden. De fleste af de nytilkomne sluttede sig til bevægelsen for at fremme personlige interesser. Man kunne sige, at Fatahs metode opmuntrede folk med disse motiver til at tilslutte sig bevægelsen, fordi den måde den kørte Myndigheden på ikke gav det budskab, at den forsøgte at køre en regeringsstruktur baseret på professionalisme og værdighed. Alting var forbundet med bestikkelse eller behovet for at have en underskrift fra et Fatah-medlem, hvis man ønskede at sende sit barn til lægebehandling eller at skaffe ham/hende et stipendium.

Det var nok for folk at blive registreret i Fatah for at tage på finansierede rejser eller deltage i konferencer eller kunne udvælges til andre fordele. Disse nye medlemmer var ikke et aktiv for bevægelsen, men en byrde. Fatah modtog det stærkeste slag efter dens grundlægger Yasser Arafats død, der til sidst resulterede i at de tabte valget til Det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC) til Hamas. De fleste analyser efter valget peger på, at vælgerne var utilfredse med korruption og nepotisme i Fatah og kaoset i Den Palæstinensiske Myndighed og derfor stemte på Hamas.

Selv om vi ikke kan ignorere disse stærke faktorer, er realiteten at Fatah blev for gammel og aldrig klarede at gøre sig til et moderne politisk parti med nogen disciplin.

Fatah arbejdede ikke på at ændre eller modernisere sin struktur og organisation i lang tid og har aldrig klaret at holde sin nationale forsamling i de seneste 20 år. Under forsøgene på ændring opnåede de at få støtte fra Olof Palme Instituttet for at træne deres medlemmer i, hvordan man bliver et politisk parti. Denne træning, som varede i årevis, fik ikke støtte fra kernemedlemmerne og blev ikke ført ud i livet.

Ydermere klarede Fatah aldrig at forny sin ledelse. Frem til sin død dominerede Arafat alt og trak folk ind og ud på basis af sin vision. Det siges at efter dannelsen af Myndigheden havde Arafat selv den tanke at ødelægge Fatah, fordi han mere end andre indså behovet for at skifte til et statsopbyggende projekt i stedet for at forblive i modstandskæmpernes rolle. Imidlertid kunne han ikke se bort fra, at Fatah var en stor organisation, og at han kunne være blevet konfronteret, hvis han prøvede at gå mere på kompromis.

I øjeblikket står Fatah ved en korsvej, men med meget begrænsede valgmuligheder. Nogle medlemmer mener, at de ved at indkalde en konference vil klare at bringe enheden tilbage til bevægelsen. Andre mener, at man ved at udelukke nogle medlemmer kan genskabe en sund balance.

Efter min mening er enhed i bevægelsen ikke en mulighed længere. Enhed i Fatah har også været skrøbelig og hvilet på to eller tre faktorer, der nu alle mangler i ligningen: deres historiske leders karisma, deres penge og det at have magten. Det er ikke kun de gamle garder mod den yngre generation; alle og enhver slås inden for Fatah – opportunisterne, modstandskæmperne, krigskapitalisterne, de korrupte medlemmer og de ærlige og loyale folk. Der er ikke længere noget fælles sprog inden for bevægelsen, til trods for hvad nogle af lederne prøver at sige.

Fatah vil rive sig selv i stykker hvad enten de kan lide det eller ej. Det bedste valg for Fatah ville være at opløse sig på en struktureret måde og lade en ny stærkere gruppering opstå, specielt for de ærlige kadrer iblandt dem og for den nationale befrielsesbevægelse som helhed. Denne nye identitet af Fatah kunne tiltrække andre grupperinger og enkeltpersoner til at danne noget innovativt og moderne; et svar på de nye behov og krav; noget ærligt og pålideligt med en klar vision; noget solidt og demokratisk som kunne lede folket til deres mål om uafhængighed og selvbestemmelse og tage vare på de palæstinensiske flygtninges rettigheder.

De øjeblikkelige opfordringer til at lægge vægt på PLO’s rolle, der kommer fra Fatah og de andre politiske grupperinger, kan ikke være meget overbevisende for det palæstinensiske folk. Selv om jeg ikke har mistro til intentionerne hos nogle grupperinger som PFLP, DFLP, PP og nogle andre mindre grupper, er jeg meget skeptisk om Fatahs intentioner. Fatah bærer hovedansvaret for at have ødelagt PLO og marginaliseret den. Den gjorde det for at give sig selv chancen for at bevæge sig frit. Dens opfordring nu om at lægge vægt på PLO kommer kun, fordi de tabte valget, og de ser PLO som deres eneste tilbageværende redskab til at bevare magten. Hvad motiverne end er, må Fatah og alle palæstinensere indse, at et forsøg på at genoplive PLO, som den er, ikke er svaret. Strukturen og metodologien er forældet. Der er ingen anden vej end at opbygge et andet politisk organ til at repræsentere palæstinenserne overalt. Et organ, som vil reorganisere den palæstinensiske kamp for at opnå dens mål. Et organ, som vil repræsentere og bruge alle politiske partier, civilsamfundsstrukturer, NGO’er, fagforeninger og enkeltpersoner og organisere deres anstrengelser internt og eksternt.

Lad os kalde dette nye organ PNC (Den Palæstinensiske National-kongres) efter model fra ANC Sydafrika. En person som Marwan Barghouti, der afsidder fem livstidsdomme, kunne være en palæstinensisk Mandela. Der er ligheder mellem de to, ud over at de begge aftjente/aftjener langvarige domme i fængsel. Hvis man tager Barghouti som eksempel, vil det at sidde i fængsel holde ham disciplineret og ikke give ham chancen for at komme på afveje. Dette ville være inspirerende for folket. Marwan har stadig et solidt fodfæste inden for Fatahs basis og blandt andre. Et feltlederskab, som ville dække alle palæstinensiske sektorer, kunne dannes inden for territorierne og udenfor udøve mandatet for det nye organ.

Den PNC, som skulle erstatte PLO, kunne være en bred koalition af grupperinger og partier med en ny vision, mandat og metodologi. Koalitionen bør lære af Fatahs og PLO’s fejltagelser og synder. Den bør være demokratisk og tillade alle grupperinger og det palæstinensiske folk at eje den. Alle demokratiske grupperinger på den palæstinensiske front kunne og burde tilslutte sig denne brede koalition. PNC ville have en firefoldig dagsorden: en “national” dagsorden for at opretholde det palæstinensiske folks enhed verden over og indrullere dem i den politiske kamp; en social-økonomisk dagsorden med henblik på at opbygge et sundt palæstinensisk samfund på palæstinensisk jord; en politisk dagsorden for at fortsætte kampen for en øjeblikkelig ende på besættelsen; og en ekstern dagsorden for at bringe mere international støtte til palæstinensernes retfærdige sag.

Fatah bør se denne interne krise som en mulighed. De andre vigtige grupperinger har lignende problemer og behøver fornyelse, og dette kunne være deres udvej; således bør de se den samme mulighed i at danne en bredere demokratisk koalition. Efter Hamas’ jordskredssejr ved valgene til PLC er det krystalklart, at det palæstinensiske folk er parat til at gå ud over deres politiske tilhørsforhold, hvis de kan finde folk, som er ærlige og kompetente nok til at lede dem.

Rifat Odeh Kassis er palæstinensisk meneskerettighedsaktivist og præsident for Defence for Children International

Fra http://electronicintifada.net/v2/article4594.shtml

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.