Er vi nærmere ved en fred?

The Other Israel

Er vi nærmere ved en fred?

Uri Avnery analyserer det israelske valg i The Other Israel, 30. marts 2006

Den mest dramatiske og mest dræbende kedsommelige valgkamp i vor historie er gudskelov slut. Israel ser i spejlet og spørger sig selv: Hvad pokker er der sket ? På vej hen til stemmeurnen i Tel Avivs centrum kunne jeg ikke se blot det allermindste tegn på, at dette var en valgdag.

Generelt er israelske valg en lidenskabelig affære. Plakater overalt, tusinder af biler overdækkede af slogans farer af sted med vælgere til afstemningsstederne i et hav af larm.

Denne gang – intet. En sælsom stilhed. Mindre end to tredjedele af de registrerede vælgere gad faktisk stemme. Politikere af enhver afskygning er genstand for afsky, demokratiet for foragt blandt ungdommen, hele sektorer er fremmedgjorte.

De, som besluttede ikke at stemme men som i sidste øjeblik lod sig formilde, stemte på Pensionslisten, der sprang fra ingenting til overraskende syv mandater.

Her var der virkeligt tale om proteststemmer. Selv unge mennesker sagde til sig selv: I stedet for at smide vores stemme bort, så lad os gøre dem en tjeneste. Gamle og syge (også dødeligt syge), handicappede og hele sundheds- og uddannelsessystemerne var ofre for Netanyahus thatcheristiske økonomiske politik med opbakning fra Sharon, som Shimon Peres – af alle – kaldte ”svinsk”.

Disse stemmer var en kuriositet. Men hvad skete der i hovedarenaen ? Da valgkampen blev indledt skrev jeg, at hele det politiske system var på vej mod venstre. Mange mente, at det var ønsketænkning, på bedrøvelig afstand af virkeligheden. Nu er det faktisk sket.

Det vigtigste resultat ved dette valg er, at den nationalistisk-religiøse bloks greb om magten, som har været fremherskende i Israel i mere end en generation, er blevet brudt.

Alle de, der sagde, at venstrefløjen er død og at Israel var dømt til en lang, lang fremtid med højrefløjsstyre, gik galt i byen. Alle højrefløjspartieerne fik tilsammen 32* , de religiøse partier 19 mandater. Med 51 ud af Knessets 120 mandater kan højrefløjen/de religiøse ikke længere blokere for alle bestræbelser for at nå frem til en fred.

Dette er et vendepunkt. Drømmen om Storisrael strækkende sig fra Middelhavet til Jordan-floden er død.

Det er meget sigende at den Nationale Union, det parti som fuldt ud identificerer sig med bosætterne, kun fik 9 mandater – mere eller mindre uændret fra sidste valg.

Efter hele det hjerteskærende drama med ødelæggelsen af bosættelserne i Gaza, er bosætterne så upopulære som nogensinde. De har tabt det afgørende slag om den offentlige opinion. Netanyahu erklærede, at valget ville blive et ”nationalt referendum” om tilbagetrækningen fra Vestbredden. OK. Det blev det – og vælgerne stemte i overvældende grad ”Ja”.

Den største taber er Netanyahu selv. Likud er brudt sammen. For første gang siden det i 1973 blev oprettet af Ariel Sharon er det blevet henvist til indtage en ydmygende plads som det femtestørste (!) parti i Knesset.

Den inderlige fryd over dette knusende nederlag for højrefløjen modereres af en meget farlig udvikling: Opkomsten af Avigdor Liebermans ”Israel vort Hjem”-parti, en mutation af højrefløjen med åbenlyst fascistiske tendenser.

Lieberman, immigrant fra det tidligere USSR og selv bosætter henter sin største opbakning hos det ”russiske” samfund, som er næsten entydigt ekstremt nationalistisk. Han opfordrer til fordrivelse af alle arabere (en femtedel af Israels befolkning), angiveligt via en udveksling af territorier, men budskabet er klart.

Man ser også de sædvanlige kendetegn på et sådant parti: Lederdyrkelse, krav om ”lov og orden”, et dybtfølt had mod ”fjenden” såvel den indre som den ydre. Han vandt 12 mandater og overhalede Netanyahu. Hans hovedslogan ”Da Lieberman” (”Ja Lieberman” på russisk) leder tanken hen på lignende historiske slogans.

Til de interesserede: Det lykkedes ikke for den fascistiske gruppe, der opfordrede til at jeg skulle myrdes som en del af deres valgprogram, at opnå de nødvendige 2% for at blive repræsenteret i Knesset.

Men, naturligvis har en morder ikke behov for 2% for at følge en sådan opfordring ( Jeg vil ved denne lejlighed udtrykke min dybtfølte tak over for alle dem rundt omkring i verden, som gav udtryk for deres solidaritet).

De jublende scener i Arbejderpartiets hovedkvarter kan for en første betragtning forekomme overdrevne. Alt taget i betragtning fik partiet kun 20 mandater, mod 19 sidste gang (hvortil man bør lægge de 3 mandater til et lille parti, som Amir Peretz dengang stod i spidsen for). Men mandattallene fortæller ikke hele historien.

Først og fremmest er de politiske implikationer vidtrækkende. I Knesset er det ikke alene de blotte tal der tæller, men også hvor de befinder sig på det politiske landkort.

I det næste Knesset vil enhver koalition uden Arbejderpartiet være uarbejdsdygtig, hvis ikke slet og ret umulig. Amir Peretz bliver den mest betydningsfulde person i den næste regering, næst efter Ehud Olmert.

Men der er mere at sige i den sammenhæng. Peretz, den første ”orientalske” jødiske leder af noget større israelsk parti, har overvundet den historiske afvisning af Arbejderpartiet blandt immigranterne fra muslimske lande og deres efterkommere.

Han har nedbrudt de etablerede tankemønstre ’orientalsk = fattig = højreorienteret’ og ’ashkenazi = velstillet = venstreorienteret’.

Dette har endnu ikke givet sig fuldt udtryk i stemmeafgivningen. Tilgangen af orientalske stemmer på Arbejderpartiet afspejler kun en begyndende vækst . Men ingen, der har set hvorledes Peretz blev hilst velkommen på de åbne markedspladser, kan være i tvivl om at der er indtruffet en fundamental ændring.

Og vigtigst af alt, da Peretz for knap tre måneder siden trådte ind på den politiske scene, var Arbejderpartiet et levende kadaver. Nu er det levende, aktivt og tørster efter at gå i aktion.

Det kaldes lederskab, og Arbejderpartiet har det. Peretz er på vej til at blive en fremkommelig kandidat til statsministerposten ved det næste valg. Indtil da, vil han afgjort få en stor indvirkning på både socialpolitikken og fredsprocessen.

DET er, naturligvis, det store spørgsmål: Kan den ny regering bringe os tættere på en fred ?

Kadima vandt valget, men føler ingen lykke. Da det blev oprettet af Sharon, forventede det 45 mandater. Ingen træer vokser ind i himlen. Nu må det være tilfreds med sølle 28 mandater, nok til at stå i spidsen for regeringen, men ikke nok til alene at bestemme politikken.

Olmert opfordrede i sin sejrstale Mamoud Abbas til at slutte fred. Men det er en tom gestus. Ingen palæstinenser vil på nogen måde kunne acceptere de betingelser Olmert har i tankerne.

Så hvis palæstinenserne ikke viser, at de er ”partnere”, er det Olmerts ønske ensidigt at ”etablere Israels permanente grænser”, hvilket betyder, at han vil annektere et eller andet sted mellem 15% og 50% af Vestbredden.

Det er tvivlsomt hvorvidt Peretz kan sætte nogen anden politik igennem. Muligvis vil hele spørgsmålet blive udskudt, med det påskud at den sociale krise kræver at blive behandlet i første omgang. Og imens vil kampen mod palæstinenserne fortsætte.

Det er fredsbevægelsens opgave at ændre dette. Valget viser, at den offentlige opinion i Israel ønsker at få afsluttet konflikten, at den forkaster bosætternes og deres allieredes drømme, at den søger en løsning.

Vi har bidraget til denne ændring. Nu er kravet til os, at vi skal vise, at Olmerts ensidige fred overhovedet ikke er nogen fred og ikke vil føre til nogen løsning.

På vores valgdag blev den ny palæstinensiske regering taget i ed af det palæstinensiske parlament. Med denne regering kan og skal vi forhandle. Lige nu er flertallet i Israel ikke klar til det. Men valgresultatet viser, at vi er på vej.

*Alle talangivelser i denne artikel bygger på 97% af de afgivne stemmer og der kan derfor muligvis forekomme mindre ændringer, når det endelige resultat foreligger.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.