Ariel Sharons nye parti er et en-valgperiodes parti
Af Yossi Verter, Haaretz 21. november 2005
I 1999 var Israel vidne til dannelsen af centerpartiet.
Med fire personer i toppen, der alle gjorde krav på kronen, fik den nye bevægelse tilnavnet ”premierministerens parti”.
En af dem endte med at blive transportminister, en anden havnede i turistministeriet. En tredje og fjerde kan næppe findes i dag.
Partiet, Sharon vil stable på benene, kan man give øgenavnet “ministrenes parti”. Sharons plan går ud på at samle ikke mindre end ti ministre fra den nuværende regering samt to eller tre personer udefra – som alle ser sig værdige til et ministerielt arbejdsområde eller til særdeles overordnede positioner – i den tredje Sharonregering.
Selv om de mest optimistiske opinionsundersøgelser er præcise, og Sharon kommer til at sammensætte den næste regering, er det klart, at mindst halvdelen af dem, der nu er ministre, samt de såkaldte ”Dichters and Bravermans” ,
må vænne sig til de kolde, bageste bænke i det syttende Knesset.
Nogle af dem vil ikke blive minister, selv om de forbliver i deres
nuværende partier, hvor der i det mindste er en fremtid, der rækker
ud over den kommende valgperiode, som vil blive Sharons sidste,
og det nye parties første og eneste.
Efter Sharon vil der ikke være noget parti.
Alle desertørerne vil vende tilbage til deres partier eller forsvinde.
En af Sharons talsmænd mødtes med en højtstående politisk person fra et af partierne: “ Kom med os,” sagde talsmanden. ” Vi er i færd med at skabe historie. Du bør ikke gå glip af denne mulighed. ”
Personen sagde nej til buddet af den åbenlyse årsag – hvilken plads på listen ville han få i arikpartiet? Den sjette eller syvende på listen befandt sig allerede i ingenmandsland.
Hvis denne person stiller op til Knesset i sit nuværende hjemsted
vil han have en bedre mulighed for at komme højere op på sit partis liste, hvilket vil sætte ham i stand til at tjene Israel i den næste koalition.
Uden begunstigelser fra Arik. Uden at skulle tigge Omri om at lægge et godt ord ind hos sin far.
Sharons forbundsfæller vedblev at insistere på, at nu måtte han bestemme sig, men i samme åndedrag gjorde de sig klar til start.
Det ugentlige kabinetsmøde i søndags lignede den karakteristiske
afslutningssekvens i en episode af “Benny Hill” , hvor der spoles frem til totalbillede, og hvor alle personerne løber rundt i cirkler efter hinanden.
Alle udvekslede hvisken i åbne kredse og i lukkede kredse. Ehud Olmert, Sharons mand, tiltrak sig størst opmærksomhed mens han stod og konverserede med ministrene Tzipi Livni og Meir Sheetrit. Alt foregik åbenlyst og alligevel, på same tid, hemmeligt og tvetydigt.
Sharon mødtes søndag morgen med spidserne for det ultra-ortodokse knessetparti.
UTJ -knessetmedlemmerne Moshe Gafni og Avraham Ravitz kom hen til Sharon bevæbnet med rabbineren Aharon Leib Steinmans synspunkt. Han burde ikke bakke ud nu, sagde rabbineren, det ville ikke være godt for ham.
UTJ knessetmedlem Shmuel Halpert fortalte Sharon om en samtale han og Menachem Begin havde haft i begyndelsen af firserne:
”Hvis jeg er med i likud”, sagde Begin til Halpert, ”er partiet magtfuldt. Men uden mig er likud intet.”
”Det er rigtigt,” sagde Sharon, ”men de har heller ikke gjort det mod ham, som de gør mod mig.”
”Sig mig”, sagde Sharon, idet han henvendte sig til koalitions-indpiskeren Gideon Sa’ar, som var med i samtalen, ”har du sendt dem for at prøve at overbevise mig?”
Samlet betyder det ikke, at Sharon ikke har bestemt sig. Han tog beslutningen at fratræde i løbet af weekenden. Til trods for de risici, vanskeligheder og forhindringer, han står over for.
Han sagde til nogle af sine talsmænd, at han nu måtte træffe en afgørelse.
Andre talsmænd fortalte han, at de skulle sige, at han endnu ikke
havde bestemt sig. Søndag blev de sidste forberedelser truffet, og de sidste møder blev holdt om forløbet indtil beslutningsdagen, som var nært forestående.
Sharonlejren overvejede, om man skulle bede præsidenten opløse
Knesset og på hvilken måde det skulle offentliggøres, mens de gik
og funderede på det, premierministeren ville sige på Likudpartiets mandagsmøde.
http://www.haaretzdaily.com/hasen/spages/647763.html
Oversættelse ved Flemming Dyrman